I læsere spørger: Skal man opsøge lidelsen?

“En bekendt af et familiemedlem har engang læst om en fiktiv person der mødte en historisk person ved en lygtepæl som havde en slægtning, en ligeledes virkelig person, ved navn Kruus. Underligt navn, i øvrigt. Denne personage var lidt i tvivl om man skulle opsøge lidelsen for derved at blive rundet af modgang og nærmere bestemt være i stand til at hente det du kalder en virkelig opmærksom transcendental medlidenhed med andre mennesker ved at resignere over netop den personligt oplevede erindring om uimodsigelig, substantiel personlig lidelse.”

I spørger forkert. I skal leve modigt, dersom I formår det. Mod er kompliceret hvilket ses af de mange typer mod, hvoraf nogle, find selv ud af hvilke, ikke har en døjt med mod at gøre: heltemod, livsmod, overmod, langmodighed og sagtmodighed. At lide er at blive prøvet. Den Herren elsker tugter Han.

“Men skal vi derfor være taknemmelige over at have oplevet lidelse?”

Taknemmelighed. Hvad er det?, havde jeg nær sagt. Jeg har vanskeligt ved at skelne mellem taknemmelighed og glæde ligesom jeg har svært ved at skelne mellem virkelig charme og menneskelig varme. Jeg tror jeg er fri til ikke at kunne drage disse skillelinjer og jeg er tilmed glad og taknemmelig for at jeg ikke kan, og jeg er sikkert også charmerende og varm. I nyere tid har vi fået nye udtryk som fortæller os hvordan vi kan leve i vores tid. Romantikerne og særligt nyromantikerne kendte ikke til udtrykket ”at leve på kanten” men der ligger en visdom i den levemåde som vi forstår at udleve i dag. Nogle fejler lidt ved at cykle for meget.

”Hvorfor er det godt at leve på kanten? Er det ikke lidt udsat?”

Der er mange kanter at leve på. Efter en turbulent ungdommelig kantleven kan man nå frem til mere interessante og relativt stilfærdige kanter. Kanten mellem bevidsthed og underbevidsthed er røv, røv, røv interessant. Desværre finder jeg mange der ikke vil sove. Deres liv er ikke egnet til at sove. Så er det jeg efterlyser gode bøger der kan give god søvn.

”Sådan er vi ikke.”

Nej, det mistænkte jeg heller ikke.

”Vi snork sover i timen.”

Hihi.

”Hahaha.”

Edvin Pendéls forunderlige rejse

Edvin Pendél er kommet til Stankdalen i Lesotho. Han stikker hovedet ud af hyttedøren.

”Godmorgen, Barbara!”

Barbara kommer vuggende op ad havegangen med sine store bryster i en mosgrøn mohair kjole.

”Der er en journalist.”

Men jeg har i mellemtiden forklædt mig som et af de 1000 elmetræer. Jeg vil have et indblik i privatlivet hos krukkeparret der snakker om alt og intet i radioen. Det bliver en ustyrligt kedelig formiddag:

1. Edvin kan ikke finde sin ene sok.

2. Han ruller op og ned ad stuegulvet.

3. Han kigger på et sørøverkort som han ruller ud på spisebordet.

Jeg leder efter en lille bitte måde at introducere en lille bitte smule psykiatri i deres ekstroverte og råbende omsorg for hinanden. Den næste dag leder jeg. Og den næste. Jeg drikker vand fra undergrunden.

Pukkelbinderen bliver min redning. En egnspersonlighed der binder lianer om folks pukler. Det står klart for mig ud fra deres samtaler at Edvin og Edvina nærer en skjult og ganske dyb, som man sige på svensk, interesse for den gamle herre. Ægteparret har to pukler. Edvinas bryster. Da hun er færdigbehandlet ser hun bedårende ud og det er tid til eftermiddagskaffe.

”Nu skulle journalisten bare have været her.” Edvin skænker kaffe til de tre og serverer hjemmebagte.

Hver en gren i min trækrop er spændt til bristepunktet.

Kammerat Vesterben

“De fleste i vores del af verden har vel haft en natlig drøm om venstreskøjten, højreskøjten, begge i størrelse 48 og uden snørebånd, og midterskøjten med nøglen indeni. Men vi giver os ikke tid til at se hvad den passer til. Hvorfor ikke sige: ‘Hejsa nøgle, det kunne jo være du passede til noget interessant.’?”

Det er en lidt syret ting at sige til en nøgle.

“Det er syret. Det indrømmer jeg.”

Hvorfor er jeg ikke overrasket?

“Er det fordi jeg bærer 900 amuletter uden på en gul højhalset bluse?”

Nej.

“Er det fordi jeg ikke har bukser på?”

Jeg har heller ikke bukser på. Ingen har bukser på.

“Er det fordi jeg befinder mig i 1980’erne og du dermed ikke kan se mig?”

Snarere derfor.

“Jeg har fundet låsen. Den sad på en cykel som cyklede mig tilbage i tiden til dengang der rullede kærrer på Lyngbyvej.”

Mig bekendt rullede der ikke kærrer på Lyngbyvejen i 1980’erne.

“Nej, men cyklen tog mig frem i tiden bagefter, så at sige. Jeg cyklede nemlig på en regnbue der lå ned. Det knaste så dejligt af solkorn da jeg rullede afsted.”

Solkorn. Du er vist en rigtig digter.

“Vidste du at de fleste digtere kommer fra familier med flere generationers økonomisk medvind?”

Øjeblik.

“Hvad? Klør det på knæet?”

Ja. Det er ret irriterende.

“Langsomt.”

Klø langsommere.

“Hvad?”

Klø blidere.

“Hvad?”

Nu lidt kraftigere.

“Hvad?”

Lidt højere oppe.

“Det var som syv søren. Du kan mærke følelsen af kløe i mit knæ.”

Haha. Det var som syv søren. Du har ret.

“Vent. Du kan mærke følelsen af at være mig.”

Ja. Hihi.

“Det var som syv søren. Der lurede du mig.”

Jeg brugte bare den der med det er ok at være en dum skid fra tid til anden.

“Hold inde.”

Dit sure løg.

Den rødmende skraldemand

Den rødmende skraldemand er blevet fyret og skilt, men han rødmer endnu. Nu leder han efter små tegn i nudansk på “vores generelle sociale akavethed”. “Vi er blevet kastet ind i sproget ligesom i eksistensen.” Nuancer. Hvis han kan undskylde rodet i det liv han i øjeblikket har med lakuner og underlige grænser for selve mulighederne for at føre en ordentlig samtale bliver han til en mus, så han holder lidt igen med filosofien. Hvis han derimod finder ud af blot en lille smule får han en mindeplade på væggen i bibliotekssalen og et kys af frøkenen på Balna. Det er en balancegang. Lidt viden er godt, men for meget hægter eksistensen af ligesom når man læser en eskapistisk bog. Hans lille opdagelse: Der findes intet retfærdigt og virksomt adjektiv som kan bruges til at klandre en person for at lade en personligt rettet, halvfortrolig bemærkning falde i andres påhør der i virkeligheden burde være sagt bilateralt. “Det var lidt støvket.” Han leverer indsigten på en papyrusrulle direkte til frøkenen. “Men jeg vil ikke være en mus.”

Nær stranden

Jeg talte med Skæbnen først og dernæst med Sandheden, for lige at dobbelttjekke, i den hensigt at skrive en artikel lidt ud over det sædvanlige. Dernæst tog jeg ophold bag en busk ikke langt fra stranden på netop det sted hvor de to samlere om en kort stund ville passere hinanden, stensamleren Wijfstrand og energisamleren Gemolo. Wijfstrand ville komme med sænket blik og Gemolo med hævet blik. Det hele var parat med vandballoner og alting, men lur mig om ikke Sandheden stod oppe i klitternes aftensol og betragtede os alle tre kærligt og med stor fred.

Jeg havde gjort et alt for stort nummer ud af det. Foruden vandballonerne lå der for mine fødder: en pose bønner, to fastelavnsris, et køleelement og en rusten fjeder. Men jeg vil aldrig glemme den fjollede næse.

Ny bog: Andre mennesker

Bogen starter med et fotografi af et for mig helt ukendt ansigt. Udtrykket er kun én enkelt procent fjoget, men alligevel er det denne fjogethed der vækker min interesse, min modstand. Jeg får lyst til at blive færdig med fjogetheden så jeg kan betragte ansigtet i fred uden hele tiden at skulle skiftevis grine og græde inden i af ren og skær undren over at man kan se så anderledes ud. Jeg prøver at fortælle mig selv at det blot er et fremmed ansigt. Jeg prøver at se billedet med fotografens øjne. Jeg prøver at se om der er noget særligt fotografen gerne vil have frem. Noget ægte? Mens jeg fortæller mig selv disse ting er fjogetheden med ét forsvundet fra mit synsindtryk og næsten også fra min oplevelse og jeg kan se at personen lykkeligvis er dybt seriøs. På næste side, da jeg bladrer, er et andet portræt af den samme person, langt bedre. Så følger en lang undskyldning skrevet af den portrætterede som hedder Fiffer Kapmand. En undskyldning over at medvirke i bogen. Fordi Fiffer er et andet menneske. Altså én man ikke nødvendigvis skal kende. Da jeg har læst teksten går jeg i seng. Oplevelsen var stærk. Lidt for stærk. Min hjerne må have tid til at fordøje det simple faktum at her er et menneske der forstår sig selv som et andet menneske tilhørende den mærkelige orden: andre mennesker. Jeg tumler med tanker om at det var i virkeligheden påtrængende af Fiffer.

Krukkologi

Man hører ikke prædikatet selvglad så meget mere. Hvorfor?

”Engang brugte man ordet meget. Desværre er selvglad i 2017 blevet sådan et ord som ‘autokorrigeres’ i samtaler: De fleste ved at ordet ikke bruges mere og benytter det ikke for det svækker gennemslagskraften og hvem er ikke interesseret i gennemslagskraft. Nu er det bare sådan at gennemslagskraft alene ikke er en dyd på europæisk jord. Det handler ikke om at vinde en filosofisk dialog ved hjælp af gennemslagskraft og retorik. Hos Platon er gennemslagskraft alene en last, måske den største, og vores kultur er bygget op omkring Platons dialoger, så lad os ikke narre af folk med stor gennemslagskraft.”

Men du svarer ikke på mit spørgsmål.

”Selvglad er et ord som er gledet ud af dagligsproget. Det bruges kun famlende og irritabelt. Men jeg synes det er drøn-interessant hvorfor vi ikke bruger det om fx krukker. Vi bør diskutere hvad en krukke er, for det ord er kun halvdødt. Måske på vej til at dø. Ja, hvis vi ikke gør en indsats kan det være at ordet dør helt ud ligesom selvglad. Så betyder det at krukker kan få lov til at være krukker i fred og det er da mest synd for dem selv.”

Men hvad vil det sige at være selvglad?

”Jeg diskuterer ikke døde ord.”

Hvorfor ikke?

”Det er uappetitligt. Det er ligesom at spise en hjemløs wienerpølse på en forladt grill.”

Videre til krukkeriet. Hvordan er en krukke indrettet inden i?

”En krukke er tom og velformet og god til at holde vand.”

Jo men svar venligst direkte på mit spørgsmål.

”Jeg ved det ikke. Hvordan mener du en krukke er inden i?”

Aner det ikke.

”Nej, det er netop det. Hvor meget man end bruger sin fantasi og lader sig overvælde af mødet med en krukke kommer man til kort. Den vandtæthed der.”

Man kommer menneskeligt til kort overfor en krukke?

”Ja. Nærmest.”

En krukke skal udnævnes og adles. Gerne i medierne. Gerne i DR.

”Eller med en titel.”

Ja. Det er det jeg mener.

”Vi er ikke kommet det nærmere hvordan en krukke er indeni.”

Mal mig! Så bliver jeg tryg.

”Hihi.”

Hihi.

”Jeg er en krukke. Mal mig så jeg bliver endnu finere for Søren da.”

Haha.

”Hahaha.”

Jeg bliver så dejligt tryg ved situationen.

”Hihi.”

Hihi.

Ville det være sådan at du kunne sige noget mere?

”Et vigtigt aspekt af krukkologien er ordet rigtig. En rigtig krukke. Det betyder dels at en krukke er en form for familieterrorist, altså at det ikke bare er ok at være en krukke og dels at krukkeriet sætter sig igennem i andre egenskaber. Det bliver til et helt broderi uden på vasen.”

Synes du vi skal tilføje “familieterrorist” til det danske sprog?

”Nej.”

Hvorfor ikke?

”Det ville være en ond handling overfor de danske sprogbrugere.”

Hvorfor?

”Fordi ordet er upræcist om noget vigtigt. Vi skal hellere tilføje ord som krukkejalousi, krukkemagtmisbrug, krukkebeskedenhed, krukketilbageholdenhed, krukkesmålighed og krukkeafsmitning. Så er vi i det mindste på sporet.”

Kære Hanne