Jenninghus causerer over emnet: Sæderne skifter

Omgangsformer skifter gennem tiden. I en kort periode i 1952 var det ikke højeste mode at være sexet. I dag er det så almindeligt at være sexet at vi bruger andre, sexet er alt for unuanceret, ord for at blive helt klar over hvad for en type sexethed der er tale om. “Har broller” kan være en måde at fortælle en komplet blind at en anden oser af sex. En anden kan være: “Har briller”. Den korte periode i 1952 endte da John Lalla stak hovedet indenfor i Kuwaits Bolchecafé. Han var sexet.

Psykiatri og fodbold

Værdifulde Kurt har sat sig for at finde det kommende års (2018) debutanter inden for det psykiatriske system som står til at blive diagnosticerede indenfor det skizofrene spektrum eller med bipolar sindslidelse. Og ikke blot det: finde og elske dem. Og han lader det ikke blive derved: Finde, elske og invitere dem. Han har ikke noget imod at de nedprioriterer den personlige hygiejne. Han har ikke en pind imod selvmordstruede mennesker. Han har løst gåden om hvorfor dem der har det usædvanligt dårligt psykisk elsker andre på en meget mere indlysende måde. Det er fordi de bruger det til noget at have det skidt. Nemlig til at komme andre mennesker i møde. De er tvunget til at række ud og tage imod, hvilket altid er sværere end at give, men som, omvendt, lærer en person at give. Værdifulde Kurt har noget i godteposen til dem, der efter hans helt personlige erfaringsbaserede bedømmelse ikke lider af de nævnte sygdomme, nemlig ekstradiagnoser. Trikotylami. Fobier. Ensomhedsgenererede ting og sager. Internetlidelser. Man kan få hans ord for at man lider af mindst 5 ting psykisk. Det er varen, den gratis vare som hives op af Værdifulde Kurts godtepose. Hans metode er ikke baseret på mødet med ham selv som vismand, personlighed, kendis, guru, coach, for møder trætter begge parter, uanset mødernes nødvendighed. Han er fuldkommen overbevist om at en håndfuld diagnoser der selvfølgelig kva deres natur er potentielt meget skadelige ruster den kommende patient imod at gå ned med flaget eller blot få en mere menneskelig hverdag, hvis man tilhører gruppen af dem der udelukkende får ekstradiagnoser. Han er en dyb tilhænger af lægmandsdiagnosticering og ekstradiagnosticering. Han er selv mangeårig psykiatribruger, har god og løbende kontakt til psykiatere og sygeplejersker med deres ekspertviden, har et yderst præsentabelt og vindende væsen og udpræget sociale egenskaber der sætter ham i stand til også at vinde de pårørende for sig. Han er en dyb tilhænger af medicinering, også i tvivlstilfælde, for han har endnu ikke set en personlighed forsvinde, og lytning, for lytning er en større gave end de fleste, både for giveren og modtageren som gør at flere af dem der har prøvet at blive lyttet til i langvarige psykiatriske krisesituationer, og det anslår han til at være fire procent af befolkningen, stopper med at ryge.

Det eneste problem er, at Værdifulde Kurt ikke findes.

Det er i bund og grund derfor der findes forfattere som jeg. Så er man da ikke helt mutters alene med sin velbegrundede sygdomsangst.

Det er et eksistentielt problem, som vi har inviteret Værdifulde Kurt i Den Anden Avis’ studie for at tale om.

Du har et eksistentielt problem.

Jeg findes ikke. Er det det, du mener?

Ja.

Men derfor kan jeg vel godt være en udmærket fodboldkommentator.

Jeg vil sige det er set før.

Hva’?

Udmærkede ikke eksisterende fodboldkommentatorer.

Nå ja. På hold S: Dem med skizofreni!

På hold P: Dem med psykopati!

På hold H: De hjerteløse!

Og på hold A: De helt almindelige!

A: Rast vetali jabloni i grushi…

Ja ja. Væk med dig et øjeblik du kære.

Så starter kampen. Hold S har bolden. Bang. Der lød et skud. Hold P har skudt en spiller fra hold S. Latterbrøl fra hold P.

P: Hahaha.

Spilleren bæres ud. Fløjten lyder. Hold S har bolden igen. Der lyder et nyt skud. Og en ny spiller fra hold S er blevet skudt. Men vent. Det er med løst krudt. Nyt latterbrøl fra hold P.

P: Hahaha.

Og nu løber der en fra hold A ind og forsøger at tage bolden fra hold P. Det lykkes ved en fin dribling. Hold A har bolden. Dér kommer en fra hold H. Hun tager bolden. Der er mål!!! Efter kun fire og et halvt minut. Mål til hold H. 1-0-0-0 er stillingen.

Fløjten lyder. Hold H har bolden og bliver omfavnet af hold S. Bolden triller over til hold A som er blevet ilter over at der omfavnes, men er sig det ikke bevidst, er sig det ikke bevidst! Energien omsættes i løb og tilladte tossede tacklinger, hold A har scoret! Stillingen er 1-1-0-0.

Der fløjtes ind til anden halvleg. Hold P slæber en kanon ind på banen, sætter ild til tændsatsen, målet splintres i millioner af dele, men bolden triller ind over mållinjen, der er scoret! Stillingen er 1-1-1-0.

Fløjten lyder. Hold S er holdt op med at spille. Bliver medicineret af en fra hold A. Bliver medicineret af en fra hold H. Mærker efter, sover, hviler, fortæller hvordan han har det, socialiserer, elsker, maler, skriver, maler målstolpen og scorer! Stillingen er 1-1-1-1. Kampen er endt uafgjort. Alle er skuffede. Alle er glade. En triumf for de fire hold.

Fantasifuld journalist: Gamle mennesker over 35 er lavet af en sjælden art uld

Hvad der længe har været mistanke om blandt den yngre del af befolkningen er nu bekræftet. Ældre er knastørre. De er nemlig lavede af sesam uld. Det er derfor de ikke gør sig bemærkede. Det er derfor de er helt hvide udenpå. Røvkedelige.

Ved medicinske forsøg med en håndfuld bistre, indeburede ældre mennesker har man fundet otte karakteristika. 1) De vil gerne opholde sig i et sort bur, hvor der stinker lidt. 2) De lever oven på andre menneskers hjerteslag, hvilket er årsagen til at de hopper og har underbid. 3) De har enormt mange hæmninger og griner ukritisk, men medlevende, af alt hvad der bliver sagt. 4) Når ingen ser på dem går de rundt og mukker og spiser camouflagetøj i situationer, hvor vi andre spiser salat. 5) I situationer, hvor vi andre spiser salat, vasker de sig. 6) I situationer, hvor vi andre vasker os, tæmmer de en ged. 7) I situationer, hvor vi andre ikke tæmmer en ged, tænder de et lys. 8) De kaster koks.

Teodor Röntgen:

”I gamle dage brændte man dem levende, blot få at få lidt liv (og lys) i gaden.”

Til læseren: Hvorfor skulle vi sidde og glo på hinanden?

Bør jeg fejres, siger du, for at skrive Den Anden Avis?

Jamen selvfølgelig selvfølgelig selvfølgelig! Den mulighed har jeg end ikke overvejet. Jeg har i hvert fald ikke tænkt den til ende, hvilket jeg så vil gøre her og få det ud af verden, det spiller ikke den store rolle for mig personligt, jeg har så mange, mange fornøjelser ved at skrive Den Anden Avis. Og af fornøjelserne har jeg også en del fornøjelse, men ikke i samme grad som fornøjelserne. Men for at sige det helt kort: en fejring af mig må jeg sige ja tak til. Det er et virkelig godt forslag.

Så vil jeg stille mig op og holde en takketale og resten af denne artikel er hvad jeg vil sige.

Det kan være du protesterer en lille smule sammen med mig. Mod den usle, slemme konformitet i underholdningsbilledet, gnæk. Nuvel. Protester kan avle kærlighed. De mærkeligste ting kan. Skam kan avle kærlighed. Skyldfølelse kan avle kærlighed. Afhængighed kan avle kærlighed. Medlidenhed også. Selv noget så krystalklart som et iskoldt overblik kan avle kærlighed. Bitterhed kan avle kærlighed hvis man bare husker at glemme frustrationerne som selvfølgelig også, isoleret set, kan avle kærlighed. Raske, fælles beslutninger kan avle kærlighed. Gennemtænkte rutiner kan avle kærlighed. Søvn kan avle kærlighed. Så er der til gengæld heller ikke flere ting der kan avle kærlighed så nu har du da et vist overblik. Nu blev du da godt nok vrissen. Er “et møde” ikke med på listen? Nej du, “et møde” er ikke med på listen. Hvorfor skulle vi to så sidde og glo på hinanden?

PS Et møde er hårdt arbejde. Dér må man have metode.

Hyggede sig med præst

Svendberg Nytteluksus:

“At sørge over vores egne synder er fuldkommen ligetil for langt de flestes vedkommende. I en eftertænksom stund, når vi er stille med os selv, fodrer underbevidstheden os med den oplysning at det-og-det måske ikke var den helt rigtige ting at gøre. Vi stopper op. I tankerne. En opbakning i bagbagagen. En kontrast.”

Vent…

“Vi ved ikke 100 procent hvordan vi skal sørge over det så det kommer ud af verden.”

Hold inde…

“Vi ved ikke, hvordan den person det gik ud over, i det hele taget står, rent eksistentielt.”

Alt dette er fuldkommen banalt.

“Vi ved ikke alt.”

Alt det er fuldkommen banalt. Det er noget enhver ved.

“Hvorfor afbryder du?”

For at dæmme op med min klare, egenartede logik.

“Sig mig, ville du også sidde og afbryde præsten midt i en Gudstjeneste?”

Jeg er kritisk.

“Du har overbid.”

Fortsæt.

“Vi ved ikke, om vi blot skal komme videre i teksten. Vi ved ikke, om det er passende at sige undskyld til den person det nu er gået ud over. Vi ved ikke, om der i det hele taget findes en måde at sige undskyld. Vi ved ikke, hvad ugerningen i sit væsen betyder og føler måske ingen tilskyndelse til at grave. Fordi vi hverken ved ud eller ind må vi bede Gud om at lære os at sørge over vores synder. I denne bøn, syv ord, taler vi dunkelt om forskellige ting, en fromhedens stige, en befrielse. En befrielse vi har brug for. Hvorfor gør vi så spørgsmålet om personlig kristendom til et spørgsmål om et værditilvalg? Der er tale om en art mystisk tag-selv-bord med virkelige sjæledybder og behageligt højt til loftet.”

Katmand Ævlæf, i din nye bog…

“Jeg hedder Svendberg Nytteluksus. Men du må også gerne kalde mig Doris Bohr.”

Et menneske definerer du i din seneste filosofibog som en god-til-at-blive-lyttet-til. Arme og ben vil du ikke vide af.

“Jeg mener heller ikke vi har et hoved.”

I lyset af, hvor fornuftig din seneste bog er, mener jeg du har ret. Mit eget personlige hoved skrumper ind til et knappenålshoved stillet overfor din bogs dybe visdom.

“Tak. Jeg finder dig i øvrigt seksuelt dybt interessant. Kommer det med i interviewet hvis jeg lidt forsigtigt beder dig om dit telefonnummer?”

64588234.

“Hvis du smigrer mig lidt igen er det ikke umuligt at jeg ringer og stønner lidt på din telefonsvarer.”

Det lyder voldsomt, men ok. Du er fin.

“Ja.”

Kvinder er nogle værre fjollehoveder

“Hvis verdens ledere var kvinder ville vi ikke have krige, men i stedet en masse lande der ikke ville se hinanden.”

Så lær dog noget af mændene. I vil selv styre, men lad jer hellere styre. Der bliver mere ro på derhjemme på den måde. Giv nu op, altså. Lad os få tingene på bordet på en nogenlunde stilfærdig måde. I bliver nødt til at være ligeså kærlige og ærlige som den bedste af jer, min kone. Ikke lege med os mænd. Vi kan slet, slet ikke holde til jer når vi bliver gjort til objekter. I opfører dramaer uden at tage del i dem. I bruger billige tricks. I er onde overfor veninder I godt kan lide. Og jeres initiativ ligner altså vat. Hvordan er det I forholder jer til mænd? Vi er så fantastiske at det halve kunne være nok. Vi er så farverige. I har ikke vores samlede moral. I skrider så let ud og bliver mærkelige. Jeres forsøg på at efterligne mænd lykkes kun når I har en mand, helst jeres egen, hos jer hver eneste dag. Jeres moral daler hurtigere når I er kede af det. Ved I mon hvor svært det er for os mænd at være bedre end et hvilket som helst andet menneske? Et af disse udskud der ikke er mig. I ved ikke engang selv at I ikke ser når I er bedre end et andet menneske. I tror det er noget med at dømme. Det er bare en praktisk overvejelse. Det er næppe et skuldertræk værd. I gør den slags selvfølgelige anliggender til feminisme og feminisme gør I til uerkendt eksistentiel vold baseret på hvor let I lader jer overtale og, i virkeligheden, presse til ligegyldighed overfor hvad jeres egne hjerter siger jer når jeres liv bliver for udsatte når I er singler og udækkede af en mand. Det er ved at lyve. Vi mænd er så naive. Vi elsker jer. I laver pukler på vores vej. I gør vores vej til en meget, meget hård kamel. Det eneste vi fortæller jer konstant er at vi alle er mennesker. I gør det til et spørgsmål om principper som I tror er universelle, I finder på nogle tossede idiosynkratiske pejlemærker men det drejer sig bare om at løsne lidt op. Vi er alle mennesker, ja, men vi er mennesker før vi er ligestillede. De bedste af jer er dybt usædvanlige. Men de fleste af jer er ret slemme. I bliver nødt til at indordne jer under manden. Kom nu. I har så stor kærlighed og respekt for os mænd. Vil I så ikke engang lytte til vores herlige åbne tale?

Jeg føler mig mere tryg ved en bondemand der går frem og tilbage end ved folk der har støbt sig en identitet

Jeg føler mig mere tryg ved en bondemand der går frem og tilbage end ved folk der har støbt sig en identitet.

Så må du aflønne landmanden.

Det havde jeg ikke tænkt på.

Det må du tænke på.

Ja.

Hvad laver du?

Gør, som jeg sagde og som vi blev enige om. Tænker på det.

Du må ikke tænke over det, men på det.

Det er jeg klar over.

Du så bare ud som om du tænkte over det i stedet for på det.

Har du noget imod at holde din kæft? Det er ikke til at tænke i al den larm.

Du har tænkt nok nu.

Er du fuldstændig sikker?

Fem sekunder eller to sekunder er nok til at du kan følge med i de ting jeg siger. Jeg har gjort alt tænkearbejdet for dig.

Det var virkelig pænt af dig, synes jeg.

Ja.

Det synes jeg godt om.

Synes du virkelig så godt om det, at du synes godt om det?

Jeg synes godt om det. Du får et point.

Jamen hvorfor får jeg et point, når det er dig der synes godt om det?

Jeg synes godt om dig. Derfor får du et point.

Nej, nu holder du kræft æde mig klift! Du skal i hvert fald ikke synes godt om mig.

Klift?

Kløft!

Hihi.

Hihi.

Hahaha.

Haha. Hahaha.

Haha. Ha. Hahaha.

Nej, det var virkelig pænt sagt.

Årh, det er jeg glad for du siger.

Du ser ikke glad ud.

Gør jeg ikke?

Dine mundvige hænger og dine øjne lyner. Du ligner et kæmpestort møl.

Jeg er et møl.

Du lyder som Marlene Dietrichs elsker.

Jeg er Marlene Dietrichs elsker.

Hvad er du mere?

Crepe.

Hvad?

Crepepapir.

Danutskis breve

Vi ved ikke stort om Danutski. Får måske heller ikke lyst til det ved at læse hans breve. Men samlingen er en kompakt lille sag, klogt disponeret, det indledende brev til Vibeke Morten er således optrykt flere gange med forskellige baggrundsfarver og det er rigtigt set: Et brev føles forskelligt alt efter hvilken livsfase man er i. Da jeg læste sætningen hvor Danuski præsenterer sig selv (“Jeg er almindelig af højde, har lyst hår, bærer et sølvkors uden på blusen og spiller dart.”) fik jeg første gang mælken i den gale hals og anden gang tog jeg mig til hovedet. Jeg gennemløb dermed to livsfaser inden for bare en halv time og det fik mig til at lette på hatten for Danutski hvilket virkelig var ustyrligt pinligt eftersom jeg på daværende tidspunkt sad i en halvfuld bus. Da jeg steg af og var på vej hjem talte jeg engelsk med mig selv for at overvinde skammen.

Danutskis bog er en bog der viser noget om os selv. Hvor ligger bilnøglerne? (På chatollet, ved siden af den gamle kineser.) Hvorfor sæber vi os ind på samme måde når vi går i bad? (Vanen.) Hvorfor sæber vi os ind, når vi ikke går i bad? (Fordi vi er tossede.) Det er spørgsmål med banale svar, som det alligevel er værd at tænke over, først og fremmest fordi sproget er så rigt (“Jeg tog et ildsværd”), dernæst fordi sproget er så overraskende (“Jeg tog et flæskesvær”) og endelig fordi sproget er så finket (“Jeg finkede et flæskesvær”).