De har kedelige middelklassejobs hvor de ikke bruger deres fantasi. Og så kan de godt lide South Park. Intet opsigtsvækkende og fred være med det, men nu er dyrkelsen af Matt og Trey blevet ritualiseret. Vi har mødt Harvey Barker, en ung internet troll fra Michigan.

Man bliver da kold om hjertet når man ser South Park. I hvert fald efterfølgende. Dårlig smag i munden. Dårlig smag i hjertet. Der er da noget ildevarslende og mistillidsvækkende ved de to. Et kunstigt projekt. Ligesom Bill Cosby i ’80-erne og Polanski i ’70-erne og Lars von Trier i ’90-erne. Man mærker ligesom at de ikke tror på en skid. Lidenskaben i deres projekter samler sig om spot, hån, kulde, latterliggørelse og fortænkthed.

“Det er da derfor vi bygger et tårn.”

Ja. Jeg har godt set jeres tårn.

“Ja, det ligner et spejdertårn.”

Ja, det gør det godt nok.

“Men se her.”

Og hvad er så det?

“Det er en giftterning man kan tage hvis man alligevel står under tårnet i regnvejr.”

Det var en meget ligefrem og liberal tilgang til dødsdriften I har dér.

“Hvad?”

Jamen jeg forstår virkelig ikke sammenhængen mellem de to ting. En giftterning. Et spejdertårn. Hallo.

“Jamen sådan har det altid været.”

Hvad er det?

“Det er en pistol.”

Jeg forstår.

“Godt.”

Barker. Hvorfor truer du mig med en pistol?

“Det er noget ved din façon. Din måde at snakke til mig på. Jeg må have pistolen med i samtalen for at vi kan tale seriøst.”

Så det er det kynisme i virkeligheden er. Banal mordlyst. Banal uvilje imod at se.

“Tal ordentligt, mester. Bare tal så man kan forstå dig. Regel nummer et.”

Efter jeg var lige ved at blive dræbt gik jeg om bag fælleshuset hvor der sad en flok unge ved et bord. Jeg følte mig beklemt for jeg vidste de på en gang hyggede sig og var ude i noget lort. Jeg taler med Runette. Da vi går lidt til side lægger jeg mærke til at også hun er bevæbnet. Deres paranoia er sat i system. På en psykiatrisk afdeling kan man grine af South Park i fem minutter. I en kult er det anderledes.

“Jeg så tre afsnit i streg i går.”

På en psykiatrisk afdeling kan man grine af South Park i fem minutter.

“Men det hersens er ikke en psykiatrisk afdeling. Det er en sommerlejr for folk der gerne vil have det sjovt.”

Hun tager sigte mod min skulder. Klik. Jeg synker uden at blinke, ude af stand til at finde de rette ord:

Sig mig hvad laver du?

“Haha.”

Du har ingen humor.

“Hvis den her var ladt. Pow!”

Du er ikke villig til at acceptere at du har fået for lidt kærlighed og opmærksomhed som barn. Det er det jeg ikke kan lide ved dig.

“Hvad snakker du om mester?”

Hørte du ikke hvad jeg sagde. HØR! ALLE SAMMEN! I BLIVER NØDT TIL AT ACCEPTERE AT I HAR FÅET FOR LIDT KÆRLIGHED OG OPMÆRKSOMHED DA I VAR SMÅ.

“Haha. Han er fantastisk!”

“Han giver den gas, må man sige!”

FORSTÅELSE! I HAR BARE FÅET FOR LIDT FORSTÅELSE!

“Bravo!”

“Han er fænomenal!”