Når unge, og er vi ikke alle netop det, rådgiver hinanden om kærlighed
Du skal bare være dig selv.
Ja.
Kammer Drøsling til det næste USA: “Beslaglæg gerne Bill Gates’ formue men glem ikke folkedybets misundelsesangst”
Kammer Drøsling talte direkte hen over hovedet på Microsofts snotdumme advokathær torsdag. Til daglig har Kammer et af de mest intetsigende jobs, så det var med en vis ivrighed den lille mand fra Internettet indtog talerstolen. Han troede man skulle stå ovenpå den!
Advokathæren bestod af Mads Rappatta som ved en fejl var gået ind i det forkerte mødelokale på Sheraton Hotel i San Francisco.
To ludere og en lommetyv og så altså Mads Rappatta og Kammer Drøsling på podiet.
“Misundelsesangst er selvfølgelig angsten for at virke misundelig. Misundelse regnes for en meget primitiv last, endda i en sådan grad at den er svær at parodiere eller gøre til genstand for sort latter. Charles Dickens misundelseshovedebiroller bliver aldrig rigtig komiske men de huskes dog længe efter endt læsning. Morsomme som den elskelige jubeloptimist Mr. Micawber fra David Copperfield bliver de ikke rigtig for de tegnes op med en sort pen, hvilket forekommer yderst rimeligt. Før Dickens var der selvfølgelig Moliere og Holberg men her var det de langt nemmere komedieemner skinhellighed og griller som stod for skud. Men i det ypperlige eventyr Store Claus og Lille Claus af vor egen H. C. Andersen er misundelsen medregnet som en given ting, altså som en menneskelig egenskab man ikke kommer uden om, en substantiel egenskab. Det er modigt gjort af Hans Christian Andersen. Hvorfor har vi glemt dette eventyr når det ansporer til sort latter? Vi må tvinge os selv til at grine af dette eventyr for ellers er det ubærligt. Det er sort latter. Her forsager vi det onde ved at grine af det og det er da fedt! Hvorfor kan vi ikke grine lidt mere af vores misundelsesangst, hvorfor er den så pinlig? Mit svar er at det kan vi da også godt, vi må blot affinde os med den forcerede latter. Jeg tror at når menneskeheden bliver lidt bedre til forceret latter så kan vi tackle vores misundelsesangst og blive socialister på en stille og rolig måde. Også i det tossede USA. Jeg vil til enhver tid foretrække at le forceret frem for at le af noget pinligt.”
Et kig ind i historien
I brede kredse er han kendt som manden der vendte og drejede sig oven på en culottesteg. Nu er turen så kommet til offentligheden.
Spakka er forelsket til op over begge ører i fyren og det taler absolut til hans fordel. Hun er nemlig sød.
Feno Lenemand.
I de rigtig gamle miner levede en fjern, fjern forfader til Feno Lenemand. Det var før man vidste hvad der var inde i bjergene foruden grus, klipper og Lange Jan og forruden. Man fandt heller ikke ud af det for man gravede notorisk i andre retninger end der hvor de værdifulde råmaterialer befandt sig. Det var i virkeligheden tåbeligt. Denne forfader hed Ut Ugh Leonard Hansen. Vi ved ikke meget om ham.
Men takket være audiohistogramteknikken, en helt ny videnskabelig teknik, som der straks skal gøres kortfattet rede for, kan Den Anden Avis her løfte sløret for en enkeltstående lydlig replik mellem Fenos urmoder og urmager, for det var forfaderens borgerlige hverv, hans karrieres løbebane var simpelthen inde i minegangene således at han rykkede 20 meter længere ind i minen for hvert nyt ur han frembragte. Hvis han slog seks måtte han hoppe videre til næste felt med en måne og var samtidig berettiget til at trække et kort fra bunken.
Audiohistogrammet er lydbølger oplagret igennem historien i frisk luft, men ingen kaffe, jeg tror gerne jeg vil have en kop te. Teknikken kan anvendes til afspilning af lydbølger helt tilbage til det lidt ukultiverede år 1501. Forskerne har fundet ud af at selvom luftens molekyler i deres natur er underlagt komplekse, ja, nærmest kaotiske, strømninger er det netop disse kaotiske strømninger der udgør en Clausen-men-Eriksen-hævder-at-have-opdaget-den-samme-torsdag-væg som muliggør teknikken og luft under kasketten. Væggen er endimensionel ligesom et viskestykke og derfor kan man bruge en karklud først til lige at tage de mest støjende menneskers brallerudsagn og så tørre efter med viskestykket. Lydbølgerne kan opbevares på en Mac, for dem der virkelig mener det.
Samtalen starter med en del ævl men så fremsiger Ugh en filosofisk parringsreplik som gør voldstrusler overflødige. Han siger:
“Må jeg bede om saltet Ughine?”
Den sukkersøde, ja, næsten vamle scoringsreplik fortæller, ærgerligt nok, for læseren spilder sin dyrebare tid med det gamle renæssancesludder, læseren to ting: 1. At de kendte hinanden 2. At de spiste et rundstykke.
Konklusion, hmmm: Det er rart at videnskaben eksisterer.
Engang for mange år siden
Engang for mange år siden kunne man skrive breve til sådan nogen som Selma Lagerløf. Det var hen imod slutningen af den vigtige del af den vestlige verdens modningsperiode. Dengang spurgte man ikke Hvad er meningen med livet? men Hvad skal jeg gøre? Da verden var modnet faldt den sammen to gange ligesom roser når styrtregnen bløder om formiddagen i Vekemark. Der var engang en forfatterinde som måske var Selma Lagerløf som altså satte pennen til papiret oppe i Værmland og skrev til en beundrerinde om det karniskbærolesiske søskendeforhold. Det er der for øvrigt lavet et skønt teaterstykke om. Dengang som nu mistede mange årvågne kvinder for en tid eller for altid orienteringsevnen i livet og dengang som nu virkede deres årvågenhed ikke til at helbrede dem. Derfor er teaterstykket fyldt med Pølse Prebens sind. Symboliseret ved tre egetræer, for tre træer er der noget roligt ved og i Sverige betyder roligt morsomt. Pølse Prebens sind er der ikke sagt og skrevet ret meget om for de fleste ved med stor præcision hvem han er. Han er såmænd en mand. Men det karniskbærolesiske søskendeforhold vidste og ved de færreste noget om og derfor skrev kvindemennesket fra Værmland historien om en person, en forsker, som formåede at beskrive det. En historie og en forsker som vil være de fleste nutidige læsere over hele verden bekendt. Forskerkarakteren fik også enormt meget liv i beundrerindens hjerte og blev snart til liv og nyt liv. Konklusion, hmmm: Årvågenheden fik selvfølgelig, må man forstå, et vægtigt modspil i beundrerindens sind og hun sluttede sig til flokken for hun var hvid som sne. Hun var en kanin. Men kun fra én ganske bestemt vinkel.
Håbet-lever-i-håbet fyr hyret til håbstale
Fyren der var inde på at håbet befinder sig bedst i håbet er nu blevet håbefuld. Først var han hønefuld, måske, og blev fyret, så blev han håbefuld og blev hyret.
“Håb er noget andet end vand, men minder om vand, puttet i vand. Jeg vil hellere bruge ordet levende end mystisk.”
Med det vandbillede du så poetisk fremmaner for mit indre blik er bare alligevel så mystisk. Hæhæ.
“Hæhæhæ. Jaaa…”
Hæhæ.
“Hæhæ.”
Hæhæ.
“I håbet ophæves grænsen mellem liv og mystik.”
Det er ligesom i råbet.
“Etymologisk er du inde på noget af det rigtige. Et underbid i tilgift ville overbevise snart sagt enhver. Ordenes historie er noget helt særligt for mig.”
Er den?
“På latin hedder håbet håbet og råbet håbet og og et.”
Hold da op.
“Latin nedstammer fra moderne amerikansk hvor man kun har et enkelt ord til rådighed og det ord er Entwistle.”
Entwistle lyder bekendt.
“En meget fin fyr.”
Virkelig?
“Har aldrig snydt mig.”
Ny bog: En sky, stolt, listig mand
Hvor er det rart at høre på en forfatter der kan finde ud af at trykke hovedpersonens nøgleegenskaber på bogens forside. Man tvivler dermed ikke et sekund på karakterens soliditet og vederhæftighed og den slags er rart for en læser som mig der lige har fundet nøglen til mit skakbræt i munden på min storebror. De tre egenskaber er umanerligt vanskelige at bringe sammen i en enkelt fiktiv person, det må vi huske på, forsøget er gjort mange gange før, forfatteren kæmper en sej kamp og slås over tastaturet, men det lykkes fint uden på noget tidspunkt at forfalde til bar underholdning. Man griner, man græder, man kradser sig igennem hele bogen og selvom den slags er mildt foruroligende for eventuelle omkringsiddende ender man faktisk med at være tilfreds med det hele i hele 16 dage, før man lægger armene over kors på Balkan, limer en citron fast til et træ og møder en hottentot.
Kone Vredmand: ”De velbjergedes ufattelige arrogance er hovedårsag til Trumps sejr”
Men hvad mener du vi skulle have gjort?
”Den litteratur de velbjergede har læst har været uden sociale interesser.”
Og hvad er det for en litteratur?
”Fx Lazlo Petersens ‘Hoppende byttedyr kan sagtens slappe af’.”
Men den bog kan jeg bare utrolig godt lide.
”Jamen hvad dælen er kvaliteterne?”
Den er som et refugium.
”Et refugium?”
Et refugium.
”Et refugium for personer der i forvejen lever i et refugium. Det giver ingen mening. Hvor mange refugier skal man opholde sig i på samme tid for at være menneske?”
To.
”To?”
Jeg siger bare et tal.
”Men det er stadigvæk et underligt svar.”
Sketch: Det lille pilledrama
En mand bliver i fremtiden, af sin drillesyge læge, tilbudt valget mellem at tage en stresspille (tilgængelig om 10 år) og en omsorgspille (tilgængelig om 20 år) eller to molekyler, henholdsvis et kulstofmolekyle (eller atom, om man så vil kalde det) eller et vandmolekyle. Manden tænker længe og svarer:
”Jeg vil vælge at se lidt nærmere på de to standardindvendinger mod psykofarmaka som er 1) at man er underlig hvis man har gavn af det og 2) man bliver en anden af at tage dem og se lidt nærmere på molekylerne.”
Den drillesyge læge knipser manden på næsen som bliver halvfornærmet.
Manden siger imidlertid at han vil gå hjem og tænke nærmere over sagen. Han tænker og han tænker. Han tænker i ugevis. En dag da han sidder ude på verandaen og læser i sine bøger kommer en lille pille trillende fra haven, stresspillen. Den græder. Da han spørger den hvad der er i vejen svarer stresspillen:
”Se på mig! Selv om jeg er en stresspille er jeg blevet stresset.”
Der lyder et jamrende tilråb idet omsorgspillen fulgt af de to molekyler stakåndet ruller imellem græsstråene i haven.
”Se på mig! Jeg kan ikke løbe så stærkt.”
Manden glipper med øjnene. Det lille pilledrama forvirrer ham, men han holder sig tilbage. Omsorgspillen slår armene om stresspillen. Manden glipper igen med øjnene. Pillerne virker ikke så kloge. Med et forstår han hele sammenhængen. Den drillesyge læge har selv valgt stresspillen frem for omsorgspillen og dermed glemt patienten. Derfor er stresspillen flygtet for at gemme sig i haven under den hue der ligger der, som lægen forærede ham i fjor, mens omsorgspillen er halset bagefter. Fordi kulatomet og vandmolekylet ikke har nogen hjerner er de hjernedødt halset bagefter deres venner. Som de to tosser de er rækker de nu den grædende omsorgspille hver et bæger. Omsorgspillen tager imod bægrene og bukker dybt. Til slut i vitsen tørrer manden øjnene. Dybt berørt af det sælsomme optrin klapper han febrilsk da han pludselig fanger naboens gartners blik igennem hækken. Røv pinligt. Da gartneren forsvinder klør manden sig på halsen og taler koptisk med sig selv for at dulme smerten.
