Tak, Gud, for dagen som nu er til ende
Tak, for at jeg ikke skal bekymre mig.
Tak for strandluft, motion og samvær med mine kæreste.
Tak for at Du ånder fred ind i os.
“Der vimses”: 1. Akt, 3. Scene
[Lys. Skoleklasse med to gange fem borde med børn der sidder med ryggen til publikum.]
Klasselæreren/Skuespiller 1: [Ved kateteret bagest, med front mod publikum.] Og hvad er det her? [Tager et lille krydderiglas frem. Barn 8 rækker hånden op.] Ja, Ulf?
Ulf: Det er krydderi.
Klasselæreren: Det er krydderi. Og det er oplysningsfilosoffen Immanuel Kant der siger det samme som Kristus ved at tilføje lidt krydderi. Lidt halvgammelt sprogkrydderi. Kant siger: Du skal handle mod andre som du gerne have de handler imod dig. Kristus siger: Du skal elske din næste som dig selv. Men Kristus havde et første bud, som var endnu vigtigere. Nu skal vi møde verdens største detektiv, Ebbe Kant. Ebbe Kant har ledt efter sine bukser i 12 år. For 12 år siden fandt han dem i bunden af en galease, et skib altså. Nu er de blevet væk igen. Men Kant leder også efter noget andet. Er der nogen der ved hvad Kant leder efter? Ja, Ulf?
Ulf: [Mens Ebbe Kant går ind på scenen i uniform og boksershorts.] Ebbe Kant er under mistanke.
Klasselæreren: Ha! Fabelagtigt Ulf!
Ebbe Kant: [Forvirret, uvant med at stå foran en skoleklasse. Ser nervøst fra forsamlingen til klasselæreren.] Ja?
Klasselæreren: Disse børn har jeg kendt i 5 år. Jeg vil gå igennem ild og vand for dem. Skal vi ikke alle sammen sige Hej til Kant.
Børnene: Hej til Kant.
Klasselæreren: Og lidt højere…
Børnene: Hej til Kant.
Klasselæreren: Og må vi få den ekstra højt…
Børnene: Hej til Kant!!
Klasselæreren: Velkommen til 5.A kære Ebbe Kant.
Ebbe Kant: Tak.
Højttaleren: Bukserne er i Trines skoletaske.
Klasselæreren: Trine. Vil du åbne din skoletaske.
[Trine åbner tasken og tager Kants bukser frem som klasselæreren går ned og henter til Kant.]
Ebbe Kant: Tak.
Klasselæreren: Ebbe Kant i dit officielle liv er der to store problemer. Nu har du fundet dine bukser.
Ebbe Kant: [Kigger op.] Hallo?
Højttaleren: Hallo. [Lys forsvinder.]
Tak, Gud, for dagen som nu går på hæld
Tak for de familieglæder der blev mig til del.
Tak for at sprælskheden i min nye komedie virker naturlig.
Tak for at alle har det godt uden jeg selv har gjort mig de store anstrengelser.
“Der vimses”: 1. Akt, 2. Scene
[De to filosoffer. Abraham og Anne Lise. Alle siddende i to chesterfield sofaer med dækket kaffebord. De tre humanister ind. To af dem er statister og står med hver deres laptop i baggrunden, smilende og venlige.]
Simone: Simone Kvabbe Inderthorsen.
Skuespiller 1: [Rejser sig og tager imod.] Dejligt. Vi er i denne lille by, meget taknemmelige for at få besøg af ægte humanister.
Simone: Å haha. [Griner hysterisk, medvidende.] Humanister ja. Hahaha.
Skuespiller 1: [Griner hysterisk med. Simone og skuespiller 1 griner længe.] Ja. Er det ikke dejligt. [Vender sig imod de siddende.] Humanister har tænkt over de store spørgsmål. Blevet til de store spørgsmål, kan man måske ligefrem sige.
Simone: Vi er meget glade for invitationen og for at komme.
Skuespiller 1: Ja?
Simone: …men jeg tror vi må gå igen!
Skuespiller 2: Nej da?
Simone: Her er en atmosfære af noget indviklet…
Skuespiller 1: Du bliver vel ikke dårlig?
Simone: Jeg kan mærke…
Skuespiller 1: Den tidlige modernisme? Provinsielle konflikter? Tal kælling!
Skuespiller 2: [Rejser sig.] Den tidlige modernisme. Provinsielle konflikter. Tal kælling. Sæt jer nu ned alle sammen og tag for jer og lad os hygge os alle sammen.
Skuespiller 1: Undskyld Simone jeg sagde tal kælling.
Simone: Ingen årsag. Ingen årsag. [Slapper af, griner sjovt, men afslappet, og tager plads i den tredje og midterste sofa sammen med humanisterne.]
Abraham: Er det ikke tid til noget der efterligner kaffen?
Simone: Åh. [Retter på håret.] Ef… efterligner kaffen?
Skuespiller 2: Åh. Efterligner kaffen haha. [Ler voldsomt, men naturligt.] Abraham! Du udtrykker dig så klodset. Du er begyndt at efterligne skuespiller 1. Du har virkelig haha været iblandt os for længe. [Abraham rejser sig voldsomt kejtet.] Så! Abraham!
Simone: [Til Anne Lise] Goddag!
Anne Lise: [Til Simone. Venligt.] Anne Lise. Jeg er en stærk kvinde. Jeg undskylder dette spektakel. [Simone nikker forstående og overbærende.] De mandehystader! Vi trænger til at komme til bunds i det her. Abraham og jeg har kørt vores vogn i grøften og ingen kan hjælpe os. Vi er de eneste normale mennesker her.
Abraham: [Tager en sluk kaffe men tøver efter at have taget en slurk. Lavmælt, henvendt til sig selv] Har jeg brug for kaffe nu?
I teatrets højttaler: Jeg trænger til også at være tilstede.
Skuespiller 2: Det er jeg overbevist om.
Simone: Hvad var det?
Anne Lise: Der foregår uskyldige ting i Kregse Mølle. Abraham og jeg har været her i to måneder og vi føler os allerede helt hjemme. Forstå mig ret. Der foregår ting. Ja, for at være ærlig. Vi har allerede kopuleret på kryds og tværs i ordinære ægteskabslignende konstellationer.
Abraham: Hvis den stemme du hørte Simone lød som Gud, så må jeg skuffe dig. Det er manuskriptforfatteren, Morten Hjerl-Hansen, der prøver at opføre sig som Gud.
Skuespiller 1: [Nedladende, skarpt] Så Abraham! Drikke sin kaffe. Ikke sige flere ordinære ting. Simone. Stemmen er bare en del af denne forestillings flydende bevægelse.
Simone: Jeg tror ikke på dig skuespiller 1. Du virker Oscar Wilde utroværdig. Som en Kierkegaardsk æstetiker.
Anne Lise: Ja! Det gør du faktisk skuespiller 1. Og det bliver ikke bedre af at du faktisk har læst Kierkegaard. Haha. [Griner naturligt på en måde der breder sig til de andre på en forløsende måde.]
[Lys blændes ned, mens de griner]
Tak, Gud, for dagen som er gået
Tak for den dejlige idé til teaterstykket “Der vimses” og for de to smukke scener. Tak, for den gode fornemmelse omkring såvel arbejdsproces som modtagelse.
“Der vimses”: Prolog
[Lys.]
Vi beder alle i salen lade være med at knitre og tale i telefon. Dette stykke er nemlig skrevet af en vigtig person der muligvis selv er tilstede levende iblandt os, dog uden de Helly Hansen vanter fra 1980’erne. Denne person, altså dramatikeren Morten Hjerl-Hansen, har en personlighedsforstyrrelse ledsaget af depression og slapper bedre af med Level 42 og Pet Shop Boys end med David Bowie. Disse diagnoser vil derfor, naturligvis vil de det, sætte deres præg på det stykke De nu skal til at opleve. Morten beder os nævne at personlighedsforstyrrelsen har hjulpet ham med at gestalte de forskellige personer i stykket og at depressionen har hjulpet ham med at holde fokus væk fra samme personer og hen på de ting der er væsentlige for komedieskriveren nemlig publikums trøst og opmuntring. Resten skyldes den Hellige Ånd der bor i os alle.
Skuespiller 1: Du skuespiller 2….
Skuespiller 2: Ja, hvad er der skuespiller 1?
Skuespiller 1: Det de lige sagde i højttaleren… Betyder det at publikum skal sidde og se i to timer på et stykke skrevet af en dybt forvirret mand?
Skuespiller 1: Ja.
Skuespiller 2: Nå, men det er fint. Hvornår går vi i gang?
[Skuespiller 1 og 2 går ud. Lys slukkes.]
“Der vimses”: 1. Akt, 1. Scene
Ludvig, du har altid foretrukket det højeste frem for det største. Du er så dramatisk.
Jamen højde er en kvalitet jeg tilfældigvis ejer hvorimod du er…
Ja ja ja nu skal vi ikke komme for godt i gang. Jeg har jo sagt du er høj. Høj. Ja. Du.
Se så, der har vi jo Abraham. Han har sådan et tragisk navn. Lad mig forestille jer for hinanden.
Jeg vil ikke trænge mig på.
Abraham! Velkommen.
Du kender mit navn? Ha. Jeg er forvirret.
Jeg har studeret for længe. Din kones og din bil er gået i stå nede på vejen. Velkommen i vores lille Oscar Wilde kreds. Jeg hører du har talt med Igor, min alt for forvirrede tjener. Jeg undskylder hvis han opholdt dig med almindeligheder. Han er altid så søvnig. Hæng nu jakken.
Min kone…
Din kone må være meget ulykkelig med de høje tindinger du fremviser.
Ja min frisure er måske ikke…
Tys, Ludvig. Døm ikke manden. Abraham, nu du sidder bastet og bundet til at konversere lidt med os to gamle vil jeg forhøre mig om du sidder behageligt i sofaen?
Jeg har lidt travlt. Min kone…
Snup et glas champa…
[Kone braser ind. Abraham op.] Abraham! Du skal have dit brevkasseoplæg færdigt. Det er vigtigere end alt andet. Børnene kan vente. Det er ganske vist over deres sengetid men, forstår De, børnehaven, privat, holder ekstraordinært åbent for vores skyld.
Allan: Brevkasseredaktør, ser man det. Ræk mig din telefon. [Læser højt.] Abrahams tudebrevkasse for mænd. Jeg er selv for medicineret og for personlighedsforstyrret og depressiv til at græde godt og mine venner har ofte travlt med at levere i deres røvkedelige jobs. Men du må ikke tro jeg ikke er interesseret i grædende mænd. Når de sidder på bænkene rundt omkring i min lille by Asnæs går jeg ofte hen til dem og klapper dem blidt på skulderen. Jeg behøver ikke tage billeder af dem, for jeg har billedet af den gamle mand på stolen med mig i erindringen. Han som har tabt. Som har lidt et tab. Det gør ondt at miste. Det ved jeg.
Ludvig: Det er en opmuntrende tale og noget af en opsang til kvinderne, men jeg må sige du forekommer mig at være noget ovre i det indesluttede. Skål kære Abraham. Skål Ludvig. Og skål da for lille søde nuttede fine Anne Lise.
Abraham: Jeg agter at lave den brevkasse alligevel.
Allan: Tys-tys kære bundløst forkvaklede Abraham. Jeg går ud fra at det har stået på længe? Anne Lise, kom og sæt dig min pige. Abraham og Ludvig I bedes gå ud i haven mens jeg trøster Anne Lise mod denne grusomme og hæslige mand.
Anne Lise: Hans komplekser er dyre på alle måder. Jeg har måttet sælge en kommode og opdagede for sent at jeg var komet til at sælge alle mine gamle papirer. De ubesvarede breve fra alle mit livs mænd.
Allan: Ubesvarede? Du virker så ordrig og ligefrem. Var det kærlighedsbreve?
Anne Lise: Ja.
Allan: Jamen barn dog. Pris du dig lykkelig for at jeg sagtens kan gennemskue dig!
Anne Lise: Jeg er lykkelig.
Allan: Ja. Dans min ven.
Tak, Gud, for dagen i dag
Tak, for en ekstraordinær efterårssommerdag ved stranden.
Tak, for at Du har mindet mig om strandlivets glæder og den vældige fredsommelighed der udgår fra havet, når det er spejlblankt.
Tak for Du minder os om Din kære Søn når bølgerne på livets hav truer med udslettelse. Han fik loven og sandheden til at forme det hele og det rummer en betydning for mig, for alle mennesker.
En let nynnen
i mit indre
stiger op ad en stige
der er lavere end mig
og forvandles
til forundring.
