En tyrkisk tanke

Et eller andet sted derude sidder du unge singlekvinde som midt i dette, om jeg må være så fri, institutionsbulder der omgiver os alle fniser på de rigtige tidspunkter. Stol på mig kære: Du er en afgørende del af mit harem og jeg svigter dig ikke. Efter 1500 artikler ved du såvel som jeg at jeg er meget interesseret i et velfungerende harem. Det der skiller os er ikke en busbillet eller en ledig stund eller vore nærmestes accept, næh, det er kun institutionsbulderet. Derfor vil jeg for øjnene af dig kategorisere institutionsbulderet og blotlægge den vej der skal føre dig i sikker havn i mit harem. Jeg vil opføre mig som en Moses og modtage dig som den synder jeg er for at vi to kan blive endnu bedre mennesker gennem kærlighed. Når folk der fniser på de forkerte tidspunkter læser dette vil de rejse børster en tid men deres had vil forsvinde før du ved det min kære. Mit harem vil danne skole for vi er skabte til den slags kærlighed også. Det eneste praktiske problem er at du er 65 år gammel og din mand hedder Kurt. Du er sådan en gammel hejre der sidder og mimrer lidt på en bænk efter et liv med lidt for mange fejltrin og prøvelser og det er et godt udgangspunkt, misforstå mig ikke, men tag nu og pas lidt på gamle Kurt.

De bedste hilsener

Johannes Egegris

Det epokegørende Harry Jenkins interview

Det næstmest irriterende ved det såkaldte oplyste samfund er at mange via uddannelse løgnerisk iklæder sig et sprog der ikke er deres eget og hvor barnligheden dermed lukkes ude. Det mest irriterende er, at der findes et hav af digtere som bliver forførte af denne tilstand til at erklære at de har opdaget det. Men alle har opdaget det.

Opdaget hvad?

Ja, opdaget at det lille sprog er det mest svageliggørende der findes. Disse digtere gør nøjagtig det samme for de kæmper imod barnligheden ligeså desperat som fuskesprogerne ved at lave såkaldte digte og såkaldte romaner. Men romanen og digtene er anstrengende og svære former at arbejde med og der går ofte meget barnlighed, herunder barnlig fascination og barnlig morskab, tabt i anstrengelserne med at skrive dem. Det er puritanisme. Kierkegaard er ikke puritaner. Det er 0,005 procent af nutidens såkaldte forfattere der er puritanere. Et alt for højt tal.

Hvordan definerer du en puritaner?

Som et vrag der konsekvent fravælger passionen ved at forvise den.

Det lyder fuldstændig som Nietzsche.

Nietzsche var ikke en barnlig mand. Han forsøgte at ligne en da han lå og legede hestevogn på det dersens billede med Lou. Men han var en alvorlig herre.

Hvad forbinder du barnlighed med?

At erkendelse er stykkevis, men også, og helst, spøjs. Ligesom i Bibelen. Ligesom i medierne. Folks nyhedsnarkomani har et sundt element. Men det er ofte ikke sprogtrænende. Det er ofte sproghæmmende resultatater man opnår ved at være nyhedsnarkoman.

Nu forstår jeg hvad du mener. Det var klogt sagt.

Se på passionen i dens næstmest fine form. Elskeren og elskerinden.

Nu forstår jeg hvad du mener. Jeg skulle bare lige fatte det. Jeg var dum.

Ja, du var dum. Alle drømmer om den store kærlighed og sidespringet på en og samme tid. Så læser vi medier og kriminalromaner i stedet og fortrænger fuldstændig vores passionslyst.

Nu lyder du som Freud.

En elsker og en elskerinde forudsætter et stort sprog og ikke en overenskomst om det såkaldt åbne forhold. Enhver kan komme et stort skridt videre imod det store sprog ved at læse. Og meget gerne pjat.

Jeg er med.

Er du?

Du siger fornuftige ting.

Gør jeg?

Selvom du lyder lidt som Nietzsche og Freud. Lidt af hvert. Det er godt nok.

Barnligheden serverer en helt masse dejligt usammenhængende tankemateriale som kræver et stort sprog simpelthen. Den udgør et godt supplement til at undgå at lade sig styre af sit libido livet igennem. Derfor er et elsker-elskerinde forhold ligeså forseglet og evigt som et ægteskab.

Er det?

Man skal være naturlig og ikke drømme om at meddele sig hel og tro man kan eller skal det.

Du lover dine læsere både ægtefælle og elskerinde.

Selvfølgelig, selvfølgelig.

Men altså ikke på vores samtids præmisser?

Nej, på Mitterrands. Katolikkerne er stilfulde i deres religiøse underkastelse under passionen. Deres kirkebokse forstår vi ikke. Men det er fordi vi ikke forstår elsker-elskerindeforholdet.

Nu lyder du lidt som Samuel Beg.

Samuel Beg?

Beg.

Ham der via ekstremt fascinerende veltalenhed langsomt overbeviste sin hustru om at han skulle have en singleelskerinde men at hun endelig ikke måtte få en elsker?

Lige netop.

Hvordan gjorde han det?

Spørger du af nysgerrighed eller interesse?

Jeg synes det lyder mandigt.

Mandigt?

Mandigt. Dejlig mandigt. Alvorligt. Ligesom Mitterrand da han stod og så alvorlig ud ved et eller andet mindesmærke.

Hvad var det for et mindesmærke?

Det har nok været Auschwitz.

Det har det nok.

En prut (den anden prut ud af to)

Den treårige bryder kommer gående ind i hotellets store balsal. Hans langsomme måde at gå på og føre sig får de omkringsiddende til at hviske. Upåvirket af latterbrøl og sygelige forsøg på at efterligne hans kære lille stolte ansigt går han hen og inspicerer nonchalant en bordkant mens han afventer overtjenerens hastige, målrettede komme. Han tager mål af den kraftige høje mand og nikker høfligt.

“Goddag. Hvad er navnet?”

“Katson.”

“Vi har et bord ved siden af den meget søde unge kvinde Spakka. Hendes selvindsigt og verdensforstand drøner derudaf og hun er ikke fej.”

Katson blinker og smiler.

“Ting, som kun en far kan se.”

En prut (den første prut ud af to)

Moden dans er en ret liderlig affære. Bagermester Svendsen, der hævder at være forfatteren til Søren Kierkegaards Kærlighedens Gerninger, svinger rundt med hustruen på dansegulvet. Elegante buer og skift og stop. En drøm?

I Spakkas fantasi er den opblæste sal blot en studentercafé og derfor sidder hun og læser skiftevis om sig selv i et psykiatrisk opslagsværk og i en ret borgerlig avis:

“Fantaserede om at bolle dame”

Hmm.

Den Anden Avis.

Bagermester Svendsen er imponeret over sig selv. Han er ikke så liderlig længere men kan sagtens være det. Han ler og hustruen ler.

Spakka ser lidt sur ud. Men hun er ung og Hr. Svendsen elsker sin hustru meget højt.

Nu vrikker ryggene og bagermester Svendsen kommunikerer med rygkropssprog til den fuldt berettiget forventningsfulde studine:

“Du narrer mig med din udstråling; altså, du udstråler noget andet end det du er.”

Elskab Takhøj i tale ved kræmmernes komsammen: Den smalle litteratur er for voldsom, selvbegravet og arrogant

”Den smalle litteraturs store løgn er at intellektuelle er bedre rustede til at dø. At vi er bedre rustede til at resignere er en endnu større løgn for den er farligere for den betyder at vi ikke tror vi hverken dræber eller vil dræbe. Det er løgn for intellektuelle dræber både mennesker, først og fremmest via krig, og menneskers muligheder, først og fremmest via selvhøjtidelighed. Vi kan blive rustede til at læse smal litteratur, men hvad er denne rustning værd hvis vi alligevel fører krig og dræber på andre måder?

Ikke en døjt.

I Danmark, i dumme gamle Danmark er Intellektuel et smykke som folk af “ydmyghed” ikke beklæder sig med. Ja, vi befatter os ikke engang med det for vi vil ikke være os selv bekendte. Så grå, splittede og kedelige er vi her til lands. Vi har ikke engang briternes humor. Vi vil end ikke være os selv bekendte i den stille latter, det såkaldt forkølede fnis eller det fjollede grin. Men intet fnis er forkølet og ingen fjol er tåbelig for bygger man nok fnis og fjol sammen har man evnen til at le med hele kroppen og den er direkte sund. (Pas på!) I Frankrig og i Tyskland er det mere naturligt at identificere sig som intellektuel, for det er kun noget man delvist er ligesom man delvist er Edgar Takhøj, Maradjøngade, gymast, bøsse, sindslidende, afrikaner, fattig, rig, høj, lav, smuk, grim, høflig osv. osv.

Første gang jeg virkelig læste eller tilegnede mig en moderne digtsamling fik jeg et chok for der var noget helt galt. Det sansede jeg fysisk, kropsligt. Jeg er da en fyr som Trump taknemmelig for at fortælle mig (på godt dansk, nå ikke?!) hvad der var galt. Der var det galt at den pågældende dansker både identificerede sig og ikke identificerede sig som intellektuel. Men hvis man ikke bare kan identificere det intellektuelle som en bi-egenskab så får man skam eller formørkelse og bliver farlig. Så bliver tingene for indviklede. Ja, ekspressionistisk set står man nede i noget der er dybere end en grav og det er altså ikke det rigtige for et levende menneske.

Jeg håber at intellektuelle føler større ære fremover. Altså efter jeg har sagt dette. Det er da meget rart.

Intellektualismen har masser at rose sig af. Den er nænsom. Det meste af tiden.”

Der bliver klappet heftigt af den ene tilskuer efter den anden, for der er kun to tilskuere. Det er en overskuelig mængde for Elskab for han elsker at lære folk lidt at kende. På et meget høfligt og overfladisk plan altså.

Elskab har i sin selvbegejstring glemt indledningen.

Garderobetjek med Maradjøngade

Maradjøngade: ”Der skal resigneres, filosoferes, resigneres og læses rigtig meget for at nå frem til en kropsforståelse der er nogenlunde fortumlet når der er sne og sol på samme tid. Det er snyd at tage smart tøj på. Pænt stangtøj holder! Skjorter til mænd holder! Pænt tøj til kvinder der endelig ikke må gøre dem mere sexede end de er i forvejen holder! Det er snyd at trimme kroppen for at trimme den. Det ville være krop først og det er noget løgneværk. Et godt udseende er løgneværk som snarere skal nedtones med stangtøj og underlige sandaler end fremhæves. Har du nogen sinde mødt et såkaldt smukt menneske som ikke var plørefulde af dem selv? Mås man ikke.”

Hue?

“Hvad hue?”

Hue hvad.

Mand roser sig selv af at have læst lille bitte bog med stort ordforråd

“Den var ligesom mig. Jeg sværger. Udfordrende. God. Tankevækkende. Alt det jeg selv er. Men jeg er i live. Bogen er bare af papir.”

Du minder mig ellers om et stykke papir.

“Trump har givet mange intellektuelle anledning til selvros. Nu vil jeg så fortsætte med at rose mig selv.”

Din latterlige, selvhøjtidelige, selvbegravede klaphat.

“Din usle bølle.”

Din din. Din. Din intellektuelle, dameglade damebladsskribent.

“Jeg hader lægeromaner.”

Du har da lige skrevet en. Fehår til fest.

“Det er en hemmelighed. Det er masser af år siden.”

Men vi er enige om at du er en klog, klog en. Det generer mig egentlig. Nå. Sig noget klogt igen.

“Noget Strindberg-klogt?”

Noget Strindberg-klogt.

“Vi er fuldstændig absurde væsener. Det er sandelig ikke det vi gør. Næ nej, det er det vi er. Der er mange jeg møder på min vej som siger det modsatte. At det er det vi gør som, i deres store forstand, er absurd. Vær dog børn! Helst flere. Altså du skal være flere børn!”

Hørt!

“Fx det vi gør ved verden og hinanden osv. osv. Det er da klart vi gør sådan når vi er sådan. Lad dog være med at hænge en dybsindig ikke-forurenende kondiløberetiket op som tilslører at vi er absurde væsener. For disse narrøve der ikke kan se hvor alt, alt for lidt vi væsener griner og græder. Disse voksne. Det er da dem jeg er ligeglad med i relation til avisen her. De indser ikke at krop og sjæl og ånd mødes i den lille luftstrøm når vi fniser.”

Den morsomme situation omkring Maradjøngades forårsdigt

Digteren Maradjøngade skriver sin blide, underfundige, halvgale, luftige forårshyldest således:

“Ode til foråret

Min død stammer, klaprer, slår ud mod dem jeg elsker, finder sig ikke i at blive overlevet af vejskilte med “Tisvildeleje”, det eneste jeg umiddelbart kan komme på at min død ikke gør, af de mere eller mindre traditionelle ting, er at vrisse og skære tænder. Specielt fordi den har alle disse mærkværdige egenskaber, og ganske sikkert også flere, finder jeg det ret mærkeligt at jeg tror på at den ikke eksisterer. Bøgeskoven med alle dens herlige forårsplanter.”

Tak for dit forårsdigt Maradjøngade. Man kan ligefrem mærke duften af forår. Men der var noget jeg kom til at tænke på.

”Ja.”

Ja.

”Spørg løs. Håhum.”

Forårsdelen fylder ikke så meget.

”Det er egentlig rigtigt.”

Ja.

”Ja.”

Det virker på mig næsten lidt påklistret det med foråret. Lidt uden for den sammenhæng som jeg vil driste mig til at sige er temaet for størstedelen af digtet, nemlig din personlige død. Din holdning til din egen død.

”Min personlige død. Min holdning til min egen død.”

Det memento mori, som jeg opfatter digtets overrumplende temaskift fra forår direkte til personlig død…

”Ja.”

…er det noget der så at sige står i kristendommen?

”Står i kristendommen. Står i kristendommen. Hvad er det for noget vrøvl.”

Det er altså dig der har skrevet et lidt mærkværdigt digt.

”Nej, jeg har ikke.”

Hvem har så skrevet det?

”Janda Karosseri.”