”Jeg er af den ydmyge opfattelse at verden består af elleve lande”

”Jeg er af den ydmyge opfattelse at verden består af elleve lande.”

Jeg sender Kvist et blik der betyder: ”Det var sandelig beskedent sagt. Du lægger kortene på bordet må man sige. Du hævder noget der ikke er tilfældet på en måde som er så tilpas underspillet og ‘måske-underfundig’, som filosoffen Gepetto Frederik Atlas siger, at jeg må trække på smilebåndet og kaste min hat efter dig og dernæst både dig og hatten op i luften. Jeg forstår dig. Jeg forstår dig og elsker dig. Jeg aner, at det du fremsætter, dette ‘noget’, som filosoffen Gepetto Frederik Atlas siger om poetiske udsagn, er mere end netop et udsagn, langt mere, det er et vidnesbyrd som man kan uddrage en sammensat og rigtig lærdom af og som vil vise sig at holde vand ved nærmere granskning. Samtidig er det en selvransagende ‘sigen’, som filosoffen Gepetto Frederik Atlas siger om folk der åbner munden og frembringer forståelige lyde, der samler sig til ord og sætninger, som lader antyde at din rejseerfaring begrænser sig til netop syv, undskyld, elleve lande.”

Vi får sagt mange ting i radioen den dag. Jeg kender jo Kvist. Han og jeg er gamle kammerater.

Boti. Boti. Iana?

Siden Fister Coin skrev det opmuntrende og bredt anerkendte digt “Selvtvivlens spaltede sociale skygger” har han lagt stilen om og meldt sig ind i Dem der har Gravet et Rundt og ret Dybt Hul. Det har selvfølgelig kun styrket hans troværdighed. Det kom derfor som en komplet overraskelse at han lyttede opmærksomt til radioen i morges hvor måskeheksen Gnaske fortalte om hvilke kendisser hun kunne forestille sig være tilstede i en kirke og i en samtale, men ikke i en samtale i en kirke. Men Fister overgik Gnaske. Han stillede sig ikke intellektuelt tilfreds førend kendissen også var i stand til at udvælge et menneskeligt foto portrætterende vedkommende selv. Det sagde han såmænd til radioen. Bevidnet af hustruen Immitti. Man taler ikke til en radio alene, dompap!

Den uerkendte holdningsarrogance hvor man kører i det samme og det samme

Maradjøngade: “Jeg bestrider folks ret til at have en holdning hvis de ikke omgås denne holdning filosofisk, vender den filosofisk, Wittgensteiniansk og faktisk, ja, selvransagende. Så den der med ‘Jeg er uenig i din holdning, men jeg vil dø for din ret til at have den’ er jeg slet ikke med på. Dem der ‘kører i det samme og det samme’ hvor det går ud over mennesker umyndiggør sig selv. Det er ikke samfundssind at ‘køre i det samme og det samme’ og det er dette fine og brugbare men uglamourøse sprogspil vi skal fokusere på når vi bedømmer vores politiske modstandere. For det skal vi. Ikke nødvendigvis i virkelige dialoger. Men i litterært-filosofiske-folkelige dialoger hvor vi netop bliver udfordret og møder modstand uden at blive retorisk/filosofisk latterliggjort samtidig.

Platon levede ikke i et oplyst repræsentativt demokrati. Men derfor må vi aldrig glemme filosofkongen. Manden der får ting ned fra skyerne og ikke skammer sig ved det. Manden der reflekterer verden i skrift der giver modstand for alle læsere. Uventede nuancer. Endnu ukendt præcision. Nyindvunden menneskelighed.

At bygge et helt samfund eller en samfundsforestilling på ‘Jeg er uenig i din holdning, men jeg vil dø for din ret til at have den’ er ligeså intellektuelt raffineret som at hyppe kartofler. Noget jeg har glemt i år, med det resultat at mange her ved sommerens kulmination henligger grønne og uspiselige.”

Takhøj: “Det første du sagde synes jeg er helt, helt forkert. Jeg gider ikke diskutere med dig når du virker så vred.”

[Pause.]

Maradjøngade: “Jeg synes bare at vi i samfundet er kommet for langt væk fra den idé om at den repræsenterende politiker skal være filosofisk skolet.”

Takhøj: “Jamen helt sikkert.”

Maradjøngade: “Jeg synes bare åbenlys arrogance er bedre end uerkendt, skjult arrogance.”

Takhøj: “Jeg synes måske ingen af delene er særlig godt.”

Maradjøngade: “Skjult arrogance kan jeg ikke lide. Jeg kan bedre lide hemmelig arrogance hvis det endelig skal være.”

Takhøj: “Nej. Nu kører du altså ud ad en eller anden tangent. Vil du så ikke lige prøve at definere skjult arrogance.”

Maradjøngade: “Skjult arrogance eller hemmelig arrogance?”

Takhøj: “Skjult arrogance tak. Jeg er ikke interesseret i den tangent.”

Maradjøngade: “Jeg er forvirret.”

Takhøj: “Men hvis vi skal videre er du nødt til at definere hvad du mener med skjult arrogance.”

Maradjøngade: …

Takhøj: “Det vi diskuterer er at politikere skal lade sig udfordre i stedet for at gentage deres standardholdninger igen og igen. Så skal de turde gå ind i en sokratisk dialog og se på tingene uden fordomme… uden forudindtagethed.”

Maradjøngade: “Nej. De skal turde læse en sokratisk dialog. Sokratiske dialoger er betændte. De handler næsten kun om umenneskelighed.”

Maradjøngade: “Kallikles og Gorgias er jo despoter, tyranner der ikke gør noget godt for deres undersåtter.”

Takhøj: “Nu taler jeg om det som et værktøj. Om at man skal turde lytte til hinanden og flytte sig sammen.”

Maradjøngade: “Jo, men man skal også konfrontere sig med ting der kan stå på et papir. Tænkte situationer som udfordrer vante forestillinger. Ekstremister og luftige bralrehoveder. Det må være uskyldigt nok at læse lidt om det.”

Takhøj: “Det kan jeg jo ikke være uenig i.”

Maradjøngade: “Nu kom vi da meget godt i hus. Bortset fra at jeg vandt og Den Anden Avis blev et å så vigtigt projekt igen.”

Takhøj: “Hvordan vandt du? Det var mig der fremførte hovedpointerne.”

Ding Bister

Ding Bister må være en af de dårligst klædte mænd jeg er stødt på. Hans sko er to enorme ko-nyrer. Alene det. Og så har han altid en ladt pistol stukket ned i lommen på sit forklæde. Se, det er bestemt ikke at være velklædt i mine øjne. Men hvad kan man forlange når ens far hed Kinderæg Svinderæg og gik med bombebælte og grøn cigaret. Ja. Der er sagt og skrevet meget om mænd. Denne hersens er en tand for meget. Krøllet hår. Bazooka i ærmet. Ja, sådan tænkte jeg før interviewet gik i gang. Det var de overvejelser der fløj gennem mit hoved.

Dejligt vejr i dag.

*Bang*

Øh. Hvorfor skyder du op i luften.

“For at advare dig.”

Tak.

“Det var så lidt.”

Bister vil sove nu. Han er træt. Jeg giver ham hans mælk og på med nattøjet mens vi taler om citroner og fugle. Mens han sover tegner jeg det lille søkort han er så glad for på hans højre kind og lister mig stille ud af lokalet. Alt lys slukkes. Jeg tørner sammen med en rekvisit. Hornet på en tapir. Jeg famler efter min mobil og får tændt lys. Instinktivt fornemmer jeg at jeg er røget igennem en tidslomme og befinder mig i en sildekasse i år 1600. Gadedrengene hujer. Borgmestrene løber efter hinanden, opildnede efter vinterens seksuelle karantæne. Fuglene klør sig mellem ballerne i træerne. Bakterier og blomsterblade drysser ned. Jeg tager plads på en bundgangspæl langt væk ude i havet. Drømmer om Shakespeare. Drømmer om alfabetet.

Symbolik

Panden. Symbolet på intelligens i Hellas. Gode beslutninger. Symbolet på intelligens i Romerriget. 9000 sild. Symbolet på en fladpandet beslutning i Gerløse. En dambrik bag komfuret. Symbolet på et ukomplet damspil. En skorsten med en pyramide af sne på, selvom det er sommer. Symbolet på et ukomplet damspil i Danmark.

I læsere: ”Hvad er forkælelse?”

Kulturrepetition:

Forkælelse findes absolut ikke. I modsætning til forkølelse. Man kan ikke give for meget kærlighed til hverken børn eller voksne. Hvis der indgår en løbende samtale med god kontakt i den kærlighed der gives og udveksles kan der heller ikke være tale om svigtende rammesætning og grænsesætning. Rammer og grænser opstår i og med samtalen og kærligheden, eller: Samtalende kærlighed er rigeligt til at etablere disser rammer og grænser. Hvis der ikke er en samtale, hvis ordet ikke har frit løb på et eller andet niveau i en kærlighedsrelation så findes der grunde til at tage sig i agt. Det er når den ene ikke er et generøst menneske.

I spørger:

”Men hvorfor findes ordet forkælelse så i sproget?”

Det findes i sproget fordi der var en tidsperiode på 100-700 år, jeg er ikke historiker, hvor man brugte ordet blindt. Man kunne ikke se. I dag bruger man det yderst tøvende fordi man godt kan se. Se lige præcis det, at man ikke kan give kærlighed nok.

I spørger:

”Men er det overhovedet muligt at give al den kærlighed?”

Vi mennesker giver aldrig kærlighed nok til hinanden. Aldrig. Bare se på mig. Jeg er flot. Jeg er en god mand. Citatet stammer fra Karlsson på taget. Alligevel stjæler jeg al den kærlighed jeg kan fra det kæreste jeg ejer fra min datter, min øjesten, og lægger det ud til jer her på Den Anden Avis. Det kan jeg tillade mig fordi jeg har fået at vide ved alteret i Vor Frue Kirke i København at jeg skal ”Gå herfra med Herrens fred og glæde og del den med andre”.

Almindelige mennesker, voksne især, forsøger tit og ofte at smugle forkælelsesondskaben ind i sproget igen ved at sige ”Jeg er et utaknemmeligt skarn”. Det er et klodset forsøg på opstyltet ydmyghed. Primitivt. Banalt i dets ondskab. Ondskabsbanalt.

”Hvad kan du ellers sige?”

Forfattere der falder for fristelsen til at opføre sig som levende legender. Hvorfor? Fordi de er blevet behandlet ukærligt i deres barndom af mennesker som de bliver nødt til at opfatte som tilfældige. De kultiverer et tilfældighedsbegreb selvom tilfældet ikke eksisterer. Det ved enhver dybest set. Det er netop forfattere der skal minde os om det. Rigtige forfattere er blevet behandlet kærligt som børn. Forfattere der er blevet mobbede som børn har et alt for jordnært udestående med eksistensen. Deres kamp bliver altid en surrealistisk kamp for at komme i position i forhold til at underholde, hvilket de ikke formår, fordi de er skabte til mistro. Mistro imod hele spektret, oppefra og ned.

Jeg kan med det samme spotte forfattere der er blevet drillede som børn. Fået ukærlige slag lige i hovedet. Jeg føler dyb medlidenhed med dem og tænker også at der er grunde til min medlidenhed. Grunde jeg ikke kan se. Grunden til at jeg ikke nævner navne her på Den Anden Avis eller i øvrigt portrætterer konkrete mennesker i deres jammer er at jeg ikke kan stille noget op imod forfattere som opfinder alle mulige kampe og i deres galskab ser løsninger og især modstandere poppe op overalt.

Opførselsformel: Sig: Forkælelse findes absolut ikke. Vi er hinandens haltende forløsninger.

Stumper af tjaaa

Tjaaa arkæologerne har kronede dage. Og der er blevet sagt tjaaa mange steder og på mange tidspunkter op gennem historien. Der rodes i jorden efter t, j og en masse løsrevne a’er. Det nedladende ord. Men også et ord der betyder: “Her overfor er vi lige dumme. Vi er i samme båd, Otto. En slags venner med hinanden og af filosofien på en og samme tid. Ydmyge og måske generøse. Generøse hvis vi øver os lidt. Måske kan vi bygge et gigantisk tårn af rafter. Måske på fredag.” Tjaa kan ligeledes betyde: “Løsagtig tale min gode kammerat. Den slags er næsten ondt og kan faktisk være det. Underforstået: at den anden vil være taknemmelig for at få det at vide.” Der er i det hele taget noget behjertet over tjaaa. Tjaaaa kan også betyde: “Hvor morsomt dit udbrud var. Hvor morsomt dit udbrud var. Lige om lidt skal jeg se om jeg kan sige noget opsamlende-opsummerende-reflekteret-afrundende der kan måle sig med din umiddelbare-præcise udtalelse.” Tjaaa arkæologerne har en stærk sag når de ansøger om penge til arkæologtøj. Men det er stadig irriterende når de kigger drillende på én gennem a’ets øverste trekant når de finder sådan et. Af bronze. Eller, hvorfor ikke?, ibenholt.

Kronhjort foretager et emnespring: Akno

Der ligger en krystal i morgenlyset. For mange er dette vigtigt. Ikke for alle. Bestemt ikke for Taulovsen. Han er forhenværende kronhjort i statsskovene.

“Mit slåede sind preller af på virkeligheden: her sad en mand og skrev et disneymanuskript, komplet med klassisk intrige. Preller af på virkeligheden og glider ned som tøsne.”

En kronhjorts overvejelser tæller ikke i det samlede billede. Sådan gjorde han. Vrikkede med kuglepennen indtil manuskriptet lå færdigt og så ned i rygsækken og tilbage til Hollywood.

En kronhjort sidder på Brasserie Daniel. Venter på en øl. Venter på skyerne.