Jeg blev forvirret

For mange dage siden så jeg to kakerlakker der havde sex. Eftersom jeg havde opdaget dem var det naturligt for mig at ville spraye dem med ACI. Jeg tænkte mig lige om en ekstra gang. Måske havde han brugt alle sine penge for at komme så langt.

Eftersom jeg er et menneske og har et godt hjerte lod jeg dem nyde det. Men bedst som jeg var ved at gå tænkte jeg: hvad nu hvis han var ved at voldtage hende!!!  Så blev jeg forvirret og tænkte og tænkte. Hvad skulle jeg gøre?

(Oversættelse fra engelsk: Morten Hjerl-Hansen)

Undersåt: ”Jeg tænker mere på mig selv som såt end som under”

”Jeg tænker mere på mig selv som såt end som under.”

Hvordan bærer du dig ad med det?

”Det hjælper at tænke på pyramiderne.”

Hjælper det ikke at tænke på 1800-tallet?

”Jo.”

I 1800-tallet lavede man lange lister over rigets helt almindelige kæmperøvhuller som så blev sat i arbejdslejr når der kom undtagelsestilstand én gang om året.

”Det ved jeg godt.”

Men du tænker på pyramiderne?

”Ja.”

Fenta Mis

Fenta Mis er måske ikke det mest maskuline navn. Og det hjælper ikke når man går rundt med et brev mellem tænderne…

Dejligt vejr i dag.

”Rr-r-rrr-rrr.”

Må jeg gerne tage det ud?

”R-r.”

”R!”

Kom så med det…

”Rrrr!”

Det er et kærestebrev fra dig.

”Ja.”

Det er en meget stor tegning.

”Ja.”

Må jeg lige folde den ud?

”Ja.”

Det er et billede af Eiffeltårnet i 1-til-1.

”Ja.”

Et maleri.

”Ja.”

Vil du fortælle lidt om Eiffeltårnets betydning for dig?

”Det er ikke det at det er det største bygningsværk i verden. Det er bygget i 1889.”

Vent, vent.

”Ja?”

Du taler kedeligt.

”Gør jeg?”

Ja. Du taler bare så kedeligt.

”Røvhul! Jeg taler ikke kedeligt.”

Du er uhøflig, opfarende og du taler kedeligt. Du er slet ikke hvad jeg opfatter som et moralsk menneske i balance.

”Ikke det? Ikke det, hva? Men jeg er Fenta Mis.”

Ja, det kan du godt bilde mig ind.

”Og jeg gider ikke ligge under for jer i medierne.”

“Kunstner du’r ikke med selvhøjtidelighed. Ven du’r ikke med manglende generøsitet. Ikke i min verden.”

Jeg ved ikke hvordan det må føles at være normal.

Heller ikke jeg.

Men jeg ved hvordan det føles at være unormal og gak.

Pas på grenen.

Mit begreb om normalitet er meget vagt, ligesom et fjernt objekt i tågerne, uden for rækkevidde men inden for synsvidde.

Det du oplever er vel bare en form for realitetsfarveblindhed som omfatter både tanker og følelser.

Av.

Jeg sagde: pas på grenen.

Jeg synes ikke det jeg oplever er en form for realitetsfarveblindhed som omfatter både tanker og følelser.

Ikke?

Nej. Det er forsimplet.

Hvad med en kompleks realitetsfarveblindhed som omfatter både tanker og følelser så?

Du har aldrig lært ret meget om psykiatri Robert Bodil Oscar.

Det er sandt.

Jeg håber du falder af hesten.

Det var en grum forhåbning. Av.

Prrr.

Jeg faldt af hesten.

Er du ok?

Ja. Hvad med en profetisk, kompleks realitetsfarveblindhed som omfatter både tanker og følelser så?

Prøv at høre. Du er for dum.

Jeg ved godt jeg er umanerlig dum.

Du er for fin til psykiatri.

Jeg er ikke for fin til psykiatri. Jeg er bare fortabt.

Du er faldet af hesten.

Min hest er løbet bort.

Farvel.

Du kan ikke efterlade mig her i skoven.

Jeg dømmer dig ude. Der må ikke være forfattere som dig i samfundet der ikke kender psykiatriens varme.

Hold nu op, Karybolus…

’Hold nu op, Karybolus…’

Før vi skilles og du efterlader mig i en skov der er så stor at den end ikke har noget navn vil jeg lige spørge dig om du ved hvad det er der ligger dér?

Hvor? Det er en tubastift.

Det er det simpelthen?

Uden den lyder en tuba ret dårligt.

Min tuba lyder slet ikke.

Kunstner du’r ikke med selvhøjtidelighed. Ven du’r ikke med manglende generøsitet. Ikke i min verden.

Ja.

Jeg har ondt af dig. Tænk at måtte undvære mig.

Jeg har set din hest før. Da jeg var meget lille.

Den hedder Nåden.

Nåden.

Stig op!

Du er så magtfuld at du forvalter nåden. Vent. Jeg har glemt mit fucking armbåndsur!!!

”Thomas Mann er ikke særlig tydelig i sine romaner. Altså ham selv. Han er ikke tydelig”

”Thomas Mann er ikke særlig tydelig i sine romaner. Altså ham selv. Han er ikke tydelig.”

Aj. Det tror jeg altså ikke du kan sætte ord på det der.

”Det har jeg lige gjort.”

Han er en kæmpe dæmpe forfatter. Hvilken rolle spiller det om han er tydelig? Hvad betyder det i det hele taget?

”Ikke dæmpe.”

’Ikke dæmpe.’ Jo! Dæmpe!

”Helt ærligt. Kan 90’erbandet Everything but the Girl dæmpe ungdommen så den lader være med at bruge Internet?”

Dæmpe så sandelig.

”Ikke dæmpe. Ikke-nikke dæmpe.”

Men hvorfor bliver jeg ophidset over din påstand om Thomas Mann?

”Lad være med at spørge mig. Jeg ved ikke hvorfor du bliver ophidset. Det skulle du spørge dig selv om.”

Det er hermed gjort.

”…”

”Hallo?! Har du tænkt?”

Ja. Jeg tror det.

”Tror det. Tror det. Men hvad er du kommet frem til?”

Du har ret. Thomas Mann er ikke den mest tydelige forfatter. Man kan ikke rigtig mærke ham i det hele. Bag det hele. Noget.

”Er det fordi han er tysker?”

Hvad er en tysker?

”Du mener: Hvad er den tyske nationalkarakter?”

Netop.

”De har nogle vanskelige sætnings og ord-konstruktioner. Nebensätze hedder sådan nogle. De laver omfattende filosofiske systemer med dem. Kant, Hegel, Heidegger. Men også indenfor psykoanalyse. Hvad angår såkaldt stor musik er de over alle. Og så er de røv-røv gode inden for særlige kunstarter: romantik og ekspressionisme. Og inden for litteratur: Bildungsromanen. Dannelsesromanen, hedder det. Jung beskriver tyskere som introverte. De forbindes også med svigtende sans for humor og respekt for love og regler.”

Men Thomas Mann. Jeg mener, det er ikke ligefrem noget der luner hjertet.

”Enkelhed. Venskabelighed. De er glade for at rejse. Nysgerrige. Nede på jorden er andre egenskaber jeg falder over når jeg googler den tyske nationalkarakter. Jeg synes bare det er så kynisk at sige at en nation er regelfølgende. Så falder den der leverer karakteristikken igennem for alvor.”

Fuldkommen enig.

Han lærer enormt dumme filosofi

“Det handler om at finde noget læsestof som er nemt at forstå og samtidig svarer til en dum og primitiv tankegang. Hvis kursisterne tror på gengældelse af ugerninger lærer jeg dem om retribution i den form der kendes af os andre som ‘øje for øje’-princippet. Næste gang de måtte overveje at slå hovedet ned i maven på et af deres medmennesker vil de forinden indse at de følger et dumt princip og stoppe sig selv forinden og i stedet foretage sig noget der er klogere end dem selv.”

Hvordan kan man være bedre end sig selv?

“Kærlighedsgerninger hedder det.”

Er kærlighed klogt?

“Ja.”

Kan man læse sig til det?

“Jeg kan lære dem det fordi jeg har smagt kærligheden i et træ.”

Siddende i et træ?

“Siddende i et træ.”

Hvorfor nøjes du så ikke bare med at lade kursisterne smage kærligheden i det samme træ som du selv sad i da du smagte kærligheden?

“Dels af hensyn til mig selv. Jeg får kærlighed tilbage. Jeg får opmærksomhed. Jeg får taletid i medierne. Jeg får venner der før var urimelige men som nu er rimelige. Jeg knytter varige bånd. Den anden grund er at jeg overordnet set er centrum for den måde tingene er på. Så klog er jeg nu engang. Det er desuden forsvindende få der er rustede til at sidde inde i et træ eller i en busk igennem en hel nat uden at fryse.”

Men hvad hvis træet er forsynet med lygter og centralvarme?

“Så kan man se det om natten. Så kan man angribe det med ting man smider op i træet.”

Det lyder rimeligt nok. Men kan man ikke barrikadere træet med halmballer?

“Man kan fælde det og lave det om til savsmuld og putte en håndfuld i brændeovnen. Det giver den lifligste røg jeg længe har hørt om.”

Har du ikke hørt om den røg der steg op af Tandlykke Vinduespudsers hvide skorsten den dag hans tanker kortvarigt forsvandt under en middag i krigsforeningen?

“Jo. Jo. Den har jeg hørt om. Men der var ikke tale om rigtig røg. Der var snarere tale om damp.”

Finn Brægelykke samler på levende dyr

De står side om side i den lille fold og ser lidt perplekse ud. Han har tydeligvis været ligeglad med at finde en mage til de mange dyr. En elg står således mellem to vidt forskellige ulmere. Men lidt længere henne i geleddet står der faktisk en anden elg.

Hvorfor står du ikke sammen med din artsfælde?

”Det synes jeg er en racistisk bemærkning. Det er ikke sikkert vi har noget tilfælles bare fordi vi er elge. Jeg har det godt med det lille pindsvin og falken.”

Jamen jeg vil ikke bryde ind i jeres venskab.

”Det synes jeg er plat sagt. Du kan ikke bryde ind i et venskab bare fordi du tilhører en overlegen art.”

Jeg kan da lænke dig og lave dig om til elggryde.

”Rolig nu.”

De dersens idéer jeg nedskrev på randen af søvnen i går og min reaktion på dem i dag

Plastikrøret er vel 500 meter langt.

(Idé forkastet. Ingen begrundelse.)

Findes der skyklapper til mennesker? Jeg ville gerne have dem på. For der findes intet som kan retfærdiggøre et søskendeforhold.

Retfærdiggøre?

(Idé godtaget. Der er et eller andet rigtigt og trøstende ved udsagnet.)

Brød der er så tørt at det føles som om kæben forsvinder og der lyder en stemme: “Lad være piger”.

(Idé godtaget men vil ikke indgå i videre overvejelser.)

Den sørgelige historie om to mus der kommer hen til et træ og spørger hvordan skal vi sige farvel til mo-or

(Idé godtaget men vil ikke indgå i videre overvejelser.)