Puf bliver kaldt Puf. I virkeligheden hedder han Kufferrt. Et lidt usædvanligt navn. Puf har fået lov af Lise og af deres omgangskreds til at hedde Puf fordi der i hans indre angiveligt forekommer små puf. Det påstår han i hvert fald selv.

»Puf er et lille indre tøf af pudder.«

Det var en meget mærkelig sætning, men jeg forstår.

Sætningen irriterer Lise. Hun har åbenbart brug for at koncentrere sig om andet end Puf og hans puf.

Lise: »Jeg har netop ikke købt mig en hund.«

Ok.

Lise har tilsyneladende også puf. Det vil Puf bare ikke anerkende. Men er puf-hos-andre-fornægtere henvist til at blive både stumme og arbejdsløse?

Lise: »Der var engang en elefant. Den havde fire ben. De to af dem kunne ikke gå. Hvad var der så tilbage?«

Meningen med livet er egentlig ganske enkel i følge Tesser Longdahl. Tilgivelse forudsætter accept, kærlighed og forståelse. Accept forudsætter håb og mere forståelse. Håb forudsætter tro, endnu mere forståelse og indsigt i forståelsen. Forståelse forudsætter, ja, ligefrem kræver, medfølelse, lytning og kærlighed. Vrede forudsætter lytning, indsigt og udsigten til supplerende bebrejdelser. Men egentlig er det der nok vil blive stående for erindringen ved Longdahls nye bogværk de omhyggelige noter om rockbandet De Glemsomme Forskrækkelsers kamp for succes.

»Når en hoteltallerken er blevet vasket 24 gange i træk uden at have været snavset kommer den gamle hinkestensmand forbi og henter den.«

Børnene i skolens aula kigger interesseret på foredragsholderen. En dreng rækker fingeren op.

»Det er ligesom hjemme hos mig. Vi har en trådløs router som både mobiltelefoner og computere kører over.«

»Det er ikke det samme.«

»Ok.«

En mere fornuftig dreng rækker fingeren op.

»Hvad hvis den bare har været støvet?«

»Er støv snavs?« spørger et tredje barn.

Undertegnede journalist fra den Anden Avis undrer sig over hvorfor børnene ikke spørger ind til de to mest gådefulde problemstillinger nemlig hvem den gamle hinkestensmand er og hvordan han kan holde styr på alle verdens hoteltallerkener, men jeg bliver klar over at de godt ved at det der bliver fortalt er fantasi. Der er noget fuldkommen rørende ved at alle børnene har mindst lige så meget fantasi som foredragsholderen. Ja. Børn og voksne har lige meget fantasi.

»Sikke noget vrøvl.«

Hvad!? Hvordan kan du vide hvad jeg tænker? Jeg lægger mærke til en skolelærer der står og læser mine tanker og læser artiklen inden den er skrevet.

»Hihi.«

Foredragsholderen er gået lidt i tomgang med en meget standard fortælling om to forelskede myg der sidder på kanten af en tallerken. Udenfor brummer en gravko.

»Ræk mig en valnød.«

»Vi har ikke flere valnødder.«

»Så ræk mig en citron af træ med gevind der rummer en antennetop.«

»Symbolikken giver på en eller anden måde mening. Antennetop. Hensigten er kommunikation. Citron. Syrlig attitude på overfladen.«

»Bare ræk mig en model af en hest af vådt ler.«

En morgen så Jackie sin mand glide ned af trappen i østfløjen på en glidende og imødekommende måde.

“Det er ikke rigtigt at sige at han opfandt rulletrappen, for den var allerede opfundet. Han opfandt et trappetrin som pløjede de andre trappetrin af og derefter mættedes af mælk.”

Det skete på under to uger.

Du er ikke den mest kendte filosof, vel?

»Det er rigtig nok.«

Det har du erkendt eller hvad?

»Alt andet ville nok ikke være det mest realistiske.«

Med dig selv?

»Ja. Siden du spørger.«

Men alligevel kan man sige at du stadig forsøger at få dig et navn?

»Ja. Jeg har i hvert fald lavet en populærfilosofisk teori.«

Og teorien består af to teoremer som du argumenterer for at enhver intellektuel bestræbelse i vor tid nødvendigvis må tage højde for. Det ene teorem er at der er sket og sker fede ting i tiden og det andet er at en masse ting er og føles permanent barokke, fx verdensrummet. Den der med verdensrummet er jeg med på for vel er det da mærkeligt at det er så stort og planeter svinger sig rundt om sole og igen om galakser men det med at der sker og er sket fede ting i tiden er sværere for mig at forstå. Hænger det sammen med, tror du, at der sidder en generende klemme fast på mit øre?

»Det kunne sagtens hænge sådan sammen. En klemme er trods alt en klemme. Den niver. Og den generer, som du siger. Det første teorem er langt vanskeligere at forstå end det andet. Det første teorem er et knosi-teorem og det andet er et ybscher-knosi-teorem. Så du har fuldkommen ret når du hævder at begge er knosi.«

Det har jeg ikke sagt.

»Men du kunne have sagt det hvis du var en bugtalerdukke.«

Det er der mange der er.

»Ja.«

Jeg kan godt forstå hvad du mener. Men skal der ikke flere teoremer til end de to?

»Det behøver du faktisk ikke.«

Jo, men jeg vil gerne have flere end dem. Jeg føler de berører to vidt forskellige dele af virkeligheden og at de ikke berører hinanden.

»Ok. Så snup et par flere.«

Men jeg er stadigvæk interesseret i hvordan hulen du kan tjene 24 kroner på det første teorem om de fede ting. Vil du ikke fortælle mig lidt mere om hvad meningen er med det første teorem og hvorfor du tror du personligt lægger så meget vægt på det?

»Hmm. Det er let at svare på for det andet teorems vedkommende. Det er, for mig i hvert fald, en relativ enkel intellektuel bevægelse jeg skal udføre for at mærke den eksistentielle og følelsesmæssige rigtighed af teorem nummer to. Jeg tror i øvrigt at teoremet svarer til det Martin Heidegger benævner kastethed, men det er en anden snak. Hvad angår det første teorem kræver det at jeg tænker på konkrete fortidige eller mere eller mindre nutidige oplevelser for at mærke rigtigheden. Det er vel noget med at blive ældre og have en fortid. Noget med at blive midaldrende og se tilbage. Det lyder lidt floskelagtigt, men faktum er vel at man ryger ind i en slags mikset, halvforvirret tilstand oftere og oftere med alderen.«

»Det er ikke en abe.«

»Er det malm?«

»Ja.«

»Er det en form for malm?«

»Jeg har sagt det er malm.«