Ny bog: Vaf

I bogen ”Vaf” præsenterer du os for de to hovedpersoner som er et trug og en tennisbold. Det minder mig om H.C. Andersen eventyret om Kærestefolkene hvor vi møder en top og en bold. Men hvor en top og en bold begge er legesager er tennisbolden og truget kategorialt forskellige. Er det et romantisk greb alligevel?

Det er et postmoderne romantisk greb ja.

Javel. Men bag truget og tennisbolden sidder Allan og Christiansen og gemmer sig.

Ja.

Hvad bliver der af truget og tennisbolden?

Det står mellem linjerne.

Javel.

Men det at de har sat sig, fra romanens spæde begyndelse, bag kategorialt forskellige objekter peger vel på at vi mennesker er dybt dybt forskellige. Eller sagt helt kort: Hvor nogle gemmer sig bag tennisbolde gemmer andre sig bag trug. Hvorfor gemmer vi os?

Det er ikke os der gemmer sig. Det er Allan og Christiansen.

Men må jeg som læser ikke spejle mig i Allan?

Det kan du ikke.

Hvorfor ikke?

Fordi han sidder bag en tennisbold.

Da vi første gang hører om Allan karakteriseres han som ”et immunforsvar der sidder og griner”. Det er en lidt modbydelig præsentation.

Synes du?

Ja.

Jeg synes ikke det er grimt.

Men så kommer du tættere på Allan.

Ja. Jeg finder ud af at Allans grin stikker dybere.

Hvordan finder du ud af det?

Aner det ikke.

Men han griner ikke kun af sine egne vitser.

Nej. Han griner også af andres vitser.

Det gør ham i mine øjne dyb.

Også i mine.

Digt: Ved Irmelings Bøge

Ved Irmelings Bøge der står et hus
Det er temlig lille og sølle
Ved muren ligger en lænkehund
Den har lige lavet en pølle

Der er mange byer i verden ud
Der rummer en snoet fjeder
Fx ved mosen i Padborg Sogn
Jeg husker ej mer hvad den hedder

Men mit digt det handler om alt der er
Og ikke om mose og pladder
Hvis du lærer dets herlige vers udenad
Er du med på den seneste sladder

Ny bog af Brando Dalfrøcies

“En mand der ikke er rigtig i hovedet er ude og ride og kommer til syne bag bakkekammen.” (Hvilken åbningsscene af Dalfrøcies! Man kan se det hele for sig. Anmelderen.) “Han drejer hovedet.” (Genialt! Bakken er tydeligvis metafor for de udfordringer han skal møde, mens hans hovede nærmest er i vejen, han er jo tosset inden i det. Anmelderen.) “Mandens navn er Divui.” (Hvad er nu det. Det er et tåbeligt navn der ikke giver mening på noget som helst sprog. Nå, skidt med det. Mon ikke Dalfrøcies har en lille overraskelse i ærmet til os. Anmelderen.) “Hans kælenavn var Kalle Kælemand.” (Ubetaleligt vittigt. Nej, hvor morsomt altså! Hvor er du bare sjov, Dalfrøcies. Anmelderen.)

Efter denne detaljerede gennemgang af romanens første fire linjer stod det klart for denne læser at her var tale om en sprogligt meget farverig, overraskende og ekvilibristisk fortælling. En roman fuld af indsigt i det menneskelige sind. Men det må ikke få os til at glemme at der er tale om en betagende alvor. Manden hader jo alt og alle. Han har et udestående med eksistensen og derfor er det slet ikke nok bare at kalde ham en styrvolt eller bruge betegnelser som umoden eller taber. Denne mand har en grundfæstet følelse af at være gået glip af noget. Det er det der er så spændende. Men han kan le. Han kan elske. Og hvordan det hele ender må læseren selv finde ud af.

The Other Newspaper i teatret

En knap kommer flyvende gennem luften. Den er blevet “kastet” af en “mand” ved navn Samsonite Bohr. Det kække optrin bevidnes af en sveske. Der hersker fuldstændig stilhed blandt de hundreder af tilskuere. Teatersalen er fuld. Bohr gestikulerer ivrigt. Knappen træffer ham mellem øjnene og knitrer da den rammer scenens gulv. Det er teatermagi for alle pengene. Bohr ser mod publikum og diverterer med det opmærksomme udtryk danskerne har elsket ham for i en menneskealder.

“Var der nogen der sagde noget?”

Folk hyler af grin. Det er indlysende for selv de ringest begavede at skuespilleren er blevet hypnotiseret af knappen. Som det altid går når man bliver hypnotiseret af en knap er det forbundet med en kortvarig nydelse hvor man glemmer situationen og nynner og prutter i stedet.

Han henvender sig formelt og hjælpsomt til en person uden for scenen.

“Jeg køber vindruer og en halv liter sød. [Prut!] Ta di ta dum.”

Publikum græder af grin over prutten.

Til svesken: “Er De indehaver af denne forretning, thi jeg forlanger at se Deres vindruer. [Prut!] Lar li la lej. Dyre du og dig…”

Svesken: “De er kommet til den rette butik på det rette tidspunkt.”

“Fint. Så kan de vise mig grødhylden med det samme. Så lunka vi så småningom… [Prut!]”

Med et ophører hypnosen og Bohr er tilbage i rollen som Søren Gevaldig, men nu med favnen fuld af vindruer og fløde. Folk klapper ivrigt og Bohr tager imod bifaldet med udslåede arme og røde kinder. Vindruerne og fløden hænger i luften foran ham. (Til scenemesteren: Løs selv denne fysiske umulighed og lad være med at ringe og vække mig om natten som De plejer!) Han læner sig fremad og fanger luftstrømmen fra klapsalverne og letter fra scenen. En mandlig publikummer skriger fra parketten:

“Du er vidunderlig!”

Bohr flyver op i loftet hvor han bliver siddende fast som en udsplattet myg.

Al opmærksomhed hviler nu på svesken der valser afsted, ungdommeligt, ligegyldigt, planløst med en knivspids frihed. En mondæn storbyscenografi glider ned som bagtæppe. Der lyder et tordenbrag. Svesken skråler:

“Engang gik jeg på en vej mage til denne.”

Han ser op mod et mennesketomt vindue og pifter. En kvinde kommer til syne med favnen fuld af æbler. Hun slår vinduet op og råber:

“Hvad er der, Lohals?”

“Jeg hedder ikke Lohals.”

Nyt tordenbrag.

Kvinden pifter to gange. Manden råber:

“Hvad er der Lohals?”

“Jeg hedder Lohals.”

“Det ved jeg godt.”

Tre hurtige tordenbrag. Lyset slukkes. Endnu et tordenbrag. Lyset tændes. Manden og kvinden er nu i trikot og står på forscenen pegende imod hinanden med to messingblæseinstrumenter som alluderer skydevåben.

Der lyder et dybt båt fra først mandens og dernæst kvindens trækbasuner men der sker intet. En gysen breder sig blandt publikum da det langsomt går op for folk hvad der er sket: Det er selve mandens og kvindens sjæle der er blevet beskudte. En pivet, velklædt herre stormer ud af teatersalen og indløser en pose Avenidamandler i baren. Så lyder en underlig lyd fra orkestergraven. Manden og kvinden i hed omfavnelse hvor mandens bæltestrop kommer i karambolage med basunen. Tæppe. Tæppe op. Omfavnelsen ophører og fortsætter dernæst. Dette gentager sig fire gange hvorpå begge eksploderer.

Græskarkerneforeningen: Kerne ok

“Når man er blevet spist 293 gange, ved du hvad, så er man lige glad med om der kommer en forening af folk med samme udseende som én selv og siger at man er ok.”

Er du ikke en kerne?

“Jo.”

Bo Kerne, den 39-årige græskarkerne og hjertestarter retter på kraven.

Er det ikke svært at blive taget alvorligt når man er græskarkerne?

“Skønhed kommer indefra.”

Er der ikke nogen der opfatter dig som afstumpet eller mærkeligt egenskabsløs, som en slags ligegyldig botanisk mellemregning i universet?

“Jeg vil sige det på den måde at folk jeg mødes med kan mærke min kerne. Og jeg kan mærke min samtalepartners. Det er et godt udgangspunkt for tillid og det at opbygge en relation.”

Du er for kerneagtig til min smag. Du praler.

“Jeg kan heller ikke lide dig.”

Ikke det?

“Næh. Du sidder i et radiostudie og interviewer en græskarkerne. Det er visionsløst.”

Men det er jo dig jeg interviewer. Er du ikke glad for det?

“I det store billede er folk ligeglade med om jeg er mig. Dine radioprogrammer handler ikke om andet end denne, menneskeligt set, banale relation.”

Du er hvid og lille.

“Og du er en gås. En mandlig gås. Hvad kunne være mere udsøgt pinligt? Der er intet, intet interessant ved at jeg er mig for andre end mig selv. Hvordan får jeg en dråbe vand i dag? Hvad gør jeg for andre mennesker? Se, det er min sag, min helt private sag. Forholdet mellem mig og jeg er bare ikke interessant. Måske hvis jeg var Gud. Gud er den Han er. Det er det jøderne mener når de siger Jahve. Det gælder bare ikke for græskarkerner og mennesker, for der spiller illusionen og drømmen ind. Men med din uinteressante tilgang som er dybt, dybt ligegyldig fordi du ser jeg’er og mig’er allevegne bliver illusioner matte og drømme blodfattige. Du kan med andre ord ikke tillade dig at suge livet ud af dine lytteres hverdag for du ved ikke hvad de har brug for og hvordan de har det. Du kan netop ikke tale med andre mennesker.”

Så du synes ikke jeg er en hyggelig fætter?

“Nej! Jeg synes du er en frikadelle. Lad der ikke herske nogen som helst tvivl om det.”

Eftersom jeg ikke er god nok til at udføre mit arbejde, som jeg i øvrigt enormt godt kan lide, bedes du karakterisere en god interviewer.

“Jamen de findes. Jeg ved ikke hvordan de gør. Det må du selv finde ud af.”

Erik Esel – “Til Deres tjeneste!”

Erik Esel sidder med et par vinger på skødet og griner en urungende latter. Jeg undrer mig over hvorfor han ikke har valgt en rungende. Jeg undrer mig også over de øjne han har valgt sig, men tager mig i det, ingen vælger selv deres øjne.

“Jeg fandt ud af jeg blev syg af at gå med hat.”

Jeg retter på mit ærme.

“Jeg blødte ud af øjnene.”

Jeg visualiserer, hvordan Erik Esel tog sin hat på og blødte ud af øjnene. Jeg tror ham ikke over en dørtærskel.

“Jeg er lystløgner.”

Ja?

“Jeg lyver. Blandt andet for at se om folk lader som ingenting eller de kommer med indvendinger, når jeg kommer med en mere eller mindre åbentlys løgnehistorie.”

Hvad tænker du om folk, der lader som ingenting, når du lyver?

“Jeg tænker, at de foretrækker enkelhed i tilværelsen. Ligesom klassiske skandinaviske møbler.”

Hvad tænker du om de andre?

“De, der beskylder mig for at lyve er dybest set selv løgnere.”

Men hvad består de af?

“Brint.”

3801 gummisko føres tilbage igennem tiden til dansk middelalderkloster

Hvorfor et ulige antal?

“Så kan de have en til at stå i en hvælving som udstillingseksemplar.”

Hvorfor alle disse anstrengelser med sko til middelaldermunke?

“Munkene indførte skvalderkålen som et fuldkommen uvirksomt lægemiddel mod fodgigt. Det var en invasiv art der hurtigt bredte sig til hele landet hvor haveejere stadig kæmper imod den.”

I vil fjerne skvalderkålen fra vores haver med gummisko?

“Vores eneste bekymring er, om de med disse sko på vil være i stand til at hoppe så højt at de vil ændre verdenshistorien.”

Det er ganske almindelige gummisko.

“Men med billeder af surbrød på snørebåndene som en slags tidscamouflage.”

Snedigt. Forresten. Har du noget imod lige at træde et halvt skridt til højre?

“Hvorfor det?”

Du står bare og ånder mig på skulderen.

“Jeg ville bare pudse den.”

Man pudser ikke en anden persons skulder.

“Jeg troede du var en lampe.”

Ligner jeg en lampe?

“Lidt. Du har mange af en lampes egenskaber. Du lyser. Du er varm. Du har ganske vist øjne, men dem kan man få fjernet.”

Fantasiøvelse: Manden der smed sin hat op på en hattehylde

Du skal forestille dig at du er fire år gammel og bor på Brasserie Sløvslev (i Sløvslev).

Så går jeg ind på brasseriet og finder en diamant.

Så så. Ikke så stærkt. Diamanten er indespærret i en æske af panserglas midt på gulvet.

(Her suspenderes fantasiøvelsen da læreren og eleven begynder at fægte. Solen går ned med et brag og har lavet et mindre hul i udhusets tag. Læreren tager nu solen for også at lave lidt sjov i den krævende lektion og holder den hen foran eleven.)

Kan du se hvad det her er?

Jeg har aldrig set den før.

Nå. Jeg kan se at min lille vits faldt til jorden.

(Han triller solen ind under et blåt bord. Da undervisningstiden er gået har eleven lært en masse. Han ælter læreren til en lille kugle mens denne samtidig ordner nogle papirer.)

Så går vi ud i regnvejret.