Der er ikke mange tidligere præster i Danmark og det er et fåtal af dem der kan sige noget interessant: Her er Ræggæ Tæggæ Tævi

“Jæ jæ blø sæt på pårdn ve at jæ egg ku li The Beatles. Dæ kar jæ liss gåd sie mæd samm. Jæ sys de repræsænteråd en ånlighej dæ vo falsh afmargisjert. Jæ prøwd å styre John Lennon ve to lejliheer. Sågar vei sætt ham op i ien bil. Ien blåu bil.”

Hold op med at tale det flade dansk din sure skid!

Men jeg har fornemmet Ræggæ Tæggæ Tævis budskab og det bliver en ganske fortræffelig dialog:

Har du noget imod at vi lige tolker på den dér ‘åndeligt galt afmarcheret’? Den kan jeg egentlig pisse godt lide.

“Det åndelige bliver i hvert fald tit henvist til en sfære af bløde værdier. Helt ude i skoven.”

Ja, for der er en masse strenghed, sindets disciplin og dogmer også. Udover den uendelige kærlighed og mildhed.

“Netop. Så er der forestillingen om gudløs åndelighed. Det er da, om noget, noget vrøvl. Noget kulturelt affald som kun har liv fordi det rådner midt i blandt os.”

Jeg skal love for du ‘filosoferer med hammeren’ i dag. Du er en hel anti-nihilist at høre på.

“Så er der den med at galt afmarcheret åndelighed nødvendigvis tilhører mørkets, fristelsens og løgnens domæne. Hvordan kan vi vide det? Jo, vi kan vide det ved at bede om at blive styrket i det indre menneske og holde åndeligheden ved lige. Så får vi næse for den slags ting.”

Men The Beatles kan du da ikke afvise på det grundlag.

“Der var masser af nuancer i den prædiken jeg holdt dengang. Alle nuancerne lå ligesom et tagselvbord. Alligevel blev jeg stemplet og fyret for at kalde The Beatles for anti-kristne. Jeg kan stadig ikke forstå det. Men min samvittighed bød mig bare at gøre det. Det empiriske grundlag for alle de mennesker der gik i hundene og forsvandt med flower-power bevægelsen er helt enormt. Alle de kunstneriske udfoldelser og interesser fra før 1963 der blev ædt. Hvor blev swing-musikken af? Ædt. The Beatles har vansiret moder jords ansigt.”

Jeg kan meget godt lide dem.

“Nå.”

Man skal vel bare høre dem for melodierne og arrangementerne.

“The Beatles er ikke en chokoladeboks af ideer. The Beatles og sproget har meget lidt med hinanden at gøre. Deres tekster nærmest håner det levende ord og selvrefleksionen, konfrontationen og mange andre gode sager. De vrøvler overlegent på en bund af dybe, rodløse og uformulerbare ideer kamoufleret som krop og det der sand inden i timeglas. Det er derfor ingen kan svare på spørgsmålet hvorfor de var så gode. Fordi man får sand på fingrene.”

Jeg tror i virkeligheden godt du kan lide dem.

“Jeg bruger dem kun i den situation at jeg vil afsløre overfor mig selv at jeg er glad. Det er i mine øjne det eneste de kan bruges til. Ungdomsbevægelsen har fostret så mange tilværelseskommandører hvis eneste dybe eksistentielle kompetence er at de kan gå ned med flaget på en måde der overrasker dem selv. En enkel eliksir med en enkel opskrift. Præstationer. Skam. Og således blev vi alle til varer med udløbsdato og det hele.”

Du får bare temmelig travlt hvis du vil til at kritisere alle afledede fænomener.

”Tålmodighed. Hør nu her hvad Bob Dylan skriver i sin dagbog: ‘Der var en hel masse der ville tale med mig efter koncerten. Å nej. Sikkert fordi jeg ser så godt ud. Jeg må fokusere på min kontakt, min forbindelse med mine fans.’”

Det var da meget godt.

”Ikke sandt?”

Jo. Men jeg tror han tager fejl i det med at han ser godt ud.

”Hør så her hvad han skriver i Simple Twist of Fate:

They sat together in the park
As the evening sky grew dark
She looked at him and he felt a spark
Tingle to his bones
‘Twas then he felt alone
And wished that he’d gone straight
And watched out for a simple twist of fate

They walked along by the old canal
A little confused, I remember well
And stopped into a strange hotel
With a neon burnin’ bright
He felt the heat of the night
Hit him like a freight train
Moving with a simple twist of fate

A saxophone someplace far-off played
As she was walkin’ on by the arcade
As the light bust through a beat-up shade
Where he was waking up
She dropped a coin into the cup
Of a blind man at the gate
And forgot about a simple twist of fate

He woke up, the room was bare
He didn’t see her anywhere
He told himself he didn’t care
Pushed the window open wide
Felt an emptiness inside
To which he just could not relate
Brought on by a simple twist of fate

He hears the ticking of the clocks
And walks along with a parrot that talks
Hunts her down by the waterfront docks
Where the sailors all come in
Maybe she’ll pick him out again
How long must he wait?
One more time, for a simple twist of fate

People tell me it’s a sin
To know and feel too much within
I still believe she was my twin
But I lost the ring
She was born in spring
But I was born too late
Blame it on a simple twist of fate”

Det er rimelig godt! Det er muligt han ser godt ud!

”Han ser pisse godt ud!”

Hahahaha.

”Hihihi.”

Hahaha.

”Hihihihi”

Huhuhu hihihi.

”Hahaha.”

Vulk Dæ og Tøf Goder

Der er bred enighed om at Vulk Dæ og Tøf Goder var danmarkshistoriens vittigste kuske. Og så levede de i den mørke middelalder. Vi kender dem primært gennem fire vitser som de efterlod sig. Den bedste og mest kendte er Tøf Goders vits om hunden der pisser på et grantræ:

En hund pisser på et grantræ da der kommer en mand forbi. Manden spørger: “Kender du vejen til Hulkes Gård?” Hunden svarer: “Måske.” Manden kaster en reje hen til hunden. Hunden tisser af og spiser rejen. Manden kaster en klipfisk hen til hunden som den også spiser. Hunden kaster et søkort hen til manden som udbryder: “Et søkort!? Hvad i alverden!?” I det samme bliver han ramt af en bølge.

Men også Vulk Dæ huskes for sin hønsehistorie:

To høns går mod nord da det begynder at regne. Derpå går de mod syd og kommer hjem til hønsehuset. En mand med ild i kommer styrtende og mumler nede i vamsen for ikke at forstyrre de skuffede høns: “Jeg er sandelig glad for at det regner i dag.” Da hønsene vil vide hvorfor breder han et tæppe ud på jorden som han har opbevaret i munden. Motivet på tæppet er fire lutefisk og borgmesteren.

Eventyret om Rubinia og Rubonia

En prins gik rundt ude i regnvejret. Han søgte en smuk, underholdende og nogenlunde rolig ægtefælle. Da vejret blev bedre sad hun på en bænk. Der var bare sket det i mellemtiden at han havde mødt en forkommen kvinde som var tillidsfuld, klog og med en høj moral. Derfor virkede hende den nye som et velduftende kadaver. Det mest frastødende ved hende i solskinnet, Rubinia hed hun, var at han kunne se hendes skæbne viklet om hendes krop ligesom trevlerne rundt om en mumie. Men Rubinia vidste at han så således på hende og det var det der var problemet. Det betød at hun var villig til at give afkald på sin skæbne når hun mødte en prins med gult hår ligesom hendes eget. Men prinsen der i forvejen var ret dum hvad angik menneskekundskab, opfattede sin vished om hendes modstand imod hans opfattelse af hendes skæbne som dikkedarer og det valgte han at sige åbent til Rubinia da de havde snakket en del i forbindelse med en samtale om en billet som jeg, fortælleren, havde ladet blæse ind på skuepladsen for vores fortælling. Rubinia var så eksistentielt usikker at hun allerede var begyndt at tale ligesom han. Det betød at hun sad og forsøgte at forklare ham hvad kvindelist er samtidig med at hun anvendte den mens han sad og vaskede sit gule hår over tre skåle og den slags bør man helt ærligt ikke fortælle, kvinde til mand. Uanset hvad var kvinden fra regnvejret mere moden og hun kom og fjernede bænken under Rubinia en dag prinsen sad oppe i et kirsebærtræ og læste Villy Sørensen. Rubinia og kvinden fra regnvejret som hed Rubonia forstod hinanden godt nok til at lave en kop sammen.

Ny bog: Jess og Karla 2

Forfatteren med det gode danske navn Hektor Neglevakuum har gjort det igen, er jeg ret sikker på, for jeg er ikke nået igennem bogen til min deadline. Indtil videre har de to hovedpersoner bare siddet i toget overfor hinanden på togbanen der løber langs Irisvej og slår et smut op forbi bageren på Svupvænget. En strækning på godt 4000 kilometer. Man ved at de taler sammen, men bare ikke hvad de taler om. Det er et lidt anstrengende fortællemæssigt greb, men man får som læser nogle spændende iagttagelser om de ting der suser forbi vinduet. Masser af hunde. Jeg elskede Neglevakuums egen optræden i bogen med trekantet slips. Her er skriften varm og kaster en masse betydning af sig. Ved gennemgangen af min egen tekstlæsning, det raslede en del og forstyrrede de andre beboere, det indrømmer jeg såre gerne, såre gerne, nåede jeg op på firetyve tolkninger af denne passage. Neglevakuum er en spændende og mystisk herre. Se bare hvor flot han klarer sig i konversationen med den trælse følgesvend Urdu:

Hektor Neglevakuum: “Verden består ikke af gode og onde mennesker. Den består af mennesker der har en kunstnerisk praksis, fyrbødere og karameller. Der findes kun én eneste landskinke. På hele jorden.”

Urdu: “Der findes masser af landskinker.”

Hektor Neglevakuum: “Nej.”

Urdu: “Antyder du at jeg er ond?”

Hektor Neglevakuum: “Ja!”

En billetkonduktørs egne yndlingsbilletter

“Det her er en billet til Mårum og det her er en billet til det liv jeg har lige nu.”

Hvad er Mårum?

“Det er en sodavand uden smag.”

En mineralvand.

“Også en by i Grib Skov.”

Har du noget imod at lade være med at træde mig på foden?

”Det skal jeg lade være med.”

Tak.

”Det her er en billet til at gå en tur på den vej derovre.”

Hvor meget koster den?

”10 kroner.”

Men jeg behøver ikke en billet for at gå en tur på den vej derovre.

”Det er korrekt.”

Hvorfor skulle jeg da bruge ti kroner på en billet?

”Fordi vejen ender ved et gyldent hus.”

Fortæl.

”For mere end to hundrede år siden levede der i Grækenland to biller. Billerne var søvnige. Der var nemlig det vi i dag forstår som almindelige mennesker overalt i gaderne. Så på den måde… Øh. Så på den måde kan du nok forstå at et gyldent hus er noget særligt.”

Jeg mener slet ikke vi mennesker kan noget.

”Det er en radikal påstand.”

Undskyld. Det fløj bare ud af mig.

”Det gør da ikke noget. Det er spændende. Hvad mener du med at vi ikke kan noget?”

Ved ikke.

“Godt. Godt. Men det her er altså ikke en filosofisk Rorschach test. Det er et interview med et billetmenneske.”

Billetmenneske.

“Jeg sidder her med mine 63 billetter.”

Billetmenneske.

“Nogle af dem er stemplede af chaufføren på Kaninekspressen.”

Billetmenneske. Men billetmenneske?

“Ja.”

Jeg mener bare… Jeg oplever, at man ikke kan tage ting for givet. Desuden… Man skal tage en dag af gangen. Dine billetter virker eksistentielt ukurante.

“Den her er grå.”

Det ser jeg.

“Ligesom himlen på en grå dag.”

Donvad Klytopia improviserer under genfortællingen af historien om turen hjem fra bankmødet

Da vi gik hjem fra mødet i banken sad der den nydeligste lille nisse i et krat. Vi fjernede forsigtigt nissen og tog krattet i nærmere øjesyn. Nissen stod ved siden af og så på.

Donvad Klytopia fortæller

Hejsa. En skov kom gående på en strand. En fugl hang i luften.

Ny bog: Tanker om Suez-kanalen

Vi såkaldt intellektuelle må aldrig glemme populisternes vrængen på næsen. Populisterne kan ikke lide vores arrogance. Det har de ret i. De kan ikke lide vores overskud. Det har de ret i. For det er et overskud af både varme, intelligens og muligheder. Vigtige sager. Men populisterne skal saft susme tage sig selv i nakken og slå ørerne ud når vi såkaldt intellektuelle imødekommer deres følelsesmæssigt betingede, ukontrollable vrængen. Den repræsenterer noget værre lort nemlig. Alligevel er der tusinder af såkaldt intellektuelle som slår sig sammen i lukkede kliker og det er ligeså meget noget lort. Vi er her sammen.

Med sin bog “Tanker om Suez-kanalen” har Bogus Brødrampe skrevet sig helt ind i populisternes mørke. Han gør grin med populisternes vrængen. Han tillader dem at grine af denne deres egen vrængen på tusinde måder over de godt 300 sider og det er godt gjort. Vel er der mange Wikipedia opslag og mangelfuld research, men Brødrampe har insisteret på at undlade at besøge det sted han skriver om, nemlig Suez-kanalen i Egyptens rige. Suez-kanalen er i bogen metafor for forbindelsen mellem to verdenshave af mennesker. For vi er alle skibbrudne. “Vi har det nemlig bedst på tømmerflåder imellem tømmerflåder,” som der så karakteristisk står på side ét.

Det er en pragtfuld bog som forhåbentlig vil danne skole.

Rigt illustreret med Magda Vinses flotte billeder af Lyngby Sø.