Fader Kyypt fortæller om en anden berømt munk: Fader Kyylpixe

Ja, altså. Fader Kyylpixe var noget af en ræv. Han stjal engang mine høns, men de galede hæhæ selvfølgelig op indefra hans celle og så havde vi balladen. Da broder Vaskesig og jeg trådte indenfor sad Magda på hans hoved. Men han kunne også være rar. Engang trak han en lang fiber, hedder det sådan på dansk?, gennem klosterhaven da nogle fattige drenge nede fra byen kom op og larmede med nogle uforståelige ord. Jeg bandede noget den dag. Men det blev godt igen. Det gjorde det altid og sådan har det altid været på jorden. I dag har jeg store krøller. Mit hoved ser større ud end det er. Fader Kyylpixe plejede at sige at mine pandekrøller lignede det kikkertstativ han fik da han blev fem år. Han holdt meget af kikkerter.

Emmerik Takhøjs filosofi

Emmerik Takhøj, der berigede verden med en digtsamling om hvordan et menneske med sindslidelse og som måske er uerkendt delvist bøsse ville reagere på at have dejlig sex med en mand, er i studiet til en snak om en anden hovedinteresse: At mennesker der forsøger at sige noget dybere end dybt er gode nok fordi de siger det på deres egne præmisser, men ikke værd at læse.

Har du nogensinde været seksuelt sammen med en af dit eget køn?

“Desværre ikke. Desværre ikke. Det er jeg gået glip af i min ungdom. Dermed ved jeg ikke hvad der sker når et kram mellem mænd bliver ekstra langt og de tager tøjet af og begynder at have sex med hinanden og siden går en lang tur sammen i eftermiddagssolen på stranden og sætter sig på en café ved vandet og spiser crêpes suzettes med en blommeiskugle og et nuttet lille ananaskirsebær. Plip!”

Hvad betyder det at et udsagn, en filosofisk undersøgelse eller en erklæring er dybere end dyb?

“Det har i hvert fald som konsekvens at man får det skidt åndeligt.”

Er et ananaskirsebær sammen med blommeis ikke skudt lidt ved siden af?

Erik Flonty: “Jeg bryder mig ikke om den måde gæs kaster sig over majs når de er røv, røv sultne”

Du blev kendt i Blovstrød da du delte tre 50 kronesedler ud til de tre flotteste i lokalet ved en fest i byens forsamlingshus.

“Ja. Berømmelse er noget underligt noget.”

Hvordan underligt?

“Har du nogen sinde prøvet at blive pustet på det forkerte knæ?”

Jeg synes man skal tale pænt om knæ.

“Jamen jeg er lykkelig for mine knæ.”

Men hvordan er berømmelse noget underligt noget? Jeg opfatter det snarere som noget høfligt og imødekommende.

“Næh, det er det nu slet ikke. Jeg kan ikke forstå hvad du mener.”

Næh.

“Du skal ikke græde.”

Snøft.

“Du skal aldrig græde og aldrig være sur.”

Det lyder fornuftigt.

“Men tillægsordene høflig og imødekommende giver ingen som helst mening om berømmelse. Berømmelse kan være overvældende, uhåndterbar, stimulerende, opløftende. Den slags ting. Høflig og imødekommende er noget mennesker kan være. Ikke ting. Ikke begreber.”

Men du siger selv at folk blev så mærkelige efter episoden med din prisuddeling. De kastede hatten højt op i luften når de passerede dig på gaden i Blovstrød.

“Hvilken?”

Hvilken?

“Hvilken hat?”

Deres hatte. Folk i Blovstrøds hatte.

“Ved du ikke det er forbudt at bære hat i Blovstrød?”

Hør. Har vi to ikke gået i skole sammen?

“Vi løb snarere. Når det ringede ind sang vi så højt at gårdvagten brækkede midt over.”

Haha. Hvad hed den gårdvagt?

“Temer Madsen.”

Hed han ikke bare Te?

“Jo, det er rigtigt. Te Madsen.”

Hold kæft mand. Te farvede hele skolegården med en malerkost.

“Jeg forstod ham aldrig rigtigt.”

Forstod du ham aldrig rigtigt?

“Jeg forstod ham aldrig rigtigt.”

Jeg spurgte ham engang hvem han egentlig var. ‘Hvem er du egentlig Te?’ råbte jeg så selv de mindste skolelærere kunne høre det.

“Hvad sagde han så?”

Ja, altså han forklarede mig hvem han er.

“Hvordan kan man det?”

Hvis kemien er der samtidig med inspirationen så kan den slags finde sted på jorde.

“Det er sjov, lige da du sagde det kom jeg til at tænke på en hasselnød.”

Det var en god skoledag, jeg mener: Det var en god skole.

Bollede

To mennesker der ligger oven på hinanden uden tøj på. Vi kender den sjofle tanke. På nettet ser vi at det faktisk forholder sig sådan.

Essay om dating-apps og net-dating

Dating-apps og net-dating. Tja, for os med sindslidelser er det dårligt nyt. Forelskelsen rammer os hårdere end andre grupper fordi forelskelsen i sig selv er en form for psykisk lidelse. Derfor vil jeg her advare mine brødre og søstre med sindslidelser imod disse apps og tilføje at selvom I er så unge at I måske endnu ikke er blevet udredte med jeres lidelser så er I udsatte. Det er kun naturligt at I er særligt interesserede i folk der har udsigt til høje lønninger. Prinser og prinsesser på hvide heste. Lad dem dog være. De er ofte kyniske, fulde af sig selv, uvidende, selvoptagede og kedsommelige. Akkurat som prinser og prinsesser på de føromtalte hvide heste.

Den evige robusthed. Den evige sårbarhed.

Indebærer “robusthed” en risiko for *følelseskulde*?

Det er for mig et af tidens mest vigtigt-kontroversielle filosofiske spørgsmål.

Det kræver meget mere fantasi af mine læser at *røre* ved dette spørgsmål end at *stille* det. Alligevel kunne jeg aldrig drømme om at kræve fantasi som *livsform* af min læser. Ikke fordi jeg antager at min læser har mindre fantasi end jeg, men fordi det at *kræve* fantasi af en anden svarer til en gennemgribende ligegyldighed overfor andre mennesker. En ligegyldighed hvis ordlyd er: “jeg er ligeglad med om du bliver radikaliseret af at læse mig”. Søren Kierkegaard har radikaliseret mange uden at ville det, fordi han ikke evnede dette, jfr. Kaj Munks skuepil Ordet. Kierkegaards meddelelsesmetode var tvangsmæssigt sokratisk.

Essay, hvor jeg spørger mig selv: Føler jeg, som menneske med psykiske sygdomme, utvetydig respekt for de normale?

Det er et spørgsmål jeg føler mig nødsaget til at stille. Jeg føler et stærkt behov for at *melde ud* på en *nuanceret måde*, på en *sprogundersøgende måde* og på en *udfordrende måde*.

De fleste læsere vil nok her spørge hvordan det er at være sindssyg. Det er nemt at svare på for mig. Hvis du har haft et dårligt trip i forbindelse med hashrygning så forestil dig at du oplevede dette hyppigt. Det er meget lidelsesfuldt, ja. Men det er ikke “mere end det”. Jeg er også så mange andre ting og først og fremmest er jeg et menneske.

Jeg *føler* ikke en “utvetydig respekt” for de normale. Hvis jeg uden videre gjorde det, var der ingen grund til dette essay, denne undersøgelse.

“Mennesker der ikke erkender at unormalitet er *inde og røre ved de essentielle personlighedstræk hos dem selv* er jeg ikke videre interesseret i. Jeg føler de er irriterende, jeg føler der ofte kommer dumme ting ud af deres mund som ofte minder stærkt om uvalgt uempati. Kedsommeligt i længden.”

Ovenstående udsagn kom fra min lever men mit hoved er ikke absolut enigt.

“Jeg ville gerne selv have haft en *snild karriere*.”

Også dette udsagn er der noget rigtigt i, men tingene er blevet anderledes. Jeg elsker min *skæbne*, mit liv nu og her, så den med en snild karriere var måske alligevel “ikke rigtig mig”.

Vi er nu ved spørgsmålet:

“Kan man lære noget af sindssyge foruden at slå kolbøtter?”

Mit svar på det er ja, men det er uhyre vanskeligt at redegøre for hvordan et *hyppigt dårligt trip* sætter mig i stand til at lære nogen noget. Det handler om de livsvalg, den *livsform* man bliver ved at de psykiatriske hensyn jeg må tage til mig selv fylder mere end de eksistentielle lidelser som alle mennesker kender. Der er måske tale om en priviligeret position, mere priviligeret, i hvert fald, end man umiddelbart forestiller sig. Det er priviligeret at være fritaget for fx kedsomhed. Jeg synes ikke kedsomhed er *overvejende sundt*. Kedsomhed, *tilværelsens ulidelige lethed*, som Kundera så præcist karakteriserer den, sår mange dårlige korn i verden som bliver til tidsler i form af overforbrug, overturisme, stress og kontaktsvage mennesker.

Tage erindrer

Kan du huske dengang vi fandt en børste på soveværelset?

Ja, det var dengang jeg forelskede mig i dig, din klaptorsk!

Kan du huske dengang vi fandt en børste på badeværelset?

Ja, det var dengang vi byggede Toldboden i København, din Erik Slåenkilde!

Det er sjovt. Jeg husker alt. Det er egentlig underligt jeg lige nu har glemt hvor jeg har lagt den kimono jeg netop kiggede på.

Du står nøgen i et storcenter.

Hvad er det for noget vrøvl?

Alle. Alle kan se din tissemand Johannes.

Nyhedsbilledet i stenalderen var ligeså fragmenteret som det er i dag

“En kat er fløjet væk!”

“Jeg har set en flyvende kat!”

Okleren, stammens laveste mand, fungerede som nyhedsbureau, journalist og avis.

“Flyvende kat set!”