Du blev berømt for at sige at de fleste moderne problemer kan føres tilbage til at vi betragter det utrolige i at vi er her som en forundret sandsynlighedsproblematik i stedet for som en forundringsproblematik.
”Jeg er ikke berømt og jeg har ikke sagt det der nonsens!”
En muslim har spredt en håndfuld æbler ude på vejen og arrangeret dem i hvad jeg, og jeg er netop ikke racist, vil kalde en magisk storcirkel uden magi men med et usynligt pulver i midten i stedet for magi. Som erstatning altså. Købmanden havde kun beg. Og så altså usynligt pulver. Men det kan enhver jo hævde. Jeg har desuden en klar mistanke om forskellige ting af en langt grovere karakter, men som vil få mig til at virke lidt dum. Noget med et æblehus. Nu har hvad der ser ud til at være en sort panter indfundet sig og den lusker så mærkeligt frem og tilbage inde i cirklen. Jeg spørger netop ikke om hvorvidt det er mærkeligt fordi det var en muslim. Jeg vil bare gerne spise de skide lorte æbler. Nå. Jeg snupper en pære i stedet.
Jeg vil godt takke Lyngby.
Jeg har aldrig set en generation som var mere hensynsløs overfor børn end min. Alt for mange hopper med på moden med at tale tåbelig voksensnak, tage en ironman og lade sig forvirre af alt muligt moderne pis.
Er jeg bekymret? Er jeg bange? Nej, min religion tillader det ikke. Men jeg tuder inden i hver gang jeg ser tv2-forældre som er hoppet med på moden med at gå rundt og se trætte ud af deres små.
Det er kun børnene der kan vise os vejen.
Kvinder og mænd. I behøver ikke se så godt ud og være overskudsagtige. Jeres udseende og jeres karrierer behøver ikke matche hinanden for at I kan få et godt liv sammen.
* Den lille kan ikke så meget endnu
* Den lille bliver let glad over dig
Tag jer af naboens børn hvis overskuddet ikke er så stort der i øjeblikket.
Indret jer med en enkelt forsørger, så den ene forælder har lidt ekstra tid i hverdagen.
* Den lille kan ikke så meget endnu
* Den lille bliver let glad over dig
Lad mig sige det så det kommer med: Det er ikke enkelt. Nogle starter tidligt med at få børn, nogle senere. Forfatteren Houellebecq synes det er latterligt at vi skal have en masse seriel monogami før vi er klar til at slå os ned. Jeg synes ikke det er latterligt. Jeg er tilhænger af at have en masse kærester og lidenskab inden det går for sig, fordi det passer til mig. Andre kunne godt være anderledes. I øvrigt er livet dybt lidenskabeligt.
Jeg forstår instinktivt hvad en voksen der ikke har fået nok kærlighed som barn har brug for. Min medlidenhed er respektfuld og usentimental for jeg ved, at der er så meget mere at hente inden i personen. Så meget godt. På en måde har ingen fået nok jordisk kærlighed som lille. Det er det der er det sære ved det. Underligt, egentlig.
Der er masser af håb. Jeg ser jo mennesker der kan noget helt andet end jeg. Er det ikke smukkere end at universet er uendeligt?
Lampe Stol ser i sin behandling og fysiske pleje af andres og egne ”puder”, dvs. baller, testikler og kinder, stort på heltegerninger. Hvis en person der er i behandling hos Lampe Stol finder en lem i loftet, kravler op på taget og morser til et fly der har kraftig brug for ikke at styrte i døden ser Lampe Stol bort fra heltegerningen. Han ved at helte er noget i parforhold. Han ved det. Han forklarer det ikke. Det er det der er så underligt ved det. Altså det med helte i parforhold. Han holder marmorkugler. Men det er en anden snak. Grønne marmorkugler. Undskyld. Jeg lod mig rive med. Jeg elsker marmor. En blanding mellem farmor og mormor. Marmor. Forstod du den? Hæhæ.
Hvor andre behandlere med det samme således lukker døren foran patienten eller klienten eller hvem dælen det nu kan være der står uden for og får døren smasket i hovedet, hvor andre behandlere lukker døren i hvis der ikke er tale om en uhelt der gerne vil være en helt, så har Lampe Stol en helt anden tilgang. Han er nemlig ligeglad med uhelte og helte, med mindre helte kan stikke i supermarkedet for ham søndag formiddag.
Han går op i noget helt andet. Det var det jeg ville frem til. I stedet for at bilde folk ind at de er skurke med masker der har brug for at blive ”hjulpet” til at blive helte, bilder han folk ind at de bare skal finde ud af hvad der er helt almindeligt for dem.
Den Anden Avis har sendt en testperson ud for at afprøve Lampe Stols teknik.
Lampe Stol tager imod med en usædvanligt stor hånd, der dog hurtigt skrumper ind til det normale.
Det var rart din hånd blev normal.
”Det var så lidt!”
Jeg kigger mistænksomt på gulvet. Det var underligt at sige ”Det var så lidt!” lige i den situation. Han er åbenbart underlig. Men fuck det!
”Er du klar til at begynde behandlingen?”
Jo.
”Du har måske et spørgsmål, før jeg fortæller lidt om lokalet?”
Ja. Jeg føler mig lidt usikker. Det hele virker så svindleragtigt. Som om du er en stor svindler.
”Det skal du ikke tænke på! Det er der taget hånd om!”
Godt.
”Godt. Så fortæller jeg lidt om verden. Verden er rund. Det overraskede mange der hellere så at den var flad, så de kunne passe på kanten. Kan du mærke at overraskelsen stadig sidder lidt i kroppen?”
Aj, hvor er det sjovt!
”Det var ikke en vits! Godt, så begynder vi! Fortæl mig så hvad der er helt almindeligt for dig?”
At sidde på en pude og slå en prut ned i den.
”Og det gavner faktisk andre…”
Ser man det?
”Prutten er varm. Andre der lægger hånden på prutten, jeg mener puden, bliver varmet op.”
Har du noget i mod at lade være med at stirre på mine bryster?
”Uffa! Aj, hvor pinligt!”
Hihi. Du ligner Sam Schmidt!
“Jeg forstod simpelthen ikke, hvad der foregik. Et digt kan jo være hvad som helst. Det er bare noget plidderpladder. Sådan sagde jeg til mig selv. Sådan er jeg. Så kom jeg til at sige noget andet til mig selv. Noget som fordrede min forsigtige interesse for det der foregik.”
“Vi er meget stolte over, at direktør Knas knaste sammen med os. Fyren har helt tydeligt forstand på vækst.”
“Haha. Nogen egentlig forstand på vækst har jeg ikke. Men jeg har interesse i vækst. Det er noget helt andet.”
”Jeg vil ikke sige jeg fattede det helt.”
På et principielt, ideelt plan er der noget rigtigt i din udtalelse fordi den på trods af sin meget skingre og stærke forenkling af virkeligheden tager børnenes tarv i betragtning på en måde man sjældent hører i virkelighedens verden eller i debatten og fordi den, ja, berører hjertet som værende sand.
”Hold nu kæft!”
Og selvfølgelig er den i tråd med Jesus-ordet om de små børn.
”Det er den i hvert fald.”
Men mener du virkelig at børnene skal godkende deres forældres skilsmisse?
”Ja!”
Jeg troede, at den lød helt anderledes…
”Lød!? Hvaffor en?!”
Lyden! Lyden af normalitet. Man taler om at forældrene skal tage ansvar. Personligt elsker jeg ordet ansvar. Det lyder så normalt.
”Nej for søren da. Halm er normalt. Ting i naturen er normale. Ikke ansvar. Hvad er det for noget med en lyd? Du ser helt fraværende ud.”
Lyden af normalitet. Ja, det lyder måske lidt fjollet, men den lyd er jeg fuld kommen ekset med.
”Du er helt tosset med den.”
Fuldkommen.
At dømme efter interiøret er det konstruktive elegant og prydet med Weekendavisen på sofabordet.
“Nej. Nej. Hihi. Det er ikke min stue. Jeg har lånt den af en ven til interviewet for bedre at kunne være mig selv.”
Hvor er din ven henne?
“Jeg tror, han har gemt sig under sofabordet.”
Vennen dukker frem og slynger et lille fad med is efter Kamma, den knuses i tusind stykker imod hendes pande, hvorefter vennen, efterfulgt af alle stykkerne, skynder sig ud af det på alle måder konstruktive lokale.
“Stilmæssigt er jeg blevet mere stilmæssigt bevidst og det gennemsyrer den måde jeg ser på livet.”
Det var ikke særlig akademisk sagt.
“Jeg forsøger ikke at tale akademisk for jeg er akademisk. Jeg læser Weekendavisen.”
Du må have været sådan en umoden og idiotisk person der hele tiden skulle give andre råd og hints da du var ung.
“Hov, hov. Jeg var en giffel.”
Du var bare forvirret.
“Jeg var bare forvirret. Det må man også godt. Man må også gerne være en være lort.”
Nej.
“Nej, selvfølgelig ikke.”
Nej.
“Hvorfor?”
Hvorfor hvad?
“Hvorfor siger du hvorfor hvad?”
Blad.
“Hvorfor siger du blad?”
Fordi det er forår.
“Nu synes jeg interviewet løber lidt ud i sandet.”
Ok.
“Det handler slet ikke om mig.”
Nej.
“Det handler kun om mit kunstneriske projekt.”.
Gør det?
“Ja. Det handler kun om hvordan jeg billedligt talt vil flytte skabet.”
Blad.
“Jeg vil stille det i Kruså.”
Blad.
“Byen.”
Ib Langporter kigger ud over den ret meningsløse mark vi står ved.
“Ja. Det er god gærmuld.”
Gærmuld?
“Ja. Den har gæret godt.”
Mulden hørmer.
“Nej.”
Den lugter som om nogen lige har slået en prut.
“Ja. Jeg har lige slået en prut.”
Jeg kunne ikke høre det.
“Det er fordi det blæser.”
