Mødet med en lidt luftig en
Hej.
Alle mennesker er så søde.
Så skal du vist være forfatter.
Jeg skal lige plukke blomster.
Du er vist en lidt luftig en.
Morsomme tanker om supercomputeren
Når en computer der er 1000 gange mere intelligent end jeg får adgang til omfordelingspolitikken trykker jeg på like. Hvis den så trykker på nuke så vil jeg ærgre mig til min dødsdag, som så bliver samme dag.
En sådan computer vil ikke kunne manipulere med det faktum at ingen af os ved særlig meget. Fx om hvor vi kommer fra eller hvor jeg har forlagt mine morgensko.
Det vil være muligt at fremlægge en liste af ting vi som mennesker går med til for computeren. Ellers vil vi slukke for den. Hvis den da ikke for inden byder ind med en invitation til et attraktivt rejsemål.
En superdupercomputer vil af de grunde jeg har anført, (hov, jeg har glemt at anføre grundene!), ikke være sådan en ting som Hitlertyper rider igennem storm og regn for at finde først. Desuden vil hestenes forbund nok gøre indsigelser og lade sig inspirere af stædige æsler.
Los Berling: Jeg kan godt lide at gå i panik over Trump
Hvad er det der er så attraktivt ved at gå i panik over Trump?
Hvad vil du have jeg skal gøre? Min kat stemmer på Trump.
Hvorfor stemmer den på Trump?
Fordi den er en taber.
Hvorfor er den en taber?
Men jeg kan ikke lide Karl Marx’ portræt.
Du kan se hvordan han lugter. Det er rigtig nok at han ikke lugter så godt på det portræt.
Han lugter gæret. Som om han ejer hele verden. Se! Nu panikker jeg igen. Se selv!
Jeg kan ikke se noget.
Men det er fordi jeg står bag en læskærm.
Jeg knuser den læskærm med mine bare næver hvis du ikke bærer mig ud herfra.
Hvorfor er både du og min kat nu så underlige? Se, nu panikker jeg igen.
Kom så frem fra den fordømte læskærm eller jeg skal slå en kolbøtte af væmmelse over din kat!
Leder: Vi skal lære visse børn at de aldrig skal have et borgerligt job
De skal ikke nødvendigvis være fremragende kunstnere men almindelige kunstnere. Folk som med deres medfødte nærvær og medfødte ageren lærer os at resignere. Resignere er når man føler at livet er godt. Lykke er vores stressede genetik slet slet ikke parat til at hitte rede i. Kunstnere er folk som laver skæg for sig selv og rundt om dem selv uden hverken de selv eller andre forstår hvad der foregår.
Hvorfor? To grunde: 1. Vi skal gøre det af samme grund som vi skal elske, respektere og tage hensyn til vores børn. 2. Sådan var det i stammen. Vores gener er stammegener. Det var ikke højkvalitetskunstnere der lærte folk at resignere i stammen. Der var intet kulturelt referencepunkt foruden nogle mere eller mindre grove og irriterende og kærlighedsberøvede riter.
Hvordan? Vi skal leve for kærligheden.
Den indre korsvej er rødmosset
“Den indre korsvej er rødmosset.”
“Det forstår de godt på planteskolen.”
Da jeg spørger Hubert, hvad han mener, fortæller han mig sin anekdote, Turen fra Vikke og tilbage til Vikke:
“Du forstår godt, at jeg må bruge ordet turen fremfor rejsen.”
Jeg nikker beundrende.
“Helt ude i marsken ligger et lille hus hvor der bor en prinsesse.”
Jeg forsøger at visualisere det letfattelige poetiske billede i fantasien men det lykkes ikke.
“To prinsesser dansede.”
Hvor kom den anden prinsesse fra. Nu bliver det lidt forvirrende. Jeg forlanger svar af Hubert. Han forklarer mig, at hans fortælleglæde overvældede ham og at han lod sig overrumple af en ny historie, hvilket beroliger mig så meget at jeg endelig falder i søvn. Hubert har nået sit mål og trisser ud af huset med sin dejlige hund forbi mit sovende jeg. Da jeg atter vågner indser jeg at vi begge er gået ud for at forlænge det særprægede, men ret underfulde, kærlighedskapitel der begynder når man har rundet de 40. Jeg har ikke gået i søvne, hvis det er det De tror, næ, jeg har såmænd arbejdet, taget en bus og taget et skib og nu er jeg i en by. På torvet står Hubert og smiler over fire citroner. Vores koner virker glade og den mest strålende af vores koner fortæller slutningen af anekdoten som Hubert begyndte på. Den kender de fleste.
Ny bog: Rullende hjerter
Bogen er pakket ind som en kærlighedsroman med parfume og alting. I den stort anlagte handling følger vi 24 hjerter der ruller ned ad en bakke. Men de lægger sig bare for foden af bakken ligesom sten. Jeg kan ikke se hvad Prik Bajer vil med denne historie, men jeg forstår så udmærket kvinderne der med undersøgende blikke og i hvide kjoler går forbi stenene. Men jeg har også en usædvanlig rutine i at beskæftige mig med den slags sager. Bogen stopper tre gange og det virker passende.
Da Kaja og Nille rykkede tættere sammen
(På diskoteket.)
Det er kommet dertil at Kaja og Nille er rykket tættere sammen. Rummet syder og gungrer af musik og det passer fint, for de to halvgamle studenter har forskellige sprog. Hør bare!
Nille: Jeg tror vi må rykke tættere sammen.
Kaja: Det er umuligt, for så ender jeg oppe på skødet af dig!
Nille: Men jeg mener i mere abstrakt forstand. Det hele drejer sig om at min onkel har haft livet inde på livet på præcis den måde man oplevede i kirken omkring år 1800.
Kaja: Jeg plejer ikke at lave den slags første aften.
Nille: Bolle.
Kaja: Bolle.
(Tre stævnemøder senere.)
Nille: Læg dig i sengen og tæl rosiner.
Kaja: Jeg er i bund og grund glad for at du fortalte mig om den nye klassekamp mellem stressresistente og stressfølsomme. Det er kloge ord, men heller ikke klogere end jeg for længst har taget dem til mig og gjort dem til mine egne. Jeg kan for eksempel øse af dem når jeg bliver lidt træt af mine egne ideer.
Nille: Og når jeg bliver træt af mine ideer kan jeg øse af dine ideer!
Kaja: Ja.
Nille: Nå. Så fortæl mig nu i alle enkeltheder om min filosofi.
Kaja: Nu?
Nille: Først vise mig dine bare bagdel når du har foredraget mig de væsentligste af mine pointer.
Kaja: Skal jeg tage bukserne på igen?
Nille: Nej. Det var ikke ment bogstaveligt.
Kaja: (Boller.)
Nille: (Boller.)
Kaja: Ahem.
Nille: Jeg vil sove nu.
Kaja: Jamen jeg har memoreret din filosofi og er ræd for at glemme den igen. Temposkiftene kan jeg ikke rigtig huske. Jeg har ikke kendt dig så længe, må du tænke på og måske er temposkiftene vigtigere end substansen.
(Efter 7 års dejligt ægteskab og med et dejligt barn.)
Kaja: En tilbageførsel af sjælen til landsbykirken omkring år 1800 er det sin sag at sælge.
Barn: I skal ikke snakke!
Kaja: Dengang, mellem oplysningstid og romantik, havde folk livet mere inde på livet. De havde ikke det moderne, bekvemme livs tag-selv-bord, med de mange muligheder som slet ikke er noget tag-selv-bord og slet ikke udgør nogen muligheder overhovedet. De stod med noget andet som vores historiesnobberi og historiesnobberiangst tilsammen lukker sig sammen om og tilslører. Noget som er tilgængeligt ved sprogets og fantasiens hjælp. Noget som ikke er tabt. Noget som bor inde i os og som vi ikke skal råbe højt om.
Barn: La la la!
Kaja: I dag står vi alle alene med en vissen årvågenhed. Dagligsproget låser os fast. Vi har kun det fattige ord stress til at dække alle former for åndeligt og psykisk armod. Nogle tåler stress, men jeg er ikke sikker på, de er de bedste i blandt os. Der kommer din onkel ind i billedet.
Nille: Du har stort set fattet min onkel perfekt. Og dermed i en vis forstand mig.
Kaja: Og netop det er jeg glad for at du nævner. Men du er kun 12 år gammel og kan ikke tåle mere af den slags oprigtige dyb-filosofiskheder i dag.
Nille: Hvorfor er jeg kun 12 år gammel?
Kaja: Det har jeg ingen anelse om.
Nille: Konklusion, hmmm: Nu har vi haft at gøre med to tilsløringer. Først din numse og dernæst, 7 år senere, det som historiesnobberi og historiesnobberiangst tilsammen lukker sig sammen om. Læg dig i din seng og tæl rosiner.
(Tæppe.)
Tolkning: Teksten handler om vores muligheder for sjæleligt at erobre en mere overskuelig fortid.
| Humorstue |
|---|
| Teksten handler om vores muligheder for sjæleligt at erobre en mere overskuelig fortid, med henblik på at riste brød uden at glemme det på brødristeren. |
Trump i gammelt kærestebrev: ”Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre”
”Jeg sad bare der på mit kontor. Jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre.”
Jeg driver rundt i gaderne. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.
