Ny bog: Brug din printer

Det lyder dumt på dansk. Printer. På en, jeg var lige ved at sige, “øm” måde. Jeg oplever folk jeg ikke kender der tager det i deres mund som værende dumme, ydrestyrede og meget nær ved at være decideret forheksede af modernitetens dybe forvirring. Hvis de selvsamme folk ikke rubber sig og hurtigt beroliger mig med en fornuftig sætning som “også hadet mod nederdrægtigheden/forvrænger ansigtet./Også vreden over uretten/gør stemmen hæs. Ak vi/der ville berede jorden for venlighed/kunne ikke selv være venlige” fatter jeg meget hurtigt mistillid til dem. Det var derfor med en vis skepsis jeg tog fat på at læse Forfatter Svuppers nye rasende bog. Svuppers raseri over at hans printer “aldrig virker” er hylende morsomt. Bogen er fuld af situationer hvor der er knas med den firkantede dims med ledningen og den enkle betjening. Lortet virker ikke og det får Svupper en masse morsomt ud af. Man hulker af grin sammen med snart sagt alle andre end den stakkels hovedperson. Da jeg gik på Strøget i forgårs, mødte jeg en mand der, ligesom jeg, gik med næsen nede i et eksemplar af bogen. Og hvor vi morede os. Vi faldt hinanden om halsen af grin. Vi lo så folk stirrede, ja, de stillede sig op i en ring rundt om os og kastede deres tasker op i luften. Det var noget “manden på gaden” kendte til, skal jeg da lige love for. Hold da kæft hvor blev vi hånet. Alligevel kunne jeg ikke lide bogen. Den var for “sart”. Således siger hovedpersonen fra på en måde jeg finder alt alt for sart da næstenhovedpersonen rækker ham en tøffel. “Adr!” siger han om alt der kan plette hans blå fløjter.

Ny bog fra Markus Døgnflue

En sci-fi thriller om “nogle sten der falder i havet fra en vis højde” er et knusende godt romanoplæg. Brus og plask. Et mægtigt et. De falder fra “et 20 meter højt stillads”. Det var bare mig der fandt på det. I virkeligheden handler Markus Døgnflues bog om en mand der sidder og triller tommelfingre på sofaen. Jeg forstår ikke hvor han vil hen med sin angst og pangst og fangst. Han er fisker. Men fiskestangen står ude i entréen. Han triller bare tommelfingre. Som jeg ser det. Hvis det var mig der var forfatteren ville jeg rejse ham op og bevæge ham ud i verden til der hvor indere sidder på taget af togene. Det ville lære ham noget vigtigt.

Venstrefløjen småforvirret: Tusinder registrerer sig på hjemmeside for “små mænd”

En talsmand for de små mænd, Grøntkved Hejsa, selv iklædt et emblem med påskriften “Lillemanden” siger lige præcis det ingen af de højpandede neoliberalismeanalysatorer vil høre:

“Jeg er et offer. Jeg er måske ikke rundet af sygdomstraumer, men jeg står med hatten i hånden og spørger hvad silen der foregår på venstrefløjen. De er jo blevet så kloge, så kloge at de ikke er værd at tale med længere.”

“Jeg har en fornemmelse af at der var engang hvor man kunne forstå hvad ‘den lille mand’ er for en størrelse. Nu er forvirringen da total. Hallo bedstefar! Jeg er en lille mand!”

Det kan du simpelthen ikke være. Du er jo værdig.

“Ja, det kan godt være. Men jeg er egentlig bedøvende ligeglad for det har jeg fået blæst hatten fuld med af mine lærere og FN siden jeg var så stor som en knappenål og fik mine ører inde i min mors mave.”

Så se dog din værdighed din din skumle type. Nej, det sagde jeg ikke. Sagde jeg det?

“Det sagde dut kropssprog allerede da du kom ind i lokalet.”

Dut?

“Dit.”

Fra netavisernes kommentarspor til stjernerne

Din kommentar virkede umiddelbart stimulerende på mig. Jeg føler mig overbevist om at den kan have virket tilsvarende på andre. Før jeg går over til min relativt enkle forespørgsel vil jeg tillade mig at rette søgelyset mod min egen formulering, dette “umiddelbart stimulerende” for at se om dette sprogspil (se: Wittgenstein: Sprachspiele) rummer filosofiske problemer der nødvendiggør filosofiske undersøgelser som kan blotlægge en større overskuelighed (se: Wittgenstein: übersichtliche Darstellung). Nuvel. Jeg undgik med vilje ordet inspirerende for ved fremkomsten af modernismen efter historiske begivenheder som Pariserkommunens fald i 1871 og verdenskrigen i 1914 er et ord som åndsindgydelse (ordet inspirere betyder netop dette) blevet lidt mere indviklet end det måske var i den foregående periode, romantikken selvfølgelig, hvor man idealistisk forestillede sig at det kunstnerisk skønne og det moralsk gode og, sine steder, også det religiøst fromme og det åndeligt fyldige var det samme, eller: kunne “gå op i en højere enhed”, kunne “være det samme” eller “komme ud på ét”. Men alt det ændrer ikke ved at jeg ikke føler mig sikker på om “Din kommentar inspirererede mig” eller “Din kommentar virkede umiddelbart stimulerende på mig” er den bedste måde at sige det på. Jeg ved det virkelig ikke. Eller: Jeg kan ikke finde rundt i det. (Så har man, igen ifølge Wittgenstein, et filosofisk problem. (Som næsten minder om et eksistentielt problem fordi der henvises til “dig” såvel som “mig”, to eksisterende mennesker i verden.))

Bemærk, at jeg endnu lader din kommentar helt ude af betragtning, disse linjer kunne være til hvem som helst der havde skrevet noget jeg fandt umiddelbart stimulerende/inspirerende. Jeg forestiller mig helt åbent og ærligt at vi her laver en sprogundersøgelse der kan give os et klarere billede af hvorfor jeg fik denne uafklarede fornemmelse af at her var et måske afgrænset felt som det måske kunne svare sig at undersøge i dette konkrete tilfælde. Måske var den indledende positive tilkendegivelse netop en art fornemmelse af at noget her var afgrænset og uden hurlumhej. (se: Wittgenstein: “Nothing is hidden.”) Min forespørgsel til dig vil derfor være at bede om lov til at fremlægge en metakommentar her til alle læsere som en art oplæg til videre diskussion.

Hvordan jeg opfatter en metakommentar:

Metakommentarer skal udviske sig selv selvironisk og uhøjtideligt ved at modsige sig selv og inddrage dagligsprogsfilosofi og indbyde til dialog. Målet er: “A just and loving gaze”, “et retfærdighedssøgende og kærligt blik” på tingene.

For at præcisere “hvad det her handler om?” har jeg ikke yderligere at tilføje end to ting: 1) det handler om sproget mere end det handler om det der, i mine øjne lige lovligt populært kaldes “holdninger”; 2) jeg vil give dig mulighed for at lade det du har skrevet “stå som det er” hvis du siger at det netop er et holdningsanliggende. Det er nemlig slet ikke min intention at udfritte dig eller dømme dig. Dbh.

Historien om de 7 skabe

Uden at afsløre for meget handler denne historie om syv skabe. Ingen af skabene lukkes op i historiens løb. De forbliver lukkede. Hvilken rolle spiller skabene i fortællingen? Grundlæggende udgør de romanens drivkraft men på et bare lidt mere jordnært plan fungerer de som en samlet metafor for hovedpersonen Gorm Tvif’s indre liv og, på et meget syret plan, udgør de en slags grænse for dennes livsmuligheder “udadtil”: i forhold til andre mennesker, det at udrette noget i verden, “ud fra sine skabe”, som forfatteren, den grundige ikkefilosof Kammerat Jammer udtrykker det.

På det første skab finder man påskriften:

“Jeg har ondt af folk der elsker hinanden men som ikke kan se hinanden”

Hertil og ikke længere. Følelsesmæssig realitet, karakteristika for Gorm. Punktum. Lukket skab.

På næste skab står:

“Dybt troende mand forbander regeringen”

Der er raslet noget ud af dette skab. Det må være fyldt til randen. Lange sedler og strimler med en mærkelig utrænet håndskrift. Brudstykker af en plan om at samle den lokale menighed i kirken og forbande regeringen. Det er Jeanne D’Arc møder Jihad.

Gorm Tvifs personlighed, medmennesker og liv beskrives med stor sproglig opfindsomhed. Hver gang han næsten er nået hen til et skab for at flå det op hælder romanens antagonist et læs agurker ned foran ham som umuliggør videre fremfærd. Dette fortællemæssige greb anvendes desværre 38 gange. En intelligent person som jeg blev træt allerede da det skete fjerde gang. Det fede ved de evindelige agurkelæs er at Gorm gang på gang reddes og at man undres over om antagonisten er så magtfuld som hans navn lader ane, han hedder Rikke Sederbrandt.

Eo Beo: De udsøgte metaforers konge

“Det er meget svensk at fylde en kop med havvand et par gange i sit liv og hælde det ud over ens kones hårbånd mens hun har det på.”

Jeg strammer mit ansigt ud i siderne med hænderne for at skjule min mimiske reaktion på dette bavl.

“Omvendt er det meget dansk at løbe lidt med koppen igennem sandet.”

Med ét forstår jeg hvor hun vil hen. Jeg har genkendt mit eget fædreland. Danmark. Du gamle løbeisandvandkopland højt mod nord.

Der går en person forbi cykelstien hvor vi sidder og blander malerester for vores egen fornøjelses skyld. Som ganske rigtigt småløber og trækker en kop op af lommen. Han skal til stranden.

Sedlen med det elitære tekststykke “Ham der ikke kunne holde til at høre hvorfor han var DF’er” og hvad der i øvrigt skete den dag den blev læst op for første og sidste gang

“Ham der ikke kunne holde til at høre hvorfor han var DF’er fandtes ikke i virkeligheden. Dvs. der var ingen danskere der passede til denne beskrivelse. På trods af sin manglende eksistens følte han sig helt spontant tryg ved den intellektuelle der med sit kropssprog signalerede dette overlegne og altså forsimplende synspunkt.”

Sådan havde jeg skrevet på en seddel som jeg læste op fra da vi sammen sad i svævebanen fra elfenbenstårnet til toppen af Maslows behovspyramide. Han, arbejdsmanden som jeg sympatiserede med, sagde “det var noget elitært noget” jeg der havde skrevet. Nå. Vi havde på fornemmelsen at vi ikke skulle have frokost den dag for vi havde kun navlefnuller og fluelig med os, men i toppen af Maslows behovspyramide blev vi modtaget af en fjern slægtning til Ubuka Vej, den berømte filosof, som meddelte os at “i toppen af Maslows behovspyramide spiser man da” og ganske rigtigt: der blev båret lækre retter frem for os. Det var et rent slaraffenland i forhold til elfenbenstårnets tørre tårnværelse. Det mest underholdende var dog den ældre dame der piftede.