”Jeg helbreder mange hvert år. Støtter uden selv at vide det. Trøster uden selv at være involveret.”
Må jeg lige forstyrre et øjeblik?
”Gerne.”
Det er bare denne her film jeg ville vise dig.
“Interessant. Den fastholder kropsbevægelserne. En mand som ham kan man ikke fotografere. Men man kan filme ham. Så fanger man noget.”
Du er dybere end jeg troede. Men det er sandelig ikke ret meget da.
Sprog er noget der skal flyde ligesom vi selv gør. Sprog er noget der skal pible ligesom vi ikke selv gør.
“Er det her et interview?”
Ja.
“Hvorfor syttens riger og lande lagde du ud med at fortælle mig det?”
Det var bare.
“Jeg bliver fuldkommen paf, mand!”
Undskyld.
“Sprog er dit. Sprog er dat. Jeg er fodboldtræner og jeg bliver paf. Jeg er ikke fodboldtræner længere. Jeg er paf.”
Paf er noget man er kortvarigt. Fodboldtræner er noget man er hele livet.
“Jeg føler mig overhovedet ikke som fodboldtræner når du begynder at tale om pible.”
Men pible er vigtigt.
“Vigtigt?!”
Så. Luk nu røven og fortæl mig et eller andet.
“Da jeg kom hjem fra træning ordnede jeg mine fritidsinteresser systematisk og det var så kedeligt så du ikke fatter det. Hvorfor læser jeg ikke min bog “Ringen, floden og kaninen”, men så dukkede der en seddel op der fløj ud af bogen hvor der stod “Nisser sprækker af at spise julemad”. Sjovt, ikke. Nå men så var der gået en time og jeg faldt i søvn. En masse spændende indre billeder trængte sig frem i bevidstheden som var stærkt underholdende og så faldt jeg i søvn mens bogen kogte.”
Du sov?
“Det er da et dumt spørgsmål.”
Jeg skulle bare lige sikre mig at du sov.
“Du skal ikke vække mig.”
Jeg slukker lyset i studiet. Sådan. Aj altså, denne lænestol er altså alt for beroligende, Christine. Godnat.
“Det er synd for menneskene: Det er synd at så mange blander anarkisme og åndsfrihed sammen for de er vidt forskellige ting.
Hvor er der mange i vores tid der hengiver sig til tilfældigheden og betoner ”tilfældighedernes spil”, men for at hengive sig til noget må man først stå i forhold til det og dermed kende lidt til det, men det er der ingen der gør i forhold til tilfældigheder. Man kan ikke blive klog på tilfældigheder, man kan ikke engang blive klogere på dem, ja, man kan ikke engang studere dem. Hvorfor så påstå at livserfaring og særligt livsduelighed blandt andet drejer sig om at blive god til at tackle dem. Det er da topmålet af arrogance. Og det er fordi denne arrogance er drejet indad mod folks kerne at jeg som forfatter synes det er synd. Det er synd for menneskene.
Sæt din fantasi fri, men kald aldrig en fri ånd for en anarkist. Åndsmæssigt er en anarkist en person der laver stor ståhej og mystik omkring tilfældigheder. Jeg er fuldstændig afklaret omkring dem. For mig findes de ikke. Folks parader ryger hurtigt op når jeg hævder det. Lyver han? Er han ekstremist? Er han en nar? Er han determinist? Er han fatalist? Nej, jeg er en der får det skidt når jeg hører folk bruge ordet tilfældigheder i forbindelse med meningen med livet. Af ren og skær medlidenhed i positiv betydning. For vi kan gøre meget for at reducere denne falske tro i vores liv, ja, vi kan gøre så meget at vi aldrig bruger ordet og det er meget.
Vi kan for det første bruge hovedet. Kvantemekanikken giver os intet som helst belæg for at sige at tilfældighed eksisterer, snarere tvært imod. Socialkonstruktivister bygger karrierer op op den, ligeså gør forfattere. Det er nihilisme og det er noget lort. Nej, send os en mand der dagen efter hans søn dør i en tsunami går på prædikestolen. Det kan man forholde sig til. Det kan man hengive sig til, det kan man resignere over og det kan man få et forhold til. Det er håb. Sørge kan man altid. Det er håb. Men jeg er ikke prædikant. Jeg er en fri ånd. Jeg er fri i forhold til spørgsmålet om jeg er løgner, ekstremist, nar, determinist, fatalist. Det er åbne spørgsmål men de er ikke væsentlige for mig. De blæser i vinden.
Når jeg kaster en terning er den limet til bordet på en måde jeg ikke forstår. Det generer mig egentlig ret meget men da terninger, alle de glimrende brætspil, ikke spiller en ret stor rolle i mit liv synes jeg det er udmærket. Spørgsmål?”
Hvad tænder dig?
”Jeg bliver seksuelt opstemt af mine egne fiaskoer.”
Er du troende?
”For alle dem der ikke er frie ånder, og det er langt over 50 procent, må jeg sige så de forstår det at jeg bliver opkvikket af at gå i kirke. Jeg er en fri ånd. Jeg kan tillade mig at bruge en kaffemetafor for jeg ved at folk forstår det.”
Kan du bedst lide hverdagen?
”Jeg kan ikke slå mine hverdage sammen på den måde.”
Kan du bedst lide det uperfekte?
”Det trives jeg relativt fint med.”
Stoicisme?
”Kan ikke udstå det.”
Sukker i teen?
”Nej tak.”
En smøg?
”Ja tak.”
En pille?
”Ja tak.”
Rund?
”Firkantet, helst.”
Hvad er 7 gange 17?
”Ethundredeognøtten.”
Hvornår er månen aftagende?
”Cautagende. Når den ligner et C.”
Tiltagende?
”Deltagende. Når den ligner et D.”
Men kan man udlede en æstetik af disse luftige betragtninger og af din luftighed?
”I aller højeste grad.”
Men hvad er anarkisme?
”Uniformer.”
Frie ånder?
”Nuancer. Sort latter.”
Kom med hånden.
”Ikke slå.”
Det var en dejlig varm sommerdag. Et spøgelsesagtigt skær kom gående og var i vældig godt humør.
Sådan begynder Carlo Vaffeldis’ nye roman.
Teorien om fine mennesker har fået et kærkomment løft. Man sidder tilbage med en utroligt imponeret fornemmelse som næsten er lidt for meget. Lykkeligvis, og det må jeg sige til bogens forsvar, bryder teorierne der introduceres ikke med ens egen forestilling om at være et fint menneske.
Jeg er taget hjem til forfatteren Kip Androcius. Jeg kan på en eller anden måde ikke lade være med at forbinde hans enormt lille hus med ham, da han møder mig smilende i carporten og i ansigtet.
Kan du med dine velmenende og systematiske teorier ændre noget ved den dybe prægning, skabt af livserfaringen, vi bruger når vi siger til os selv at en anden er et fint menneske?
”Nej.”
Hvorfor har du så skrevet bogen?
”Fordi den prægning du taler om er der mange der slet ikke har i vores overflodssamfund.”
Men folk kan vel påvirkes af din moralske bog?
”Nej. Letpåvirkeligheden som følge af at man ikke selv har elsket nok fordi modet af helt legitime grunde svigter en gør kun ondt værre. Det fører til sentimentalitet og kulde, hvilket er to sider af samme sag.”
Kærlighedsevnen?
”Kærlighedsevnen, ja.”
Men vi er vel små?
”Vi er små. Ja.”
Alle?
”Ja.”
Du skriver meget om velgerninger drevet af skam.
”Ja.”
Det bruger singler meget tid på at sone?
”Det tror jeg de fleste af os gør. Det gode er at skam ikke skal sones og den erkendelse kan man lære og øve sig i. Det er håb. Skam er noget primitivt. Noget som selv dyr kan føle, for såvidt som skam eller hvid skam, som det kaldes, er den stressede følelse ikke at vide hvor man skal gøre af sig selv.”
Men hvordan kan den følelse være basis for velgerninger?
”Fordi vi er mennesker.”
Hvad er sentimentalitet?
”Det er når vi lader os opsluge af andre og andres udsagn og væremåde i en skøn pærevælling uden at skelne udsagn fra mennesker fra væremåder.”
Hvorfor er der hjerter på dine bukser?
”Jeg prøver at få det bedste ud af situationen.”
Hvilken situation?
Et narredigt er kun en lille smule mere fornuftigt end passiaren over de stegte kyllinger.
Og alt blev målt med Obamas smil.
Hver hattetop, hver lille bil.
Respekten var dyb og man var på vagt.
Naturligheden i graven lagt.
Det serveres for kongen af en lille grønklædt mand med et stort hoved med krøllet hår som et lille kærligt plaster på sjælen efter en dag, ja, en hel uge med vanskelige magtbeslutninger.
En virkelig stor idiot kom frem.
Det åbentlyst stod, han var virkelig slem.
At glorier stråler alene er sandt.
Et kor af selvfede mennesker vandt.
Øl er vigtigt. Øl er usandsynligt vigtigt, for narredigtet har ingen æstetik.
Mr. President han blev virkelig sur.
Han glemte at ta sig en lille lur.
Hans magt blev sat bag lås og slå.
Mon ikke det hele nok skal gå.
Holo Holobrint arbejder for at alle der har talt sammen på internettet skal mødes i virkeligheden. Det har medført en del kø-dannelse på Vestmotorvejen, flere mord, apps, omfavnelser på færgedæk, lange køer foran prestigefyldte boliger, gaver, gensynsglæde, knald, gætterier, savl, konfetti, men vigtigst: mere afrundede mennesker.
“Folk bruger megen tid og penge på det at skulle se hinanden. Du kan se den stribe nede i dalen under os. Det er mennesker. De er landet med flyet i Prinzbergen, der ankommer et i timen, og går nu som fodgængere med lilla yoyoer imod Brannerpasset for at forberede sig mentalt på mødet med nu overjublende italienere der før var mavesure narrøve uden navn. Det kommer der meget sjov ud af. Folk danner sig primitive billeder af hinanden ved at skændes og håne hinanden og det er de interesserede i at få ud af verden. Enkelte bærer masker og giver hinanden frygtelige chok ved at råbe bøh, men de er yderst få.”
Jeg kan se der kommer en anden flok nu. Kom, lad os gå lidt til side.
“Jeg kan se via min app at der kommer en der engang har givet mig en opskrift på tunfiskesandwich.”
“Jeg kan ikke lide tunfisk.”
Der var engang en far der meget koncentreret sad og læste Bob Dylan. På gulvet sad hans lille datter og læste regnestykker. Selv de mest enkle regnegåder har Bob Dylan løsningen således at 9 + 3 = Bob Dylan.
“Shhh. Bob Dylan forhindrer mig i at blive vanvittig og viser folk hvordan de skal leve.”
“Er du folk?”
“Vi er allesammen folk.”
“Er det Bob Dylan der har sagt det, far?”
“Nej, det er Depeche Mode.”
“Nå. Øv.”
Ovre på den anden side af planeten sad Bob Dylan inde i et æble.
Tegningen viser hvordan han så ud.
“Jeg kan egentlig godt lide Trumps modstand imod medierne. De er så dumme og kunstige. Der er noget værdigt ved at spasse ud over dem når man er verdens mest magtfulde mand.”
“Luk røven!” sagde Bob Dylans kæreste.
“Du kan selv knytte sylten, din lort!” skreg Bob Dylan hysterisk.
Den købte kæresten ikke. Hun kastede derimod en fedtsten på ham der ramte ham på næsetippen.
Bob Dylan fik kort efter lejlighed til at tænke lidt over episoden. Han slog sin store resignerende, flydende forstand til som vi elsker så højt og skrev en dejlig sang. Dejlig betyder god. Dejlig er noget 68erne siger når de bliver lidt revet med af sammenhængen.
Udenfor havde kæresten forklædt sig som vinduespudser.
