Jeg kan ikke køre igennem Paris uden at se de store flotte pladser med brosten uden at blive stolt af mit køn, af andre mænd som byggede disse pladser og tegnede dem med obelisker og hele lortet. Jeg flover mig hver gang over min stolthed som jeg sidder der i mit kinaproducerede stangtøj og betragter. Så sidder jeg og bliver arrig over hvorfor jeg skal flove mig og griber ud efter tidens politiske korrekthed og så stopper festen, for så ved jeg ikke hvad jeg skal mene. Den er så massiv. Min indre dialog stopper. Jeg må tvinge min disputeren videre ved at gribe til modsigelser og hypotetiseren og *gennemtænkt overbærenhed* i forhold til hvad der rører sig i mit hjerte.
”Det meste af det flotte i Paris er bygget med kristendom, af kristne mænd.” Men hvad betyder det udsagn? Det giver ingen mening overhovedet at skrive det, at være åben omkring tro i vores kultur og køn i vores kultur, som den er blevet.
Mange af mine muslimske venner er store spørgsmålstegn overfor hvorfor danskerne ikke går mere i kirke. Jeg vil tro nogle ligefrem er pikerede over det. Store spørgsmålstegn har aldrig interesseret mig synderligt, det er så fejt og holdningsløst, vi lever i et oplyst samfund hvor argumentet skal have en ret afgørende vægt, hvorfor være optaget af ære i en grad så man lukker munden?, men derimod interesserer pikerethed mig altid. Men man må give mange muslimer, måske flertallet, at de ved hvad et religiøst liv er. Et liv med Gud.
Der har været mange fusere i Informations serie om spiritualitet. Jeg kender mine muslimske venner godt nok til at vide at de ville grine deres røv i laser over de fleste af dem. Men vips! Der var en der sagde noget enkelt og ikke var fuld af sig selv:
”Det er ikke nemt for et menneske at overgive sig til tro. Men man kan bevæge sig derhen, hvor troen er en mulighed. Måske vil man her – midt i alt det uforståelige – kunne mærke en lille lettelse over, at det ikke er én selv, der skal fortælle hele verden frem, skriver præst Jens Biegel-Fogh i kronikserien om spiritualitet”
Man må give muslimerne at de kan gå lidt stille med deres tro. De flyver ind i tårne nogen gange, javist, men det skal aldrig afholde os fra at tage den udfordring op der hedder at *tænke* over hvordan vi kan få et mere nuanceret blik på radikalisering midt i vores *i vammel grad* politisk korrekte tid.
Vi er alle til hobe radikaliserede i en eller anden grad. Vi kristne vil så gerne gøre gode, kærlige gerninger, men gør dem ofte slet ikke. Hvordan skal vi da leve ubekymrede? Der er en radikalisering i politisk korrekthed og identitetspolitiske diskussioner.
Muslimske mænd er lidt for optagede af at sidde for enden af bordet og docere grimt. Er kristne mænd ikke på samme måde? Vi sidder og antyder at kristne mænd byggede Paris og New York med kristne kvinder i en tredjeposition foran kødgryderne, mens børnene trillede rundt og legede ind til de blev gamle nok til at læse The Catcher in the Rye.
Man burde rehabilitere fjendskabet mellem kønnene ved at lytte lidt til muslimerne. Vi kristne må ikke blive for fulde af os selv. Det er åndløst og uklædeligt, uanset om det vi jagter er tidens store idol: holistisk selvkendskab. Holistisk selvkendskab gør os til latterlige Hamletter med fikse, hurtige idéer ud af ærmerne. Røvkedeligt!
