Tak for freden i mit hjerte og for at jeg må glæde mig til at tjene Dig i morgen med mine kære i Dit hus og nu sove.
Tak for salmerne i andagten i radioen.
Tak for det jeg ser med at et skuespil kan bevæge sig og sprede sig personligt ud og stå bomstille, urokkeligt, samtidig.
[Personerne sidder omkring stort bord. Skuespiller 1 og 2 sammen. Simone og de to statister. Detektiven. Abraham og Anne Lise]
Kvinden: I må ikke lade jer distrahere af mit udseende eller tage mig på røven. Vi skal lige have styret Danmarks åndelige skib på ret kurs og tilrettelægge hvad der skal ske. Jeg er den eneste der tør.
Simone: Hvad handler mødet om?
Kvinden: Det handler om ikke at dra sig undan.
Simone: Hvem er under mistanke?
Detektiven: [Spidser ører] Mistanke?
Kvinden: Ingen er under mistanke. Og der er ingen psykologer eller regibemærkninger der kan hjælpe os. Ingen. [Abraham markerer forsigtigt med hånden som i en skoleklasse] Abraham?
Abraham: Din skønhed distraherer mig. Kan du ikke sætte dig op bag mikrofonen igen. Vi kan godt klare os uden din hjælp.
Kvinden: Det er nok bedst. [Går ud]
Højttaler: Så er jeg tilbage.
Anne Lise: Det er bedre sådan her. Tak, kvinde fra stjernerne. Hvad kan du se?
Højttaler: Jeg kan ikke se fremtiden. Jeg kan ikke se skæbnen. Jeg kan se Gud fra hvor jeg sidder.
Detektiven: Det er interessant! [Tager det hvide skæg på der ligger på bordet] Gud er en kvinde med hvidt skæg. [Giver skægget til Anne Lise som tager det på]
Anne Lise: Jeg er en stærk kvinde.
Skuespiller 1: Jeg troede dette stykke handlede om at jeg skulle træde i karakter. Nu sidder jeg i et konferencelokale med en kvinde med et hvidt skæg.
Skuespiller 2: Det ordner sig. Græd ikke.
Skuespiller 1: Jeg græder ikke.
Skuespiller 2: Dit ansigt er helt opløst.
Skuespiller 1: Kan vi ikke ordne resten af det her stykke med fire improvisationer som klart og tydeligt illustrerer dets pointe og så få en lykkelig slutning.
Abraham: Visne blade. [Visne blade daler ned over hele scenen]
Anne Lise: Det er en kedsommelig idé.
Simone: Hvad for fire improvisationer?
Skuespiller 1: Første improvisation: Efterår. Anden improvisation: Vinter. Dernæst forår og sommer.
Anne Lise: Sikke en traditionalistisk idé. Ingen garvede teatergængere forventer årstider. [Lys ud]
Tak fordi Din fred virker.
Tak fordi jeg, i min komedieskrivning, kan føre højttalerstemmen ned på jorden i en ekskærestes måske overglade, måske glade, det vil morgendagen vise, skikkelse, en skikkelse som dog er kærlig.
[Skuespiller 1 liggende med krydsede arme på lit de parade briksen, dog ikke med blomster over sig. Simone på stolen ved siden af.]
Simone: Skuespiller 1, denne eftermiddagssession markerer afslutningen på vores terapi.
Skuespiller 1: Vores?
Simone: Din. Dit terapiforløb.
Skuespiller 1: Tak for din forståelse gennem disse fem år.
Simone: I lige måde.
Skuespiller 1: Tak for at jeg måtte få lov at trøste dig da du ringede i går og blev til en umådeholden, umættelig seksuel kvindefigur.
Simone: Jeg var ikke en umådeholden, umættelig seksuel kvindefigur ved samtalens begyndelse.
Skuespiller 1: Nej, da græd du.
[Lys ud. Lys. En tom stol står tilbage, hvor Simone lige før sad. Skuespiller 1 svinger sig op fra briksen og står med front mod publikum.]
Skuespiller 1: Det har vist sig statistisk at terapiforløb overalt i Danmark finder deres naturlige afslutning når ordet Berlingske er blevet sagt tre gange. Bum! Berlingske er opskriften på alle danske forfatteres og dramatikeres succes eller mangel på samme. Hvorfor? [Fanger en imaginær publikummers blik og taler videre med ham/hende. Lyskegle fanger en åben, smilende publikummer i nærheden af hvor skuespiller 1 kigger hen og holdes fast på vedkommende i det følgende] Fordi vi ikke har et dannet borgerskab i Danmark. [Eventuelt improviseret dialog med publikummeren i lyskeglen.] Der er ikke brug for at tage sig sammen. Det er sådan det er. Stå på egne ben. Det er sagen! Vi er utætte. Berlingske. Vi er omskiftelige. Berlingske. Vi er delvist onde. Det er da elskeligt i sig selv! Berlingske. [Lys ud]
[Person kommer ind i mørket med staldlygte. Ansigt ikke synligt.]
Højttaler: [Taler dæmpet] Hallo! Jeg leder efter den ansvarlige. Er det detektiven fordi han kalder sig detektiv. Er det humanisten fordi hun kalder sig psykolog? Er det døden? Jeg er kommet til slottet for at få ryddet op. [Lys ud]
Tak for at Du løsner op på knuderne i mit forpinte sind og giver mig nærhed, omtanke, udsyn og fred i en verden af såvel dybde som betydning.
Tak for at komedien fik scenen med om døden som er et klart udtryk for mit eget syn på døden, at vi lever videre.
Tak for at jeg måtte opleve en så fredelig septemberdag.
[Detektiven ligger lit de parade i hvidt tøj, hænder foldet på brystet, fuldt synlig. Smukt, omgivet af blomster. Skuespiller 1 og 2 andægtigt ind med buket, som skuespiller 2 bærer lægger blandt andre buketter på gulvet. Lang, knugende, nedbøjet stilhed]
Skuespiller 2: Nu er han næsten død.
Skuespiller 1: Nu er han næsten død. Kan ikke snakke.
Skuespiller 2: Så ung.
Skuespiller 1: Et langt liv med stærke, stærke udfordringer.
Skuespiller 2: Ja. Han kæmpede virkelig.
Skuespiller 1: Nu er han blevet spist af en tiger. Rub og stub.
Skuespiller 2: Han var tæt på at løse gåden da et langt stærkere FN troede han var et latterligt magtfuldt statsoverhoved og skød ham som en hund.
[Skuespiller 1 står med nedbøjet hoved og begynder at grine, en latter han forsøger at undertrykke, skuespiller 2 griner også og de eksploderer begge i grin som løsner op på situationen.]
Detektiven: Jeg kan tale igen. Se venner. Jeg taler. [Op på benene fra dødslejet.]
Skuespiller 2: Skuespiller 1 og jeg vil gerne takke dig. At du næsten døde passer til disse skumle kamre, gemakker, sale og levende lys… Overalt.
Detektiven: Så-så. Nu et glas vand. Jeg har frygtelig ondt i spidsen af albuen.
[Detektiven og skuespiller 1 og 2 fryser midt i vanddrikningen. Vand flyder ud over gulvet.]
Højttaleren: Jeg vil ikke overlade dig til ikke at træde i karakter. [Skuespiller 1 løfter hovedet langsomt. Det er ham der bliver talt til] Du er et fantastisk menneske.
[Lys ud]
Tak for at Du åndede på mit tastatur så den mærkelige bænk i komedien fik liv og alle de tryllerier opstod ud af intet.
Tak for strandluft og samvær i overskud.
Tak fordi Du gøder rare tanker ind i mig om alle dem jeg holder af og giver mig positive tanker om livet med hinanden.
Tak for nattens stilhed og søvnens blide forventning.
[Bænk. Detektiven og børneflokken fra skoleklassen, børnene klædt i skoleuniformer, skuespiller 1 og 2 ligeså. Børnene er stumme statister der følger med i flok. Skuespiller 1 og 2 er deres talsmænd.]
Detektiven: Kom, børn. Nu går vi op til kærlighedens bænk. Se! Der er den.
Skuespiller 1: Den frembyder ingen detaljer. Det er en tom bænk.
Detektiven: Sådan er det med bænke. En bænk er næsten altid tom.
Skuespiller 2: [Skuespiller 2 er jovial, i-sig-selv-hvilende og fåmælt gennem hele stykket. Skuespiller 1 er mere pågående, umoden, dominerende, frisk-på-den og bramfri, en jokerfigur.] Den er fuld af gammel kærlighed.
Detektiven: Cirka.
Skuespiller 1: Cirka?
Detektiven: Se nærmere efter! Der sidder nogen på bænken.
Skuespiller 1: To ånder?
Detektiven: To ånder.
Skuespiller 2: I skal ikke være bange, børn.
Skuespiller 1: Jeg er bange.
Detektiven: Ånder er naturlige.
Skuespiller 1: Skønånder? Digtere? Hvad kan I se? Jeg ser intet.
Detektiver: Betragt med hjertet. [Klapper skuespiller 1 og dernæst sig selv på brystet.]
Skuespiller 2: Ånder er bare kroppe minus alt det fysiske.
Detektiven: Ånder er teknisk set det der bliver tilbage når krop, sjæl, psykiatri og diverse eksistentielle mellemregninger fratrækkes. Nu skal vi se. Vi behøver ingen lup. Det er sikkert og vist.
[Strygere. Faretruende. Mystisk, hvidt lys og røg omkring bænken.]
Skuespiller 1: Det er Abraham og Anne Lise!
Detektiven: Korrekt. Korrekt. Hvad siger de?
Højttaler: Her må jeg blive jer svar skyldig.
[Lys ud. Lys. Abraham og Anne Lise på bænken.]
Abraham: Jeg kunne mærke et vindpust lige før.
Anne Lise: Jeg mærkede det også.
Abraham: Hvis du begynder din talestrøm igen så fordufter dette tidspunkt. Denne mulighed! Du må huske på at du er en stærk kvinde og så fortælle mig hvad jeg skal gøre.
Anne Lise: Jeg kan ikke fortælle dig det. Den slags skal komme fra dig.
Højttaleren: [Hvisker] Fortæl ham det…
Anne Lise: Er der ikke noget du vil spørge mig om, Abraham?
Højttaleren: [Hvisker] Fortæl ham det…
Abraham: Jo. Noget med bilen.
Anne Lise: Ja.
Højttaleren: [Hvisker] Fortæl ham det…
Abraham: Der ligger noget i bilen.
Anne Lise: Ja.
Abraham: Noget højt?
Anne Lise: Nej.
Abraham: Noget lavt?
Anne Lise: Ja.
Abraham: Noget firkantet?
Anne Lise: Ja.
Anne Lise: Den hemmelige fil. Dokumentet. Min iPad. Vi må ned til bilen før de andre får fat i filen og læser den.
[Lys ud. Lys. Detektiven. Børnene. Skuespiller 1 og 2. I samme position som førhen]
Detektiven: Ser man det. En hemmelig fil i bilen. Det lader til at Abraham har forfattet et såkaldt ensidigt kærlighedsdokument vedrørende Anne Lise og ham, før de kom her til slottet.
Skuespiller 1: Men hvordan kan han have skrevet noget fornuftigt før han mødte mig?
Detektiven: [Hercule Poirot-agtigt, bedrevidende] Det spørger jeg også mig selv om. Men jeg er ligeglad, ud fra den betragtning at et ensidigt kærlighedsdokument på dette tidspunkt af handlingen vil hypnotisere dem tekstuelt og bringe dem i en sær, sær tilstand af fortidsskrift der overtager begivenhederne. Tillad mig at bruge en metafor: Sidste års mode inden for hjertebeklædning vil spolere det hele.
Skuespiller 1: Jeg protesterer! Abraham havde ingen seksuel selvtillid før han kom hertil, ejheller tillid til sin egen personlighed. Dokumentet må være det rene pladder.
Detektiven: Dokumentet er forsvundet! Alle de tilstedeværende er under mistanke!
Skuespiller 2: Seksuel selvtillid. Tillid til sin egen personlighed. Se! Nu bestiller de pizza!
