Helmut Laddas

Aladdas. Ordet er kendt viden om. Bilka. Et skønt ord. Rygsmerter. Vidunderligt. Deprimerede Græker er i hopla da jeg besøger ham. Men jeg kan lugte beklumretheden i hans hus. Fatter jeg ikke en aura. Forstår jeg ikke ting via kropssprog. Jeg bliver så træt at mine arme hænger og mit ansigt falder fra hinanden. Han griber ud og prøver at redde porcelænskinden inden den smadrer. Vi er nulstillede. Vi savner kvindeligt selskab. Det er så inderligt ligegyldigt hvad jeg siger. Hvad vi siger. Så flyver en svale forbi vinduet. Ligeså langsomt. Håbets vendepunkt. En kvinde tapper på døren. Hun har Adidas sandaler på. Hopper op og ned. Det er min hustru. Helmut Laddas og jeg udveksler blikke.

Alle disse frisindede, Enhedslisteagtige og pisse selvretfærdige ting skete i torsdags.

Den dersens vandrehistorie med Tage Fut

Vi kender vel alle den gamle vandrehistorie hvor et gammelt, kostbart tæppe efter sigende skulle være kommet trissende forbi et møntvaskeri med armene fulde af papirruller. På møntvaskeriet sidder Tage Fut, en gammel kending fra den slags legender, med nysgerrige øjne og næsen presset mod vinduet. Et øjeblik efter er tæppet passeret forbi, men på fortovet ligger en rulle. Tage Fut underholder det øvrige klientel som udelukkende består af en yngre kvindelig fotomodel og får hende til at grine højt og hjerteligt. Mens hun griner hopper hendes bryster. Med lukkede øjne svinger hun håret af fryd. Tage Fut måber og sniger sig ud på vejen hvor han samler rullen op og går tilbage til vasketøjet. Modellen ler stadig. Hendes krop hopper. ”Det var dog formidabelt,” siger Tage Fut til sig selv mens han læser det der viser sig at være et kort over Lyngby Storcenter fra stenalderen. ”Jeg fortæller dig åbent og ærligt at det her er et kort over Lyngby Storcenter fra stenalderen.” Modellen griner igen. Han har succes med hvad han siger trods den lidt kejtede sætningsopbygning. Nu spjætter det i skulderen.

God til at løbe rundt

Indenfor

Det utrolige ved livet… set gennem… hvad?

Mm?

Hvad?

Set gennem hvad?

Det ved jeg ikke rigtig. Det er som om vi næsten altid ser det utrolige ved livet igennem et eller andet. Derfor kunne vi måske passende bruge en smule tid på at se lidt på hvad det er vi ser igennem.

Vi ser vel igennem en slags sort monokel?

Ikke nødvendigvis.

Ikke?

Når vi står med benene solidt plantet i en bæk har vi det godt.

Ikke nødvendigvis. Jeg tager altid det der vi ser igennem med mig når jeg stiller mig i bækken.

Stiller dig i bækken. Stiller dig i bækken. Hvad er det for noget vrøvl??

Nej, jeg lyver ikke. Jeg tager det med, det dersens man ser igennem når man virkelig ser livets mirakel. Samvittighedsfuldt og forsigtigt tager jeg det med.

Men nu ved vi altså ikke præcist hvad det er vi tager med. Skal vi så ikke lade være med at prale.

Det kan vi godt.

Hvad?

Det kan vi godt.

Udenfor

Har du husket det dér du ved nok?

Jeg har husket et løg.

Det var dog en underlig madpakke.

Hvad?

Det var dog en underlig madpakke.

Det var ikke en madpakke.

Hvad?

Det var et løg.

Redaktøren: Sig mig hvad silen laver I to her ude i skoven når I skal skrive til The Other Newspaper om livets mirakel?

Vi prøver at finde ud af hvad man ser igennem når man ser livets mirakel.

Redaktøren: Jamen så bare se videre.

Enkedans

Hvert år er der enkedans i Skaft. Det er et sørgeligt syn. Hertha Skandor kommer hen til mig. Stortudende.

De krogede enker danser helt stille på gulvet.

Da banker det på døren.

Det er lille Rita Pjénl der står ude i kulden med en masse tøj på.

Det blæser ind.

Alle kigger.

“Jeg har fundet en kræmmerhushank,” fremstammer hun og rækker den frem imod Salomon Høppert, førsteenken.

Så kommer en anden skikkelse til syne i døråbningen bag lille Rita. Transportministeren.

Enker har enorm respekt for mænd. Disse er ingen undtagelse.

Næsten fyret for at tale om vores alle sammens liv mens han satte flagstang op

A: Det er da meget sjovt at vi i dag sætter flagstang op.

B: Det skal være hurtigt, Mathiesen. Chefen kommer om lidt.

A: En flagstang er en fejring.

B: En flagstang er ikke en fejring.

A: Filosofisk set er den en fejring.

B: Nåeh.

A: Den er et sted hvor man kan sætte et flag op.

B: Ja. Det er rigtigt.

A: Hvad?

B: Jeg siger bare at jeg er enig.

Chefen: Hør, hvad silen laver I to? I bliver altså næsten fyret af det her. Nu taler I om det fantastiske i at vi er her igen.

A: Nej.

B: Nej.

A: Jo.

B: Jo.

Chefen: Nu skal der altså ikke gå ret meget længere. Ellers bliver I altså næsten fyret. Pas nu på med flagstangen. Den må ikke vælte og ramme kunden så han bliver dræbt. (Forlader baronens seng.)

A: Så. Nu gik han.

Send Bias

Bias er agent og har ”lånt” min gammeldagse bakelittelefon. Hun står med den bag ryggen. Det er typisk at den slags folk stjæler lidt. Ligesom detektiver. Men jeg er ligeglad.

Bias, hvad er du egentlig for én?

”Jeg er så god at folk anser min moral for naiv og følgelig mig som diffus, kerneløs og mine behov for lidt fjumsede.”

Men hvad kan du gøre ved det?

”Hvorfor skulle jeg gøre noget ved det? Jeg har det jo godt.”

Hvordan bærer du dig ad med at have det godt, for jeg har det ad h til?

”Men du har jo en helt anden hårfarve.”

Jamen i det store billede er hårfarve en petitesse.

”Det er sandt.”

Hvad?

”Men det er fuldkommen rigtigt hvad du siger.”

Ny sang: ”Hjem til sedlen i min hytte”

Vi har netop hørt Fjert Lybber der sang ”Hjem til sedlen i min hytte”.

Fjert, det er noget af en seddelsang.

”Ja. Den handler om sedler.”

Ja.

”Den handler om en konkret seddel.”

Ja.

”Den seddel hænger hjemme hos mig.”

Ja.

”Jeg tror at alle har en seddel derhjemme.”

Ja.

”Men denne her seddel hænger hjemme hos mig.”

Men må jeg spørge dig om noget, egentlig?

”Det er jo det vi er her for.”

Du er ret hemmelighedsfuld generelt om hvad der står på sedlen.

”Ja. Det er sandt. Jeg vil ikke sige andet end gøgelyde om hvad der står på sedlen.”

Så sig da en gøgelyd.

”Kuk-kuk.”