Jeg forstår det ikke. Kierkegaard gør et stort nummer ud af at sætte alle over venner. Næsten er identisk med alle hos Kierkegaard. Han havde efter sigende kun Emil Boesen, som nok har snakket Kierkegaard efter munden.

I det hele taget er det meget upopulært at karakterisere overgangen fra det pseudonyme forfatterskab til det personlige som et forstadie til det sammenbrud der afspejles i makværket Øieblikket, Kierkegaards sene flyveblad. Teologerne opfatter det som en modning. Hillemænd! Jamen læs lige to sætninger af Øieblikket. Læs! Tak.

Kærlig hilsen

Morten

Kristne mennesker tror på Gud men det er ikke hele historien. Kristne mennesker går ud fra at Gud eksisterer i vores indre liv — også når vi kører bil. Vidste du at kristne mennesker er involveret i markant færre bilulykker end hedninger? Vi bebrejder som regel mennesker der ikke kan føle skyld, mens vi stiltiende accepterer de samvittighedsløse. De første er typisk psykopater, så det giver sig selv, men det sidste er interessant. Hvem er de samvittighedsløse? Jo, de samvittighedsløse kunne typisk være de hedninger som hylder amerikanske frihedsidealer, fx dem fra tv-programmet Løvens Hule der fx har opfundet lidt kamfer i en dåse der passer lige ned i bukselommen så kunderne ungår at halte. Mere generelt er de samvittighedsløse dem der lægger vægt på oldtidsidealet selvkendskab og de personlighedsbegrundede trosvalg. Ha! Jeg kan bedre lide en desperado. Jeg kan ikke se hvordan nogen kan være samvittighedsfulde uden at bede Gud om at lære een at sørge over sine synder. Mine drifter peger i en egoistisk retning. Dem alle sammen. Også mine velovervejede tanker. Moderne overvejelser om at gøre op med sin hvide skam, læse selvhjælpsbøger, få det bedre med sig selv, og hele molevitten, det hele er samvittighedsløst pladder fordi det er så selvkærligt. Og nu folk der bliver gift med sig selv. Sådanne aber beundres af nutidens mennesker. Det indre liv er hos voksne mennesker fyldt med gnister og funker, flammer og is, tvivl og splittelse. Jeg kan godt forstå de ser så sure ud, dem der er blevet gift med sig selv. At sørge over vores synder er meget mere privat og langt mere retfærdigt. Det er noget som Gud lader os gøre i inderlig, lidenskabelig og kortfattet bøn alene i vores kammer og som ikke munder ud i hverken livserfaring eller spændende bøger eller interviews. Medierne er stopfyldt med afladshandel. Lav hellere et register over fromme kristne. Det er meget mere renhjertet og det er ikke særlig provokerende og ikke absurd. Vi kristne ved noget om fjendskab. Såkaldt moderne mennesker ved også noget om fjendskab, men ikke kolossalt meget, hvilket viser sig i vestens vanvittige udenrigspolitik. At sige om en person at han eller hun er sin egen værste fjende er typisk for det moderne menneske. Vi ved alle hvad der menes. Nej, for sytten gør vi ej!

En frygt på vore øjne
er lagt som ild og is.
Afmægtige og nøgne
vi ser vort livs forlis;
vor jord forladt af sol,
de stærke bjerge smuldret
fra nedbrudt pol til pol.

Og dog er vi i live.
Forpint samvittighed
vil troligt hos os blive
og nægte os vor fred.
Vort hjerte banker tungt
og søger i sin feber
mod håbets vendepunkt.

I ordet overvintrer
den sandhed, vi forlod,
og ingen magt kan hindre
den i at fæste rod
selv i en fattig jord,
hvor frøet som et under
og skjult for alle gror.

I ordet skabtes verden
som kloderne i lys.
I ordet skal vor færden
fra dag til dag fornys,
så vi alligevel
får ærligt mod til sammen
at vedgå arv og gæld.

En Adam i os alle
hver stormfuld jævndøgnstid
kan høre nogen kalde
langmodig, trofast, blid:
Mit barn, mit barn, giv agt –
alt er igen uprøvet
i dine hænder lagt.

(O. W. 1959)

Der er et eller andet galt med karakteren hos populister. Jeg, blogger, programmør, psykiatribruger, 47 år, opfatter dem som onde. Jeg er ikke ude på at krænke dem, men jeg er af den holdning at danskerne har krav på at kende til de folkevalgtes psykiatrisk-åndelige indretning, særligt når der er tale om at deres evner til at træffe rationelle valg og forholde sig til menneskelige og politiske realiteter er kraftigt svækket som følge af diagnoser og slette karakteregenskaber, erkendte såvel som uerkendte, synlige såvel som usynlige. Jeg, Morten Hjerl-Hansen, og The Other Newspaper er derfor interesseret i at læse øjenvidners og livsvidners beretninger om populisternes positive, såvel som negative, opførsel og almindelige trivsel i barndoms- og ungdomsår, eftersom det er her, særligt i forbindelse med puberteten, at tingene begynder at falde på plads — eller kortslutter, hvilket afstedkommer et utrolig kærlighedsløst teologisk mørke som stiller helt uhyrlige og grænseløse krav til omverdenen og dens indretning. Jeg forestiller mig, uden at blinke eller skamme mig, at disse politikere, populisterne, må have gjort og sagt frygtelige ting. Det gør vi alle sammen fra tid til anden, men mest i krisesituationer. Det bør aldrig gøres til en politisk agenda og slet ikke til et forførerisk og derfor populistisk parti i et demokrati, for så begynder tingene for alvor at skride, uligheden stiger, fattige mennesker og fattige menneskers børn rammes og lider unødvendigt, oven i alle de andre lidelser livet også rummer, og befolkningsgrupper bestående af børn og voksne bliver ramt hårdt og samtidig gjort til syndebukke. Dette had, lad os være ærlige, kan kun skyldes en kombination af moralsk sump, genernes indretning samt alvorlige svigt fra forældrenes eller omverdenens side i den formative alder. Hvis jeg har ret i at populisternes personligheder dybt nede er sådan at de virkelig er indrettet på at skade andre, må en sygdomsprofil udarbejdes, på grundlag af personlige samtaler, af fagpersoner, og stilles til rådighed for befolkningen via medierne så grundigt og sagligt som det er muligt, det specifikt psykiatrisk-videnskabelige blander jeg mig ikke i, men jeg skammer mig over at leve i et land hvor ingen psykiater har stillet spørgsmålstegn på en nuanceret, forsigtig og hensynsfuld måde ved populisternes psykiatrisk-åndelige karakteregenskaber, så de kan blive frataget deres ansvarsposter så hurtigt som muligt af netop befolkningen.

Det er min klare holdning at vi alle render rundt med 40 diagnoser og at ingen mennesker er normale. En af os.

Som en generel regel mener jeg desuden at politikere skal være *kunstnerisk begavede, filosofisk forpinte, visionære, men, desværre, overtrætte forbilleder der erkender sig selv som vrag*.

Det er en holdning jeg er i min fulde ret til at have og til at kæmpe for.

Til slut skal det anføres og gentages at jeg dog, skal det siges, omend følelsesmæssigt modstræbende, helst da gerne ser at de positive sider af populisternes karakterer kommer med. Bestemt ikke for at overholde loven som en gold formsag, loven er til for vores fælles bedste, med den bygger vi vores land, bestemt heller ikke for at yde disse mennesker personlig-moralsk retfærdighed, derfor at jeg intet skylder dem, de er afgjort mine politiske fjender, bestemt heller ikke blot fordi jeg er politisk uenig med dem, hvilket jeg, åbentlyst for enhver, virkelig er, bestemt heller ikke fordi jeg nyder at trække mine medmennesker igennem sølet, bestemt heller ikke for gennem at bringe mig selv i en muligvis farlig situation at opnå pervers-antisocial nydelse, bestemt heller ikke for selv at få opmærksomhed for min eller opmærksomhedens skyld, men for at opfordre til at se nærmere på karakteren med et jordnært og nuanceret sprog hvis formål ikke er ensidigt at dømme, psykologisere, men netop belyse sagen, populisternes, karakteregenskaber nuanceret, uden udelukkende at psykologisere, uden udelukkende at stigmatisere moralsk, men gøre begge ting i en kombineret og gerne kompleks tegning af deres karakterer. Præcist. Enkelt. Generøst. Relativt kortfattet.

Populisterne skal, hvis det står til mig, ikke i nærheden af mere politisk indflydelse for de forfører os, der er ringere stillet i Danmark, til at stemme imod vores egne og vore medmenneskers intereser. Dette er ikke meningen med et demokrati. Alle har en plads. Alle har en stemme. Alle har ret til at blive behandlet menneskeligt.

Kærlig hilsen

Morten

Ytringsfrihed under hensyntagen til undertrykte folkeslag og befolkningsgruoper, tak! PEN gør desuden noget afskyeligt, fordi organisationen tager modet fra folket i forhold til at gøre brug af det frie og levende ord som, foruden at være en menneskeret, er netop det, noget levende. PEN gør et alt for stort nummer ud af latterlige enkeltsager og dialog med idioter. Dialog er ikke vejen frem, i hvert fald ikke den eneste vej, i en verden der er så magt-sminket som tilfældet er.

Hvad ligner det egentlig!?

Det er nu vi på parnasserne rundt omkring skal vise omstillingsparathed, handlekraft og imødekommenhed i forhold til medlemmerne af de folkelige oprør som finder sted under forskellige betegnelser. Vi skal slutte os til dem. De har, med få undtagelser, vist at de kan tøjle sig, at de kan leve med deres aggressioner.

Jeg tåler ikke at børn udsættes for alt det vanvid i flygtningelejrene. Adskil ikke disse børn fra deres mødre og giv asyl til alle børn og forældre, så vi kan lukke de lejre en gang for alle!

Til medierne: Få gang i lommeregnerne og fremlæg tal for hvor ubetydelig en del af de europæiske statsbudgetter der bruges på flygtninge og indvandrere. Når regeringen Mette Frederiksen spiller med lukkede kort i dette, for vor tid, så afgørende menneskelige oplysningsarbejde er det mediernes ansvar, chefredaktørerne, også dig Tom Jensen, Berlingske, også dig Martin Krasnik, Weekendavisen, at befolkningen har en ajourført og realistisk rygradsfornemmelse for hvor lidt det reelt koster at give disse mennesker muligheden for at blive gode danskere og europæere og få del i de samme goder som vi selv har arvet. Hold kæft, borgerlige presse med al jeres ondskabsfulde føleri. I kultiverer en psykopatkultur der rammer uskyldige børn! Føj!

“Tækker Stærk” er en meget sanselig bog der indledes med at hovedpersonen Tækker Stærk, der sidder i “en nydelig lille blå kabys”, lægger hånden på spisebordet:

“Spisebordet mærkedes fedtet.”

Også synssansen tages, ved samme lejlighed, i brug:

“Bordet var hvidt og rundt.”

Tækker smager også på bordet, det smager ikke af noget og det har heller ingen lugt. Derefter lyttes der til bordet og ved den lejlighed bemærker Tækker Stærk at en strygekvartet ubemærket har taget opstilling i de fire koøjer i væggen på den modsatte side af bordet. De regner med at Tækker er blevet rablende sindssyg, men ved hjælp af signalflag får han kommunikeret til dem at han blot er blevet et bedre menneske. Sanseligheden er fulgt med som en slags bivirkning af den personlige forbedring. Herefter laver han omhyggeligt et papirfly af kvartettens kontrakt og berører spidsen med pegefingeren. Dette får andenviolinen til at bryde ud i gråd, så det er tilmed en stærkt følelsesladet bog. Bratschen hiver en gong-gong op af sin medbragte gong-gong taske og smider den i vandet, vistnok for at undgå at celloen bliver overtræt og dermed umulig at putte. Kvartetten flygter i en redningsbåd fordi de bliver skræmt bort af et let regnvejr og svømmer derfra i højt humør med instrumenterne i vandtætte futteraler, kokkere, tasker og vandtætte kasser. Tækker sætter kikkerten for øjet. Langt ude på havet sejler en dirigent rundt i dybe tanker i en motorbåd. Han hedder Kim og undrer sig over hvorfor solopianister ikke anvender en dirigent. Kvartetten driller ham i en halv time ved at kaste vandmænd og tang efter ham og Tækker morer sig bag kikkerten. Da han tager den ned taber han en manchetknap, bøjer sig ned og slår hovedet imod rælingen.