Ny bog: Tanker og synsindtryk

I starten af bogen lader forfatteren blikket hvile et ubestemt sted i et rum man fornemmer han kender godt. Lys, skygger og genstande beskrives minutiøst og stilfærdigt. Lad mig sige det sådan: Man er slet ikke i tvivl om at jeg-fortælleren og forfatteren er den samme. De er lige røv kedelige. Men så kommer tankerne. Lad mig sige det på den måde: De strider imod logikken. Synsindtrykkene får ham åbentbart helt op i gear. Nå, men sådan er det vel for de fleste forfattere. Men jeg kunne godt lide den måde forfatteren driblede sine egne tanker ind imellem mine. Synsindtrykkene kunne han godt have sparet mig for.

Den gamle bus

Børnene har fundet en gammel bus. Smattede sæder. Det hele. Mug til en hel sommer. Sågar blade. Deres fantasi, og det er det bedste, rækker lige akkurat til at forestille sig alt hvad der er foregået her, dengang vidunderet var linje 18. Den vigtigste passager er den voksne. Det er mig.

Forskere: Bjørne ville blive deprimerede uden bjørneoplevelser

Kunne det, at stå ved siden af et træ være et eksempel på en bjørneoplevelse?

“Det er rigtig nok. Det at stå ved siden af et træ kan sagtens være en bjørneoplevelse.”

Men hvad hvis træet ikke er ægte?

“Så ville der være tale om en uægte bjørneoplevelse.”

Alligevel står oplevelsen for mig som ægte.

“Det ville den ikke være.”

Hvorfor?

“Det ville være kunstigt. Ligesom hvis du gav en bjørn en gul julegave eller i det hele taget gav en bjørn en julegave.”

Jeg er bare ikke enig.

“Det er jeg for såvidt ligeglad med.”

Jeg er bare ikke enig i det du siger.

Sommerhistorien: Klothildes aftensmad

En nøgen tysk dame stiger ned i havet. Hun breder armene ud. I det samme husker hun, at hun er moralsk forpligtet på at give penge til den tigger der sad på vejen herned. Hun husker på Bibelens enkle instruks om at den ene hånd ikke må vide hvad den anden gør når man giver almisser. Hendes ene hånd svømmer besværet ind til stranden og kravler op ad stien mellem kvaster af marehalm og bjørnegræs. Da de to familier krydser dens vej ved de straks at der er en tigger i nærheden og forskanser sig i en busk. Her lærer de i øvrigt hinanden at kende. Solen kravler op på sin bue. Da aftenen sænker sig over sommerlandet er de to familier forsvundet. Kun en lille pige er blevet tilbage. Hun går op til tiggeren som niver hende frygteligt. Den lille pige råber: “Jeg er uskyldig, din odder!” Den gamle Klothilde havde bare forklædt sig som tigger for at sætte det handlingsforløb igang der første til familiernes forsvinden og den lille piges frisættelse til det hårde men dejlige liv der venter hende.

Træerne vokser – en ulden præst

Det første jeg ser da jeg besøger Hovno Brolle er uld. Der falder nemlig en håndfuld ned da døren går op. Og der står han. 176 cm høj med en utændt cigar i hver hånd. Han snubler over dørhåndtaget der er faldet af og viser mig til rette ved det klodsagtige bord i lillestuen. Han er præsten der har gjort det utænkelige. Han lyser velsignelsen over folk der langsomt, langsomt har indgået polygame ægteskaber. Brolle bevæger sig da også langsomt. Hans hånd er så langsom da han rækker ud efter tekanden at jeg kan nå at få en passende mængde associationer.

“Sex er ikke den ultimative kærlighedstilstand eller kærlighedsfuldbyrdelse.”

Jeg prøver at samle mig om det han i virkeligheden siger, hvilket lykkes til fulde. Det er interessante sager der nok formår at vække min interesse. Jeg lader som om jeg overhovedet ikke forstår hvad han snakker om, men kommer for skade at lade som om jeg overhovedet ikke forstår hvad han snakker om. Hans ansigt lyser op, folder sig sammen i væmmelse ligesom når man spiser en citron i bælgravende mørke, han puster kinderne op, slår hovedet ned i et franskbrød og børster sine ankler med en ankelbørste. Han er tosset, men virkelig.

Opfordring til præster, biskopper og menigheder: Provokér med kærlighedens størrelse i stedet for at tro jer sikre

Hovno Brolle:

“Størst af alt er kærligheden. Det betyder i mine øjne at vi med fordel kunne begynde at lyse velsignelsen over diverse polygame arrangementer, fiktive såvel som mulige såvel som virkelige, som passer til de involveredes liv på et givent tidspunkt. At have en hemmelig elsker eller elskerinde er så forløjet. At have det åbentlyst er for indviklet, så bliver alle parter smadret indvendigt af om-syge. Det største samfundsproblem er ikke den ulige fordeling af penge, nej, det største samfundsproblem er den ulige fordeling af kærlighed. Og når kærlighed bliver for udynamisk og sexfikseret. Kirken skal træde i karakter på netop dette område. Den har vigtige og afgørende kort på hånden som den ikke altid bruger hensigtsmæssigt. Kort på hånden der stammer fra en anden verden som vi ikke kender, tro det eller lad være. Kirken skal ikke være selvfed men generøs. På de fleste radiostationer bliver vi bombarderet med monogame sløjfefantasier. Det er attraktivt, det er en kærlighedsdrøm om mere kærlighed men det er kirken der skal være attraktiv for så vidt som den skal tilbyde noget større end den umiddelbare tiltræknings blindgydelabyrint.

Vi ved ikke hvem der er på spil når vi lyser en velsignelse og det kan alle gøre, men kirken er i mine øjne det mest passende sted at gøre det. Det ser så fjollet ud at gøre det på gader og stræder.

Nej tak til Carpe Diem. Jeg gider ikke det mantra for det betyder i mine øjne bare at tage en chance, men hvad er en chance hvis ikke defineret ud fra tilfældet, men hvad er tilfældet andet end et tomt begreb? Vi skal ud på langt dybere vand.

Vi skal ud på langt dybere vand.”

Vil du forklare hvem Hubert Köttel og Miriam Lofert er?

“Særdeles gerne.”

“Hubert Köttel og Miriam Lofert er komplekse tal.”

Kvadratroden af minus en?

“Ja.”

Kan man blive gift med et komplekst tal?

“Jeg tror at mennesker er indrettet på den måde. Ja.”

Hvordan skulle det foregå i praksis?

“Man spørger sig selv om man vil spørge sin kone om hun vil giftes med Hubert Köttel. Siden spørger man sin hustru om hun vil giftes med Hubert Köttel.”

Hmm.

“…”

Jeg tænker.

“…”

Haha.

“Hihi.”

Det erklærede religiøse tilhørsforhold og familiedynamikken

Helt nede i kælderen på Danmarks Statistik står en tudsegammel Linuxcomputer. Du logger dig ind på den ved at tænde og skrive humlebi som brugernavn og blomst som brugernavn. Derefter skriver du ”ls” og trykker enter. Der ligger kun to filer. Den ene hedder robert.txt og den anden hedder kim.txt. Robert og Kim er for længst døde og borte. Af en eller anden grund hed de begge Hubertsen til efternavn, men de var ikke beslægtede. Bare gode venner. De fandt ud af, såvidt jeg kan læse ud fra det statistiske materiale, at det erklærede religiøse tilhørsforhold og familiedynamikken påvirker hinanden et stykke ad vejen, men ikke helt op til Kummes Fryseelementer hvor Slagger bliver til Sælvig og Ulrik og Line har boet sammen i en menneskealder. Det er morgen i Basse da jeg tager cyklen og kører op til Sælvig. Jeg kan ikke lide at cykle i modvind. Vejret er stille. Line trykker mig blidt på næsen. Jeg ser på hendes glade ansigt. Det var den slags kvinder der grinede med mig i skolen af mine indfald. Dengang de næppe var større end en tot halm. Jeg ved præcis hvad jeg vil sige.

De er ret dumme på månen

Det har taget dem 10 gange så lang tid, målt fra civilisationens start, at udvikle mikrochips og computere.

Når de skal udvikle nye produkt- og firmanavne tager de udgangspunkt i allerede eksisterende.

Deres leder gennem tykt og tyndt er aarhusianeren Hovno Brolle.

Deres yndlingslekture er “Våd pynt og smuldrende dørhåndtag” og “Styrmand Flinks presenninger”.