Om angsterfaringen, nazismen og modernismen
Angsterfaringen har næppe den åndelige dybde som modernisterne og lad os bare tage Kierkegaard troede, cementerede i forhold til os andre og selv gik ud fra. For dem var angsterfaringen et vilkår på grund af fortidens ganske ringe behandlingsmuligheder. I dag ved vi at den er sygelig. I den forstand havde nazisterne delvist ret i at den modernistiske kunst var og er udartet. Den modernistiske kunst spekulerede i angsterfaringen på samme måde som en strandsælger om vinteren spekulerer i hvordan han skal lave de bedste sandwiches når det bliver sommer. Han tænker på Pappes Pølser over i den anden ende af stranden og han tænker på Pappe. Jeg tror ikke en Paul Klee eller en Piet Mondrian dybt i dem selv troede de havde fundet de vises sten. Det blev grundlæggende en lidt pinlig affære som satte gang i meget hø. Jeg prøver at styre min lille datter uden om fx Louisianas permanente udstillinger for jeg synes de er så bøvede. Hellere lyse øjne på landet til mig. Jeg tror virkelig ikke disse værker får hende til at ”se på verden på en anden måde” og hun er jo en slags sandhedsvidne fordi hun er et barn.
Er det ikke næsten magisk?
Stort set alle dem jeg kender (og elsker) der er afstumpede og således ikke er deres egne følelser bekendt har det ad h til. Jeg fryder mig ikke over det. Jeg er ikke bekymret over det. Men tingene “går op”. Mennesker rundt om mig bliver dømt. Dostojevskij kæmpede mod nihilismen med store midler. Jeg kæmper imod kynismen og afstumpetheden med mindre midler: Der er ingen der “dybt i deres hjerte” ikke forstår kærligheden. Kærligheden forstår vi alle.
En linje der desværre ikke findes i Adam Prices dramatik, men som jeg ikke desto mindre finder interessant, ja, vigtig!
At du, du!, ikke engang kan spille med på den lille illusion om at mænd ejer deres kvinder finder jeg latterligt.
Los fra Los Bandet: Hvad hedder den synsvinkel vi skal anlægge og den stillingtagen vi skal tilegne os og praktisere hvis vi skal lave sjov med popmusik, fx Bob Dylan
En los, et af de mest naturlige dyr, har stillet ovennævnte spørgsmål til ingen ringere end, og hold nu fast, kongen af Saudi Arabien. Fyren der i den grad svigtede i Syrien. Da kongen havde forstået spørgsmålet slog han en høj latter op.
Mortens mentalhygiejne og distriktspsykiatriske imperium præsenterer: Forlængst afdøde hunde
Ja, så sidder jeg atter bænket i den lille stue i lokalarkivet i Tapper på jagt efter nogle af de her såkaldte mennesker der har skrevet om deres kære afdøde hunde på en tilnærmelsesvist sprogligt original måde. Ja, jeg kan ligeså godt indrømme at jeg er på jagt efter et skriftligt vidnesbyrd om at en eller anden, bare en eller anden, knold har kaldt sin gode vovse for Kandelaber. Anvendt dette tossede navneord metaforisk. Til højre for mig ligger stakkevis af journaler, hundesamværsdagbøger, sygehistorier, breve, postkort, post-it noter der alle svigter. Men til venstre ligger dagens fangst: en grøn konvolut der har været åbnet og er adresseret “Til min hund Kandelaber”. Jeg ånder lettet op. Brevets indhold følger nedenfor.
Kære Trofast, ja, jeg var lige ved at skrive kære Kandelaber, det navn bruger jeg jo når vi er alene sammen på vores ture, hvordan skal nogen fatte hvor meget jeg holder af dig. Kærlig hilsen Jesper Takhøj, din herre
Jeg gnider mig på hagen, tager en slurk af min medbragte kaffe og henvender mig stilfærdigt og høfligt til den gamle skolelærer Gabriel Maradjøngade der er frivillig på arkivet. Jeg har i sinde at lægge kortene på bordet, men ved ikke om det giver mening at sprogliggøre hvorfor jeg har spildt min torsdag på at lede efter et eller andet kødhoved der har kaldt sin hund kandelaber i dybeste oprigtighed og i respekt for, ja, sproget. Maradjøngade ser overbærende på mig. Det er tydeligt for mig at tankerne flyver rundt i hans hoved og at han leder efter ord. Jeg aer hans sparsomme Bernie Sanders lokker og løfter ham op til han bøvser tilfreds. Han har netop spist en peanut.
Jeg har hørt så mange skide latterlige ting om kvinder at det har låst mig fast
Og jeg får dem bekræftet hele tiden. Af kvinder. Af mænd.
Det er nok sådan at jeg føler jeg beskytter nogen ved at harcelere over overeksponerede kunstnere
Det er nok også sådan at jeg føler sådan med en vis ret.
