Dalfrøcies: På trods af gode resultater har jeg for øjeblikket mistet lidt af troen på at jeg kan opmuntre folk via mit gode udseende

Rosinlunden fik sit navn dengang det lille barn I. Barn fandt en rosin i græsset. De voksne så rosinen før det var for sent og hejste et flag med påskriften Symle Symle Hetsov. Hvis De tror at de voksne i kraft af denne handling var sådan nogen fantasiløse, tørre, snork-sovende voksne er der bestemt tale om en fejl, selvom jeg indrømmer at initiativet med flaget var lidt ved siden af. Disse voksne havde jordforbindelse og god forståelse for barneverdenen. De var faktisk endnu mere legendariske end børnene og så var de højere og langt mere interessante. Men det var I. Barn ligeglad med. En skønne dag var magtbalancen mellem børnegruppen og forældregruppen i Rosinlunden så ved at tippe. De voksne sad som sædvanlig og udvekslede forskellige synspunkter da Dalfrøcies sagde sådan om I. Barn, hans datter:

“Det ordentlige er nogen gange for koldt. Det har vi brug for hele tiden at blive mindet om. Det kan min datter i kraft af sin empatiske karakter. Det er et arbejde og det er det arbejde jeg håber hun får.”

Der blev stille.

Var der tale om et kreativt job?

Hvorfor kunne han ikke bare have sagt kreativ, så var alle blevet beroligede.

Men den der beroligede dem var I. Barn der stod inde i en busk og hylede som en hyæne.

Syg Argumentation præsenterer: Forbandelser

Vester Krimskrams fra Syg Argumentation retter blikket mod et fjernt punkt bag forsamlingen, prøver mikrofonen og begynder.

“Vi slynger om os med velsignelser i dag.

Kan man det?

Der var engang hvor der ”fandtes” synske og hekse og man troede på trolde, feer, nisser, alfer osv. Heksene hvislede forbandelser til herremanden når han valsede forbi og gravede sig derpå ned i et hus i skoven hvor der blev brygget.

Jeg forsvarer heksene. Er helt pjattet med dem. Jeg synes en menneskelig heks er et mere ynkeligt væsen og derfor mere elskeligt end en person der oplevelsesøkonomisk parkerer alle tilværelsens mysterier på spændende eksotiske charterrejser og interesse for ”andre kulturer”.

I dag er folk så generøse med at åbne op og tale ud om alt mellem himmel og jord. Vi tror vores sprog først og fremmest er rummeligt og dejligt postmoderne fordi vi lever i et frit land med ytringsfrihed. Men vores sprog er levende.

Hvad er en forbandelse egentlig?

Spørgsmålet er om vi godt kunne savne et sprog om forbandelser. Jeg vil afgjort sige ja. Vi kan føle forbandelser og de præger vores liv, forbandelser ligger ”bag” en vis mængde af verdens had. De er noget meget privat men netop derfor står de i fare for at fylde os med uliv, selvtvivl, ensomhed og angst.

Det er min pligt som mandlig forfatter at lægge kortene på bordet, for det er vi mænd gode til.

En forbandelse kan være mange forskellige ting. Det kan være det modsatte af en velsignelse og det kan være nogle af de negative af de kort vi har på hånden. Det kan også være en idiot i den offentlige debat som bliver ved med at udgyde sin bærme og således bliver det jeg vil kalde “en forbandelse for Danmark”.

Hvordan en forbandelse kommer i stand er svært at sige med nogen videnskabelig, herunder sprogfilosofisk, eksakthed. En forbandelse er lyst på højere sted og dens ophav er i grunden uklart.

Selvom forbandelser har rod i noget uhåndgribeligt forestiller mange sig at de kan administreres af mennesker fordi de “bare” er sprog. De kan, forestiller man sig, jeg vil ikke selv tage stilling i dette spørgsmål, uddeles.

Når den “uddeles” næsten-konsekvent af præster der ikke har det konsekvent-følsomt-sprogundersøgende i deres magt bliver situationen en lidet smule tvivlsom for vores fædreland og de mennesker der bor her. Men ikke meget. Enhver kan se at den type konsekvens er ulden.

Når den “uddeles” tvetunget, ironisk, ”modereret” eller antydende er den et angreb indefra på en anden person. Den slags er helt almindeligt og hverdagsagtigt. Men ikke desto mindre noget lort.

Endnu en type forbandelse er den lettere underholdning som prætenderer at være følsom men slet ikke har det sprogundersøgende beredskabsspørgsmål parat: ”Hvad er det egentlig vi foretager os lige nu? ”

PS: Jeg skal lige sådan koncentrere mig et øjeblik om ikke at “ønske den-og-den hen hvor peberet gror” men så lykkes det også. For jeg er en menneskekærlig mand.”

Birger Enestottel: ”Jeg er blevet forelsket”

I 2017 bliver Birger forelsket i Rose. Han skriver om det i et brev til vennen Simmer (”Jeg er blevet forelsket. ”) Forelskelsen ligger fast. I dagbogen bekender han ligefrem ”Jeg er blevet forelsket i Rose”. Rose skriver i sin dagbog: ”Birger er blevet forelsket i mig.” Forelskelsens nøjagtige tidsmæssige udspring kan tidsfæstes til en af de dage hvor Birger svansede rundt i sit eget selskab og forstod at nu var han forelsket til op over begge ører. Omstændigheden forbliver næsten ukendt for omverdenen de næste tre måneder hvor Birgers bror endelig hører fra Birger selv at der er en kvinde og således rigtigt gætter at hans bror er forelsket, lykkelig, ja, forelsket. Andre end de her nævnte aner intet før Birgers nabo i fuldskab, to uger fra starttidspunktet, ved en fejl braser ind i Birgers lejlighed hvor Birger ligger nøgen oven på Rose i sengen og bevæger numsen op og ned i en omfattende sexscene som tydeligt lader den besofne forstå at der for Birgers vedkommende er tale om en hed forelskelse. Den første gang Rose får nys om det er en dag hvor Birger siger ”Ih, hvor er jeg dog forelsket. ”

Solfyldt Skib

Jeg lægger mærke til at solglimt trænger ind overalt på det jeg her forsigtigt vil benævne “et gigantisk tre-masters sørøverskib med plads til fri udfoldelse, ja, med plads til alt andet end skyggefulde efterårsvandreture i ly af skyer”. I kaptajnens kahyt møder man et dannet selskab. Godt, at der er en styrmand for her går samtalen højt. Den eneste, der stikker lidt ud blandt de ivrigt disputerende nutidige danske forfattere er en person der siger ting som “på den måde får jeg alle affaldsstofferne ud af kroppen”. Jeg forsøger at berolige affaldsstoffyren, men det har ingen nød. I virkeligheden er han roligere end os andre. Eller? Da han begynder at knipse forstår jeg at han ikke er roligere end os andre. Hans knipseri er stærkt underholdende for os store mænd og kvinder. Underligt nok er han den der bedst forstår mit indlæg om “den lille mand”. Denne solide øvremiddelklassemand med shortsene og akvariebarndomshjemmet. Jeg har slet ikke fået set resten af skibet og vi begynder at ærgre os over at vi “kun” er på et skib, at det “kun” har tre master og at kaptajnen “kun” er et paphoved.

Ny bog: En fedtsten til Gorm

“Brøske Liljenbrandt ser op på mig og tørrer selvbevidst håret væk. Så løber jeg. Over fodboldbanen. Væk fra endnu en forelskelse i en demoraliseret krukke. Igennem en tunnel. Hvedemark. Stop. Nej. Igennem hvedemarken forfulgt af bondemand.”

Sådan begynder Titter Tværsums nye bog. Med et brag. I hvert fald inde i mit hoved. Men da jeg læste den for en ven sagde det også brag. Tæt røg og ørerne faldt af.

Men da jeg mødte Titter gav det et nyt brag. En anden slags brag. Med grøn røg, gratis morgenmad, en retningsforvirret kat og to piber.

I starten af din nye roman løber jegfortælleren væk fra en ung kvinde.

“Ja.”

Hvorfor?

“Fordi hun er en demoraliseret krukke.”

Dernæst bliver han fanget af en bondemand.

“Ja.”

Hvorfor?

“Fordi han betræder hans løvemark.”

Løve?

Kynikers kvinde

Kære læser, du kender selvfølgelig situationen hvor du taler med en eller anden person der bestemt ikke er din ven, men som du alligevel har en hyggelig samtale kørende med, måske ude i byen, han er selvfølgelig velklædt, håret sidder, alderen trykker og der er også desperation i hans urolige blik, han ser kun på dig i kortvarige glimt, du mærker at han ikke agter dig i din åbenhed, måske på grund af din naivitet, måske på grund af din påklædning og pludselig siger han “Han er ligeglad!” om en tredjeperson som du ikke kender, men som du netop har fortalt at du har moralske forventninger til. Hans bemærkning falder på den måde at du øjeblikkeligt ved at han tror han sidder inde med en dyb viden om verdens ondskab. Men du ved at det er umodent af ham. Der kommer noget godt op i dig som tager ham til nåde og du skifter måske emne fordi I begge ved det. Hvad gør man derefter? Det er helt individuelt. Nogle masserer ham med distinktioner, kærlighed og dagligsprog, mens andre lader den hvile og holder en lang pause, mens endnu andre forsøger at lytte så godt det er muligt, ordentligt, næsten psykiatrisk klinisk, med bitte små sprukne ja’er. Du ved, kære læser at der er mange måder at gøre det på for han er ikke blevet elsket nok og det ved du. Spørgsmålet er så hvad man gør, hvis der kommer en kvinde ind i lokalet, som med det samme viser interesse for ham. Ja, det er jo i virkeligheden hans egen sag. Men her er et par råd til, hvad du kan gøre, selvfølgelig i såvel kvindens som mandens påsyn:

1. Peg på kvinden med den ene hånd og vink til hende med den anden.

2. Peg på loftet kortvarigt.

3. Løft begge hænder opgivende.

Ny bog: En meget mærkelig mand

Jeg har altid godt kunnet lide bogtitler der sluttede med “den grå”. Enkelt. Og en bitte-bitte smule trendy. Bitte! Min passion har gjort at jeg har leget lidt i min fantasi med at bøgerne hjemme på bogreolen også endte med “den grå”. Det har været en enkel leg, for der står kun to bøger: “Den lilla hest” og “Popcorn for alle aldersklasser og skoleklasser”, som dermed kom til at hedde “Den lilla hest den grå” og “Popcorn for alle aldersklasser og skoleklasser den grå”. Jeg må indrømme at jeg ikke har leget legen særlig tit. Faktisk overhovedet ikke. Hvorfor oplyser jeg dette nonsens? Af den simple grund, at jeg er ved at skabe en solid, barrikaderet bro af tillid til læseren som kan bestyrke mig selv i at jeg er ved mine fulde fem. Men nu skal De bare høre. Jeg har læst “En meget mærkelig mand” samfulde fire gange nu. Jeg kan stadig ikke finde ud af hvorfor han er mærkelig, så jeg fik den tanke at det var mig der er mærkelig. Det er problemet i en nøddeskal. Jeg synes ikke hovedpersonen, hvilken mand!, hvilket herligt individ!, hvilken fryd at læse om ham!, hverken tænker eller handler mærkeligt. Lidt aparte måske. Måske unormalt. Dybt vanvittigt, men bestemt ikke mærkeligt. Mærkeligt er sådan et mærkeligt, mærkeligt afstandtagende ord. Bare fordi han bider borgmesteren. Bare fordi han hælder cykelkæder i en olietønde. Bare fordi han anråber en glaseret hveps. Borgmesteren er en fersken. Det står på side 34. Cykelkæderne i olietønden er noget han gør mens han udspionerer nogle unge mennesker og får dem til at rotte sig sammen mod ham og stene ham til døde. Det står på side 121. Den glaserede hveps går over for rødt. Det står på side 270. Jeg vil sige at jeg kan udmærket godt forstå at han føler sig påvirket hen imod slutningen af bogen. Men mærkelig, nej. Denne mand bliver i mine øjne aldrig andet end dybt sær.

Rup Nyllert oplever tre tilbud om venskab dagligt

Er det sundt, det du spiser der?

“Det er et æble.”

Skal vi være venner?

“Det ville glæde mig. Det kan vi godt.”

Fint. Hvordan gør man?

“Det vi har netop har gjort. For dyrene er det hulens besværligt. Især for høns. Forbered dig på en herlig rejse.”

Hvor hen?

“Altså nu mente jeg mere i overført betydning.”

Æv. Jeg havde forestillet mig at vi gik en høvlens lang tur sammen.

“Skal du ikke først købe noget tøj der ligner mit.”

Du har egentlig noget lidt specielt tøj.

“Det er syet i en atmosfære af sjældne gasarter.”

Men behøver du gå med kappe?

“Nu skal du høre. Venskab er noget af det dejligste der findes. Jeg kan næsten kun sige gode ting om det. Det er ligesom to træer der står ved siden af hinanden på en smuk eng med milevid udsigt. De står der men spørger ikke hvorfor. De er taknemmelige. Sådan skal det være.”

Fortæl mere, mens jeg prøver at sy den hersens kappe. Jeg har riet de fire kanter og lavet et hul til snoren her.

“I et venskab bliver man inspireret til at sige ting som “Der er ingen forskel på at lytte intenst til regnen og at bede til Gud.” Men man siger det kun til sig selv, ikke til vennen.”

Venner er adelsfolk. Hov, nu svippede elastikken.

“Venner er gumlere.”

Det var dog sørens til elastik. Nu knækkede lortet.

“Venner gumler ligesom kameler i kanel.”

Men for at have så meget kanel skal man være ganske rig.

“Det er rigtigt. Hæhæ.”