Roe bliver bestemt ikke misundelig, det hedder nemlig noget helt helt andet, det er et helt andet ord faktisk, mindst et ord, og på langt flere bogstaver, på 400 svesker og en svensker

Den Anden Avis er blevet opmærksom på at der i Canada opholder sig en roe der bestemt ikke er misundelig, for det hedder noget helt helt andet, det er et helt andet ord faktisk, mindst et ord, og på langt flere bogstaver, på 400 svesker og en svensker.

Maradjøngade, hvad kan det være for et andet ord?

“Et navneord?”

Ville du ønske du vidste det?

“Nej. Jeg ønsker ikke at komme i besiddelse af informationer om et andet menneske som leder tanken direkte hen på en hadefuld dom.”

Vil du lige gentage de ord?

“Jeg ønsker ikke at komme i besiddelse af informationer om et andet menneske som leder tanken direkte hen på en hadefuld dom, tror jeg det var jeg sagde.”

Det er noget af det bedste du overhovedet nogensinde har sagt. Punktum.

”Jeg må tro at en gennemsnitlig sveske vejer 14 gram.”

Filosof forsøgte at smugle viden der er i uoverensstemmelse med hans egne grundholdninger ind i sit hoved, havde held med dette forehavende og blev forvirret, til stor bekymring, men ikke overraskelse, for sine fans

Jeg kan ikke tale så godt nu.

Det lyder alvorligt.

Splik abatta purak.

Du taler uforståeligt.

Det var det jeg sagde. Jeg kan ikke tale så godt nu.

Vi kan da bare tale splik.

Man kan ikke tale splik sammen. Man kan kun tale splik med sig selv.

Hihi.

Hvorfor griner du?

Fordi jeg har fundet på en sang.

(Åh nej.) Interessant! Hvor mange vers er den på?

(Bam bam bam.) 34!

Den Anden Avis præsenterer: To gamle venner mødes efter at de i 70 år udelukkende har “kommunikeret” med hinanden via Facebook

Det er måske ikke alverden jeg har betydet i dit liv. Det må du undskylde Takhøj.

Nej nej. Det er der bestemt ingen årsag til Maradjøngade.

Jeg fulgte da med dengang du havde fået et nyt telt.

Det kan jeg godt huske.

Jeg likede vist en af pløkkerne.

Gjorde du?

“Hygge er ikke uldent med mindre det er vinter”

Maradjøngade, vil du fortælle helt grundlæggende om dit menneskesyn?

“Ja. Sålænge vi hver især både skal finde ud af det både med arbejde, familie, venner, vores holdninger, vores fritid og en masse andet så er det kun naturligt at vi er dybt ulykkelige. Vi er tilmed fanget i vores egne cirkler. Det gør det hele endnu værre.”

Folk er ulykkelige?

“Ja.”

Har du ondt af den samlede menneskehed?

“Ja. Jeg synes det er oprørende.”

Og alligevel har du brugt en måned på at tegne et kogger?

“Mod og overlevelse og samvær er meget smukkere og rigere end drømme om lykke.”

De fleste vil sige det er omvendt.

“Selv forvirrede tankestrømme er vigtigere end lykke.”

Hvorfor?

“Fordi en forvirret tankestrøm viser hvem du er, hvorimod lykke bare viser du har været i IKEA.”

De fleste ville vel skjule en forvirret tankestrøm ligesom man skjuler en prut i for eksempel IKEA?

“Du kan ikke åbne op overfor et andet menneske uden at vise din forvirring.”

Du peger på en sammenhæng mellem mod og åbenhed omkring forvirring. Hvor er Freuds snak om seksuel tiltrækning og Foucaults snak om magt henne?

“Sådanne ting indgår i de primitive indledningssekvenser i enhver forvirring både i den indre dialog og i samtalen.”

Men de bliver luget fra hen ad vejen?

“Med mindre samtalen drejer sig om ægteskab eller noget praktisk.”

Hvad munder den sunde og rare forvirring ud i?

“At modet, overlevelsen og samværet styrkes.”

Hvordan bliver jeg mere forvirret?

“Det kan du ikke.”

Hvorfor?

“Du er alt for stupid.”

Jamen for stupid til hvad? Til at tænke originalt? Til at tænke med sammenhængskraft? Til at være åben?

“Det handler ikke om at opnå originalitet eller sammenhængskraft eller åbenhed. Det ville blot udviske det faktum at du er for stupid til to bitte små ting som er at mene noget og ytre dig om noget.”

Det er kæmpe store ting.

“Jamen du må gå med din forvirring selv. Det er rigeligt at jeg skal høre på dine meninger og ytringer. Du må spare os andre og så nyde godt af modet, overlevelsen og samværet.”

Hvad er det for et mantra med mod, overlevelse og samvær.

“Det er det samme som kærlighed. Det er det kærligheden består af i det daglige.”

Jeg troede det var hygge.

“Hygge er lidt uldent.”

Hygge er ikke uldent med mindre det er vinter.

“Jeg har skrevet den. Derfor keder det mig helt enormt at læse i den”

Orm Rosenmørke, du ved en masse, muligvis mere end mig, men du har fra begyndelsen af din karriere gjort meget ud af at tale på en bestemt måde når du øser af din viden i andres selskab.

Jeg taler afslappet.

Hvorfor arbejder du med humor?

Jo se du, jeg er af natur en relativt formørket og deprimeret mand, så et klart lys, fx et morsomt påfund af mig selv, kaster lys inden i mig.

På trods af din natur har du skrevet en bog der hedder “Rare Stemninger”.

Jeg græd mens jeg skrev den.

Bogen handler om en stor mængde salt der arbejder sig op fra små kår og bliver fuldkommen symmetrisk når man ser bort fra geometrien. Vil du fortælle lidt om side 23?

Jeg kan ikke huske side 23.

Kan du huske slutningen af bogen?

Næh.

Har du overhovedet læst den?

Jeg har skrevet den. Derfor keder det mig helt enormt at læse i den.

Vil du prøve at beskrive denne enorme kedsomhed?

Det er ligesom hvis man sidder behageligt i et tog og øjenlågene bliver tunge.

Prøv at beskrive videre hvad der sker, hvis du kan.

Det kan jeg sagtens. Jeg falder i søvn.

Hvad sker der så bagefter?

Det her er et tilbundsgående interview skal jeg lige love for. Jeg vågner.

Og siden?

Og siden. Så laver jeg forskellige ting og så falder jeg i søvn igen.

Hvorfor?

På grund af et naturligt søvnbehov.

Men du sidder vel ikke i toget i to døgn?

Må jeg ikke det hvis jeg har lyst?

Hvor er du på vej hen?

Jeg skal et smut til München.

Jeg skal til Frankfurt.

”Det er let at være digter, når man går på en slette af guld med grønne blomster og knipser sådan her: kt kt”

Når du er sådan en glad og fro banan er det da lidt mærkeligt at din seneste udgivelse hedder ”væskefyldte hænder i Onnerslev”.

”Din seneste udgivelse hedder myreskum. Er det måske flødeskum lavet af myrer?”

Det er flødeskum lavet til myrer af græshopper.

”Jeg synes du peger på at de forskellige arter i insektriget arbejder sammen på en hjælpsom måde.”

Jeg synes du peger på ruller af harpiks.

”Det er fordi min finger tilfældigvis lå sådan at den pegede på de der ruller af harpiks.”

Jeg kan godt li dem.

Skide sjovt bagefter men pisse nervepirrende i minutterne op til fordi han faldt ned i et tornekrat: jagtet ind i junglen af vred gås

Jeg kan en rigtig god massageteknik når man er faldet ned i et tornekrat og blevet jagtet ind i juglen af en vred gås.

“Hold kæft det var sjovt. Jeg sidder nede i tornekrattet og kan ikke se andet end torne. Jeg forsøger at tage en selfie, men så kommer der en torn forbi og spørger om jeg har brug for lidt ekstra torne.”

Jeg har hørt at man bare skal sætte sig i respekt når der kommer en gås. Man skal kort sagt forestille sig man er en skorstensfejer som har været i skorstenene i over 20 år.

“Så sætter jeg mig med et par ekstra torne og lukker en sodavand op. Hold kæft vi grinede.”

En dag på Skriveskolen

“Ja, Maradjøngade, hvad har du skrevet i dag?”

“Et lille tog kørte rundt og rundt. Sjovt nok kørte det rundt oppe på væggen.”

“Det starter lovende, men der er en elementær fejl i anden sætning. Et tog kan ikke køre rundt oppe på væggen, så falder det jo ned. Med mindre det er magisk realisme eller for at være sjov, men så skal du tydeligt markere at det er for at være sjov ved at starte den sætning med ordene: Sjovt nok. Ja, hvad siger du Takhøj?”

“Det er jo lige det han gør.”

“Det har du egentlig ret i. Det overså jeg. Nå ja. Fortsæt oplæsningen af din historie, Maradjøngade.”

“Så forsvandt toget og gav plads for bipersonen Niels Christian Beethoven.”

“Stop lige en halv Maradjøngade. Der er to elementære fejl, så jeg må frem med den røde pen igen. For det første er det meget lidt elegant at toget forsvinder fremfor blot at lave et skift af fokus og for det andet er det en fejl at afsløre direkte i teksten at der er tale om en biperson. Og hvad er det for et åndssvagt navn Niels Christian Beethoven? Det bliver noget enormt vattet noget. Lad os få nogle tønder ind med mælk, en barnefødsel og en ovn så ingen fryser.”

“Så kom der tønder ind med mælk og der blev født et barn og der var en ovn.”

“Skide godt!”

“Da det blev aften gik vi en tur.”

“Nej, hvad er nu det for noget? Det er jo bare dig Maradjøngade der sidder og glor på Lotte og drømmer om at gå en tur med hende i aften. Hvad er nu det for noget? Det forstyrrer altså handlingen såvel som undervisningen at I sidder og sender flirtende ting og sager ind i jeres tekster.”

“Da det blev aften gik vi ikke en tur.”

“Det er langt bedre.”

“Vi gik på MacDonalds og bestilte sild.”

“Se, nu flyder handlingen bedre. Men I skal ikke bestille sild på MacDonalds. Det er for punk.”

“Du var da selv punker engang.”

“Ok. Jeg tror faktisk den vil falde i god jord. Tak.”