Brun hest til udmattet: Sæt du tager dig sammen på den forkerte måde

Hør nu engang hest. Jeg kan godt lide den symbolik der omgiver dig. Folkloren, fortællingerne, forvirringen, fordæktheden, forfatterskaberne. Men din opførsel i virkelighedens verden er altså bare en lidt anden historie. Jeg fornærmer dig næppe ved at sige at du er blevet fremelsket til at blive større end din art oprindelig var. Ikke blot det. Du bevæger dig i mærkelige ryk. De ryk kan ikke bortforklares og pæne er de ikke.

Prrrr.

Nå. Hvorfor er der glas på min næse spørger du. Briller. Jeg er ny.

Prrrr.

Nå. Du ved altså besked med hvem jeg er. Jamen så snup da lidt havre gamle dreng. Hvad har fru Beethoven egentlig sagt om mig? Jeg mener: Siden du siger at jeg tager mig sammen på den forkerte måde.

Prrrrrr.

Jamen det gør jeg. Hylder det utydelige menneske. Ja ja jeg ved godt hvad du vil sige…

Prrr.

Ja ja jeg ved godt hvad du vil sige. Hyld løs og alt det der. Forsvundet fra sig selv. Det utydelige, småtossede, spøgelsesagtige menneske. Jeg bliver ved med at hylde det.

Prrrrrrrr.

Og du bakker mig op. Det er fint du.

Prrrr. Gas og vand.

Vent lige. Upselupse. Du kan tale. Upselupse. Så kan jeg jo lægge to og to sammen og sige det bliver fire. Upselupse. Men du fortæller ikke noget til fru Beethoven, vel?

Prrrr.

Go hest. Go hest.

Prrrrr.

Nu kommer fru Beethoven. Upselupse. Jeg anbefaler at vi simulerer en genkendelig trafikal situation. Her er noget trafiktøj.

Prrrr.

Passér gaden.

Fru Beethoven: Nå så det er her I står og hygger jer. Jeg troede I var i svinestalden. Fortsæt I blot jeres samtale. I behøver slet ikke lave al den trafik I kære.

Flådeminister dater igen

Aleksander Njü, flådeminister i Congo, har oprettet et måbende billede på det sociale medie fimfa. Sekretær Zeno Vat besvarer spørgsmål om fotografiets overordnede kvalitet.

Synes du fimfaportrættet ligner et menneske?

“Det har jeg svært ved at vurdere, idet jeg kender ham.”

Jeg synes han ligner en der er fanget på det forkerte ben. Portrættet er malplaceret an sich. Der er, i selve valget af dette billede, sket det, at det ikke så meget handler om at portrættere et levende, dødeligt menneske som at dubiøst viderebringe en glad dynamik. Noget med overskud og “strålende usædvanlig integritet” er mit bedste bud. Men jeg må indrømme at vendinger som “her kommer jeg” og “en helvedes karl” kommer nærmere virkeligheden. Måske er der tale om et statement, en slags handling: En nådesløs afvisning af selve pointen i at lade sig afbilde som et menneske. Men altså. Et ansigt er en slags svar. Dette portræt afviser at alle ansigter er en slags svar og føjer sig til mængden af dårlige portrætter. Når jeg kigger på det bliver jeg arrig og forpustet.

“Så kig på det her portræt i stedet.”

Samme sag. Hun kunne ligeså godt have sagt skråt op til hele verden. Som psykisk sårbar er jeg fornærmet. Hun er vært for et kulturprogram og dette billede siger alt.

“Det er lige det det gør.”

Hun vil formidle kultur og hun lever i en sfære man kunne kalde “tilværelsens ulidelige lethed”. Hun kender ikke alternativet til denne lethed. Hun er i lethed når hun går på kulturarbejde. Det må betyde at hun strækker sit selvbillede til det yderste for kulturen og for sit arbejde. Løgn og anstrengt besvær. Jeg synes det er ubarmhjertigt gjort over for lytterne at sige skråt op til dem der skal lytte til hendes program. Al den attitude altså. Hun ligner Mickey Mouse.

“Hvad vil du råde folk til når de vælger deres profilbillede?”

Jeg er ligeglad med hvad private mennesker gør med deres profilbillede, men offentlige personer skal se tænksomme ud. De skal så at sige snobbe lidt for tanken og dybsindigheden når de “ser ud” og poserer for fotografen. Gerne lidt forpinte for at man kan være sikker på at de er prægede af andet end ulidelig lethed. Jeg kan ikke lide tanken om at folk der har det for godt skal fylde op i det betydningsbearbejdende segment. Så det er altså ikke kun noget med skizofreniplagede distriktpsykiatriske kompetencer men en naturlig alvor omkring at man da i hvert fald ikke har det 100 procent godt. For det er løgn.

“Hvad kan man gøre?”

Det er det pokkers der er ve’et.

“Vent.”

Hvad? Hvad?

“Kunne man ikke lave et radioprogram med den titel?”

Jo. Hvilken titel?

“Det du netop sagde, dit kødhoved.”

Det er det pokkers der er ve’et?

“Ja!”

Tja. Det må du selv gøre.

“Ved du hvad jeg har en aftale med en snøre.”

Det er også ved at være sent.

“En grøn.”

Hvad? Hvad?

“Grøn. En grøn snøre.”

Jeg er ikke sikker på at Herbert Varls nye 43-siders beskrivelse af sindstilstanden hos hovedpersonen da han plukker en pære vil vælte Løkkes regering og give luft i velfærdsstaten Danmarks næsebor

Det er ufatteligt spændende at følge med i Uffi Landbors sindstilstande. Undtagen når han foretager sig lavpraktiske ting. Og Landbor er en praktisk mand. På et tidspunkt er han ved at støbe noget af det største overhovedet. Større end en kirkeklokke. Større end en del til et skib eller en bro. En vielsesring. Han vil giftes med Merete Kræmmer eller Sussi Nederfinken. Eller Grevinde Hvidkål. Eller Vikkom Sjarlamuth. Og han bliver gift. Og der bliver plads til pærer og sindstilstande. Men hans kone er en skygge. Å! Går rundt om et bord uden kakler. Et lille sammenklappeligt et. Indtil en dag livets sol rammer hende og hun ændrer sig fundamentalt. Hun køber en luksus citronpresser. Hun vrider karkluden målbevidst. Hun drejer sig yndefuldt. Beklæder det føromtalte bord med kakler. Giver plads for pæresindstilstande. Siger skat til andre ligesom en rigtig kunstner. Skriver bøger og drejer på en enorm drejebænk. To numre for stor.

Ny ikke-dekadent bog

Denne bogs store force er at hovedpersonerne, en hob familiemedlemmer fra Søndersted, lader sig kidnappe for at få opmærksomhed og kærlighed efter de har gjort et eller andet radikalt, overilet og dumdristigt for kærligheden i familien. Det lykkes som regel. Det er bogens virkelige styrke at den viser os fjollede mennesker der vil det godt og kommer ud på den anden side. Det er barokt på den fede måde. Alle disse handlinger. Ordene slæber efter handlingerne.

Luka Maradjøngade forsøger således i første kapitel at bringe sine skilsmisseforældre sammen igen ved at lade sig bortføre af talibanere. Det lykkes at få dem til at bo sammen i tre måneder men Luka er og bliver forsvundet, tilmed for sig selv. Så finder Luka sig selv bag ølkasser og køber barndomshjemmet tilbage. Forældrene har imidlertid ladet sig kidnappe af igler. “De voldsomme dyr hader os,” sms’er de hjem fra Bangladesh.

Arbejderklassen bliver rasende, forargede og dybest set forråede af kunstlet, dekadent litteratur der ikke engang er rigtig sjov.

Det er et problem. Men det er et langt større problem bare at lade stå til. Denne bog løser problemet. Jeg var særlig glad for den smukke, store nøgle der fulgte med i bogens kraftige, bageste omslag.

Sms mellem 19-årige

“Du var ikke dig selv på panterdagene i Dyrehaven. Du opførte dig som en cikade.”

Hvordan skal vi leve?

Vi skal leve fra dag til dag. En dag ad gangen. Det kan vi kun ved at leve som medicinmænd. Klovne, bede, proklamere. Det samme siger bonden: Det kan vi kun ved at leve som en bonde. Være taktisk, snu, arbejdsom. Det samme siger jægeren: Vi skal træne vores krop. Samleren: Vi skal lede stammen og passe børnene. Kongen: Jeg skal have styr på samlerne! Præsten: Jeg har et gladt budskab med.

Men jeg er medicinmand.

Jeg skal bære masker. Folk får intet ud af at forstå betydningen af forholdet mellem mine forskellige masker. Kun de, der selv vil være medicinmænd skal slås med det. Jeg skal være en joker-figur. Ikke i forhold til min nærmeste familie eller venner, men i forhold til stammen. Jeg skal ikke have talent, jeg skal være medicinmand. Jeg skal ikke være forfatter eller filosof, men medicinmand.

En medicinmand er noget en stamme har. Det er ikke noget et land eller et folk har.

Jeg har kæmpe friheder og jeg kan ikke fyres. For de ting jeg arbejder med er: kunst som folk fortrænger i det øjeblik de oplever den. De fortrænger den ikke fordi den er frygtelig men fordi de er ufri i forhold til den og fordi den er personligt ment.

Jeg siger: Folk skal ikke aktivt vælge kunst de fortrænger i det øjeblik de oplever den. Kunst som styrker dem i den nederste afkrog eller lønkammer i underbevidstheden og, som den eneste, kan føre os tilbage til den stammetilværelse vores gener passer til. Vi skal tilbage til stammen. Og sådan skal vi indrette vores vennekredse. Efter vennearbejdere. Efter venneroller.

Hvorfor skal vi lave kunst som folk fortrænger i det øjeblik de oplever den?

For at få dem tilbage til stammen. Det har jeg netop sagt.

Hvordan skal vi lave kunst som folk fortrænger i det øjeblik de oplever den?

Ved at udfordre med teater.

Hvordan skal vi markedsføre kunst som folk fortrænger i det øjeblik de oplever den?

Det kan vi kun gøre ved at appellere til folks humoristiske sans. Ellers vil den aldrig glide ned.

Socialdemokratiets Tot Vædderkvist runder 50

Hvor længe har du været borgmester?

“I 24 år.”

Hvordan ser du Socialdemokratiet?

“For mig er Socialdemokratiet noget med at sige høhø til kapitalismen, hæhæ til liberalismen og at operere ansigtet af døende.”

Det er tre ting, hvoraf de to første er lidt indforståede, uforståelige og måske vil fremtræde valne for vælgerne og den sidste er lidt bizar. Jeg vil starte med at udrydde det bizarre fra samtalen og polere gulvet bagefter.

“Man kan ikke udrydde det bizarre.”

Ok.

“Det kan man simpelthen ikke gøre.”

Tror du døende vil acceptere at få ansigtet opereret bort?

“Man vil stadigvæk kunne bruge munden.”

Jamen så giver svaret jo sig selv.

Historie med flot naturbeskrivelse

Der var graner med en bitte lille model af en blå reje i toppen. Store lysende graner. [Hvad er det for noget ævl med at graner lyser? Åhhhh. Du mener at en bøgeskov er mørk og en granskov slipper lyset ind. Red.] Der var mærkelige fuglehuse med en bitte lille model af en blå reje i toppen. Og lidt inde i skoven, ikke langt fra huset, lå ruinen af et gammelt tempelhus der havde stået der for mange år siden. [Tempelhus er noget ævl. Åhhhh. Du mener at den slags gamle skovhuse var fulde af hjemlighed og spiritualitet. Red.] Højt, højt oppefra kunne man se hele jordkuglen. [Jo, men det er altså lidt for højt så. Åhhhh. Du peger på at, nej, den fangede jeg altså ikke.] Men kloden drejer og det netop beskrevne drejede med og det blev morgen. Palle er ét år gammel [Superflot! Red.] og træder for første gang uden for døren på sin arvegård. [Bravo! Hvilket påfund! Red.] Han er i virkeligheden 38 år gammel, men han føler sig bare som en ét-årig af den grund at denne morgen er den dejligste morgen i hundrede år. [Stryg den forklaring. Red.] Han føler sig bare som en ét-årig. [Nu gentager du det jeg beordrede væk. Red.] Fordi det som sagt, ahem, er den dejligste morgen i hundrede år. [Mere natur, tak. Åhhhh. Jeg elsker naturbeskrivelser. Og så stryg da det pis. Red.] Palle gik op på bakken for at få udsigt. Her mødte han de nøgne. De nøgne lyder måske underlige, men de havde bare taget tøjet af. Men de blev sure da Palle bedyrede at han var gået op på bakken for at få udsigt til det hele. Palle forlod de nøgne og gik ind i et træ.  Palle var ked af det. Ensom over al måde. [Åhhh. Ensomhed er frygteligt. Hvad gjorde han? Fortæl! Fortæl!] Palle svejsede et forvrænget ur fast til en blyplade og så kom hele Berlin. [Et lidt overmættet billede, men det var da rart for ham. Åhhhh. Du mener han fik venner? Red.] Palle fik de venner han allerede havde og det var Kausu og Deeft. De vendte tilbage i Palles liv fordi han inviterede dem og så fik han det bedre. Han kom psykisk på fode. Men han ændrede sig ikke fundamentalt og det var hans venner glade for, for det var nede i fundamentet, så at sige, at han holdt af Kausu og Deeft og i den og den dur ditto også omvendt: det var også Palles fundament Kausu og Deeft brugte som forklaring når de smuttede over til ham og lavede hyggelige aftener. Deres koner spurgte om Palles fundament ikke bare kunne stå på den ledige plads ved kakkelovnen og så kunne Palle passe sig selv, men herom ville Kausu og Deeft ikke høre tale. Og således gik det til at Palles kunstværk blev begyndelsen til en hel produktion af vidt forskellige kunstgenstande. Det gamle tempelhus blev i øvrigt genrejst men det blev ikke brugt til noget.