Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 3. del, 3. optegnelse
De nederdrægtige skilsmisser byder mig imod. De går ud over børnene og det er synd, ja, ganske forfærdeligt. Jeg har hverken fantasi eller overblik over hvordan det må være at være part i al det og tage ansvar på sådan en yderpol, ja, på Nordpolen hvor alt bare handler om at sidde selvisk i en snestorm med dynejakken trukket op i panden. Min position er hån der selvfølgelig klæder mig dårligt og en inderlig bøn til forældrene om at, ja, hvad? aner det ikke!, tiden, tiden arbejder, høre opera, jeg ved ikke og skal, bør og orker ikke at forholde mig til det eftersom det er udenfor min erfaringshorisont.
Skilsmissekortet findes i ethvert ægteskab og det skal man ikke tale om, men lade ligge, for det der står skrevet på forsiden af dette kort er mestendels konventionelt, ydrestyret, det er noget samfundet har opfundet og dertil er der meget usprog og unuanceret skrift anført på forsiden af skilsmissekortet. Statistikken siger at langt de fleste skilsmisser er initierede af den ene og af disse de fleste af kvinden i en magtesløshed af regulær frygt for den anden eller frygt for at skade sig selv, børnene, andre, livet, kærligheden. En masse ting som det ikke giver mening at tale om fordi det, er så nyt, fremmed, overrumplende, det er for svært at tale om. Det frie ord flyver ud af vinduet.
Det der står på bagsiden af skilsmissekortet er mere personligt og derfor mere filosofisk-menneskeligt interessant. Det er vores egne filosofiske fortolkninger af det vi alle ved der står på forsiden af kortet og som vi derfor ikke behøver at redegøre for her. Men, som sagt: Bagsiden af skilsmissekortet er personlig og derfor rører vi ikke mere ved det.
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 3. del, 1. optegnelse
Vi mænd undertrykker ikke sjældent kvinder ved at mystificere dem. De bor jo hjemme med barnet. Drømmen om stammen fylder meget. De primære grunde til at disse drømme bliver forskruede er savn, fravær og ensomhed. Men når man kommer til et stade i livet hvor noget så vanskeligt som en separation ser ud til at gå i sig selv igen står man med to ting: 1. Dels det Wittgenstein kalder “et klart og elskende syn”, i mit tilfælde på den man elsker. Et syn der tilbydes én umiddelbart af virkeligheden. 2. Det Antonovsky kalder livsglæde. Livsglæde er for mig den dejlige tilstand som min sygdom altså delvist forhindrer mig i at fastholde. Antonovsky er dog generøs overfor mennesker i almindelighed, idet han, i øvrigt med filosoffen Hans Georg Gadamer, igennem sit liv fastholdt at alle der har det ok hverken er syge eller raske, men et sted der i mellem.
Det var det jeg var så optaget af og som fik mig til at vælge det forkerte bjergpas. Mit barn var i denne sammenhæng et påskud. Mit barn har det godt. Æblerne smagte i øvrigt også godt. De smagte fortrinligt.
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 2. del, 21. optegnelse
Erik vidste at hovedpersonerne vidste at han vidste at det ikke var ved ham at de klarede trængslerne i kapitel 4. Alligevel blev han så bekymret at han satte kursen direkte mod bjergpasset. Men han begik den lille fejl at han tog op til det forkerte bjergpas. Han var meget optaget af sin romanskrivning og af hans og Mads’ barn Kroas, det var hans egen forklaring på fejlen sidenhen, en fejl de grinede meget af. Heldigvis viste det sig at folkene i det forkerte bjergpas samlede på æbler. Grønne æbler. Rigtig flotte.
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 2. del, 20. optegnelse
Jeg vil da klart sige at alle mine personer havde et barn. Men det er et virkeligt barn og setuppet er højkristeligt, så onkel Erik, der, som vi har set, i den grad var inde i deres liv på en måde som ikke kan kaldes slet og ret onkelagtig, med menneskelig, gik med dem til foredrag om psykisk sygdom hos forældre.
”Børn prøver at redde situationen.”
”Jeg har en sygdom i hjernen som gør at jeg ikke kan holde fast i glæden. Sygdommen smitter ikke.”
”Jeg skal tage hensyn, mine børn skal ikke tage hensyn.”
”1. Det er ikke deres job at gøre mig glad. 2. Det var min hverdag som var ødelagt, ikke deres. 3. Børn skulle vælge to voksne som de kunne fortælle alt. 4. Hjælp er vigtig: ‘Tag imod al den hjælp I kan få’.” 5. Sikkerhedsnettet griber. 6. Den stærke beder om hjælp.”
”Kærlighed, mod, stabilitet. Men: Man kan godt udlicitere.”
”Aaron Antonovsky: OAS: oplevelse af sammenhæng.”
”De fleste børn udsættes for mellem 30-50 uhensigtsmæssige ting fra deres forældre dagligt.”
”Jeg bliver glad når du er i rummet.”
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 2. del, 18. optegnelse
-Hvad er forskellen på en dannet person og en krukke? Beatrice?
-Jeg hedder ikke Beatrice. Ingen.
Vores kvindelige hovedperson lagde hovedet på skrå og smilede, hvilket for Erik og vores mandlige hovedperson betød: ”Jeg forstår godt at du elsker mennesker og mener ‘krukket’ i positiv, varm betydning. En krukke er en skrøbelig vandbeholder der nogen gange er en vase.”
