Portræt: Tobias Fletværk Mogensen

Fletværk har jeg svært ved at sige noget ironisk om, for han står ved siden af en kommode. Jeg hiver i den hvide PH lampe for at aktivere ham, men han er allerede aktiveret. Han er et fremmed menneske, et menneske jeg ikke kender og ikke har mødt før nu. Jeg trykker på den indbydende blå knap midt på stuebordet og væggene forsvinder. Jeg trykker på den indbydende blå knap midt på Fletværk men der sker ingen verdens ting. Jeg har medbragt en teske som jeg bærer i frakkelommen for alle tilfældes skyld. Det mest poetiske jeg kan finde på at sige om teskeen er at den, på sin egen stilfærdige måde, har bidraget til at mætte mange munde. Det er slet ikke nok for Fletværk. Ih nej. Han vil slet ikke høre på det. Jeg tænker han må være en ambitiøs fyr. Han har magten nu. Jeg kom til at lave en svipser med den teske. Men så er det som om isen smelter og magten begynder at gynge lidt frem og tilbage imellem os. Gyng gang. Den slags er meget rart.

“De mest pragtfulde linjer fra de seneste to dages danske poesi kommer vel fra Fager Tam”

De mest pragtfulde linjer fra de seneste to dages danske poesi kommer vel fra Fager Tam:

“Desværre var den intellektuelle verden i Danmark så hierarkisk at ingen turde holde middage med hinanden. Det gav et vist sæt i Rørvig Asmus.”

Og hold nu fast: Romanen er skrevet på 40 minutter inklusive tænkepauser og fortsætter således:

“Men ude i køkkenet rørte Syde Ramullo i gryden.”

Totalt uventet dukker Balthasar Ebenezer-og-brød-til-tak op midt i madlavningen. Han holder foredrag om det store i det små for alle børnene:

“Det gælder om, at se det store i det små og samtidig se lidt til højre. Det er ude i højre side, vi befinder os i selskab med en mængde rør.”

Å ja. Hvad er et rør? tænker man. Og det er faktisk ens egne tanker der bærer bogen oppe og forlener den med litterær kvalitet.

Når man har læst bogen får man lyst til en fodrejse gennem Kongens By København. Man går lige ud. Besværliggør trafikken. Uden om ejendommene og andre ejendommeligheder. Mens man tænker på bogen. Det smukke er så at alle har bogen. Alle går simpelthen rundt med Fager Tams bog. Med alle de Wittgensteinianske filosofiske undersøgelser bliver bogen ikke så meget et spejl eller en berøringsflade mellem alle Københavns borgere som den bliver et forudforløst samtaleemne, et fællesskab omkring retningen imod større sproglig klarhed. Og for enden af Vesterbrogade møder man så selveste Fager, å ja: Der læser op fra Toril Mois nye simpelthen så fede bog:

Wittgenstein’s most fundamental commitment in philosophy, Cora Diamond writes, was to make us give up thinking in terms of Big Questions. All we can ever do is to get clear on specific problems, one by one (cf. §133) (The Revolution of the Ordinary s. 172; §133 henviser til en “undersøgelse” i Wittgensteins banebrydende hovedværk, den posthumt udgivne Filosofiske Undersøgelser)

The purpose of his kind of philosophy is to dispel illusions, undo the false ideas, free us from the prison-houses created by our own uses of language, to help us make our way back to the ordinary and the everyday, help us to see clearly what Wittgenstein calls our “real need” (§108). We don’t enter into philosophical therapy in order to offer a new theory of anything, but rather to get clear on beliefs and assumptions that hold us captive, that prevent us from moving on. There is no contradiction between such a philosophical project and the wish to change the world. (ibid., s. 173)

Nothing is more ironic than Marcuse’s idea that ordinary language philosophy must be the enemy of difficult or stylistically challenging writing. (ibid., s. 177)

The usual argument is well put by [Judith, hedder hun så] Butler, who claims that difficult language produces defamiliarization, and thus opens our eyes to that which we have taken for granted: “One of the most important ways to call into question the status quo is by engaging language in nonconventional ways (…)” (ibid., s. 182)

Nevertheless, I am all for defamilarization through brilliantly refreshing and unusual writing. [Ahem…] In fact, I would like radical theorists to behave more like avant-garde writers. Imagine a world in which radical theorists took a real interest in their own writing style, passionately discussed strategies for how best to develop the craft of theory writing, took for granted that theorists too need to work hard to master their chosen medium! Imagine if we all began to make serious efforts to write in strikingly fresh, powerful, invigorating ways, so as truly to make us see the world anew! Unfortunately, this is not what happens. Instead such arguments are used to defend “difficulty” in general, without making any attempt to take style seriously, and without even a token effort to distinguish between syntactical helplessness, conceptual opacity, and genuinely challenging writing. (ibid., s. 182)

In Wittgenstein’s understanding of philosophy, then, a description is the therapy we need to see clearly. To describe, for him, is to point out connections, do comparisons, pay attention to distinctions, and so on. In literary studies, however, description has long been a contentious term. Proponents of “description” have been accused of being empiricists, of taking language to be “transparent,” or of believing that texts only have one “literal” meaning. (ibid., s. 198)

Vi er tilbage ved den Olete august i år 944 e. Kr.

Den Olete august i året 944 e. Kr. befinder 40.000 soldater sig udenfor Konstantinopels mure uden at vide hvorfor. Generalerne fatter intet og selv kejseren af Byzans, hvori Konstantinopel befinder sig, forstår simpelthen ikke hvad der foregår. Sammenstimlingen omtales af visse samtidige historieskrivere som en fiskestime og en fluesværm, men det går hurtigt op for andre at det er noget af det værste nonsens eftersom der er tale om mennesker og ikke en vild figleflok. Fugleflok så. Man behøver bare at kigge lige under hjelmene for at se tusinder af forskellige mennesker: Soldaterne snakker, nogle leger og hver morgen stjæler de lidt fra hinanden, ofte tøj, men oftere madrester som de har liggende i store “kummer”. Borgerne i Konstatinopel synes soldaterne opfører sig underligt og prøver at ignorere dem når de begiver sig ud på deres meningsløse rideture iklædt rester af jern. Det er først da soldaterne møder Sisse Fisker der kommer ro og en vis soldateragtig udstråling over dem.

Lille Sesam

To træer vælter i benovelse over Charles Skrivemand da han træder ind på udendørsuniversitetet i Indendørs. Men det er Lille Sesam der ganske og aldeles stjæler billedet med sine tasker fulde af kridtpiber og evigt drillesyge “mak-mak-mak!” Der er dækket fint op og der rasles en kende fra de fire tunge rækker af borde-bænkesæt. Diskussionen lammer de lærde tilhørere med subtile pausebølger og afslører at Skrivemands teorier er uden substans fordi han i udgangspunktet har misforstået forholdet mellem Saussure og Wittgenstein: Der er ingen kampzone, intet brydningsfelt, endsige nogen egentlig tankemæssig eller associativ forbindelse. Lille Sesam knuser sejrsvant en flacon af ægte sukker på filosoffens pande som på sin side hejser et grønt flag på den sammenklappelige flagstang imellem dem for at tilkendegive indrømmelsen af sin karrierelange akademiske fiasko som består i, fra første færd, at tilbede et fint menneske der sjældent blev arrig som var der tale om en hest med gastilførsel. Så er samtalen mellem de to koryfæer forbi og publikum sidder med sod i ansigterne af henrykkelse over hvor pinligt det var for Skrivemand at blive jordet, udtværet, latterliggjort og tilsølet af et over fem meter langt spyd. I kantinen hopper 15 lopper på en kokosmakron.

Tre Engle

“Der kommer sikkert en eller anden fyr en dag og påstår vi har downloadet hinanden. Med så og så mange bytes. Og hvordan reagerer jeg så? Jeg siger fint. Fint. Men lad os ikke gøre tingene for indviklede. Lad os lave nogle eksistentielle generalieblade så vi husker hinanden når vi dør for vores absolutte styrker: vores engle. Der siges så meget om at have set og oplevet engle og så meget om at have dæmoner. Hov. Det er da fjollet. Man har da også engle. En karakteristisk overgiven barnlig sælsom latter. En dyb livslang personlig hengivenhed. En fasthed man kan soppe i og som en verden slappe af med.”

“Tre engle” er et lynende forsigtigt opgør med Luther. Det er også historien om hvordan to drenge fik en faretruende stor isklump, større end et hus, større end et hotel på Rådhuspladsen, til at bevæge sig hurtigere end en raket.

To litterære personager

Grotte Blah Vejton går stille ned ad villavejen hamrende på en tamburin. Ved hans side går Reginnald Djithidder der her omkring 2017 har skabt sig et solidt navn indenfor dansk litteratur. Derfor bukker og nejer folk alene ved at høre navnet. Djithidder gestalter i sine bøger historiske personer i nutidige rammer. Det er han god til. Røv god. Et eksempel kunne være Robespierre i brand moderne gummistøvler og Grevinde Danner på Tinder. Det er vittigt. Det er uforglemmeligt. Nej. Hvad snakker jeg om. Det er visdom.

Stemning på læsesalen

To bjørne sidder ensomme på universitetets læsesal i Hull uden at være i stand til at forstå bøgerne. De er kommet op fra Canada og Københavns Zoo fordi en filosofikus har ladet sig sænke ned i en 1000 kilometer dyb skakt. Diameter: 40 meter. Overlevelsesprocent: 10. Billetpris: 610 kroner. Der er mulighed for at købe fadøl, popcorn og legetøj i pausen. Sørg selv for vasketøjet. Bjørnene kender ikke hinanden. Bibliotekaren gemmer sig bag gardinet og prøver at regne det hele ud. Så lyder et flerstemmigt latterbrøl. Bjørnenes blikke mødes: Hvad silen var det?

Arm Town

Armen. Den kødpind der udgår fra vores fantasifulde hjerner til selve det utroværdige mysterium: hånden. Armen. Forbindelsen til verden. Vi siger nej tak til at forarbejde. Vi er ikke snurrende maskiner. Vi siger: Verden er allerede rejst. Vi siger: Lad dem der kan række ud med fantasien taste med hænderne på tastaturet. Vi vil ikke klemte på klaveret. Vi vil ikke spille dårlig musik. Vi vil ikke trille tommelfingre.

Med dette nonsens klæbet fast i forruden kørte vi ind i Arm Town. Arm Town: En bymæssig bebyggelse designet som en hyldest til armen.