Vassily – Kometen består i en halv novelle, så jeg er lidt i tvivl om jeg må afsløre slutningen. Den handler om tomaten Grieg der bor på et grønttorv i Manila. Hør bare starten, du skal læse højt for at høre den:

“Vi havde sne under fødderne og sol i håret, hvilket var underligt, for der var ingen sne i miles omkreds og det var mørk nat.”

Du skal læse højere og tydeligere, vi kunne ikke høre et ord!

“Vi havde sne under fødderne og sol i håret, hvilket var underligt, for der var ingen sne i miles omkreds og det var mørk nat.”

Tak.

Det er to pramdragere, der intet som helst har med historien at gøre, der kommer gående med lommelygter og højlydt fnisen på et natløb de selv har arrangeret. For at tiltrække sig opmærksomhed og blive medtaget i novellen af forfatteren, der også tumler rundt i mørket, gør de et stort nummer ud af hvor ufremkommelig og strabadserende deres natlige færden er, selvom der er tale om en god, stampet sti. Da pramdragerne flere gange er nær ved at vælte jeg-fortælleren, som er opstillet på en skammel ved kanten af stien, hører læseren en fjern dunken og lægger bogen fra sig. Det viser sig at være brødristeren som han ved en fejl har stoppet i vaskemaskinen i en pause under læsningen. Idet handlingen inde i bogen fortsætter, forsvinder læseren uden for bogen, han gemmer sig under spisebordet. Det er behændigt gjort, mildt kaotisk, men læseren rasler lidt og da læseren rasler endnu mere begynder forfatteren også og dernæst jeg-fortælleren at rasle. Mens der rasles får jeg lejlighed til at holde ene-tale: Jeg elsker personligt at læse mellem linjerne. Jeg elsker næsten per definition handlinger med kryds-ord. Jeg elsker handlinger med skak. Sådan. Så ophører den flerstemmige raslen og tomaten Grieg kommer ind i billedet. Den har overlevet ved at være kedelig. Den har overlevet ved at være uspiselig. Den hverken ligner eller taler som en tomat. Grieg må indrømme at han er en vintertomat. Fesen ud over alle grænser. Et usælgeligt bæst. Bedst som forfatteren er ved at beskrive tomaten i alle enkeltheder kommer der en komet og antænder forfatterens dirigenthår. Det synes jeg er genialt udtænkt. Men nu taber fortællingen højde og det døde punkt indtræffer. Stor rådvildhed og forvirring. Læseren får kløe og mister koncentrationen. Forfatteren og jeg-fortælleren bliver uenige. Noget “strøm”, “noget uspecificeret noget” forstyrrer handlingen og får den til at tage sig fjollet ud og efterfølges af en beskrivelse af “usamlede erobrere”. De virker som fjollemikler. Hvorfor har folk stemt på dem? “Heeey skal vi nu ikke bare erobre det-og-det.” Nej, vi skal ikke for det er tåbeligt at erobre det-og-det. Helt og aldeles idiotisk.