Mesteren fra Delft

Jeg kommer til at le straks da jeg ser ham. Han står og ler med en pensel. Folk omkring os ler.

Det var noget af en grinetur vi fik os.

“Ja, det var det da.”

Folk trisser stille ud, stadig smilende, enkelte med strimer af tårer nedad kinderne.

Er det dit nye maleri?

“Ja.”

Jeg prøver at gennemskue hvor meget glæde denne mand bringer til disse folk i denne landsby og majestæterne i Europa der ejer hans billeder. Det er ikke småting. Omvendt er der noget lidt klichéagtigt over hele scenen, for jeg har aldrig rigtig kunne affinde mig med kunstmaleres hang til at male.

Hvorfor har du malet det direkte på væggen og hængt en tom ramme udenom?

“Prøv og kom med!”

I det tilstødende gemak står en nøgen kvinde og poserer helt alene mens hun vasker op i en balje med den ene hånd.

Jeg forstår stadig ikke hvorfor du har anbragt en tom ramme rundt om et vægmaleri.

“Næ. Jeg forstår det heller ikke.”

Kærlighedens Tromme

Kærlighedens tromme er vel ikke kendt af så mange for den anses ikke for at være en vigtig komponent af kærligheden. Den står, som mange andre af den slags ting, opstillet i junglen. Bag den er en lille scene hvor en fem-seks offentligt ansatte arbejder. Når man slår på trommen glider et badekar på hjul ind på scenen hvori der ligger et næsten opblødt lig. Liget hopper fornøjet op og trækker i en snor så et skab vælter, hvorefter bagpladen slås af og en sørens masse sæler strømmer frem og æder liget. Sælerne ud og scenen ligger øde hen. Derpå kommer en person trampende der er den vigtigste kærlighedsperson i ens liv. Man ved ikke om det blot er et fatamorgana eller en drøm. Fortsætter man med at slå på trommen varmes scenegulvet gradvist op så det tilsidst bliver så irriterende at stå på at kærlighedspersonen udbeder sig om en snak. Der er gratis vindruer.

Bianca Rossemunde

Det er Frithioff Gemelke der åbner. Har aldrig hørt om ham.

En helt utrolig vittig tekst om Fløde Fanthicus

Teksten, som ikke har nogen titel, kommer her, efterfulgt af et interview med forfatteren Kæp Dreyer:

Hihi. Fløde Fanthicus rullede motorvej sammen.

Ovre på den anden side af støjvolden sad en nisse. Hihi. Jo. En rigtig nisse.

Nisse havde: Et cykelstyr. Hyhy.

Nissen vidste godt at Fløde Fanthicus rullede motorvej sammen. Sådan noget ved nisser. Hihi.

Det er nogle meget, meget morsomme ting der sker i din nye tekst.

“Jeg vil gerne fortælle videre.”

Jamen gør da bare det.

“Du synes ikke artiklen her bliver for kaotisk?”

Kaotisk?

“En skønlitterær tekst opfatter man normalt ikke som noget man kan fortælle videre på.”

Næ. Det er egentlig rigtig nok. Selvom du er forfatteren så går det måske ikke an at fortælle videre.

“Men jeg tror at nissen er flyttet med ind i interviewsituationen vi sidder i.”

Jeg tror simpelthen du har ret.

“Hvad?”

At nissen er flyttet med ind i interviewsituationen vi sidder i.

“Du er meget forstående.”

Nissen kræver følelsesmæssig ytringsfrihed.

“Ja. Selvfølgelig da. Nissen kræver følelsesmæssig ytringsfrihed.”

Jeg tror simpelthen det er det nissen kræver.

“Men hvad er det lige følelsesmæssig ytringsfrihed er?”

Har du aldrig set en elefant der går baglæns?

“Den har måske taget et skridt eller to baglæns af en praktisk grund, men jeg har ikke set en elefant gå baglæns fx 30 meter.”

Heller ikke 31 meter?

“Heller ikke.”

Heller ikke 32 meter?

“Heller ikke.”

Heller ikke i cirkus?

“Jeg vil sige det sådan at jeg aldrig har set så stor en manege.”

Jeg drømte mig en drøm i nat om psykiatri for alle fra og med syvende klasse

At starte i terapi er en alvorlig ting i Tærte. Der er absolut intet at grine af. Man kommer for skade at lægge sin adresse på en telefonsvarer og så dukker to soldater, to rockere og en terapeut op, de første fire er fuldt bevæbnede og står udenfor og skræmmer nabolaget lidt ved deres mærkværdige tilstedeværelse mens en kontakt etableres: Du skal ikke være bange. Så forlader soldaterne og rockerne byen for at slås andre steder i verden, gerne med hinanden, og lettelsen strømmer ind i dit hjerte. Du har fået en terapeut! I nabokommunen Kandor er dette forløb meget nemmere at initiere for den stakkels lidende ensomme, for alle ved at der er masser af varme at hente og give i psykiatrien, ja, at det udgør en veritabel varmecentral lidt uden for tid og sted.

Sådan et lille fem-kløver psykiatriteam fra Tærte kom engang kørende i en lille, men smart, hvid Opel fra Dalervej i Tarm hvor der ligger et lille psykiatrihummer og videre ud ad den smukke hovedvej der ledte dem igennem skovene i Birkmand. De ville køre en tur, for der var ingen beskeder på telefonsvareren. Folk i Tærte vidste simpelthen ikke hvordan man opsøgte psykiatri for det havde de ikke lært fra syvende klasse fordi Kvas Limurbians regering havde fejlet.

Det første de bemærkede da de kom ud af skoven var hæslige huse fulde af psykiatriske problemer.

Jo, den statsminister havde ganske rigtigt blod på hænderne for han og hans kumpaner var ikke gode mennesker med hjertet på rette sted. De var kassetænkning. De var kynisme. De var iværksætterånd. Livet var helt anderledes.

De var på sporet af livet og indeklimaet i Oplen var på deres side, særligt efter at første rocker havde rullet vinduet ned efter at have slået en prut. Samtalen gik højt. De forfærdelige rockere var ikke de værste, soldaterne var ikke de slemmeste og terapeuten var tilfreds i dag for hun havde fået en gave af sin mand: fire blomster. De lå nu på arealet over instrumentbrættet. Der var nok den rocker og den soldat som drømte om at hun ville dele ud af blomsterne men de var hendes og dette var hendes lille hemmelighed.

Så opdagede de, og hold nu fast, noget der til forveksling lignede et psykiatrisk problem men bestemt ikke var det: en mand var kravlet op i et træ efter sin kattekilling der hed Ærte. Dér sad han. Endda på en bænk. Som han havde slæbt op i træet. For det skete så ofte. Her sad han og beklagede sig over at han ikke fik tid til sine løbeture. Rocker to beordrede bilen stoppet og løsnede to skud op i trækronen hvilket gjorde killingeredderen meget arrig. Han lod bænken falde ned og rockeren døde øjeblikkelig. Det blev soldaterne meget fortørnede over for de havde etableret et venskab, på tværs af al fornuft og uden fortilfælde med netop denne døde mand.

Om aftenen derhjemme fik soldat ét en endnu mere intens oplevelse af livets vældige gave da han fik mistanke om at han havde kræft. Men om anelsen holdt stik får vi nok ikke svar på for her ender min lille beretning fra Tærte.

Forgrinet på vej til lo: Lå lå låå

Hej. Hvor skal du hen min tapre ven?

“Lo. Med disse fine sager.”

Det var nogle ualmindelig dejlige ting.

“Der er over ni.”

Jeg så nemlig at der var over ni.

“Vil du med på rejsen?”

Er det dit skib?

“Ja.”

Vent. Der ligger nogle briller her i støvet.

“Ja. Det ser jeg.”

Lad os samle dem op.

“Med dem kan du se 100 år ind i fremtiden.”

Vent. Jeg kan se at man kan få indkodet medicinstudiet i hovedet på et kvarter.

“Stop. Stop. Det er altså mine fremtidsbriller. Jeg har lejet dem ud til et postbud og købt alt hvad jeg ejer inklusiv de ting du ser her og skibet og loen og et hus til familien for pengene.”

Et kvarter. At tænke sig. Bare anatomien tager et år at lære i dag.

“Min lo er rød.”

Det var et par interessante briller. Har du selv bygget din lo, siger du?

“Den har jeg da fået folk til at bygge.”

Koster sådan en lo over eller under en million?

“Den koster 450.000 kroner.”

Brando Dalfrøcies ævler lidt i den her

Han kunne sige vemodige ting som Alle dyrearter ved hvad det vil sige når det begynder at regne – undtagen fiskene. Det fik mig til at tænke. Primært over fisk. Ja. Den næste gang jeg stod på stranden tænkte jeg på gamle Keo W Maradjøngade. Ophavsmanden til disse viise tingelater. På om de kære små sølvfarvede, våde, øjenlågsfrie, svømmende kræ ville nappe mig i tæerne hvis jeg soppede og hvorfor. Der kunne være så mange grunde. Jeg sparkede til en sten og bemærkede noget tang mens jeg ensomt, majestætisk og ret højtideligt traskede mod nord.

På stranden sad en mand.

Jeg lod som ingenting.

Da jeg havde passeret ham hørte jeg pludselig et klak og drejede mig lynsnart omkring i sandet mens jeg rutinemæssigt trak pistolen frem af jakken. Jeg var kommet til at trække kuglepennen i stedet for og rettede fejlen mens jeg på et øjeblik konstaterede at manden, denne sympatiske, vindede personlighed var blevet angrebet af en hundestejle.

Vi græd den aften så tårerne trillede. Græd over verden. Græd af lykke. Græd fordi vi var blevet trådt på. Men primært græd vi over den massive fattigdom i Danmark.

Tre alvorsord fra Hanvor Sejlskibe

Der vil altid være tendenser i samfundet som fortæller os, temmelig umisforståeligt, at det gode liv ikke er meget værd.

Jeg vil hævde, at i nutidens danske poesi står ethvert forsøg på at vække latter for lav stil.

Er der ikke noget om det gamle ordsprog, der siger: “når poesien bliver dekadent, så bliver Hitler student.”