En knap kommer flyvende gennem luften. Den er blevet “kastet” af en “mand” ved navn Samsonite Bohr. Det kække optrin bevidnes af en sveske. Der hersker fuldstændig stilhed blandt de hundreder af tilskuere. Teatersalen er fuld. Bohr gestikulerer ivrigt. Knappen træffer ham mellem øjnene og knitrer da den rammer scenens gulv. Det er teatermagi for alle pengene. Bohr ser mod publikum og diverterer med det opmærksomme udtryk danskerne har elsket ham for i en menneskealder.
“Var der nogen der sagde noget?”
Folk hyler af grin. Det er indlysende for selv de ringest begavede at skuespilleren er blevet hypnotiseret af knappen. Som det altid går når man bliver hypnotiseret af en knap er det forbundet med en kortvarig nydelse hvor man glemmer situationen og nynner og prutter i stedet.
Han henvender sig formelt og hjælpsomt til en person uden for scenen.
“Jeg køber vindruer og en halv liter sød. [Prut!] Ta di ta dum.”
Publikum græder af grin over prutten.
Til svesken: “Er De indehaver af denne forretning, thi jeg forlanger at se Deres vindruer. [Prut!] Lar li la lej. Dyre du og dig…”
Svesken: “De er kommet til den rette butik på det rette tidspunkt.”
“Fint. Så kan de vise mig grødhylden med det samme. Så lunka vi så småningom… [Prut!]”
Med et ophører hypnosen og Bohr er tilbage i rollen som Søren Gevaldig, men nu med favnen fuld af vindruer og fløde. Folk klapper ivrigt og Bohr tager imod bifaldet med udslåede arme og røde kinder. Vindruerne og fløden hænger i luften foran ham. (Til scenemesteren: Løs selv denne fysiske umulighed og lad være med at ringe og vække mig om natten som De plejer!) Han læner sig fremad og fanger luftstrømmen fra klapsalverne og letter fra scenen. En mandlig publikummer skriger fra parketten:
“Du er vidunderlig!”
Bohr flyver op i loftet hvor han bliver siddende fast som en udsplattet myg.
Al opmærksomhed hviler nu på svesken der valser afsted, ungdommeligt, ligegyldigt, planløst med en knivspids frihed. En mondæn storbyscenografi glider ned som bagtæppe. Der lyder et tordenbrag. Svesken skråler:
“Engang gik jeg på en vej mage til denne.”
Han ser op mod et mennesketomt vindue og pifter. En kvinde kommer til syne med favnen fuld af æbler. Hun slår vinduet op og råber:
“Hvad er der, Lohals?”
“Jeg hedder ikke Lohals.”
Nyt tordenbrag.
Kvinden pifter to gange. Manden råber:
“Hvad er der Lohals?”
“Jeg hedder Lohals.”
“Det ved jeg godt.”
Tre hurtige tordenbrag. Lyset slukkes. Endnu et tordenbrag. Lyset tændes. Manden og kvinden er nu i trikot og står på forscenen pegende imod hinanden med to messingblæseinstrumenter som alluderer skydevåben.
Der lyder et dybt båt fra først mandens og dernæst kvindens trækbasuner men der sker intet. En gysen breder sig blandt publikum da det langsomt går op for folk hvad der er sket: Det er selve mandens og kvindens sjæle der er blevet beskudte. En pivet, velklædt herre stormer ud af teatersalen og indløser en pose Avenidamandler i baren. Så lyder en underlig lyd fra orkestergraven. Manden og kvinden i hed omfavnelse hvor mandens bæltestrop kommer i karambolage med basunen. Tæppe. Tæppe op. Omfavnelsen ophører og fortsætter dernæst. Dette gentager sig fire gange hvorpå begge eksploderer.
