Ydede sit ypperste ved hjælp af beboelig glasboble

Hvad er en beboelig glasboble?

“Det er et vanskeligt at svare på. Det er en beskyttelsesenhed påmonteret en ydre megafon. Glasboblen har det formål at hele åndeligt skadede mennesker. Der er cirka 60.000 beboelige glasbobler i Danmark som tages frem lejlighedsvist fra glasbobbelskabe eller glasbobbelgarager.”

Har du været involveret i salget af disse glasbobler til danskerne?

“Nej.”

Men du ankom i en bil hvorpå der stod skrevet “Gasses Glasbobler”, endda med telefonnummer.

“Nej. Jeg tog bussen.”

Nej. Jeg tog bussen. Du var ikke med bussen.

“Ok så. Men jeg solgte så mange glasbobler at jeg selv blev åndeligt skadet og købte min egen åndelige glasboble af mig selv.”

Du lyder som en indviklet rad. Hvorfor tror du du er åndeligt skadet?

“Det sagde min præst til min læge som siden fortalte det til mig. Forinden havde jeg forklaret det for mig selv.”

Så du blev ikke overrasket?

“Næh.”

Hvad siger dine nærmeste?

“De siger mange ting. ‘Ræk mig saltet’.”

Men til at du er åndeligt skadet.

“Nårh på den måde. De siger ‘Skru ned!’ når jeg sidder inde i glasboblen og søger beskyttelse. De kan ikke holde støjen ud. Panter er en lille by.”

Panter lyder som en lidt skør by.

“Panter er en skør by.”

Vi går sammen udenfor og kigger på Panter. Hurtig, årvågen og kulsort. Vi forlader Panter og går en lang tur uden for byen gennem agre og skove. En flok gnuer stå ved en skovsø og drikker og holder inde da det giver et sæt i flokken. Nej. De kan trygt drikke videre.

En læser spørger: Hvorfor har Bob Dylan ikke skrevet en sang med titlen ”Don’t care what people say”?

Kære The Other Newspaper,

Hvorfor har Bob Dylan ikke skrevet en sang der hedder ”Don’t care what people say”?

Med venlig hilsen

Malm Hybbyk

Rud Nykvist svarer:

Kære Malm,

Pyha. Den er svær at svare på. Jeg begyndte at svede da jeg havde læst dit spørgsmål. Det er som om du ikke har lyttet til Bob Dylan når du spørger sådan. Du har ikke ”lært ham at kende”. Jeg vil ikke læse flere breve hvor jeg sveder sådan. Det kan du stole på.

Med venlig hilsen

Rud Nykvist

Essay om respekt

“Han har gjort det godt”. Man hører aldrig nogen sige “Jeg har gjort det godt”. Den slags skal signaleres med store biler og imponerende huse med de rigtige beliggenheder. Men dermed står vi som sædvanlig tilbage med et vældigt sprogrod. “Han har gjort det godt”. Det er godt med noget sprogrod. Det er jeg altid parat til. Sprogrod kan der ryddes op i. Vi må *tænke* og *beskrive*. Hvordan skal vi beskrive erklæringen “Han har gjort det godt”? Respekt. Men hvilken type respekt? Fad respekt? Pænhedsrespekt? Klam respekt? Men de tre typer respekt har intet at gøre med egentlig respekt. Automatisk respekt? Snarere det. Man bruger det udtryk “afføde” om årsagen til respekt. Det er også sprogrod. Det er i hvert fald en anden type respekt end når vi “viser” respekt. Jeg bruger ikke udtrykket “afføde” om respekt. Jeg er både for moralsk god og for dannet. Automatisk respekt er moralsk uklædeligt.

Jeg får tit lyst til at lægge en bog på køleren af enhver sort Audi når den fiser forbi mig på motorvejen, men mine arme er ikke lange nok. Som en form for gestus til den unge generte, søde fyr i rappertøj der sad på Molslinjen den anden dag og måtte høre på et meget intimiderende og bralrende selskab af Hellerupvenner som dominerede og distraherede de omkringsiddende totalt. Men den bog findes bare ikke. Nu da jeg er ved at skrive den fremlægger jeg hermed mine resultater. Dette var denne dags kapitel.

Respekt er snarere en art forfjamskelse end en besindelse. Vi viser ikke respektevne når vi viser respekt. Vi viser snarere en af de utallige afarter af denne forfjamskelse. Sammenbidt ordknap forfjamskelse er absolut min favorit.

Vi er fremme ved noget virkelig vigtigt. Det at være “En respektabel borger”. Det er dem der *viser* respekt *uautomatisk* der er det.

“Aftvinge” respekt kan jeg godt lide. “Afføde” respekt er vammelt.

Indenfor det engelske sprogområde giver man respekt. Det er et skråplan med det engelsk.

Den eneste moralsk gode måde at bruge “afføde” i forbindelse med respekt: “Det affødte respekt i befolkningen/hos ham osv.”

“Det har jeg respekt for” er som hovedregel en vattet og derfor moralsk uklædelig måde at udtrykke sig på. Den rigtige måde er: “Det aftvinger respekt at…”

“Det har jeg respekt for” er et forsøg på at bilde folk ind at man har en uklanderlig karakter.

I forhold til lighedsproblematikken er Yngvar Giffén på folkets side, men han ligner et slåen

Slåen er uspiselige bær der snerper munden sammen.

“Hø! Jamen jeg er så meget andet og mere end mit udseende. At folk i dag gifter sig efter udseende er en sørgelig ting for sådan én som mig.”

Du virker som en skikkelig stabejs.

“Der er krummer i mig!”

Du er kendt som manden der har undersøgt samfundet efter den globale ligheds indførelse i 2080. Hvad skal folk lave i dagligdagen når de har tag over hovedet, brød på bordet, ferien sikret og gratis adgang til psykiatri og pleje.

“Planlægge fester.”

Er det ikke for bøsset?

“Det er bøsset.”

Hvad skal folk ellers lave i 2080?

“Der er skolepligt til 50-årsalderen.”

Neeeej. Siger du det? Neeeej!

“Jo.”

Det skriver du ikke om i din bog. Derfor overrasker det mig at du bringer det op her.

“Det har jeg undladt ved en fejl. Jeg var så optaget af kapitlerne om at træne kropssproget at de andre kapitler blev noget makværk.”

Kropssprogstræningen fylder en del.

“Nok for meget.”

Jeg kan godt lide det kapitel hvor to børn ruller.

“Du er sær.”

Er det ikke latterligt at træne kropssproget?

“Kender du ikke fornemmelsen af at nu er det vigtigt min krop udstråler en kærlig åbenhed når man går forbi et menneske med en forpint aura?”

Jo, men jeg synes forpint aura er et latterligt udtryk.

“Du bor i Grimsted.”

Hvad har det med sagen at gøre?

80’erne og 90’erne

Det fascinerende ved mennesker er at vi er skabte med samme dybde. Det er der nogen digtere der virkelig slår plat på. I 80’erne og 90’erne kunne man således vække latter og så selvtvivl ved at sige “Det lyder dybt!”. Nu er det kun øjnene og livene hos alt for mange der siger den slags pladder for det var, qva netop denne vidt udbredte og iskolde ironi, en åndløs tid. Men det var min tid og jeg tager den meget alvorligt. Jeg nærer omsorg for de læsere der ligesom jeg har gennemlevet vores ungdom på de præmisser.

En af dem er Hasseris “Fænomenet” Feofar. Han overser fuldkommen laget med skvalderkål og foregiver selvhenført altid at være i dybet. Men dybet er noget andet. Dybet er det stille vand længst nede.

Vore dages nihilister

Jeg synes det er så sjovt at vi bruger “Han kender ikke rigtig sig selv”, “Han har det ikke så godt med sig selv”, “Han har det svært”, “Han er ulykkelig” og “Han har ondt i livet” synonymt i dag.

“Sjovt? Du mener vel at det er filosofisk interessant?”

Selvfølgelig.

“Men hvorfor bruger vi disse vidt forskellige konstateringer i flæng tror du?”

De har noget tilfælles.

“Hvad kan det være?”

De har i hvert fald det tilfælles at de er psykiatrisk umoralske.

“Ufølsomme?”

Ufølsomme. Psykiatrisk umoralske.

“Psykiatrisk umoralske. Der kan man bare se.”

De er udtryk for en misforståelse af hvordan man taler.

“Du er en mærkelig interviewer.”

Jeg indrømmer at jeg har sagt flere og klogere ting end måske dig.

“Du har plapret og ævlet lige fra begyndelsen af det hersens interview og om noget der rager mig en papand.”

Hvad er det der gradvist er sket med vores menneskesyn og selvopfattelse siden 1970?

“Vi er delvist og uklart blevet varer i en storkapitalistisk verden.”

Litteraturfolket og filosoffolket er også blevet mere afstumpede.

“Man kunne udskrive en konkurrence.”

Tja. Hvorledes at forstå?

“Konkurrence: Hvem tør skrive ‘Du er ikke noget lille menneske’ i 25 åbne kommentarfelter i løbet af én uge.”

“Der findes sætninger så fulde af kærlighed at de kan bruges i enhver sammenhæng hvor et andet menneske har udtrykt noget ud fra sin eget indre menneske og sin egen horisont.”

Vrøvl.

“Vrøvl?”

Ja. Det er det rene og skære vrøvl.

“Du er ikke noget lille menneske.”

Hvad mener du?

“Forstår du ingenting?”

Nej, men jeg ved måske at jeg burde forstå det.

“…”

Er jeg en balstyriker?

“En balstyriker?”

En nihilistisk uregerlig kyniker der tilfører den ufred der i forvejen eksisterer mellem ægtefolk og også findes i børn-forældre relationen et ekstra negativt element der gør relationen direkte farlig?

“Jo. Sådan er du vel. Du er fantasiløs og praxisløs. Med andre ord er du tvunget til at have en levende horisont. Læs. Tag på højskole.”

Men jeg har altid måttet lukke kæften når jeg har mødt mennesker med fantasi. Jeg har kun naturen, familien og oplysningens knuste spejl tilbage. Jeg har intet forhold til ægte børn.

“Du er sådan. Bebrejd ikke dig selv. Skam dig fremfor alt ikke og vurder ikke dig selv negativt.”

Er folk der laver helhedsvurderinger af de forkerte ting vore dages balstyrikere?

“Det lyder som en rimelig påstand.”

Dostojevskij.

“Dostojevskij.”

Essay om muligheden for at “mødes i fantasi” på nettet

Jeg bollede engang ret meget med en kvinde der ikke var min kone. Vi havde hverken kærester eller ægtefæller og vi var ikke bollevenner. Vi var noget finere. Vi var elskere. Da jeg fyndigt berettede om dette arrangement til nogle fimsede gymnasievenner blev de ophidsede og nærmest voldelige. Jeg snakkede mig ud af den penible situation og blev snart færdig med den gruppe, selvom jeg godt kunne lide dem hver især.
Hun og jeg oplevede en del angst sammen. Men det at føle angst sammen er en del af det smukke og uforklarlige der består i at mødes i fantasi i ungdommen. Nu går jeg snart med stok og har tænkt en del over hvordan folk mødes i fantasi på nettet. Der er nemlig både intensitet og fantasi og angst og ungdom inde over.

På en eller anden følelsesmæssigt synlig måde synes et kommentarfelt at afkræve kommentatoren tre ting: fantasi, en ækel form for personality og en endnu mere uklædelig (og vigtigt: uopnåelig) kortfattet samlethed. Der er således adskillige dybt begrædelige ting ved et kommentarfelt som gør at det appellerer stærkt til begrædelige mennesker, altså narrøve. Men tillad mig en analogi fra psykiatrien. Disse problemer minder nemlig i slående grad om et, for mig, ganske almindeligt, upassseligt angstfyldt virkelighedsudfald. I kommentarfeltssituationen er fantasikravet 50 procent for meget, hvilket altså er overkommeligt, hvis det bare var det, men med personalitykravet oven i hatten når vi op på 100 procent for meget og med samlethedskravet bliver resultatet hele 150 procent for meget. Det svarer fuldkommen til det, for mig, som psykiatribruger, ganske almindelige, upassselige, angstfulde virkelighedsudfald, hvor upasseligheden er på 50 procent for meget, angsten er på 50 procent for meget og virkelighedsudfaldet også er 50 procent for meget.

En visning af hvordan vi skal leve (Bob Dylans ord om Woody Guthrie) ville her være på sin plads uanset om dette behov anerkendes (af en fornuftig person) eller afvises (af en tumpe).

Hvordan skal vi leve?

Vi skal da helt klart lade være med at bruge kommentarfelter er min første, tøvende anbefaling. Læg således mærke til at jeg, indtil videre i dette essay, har fulgt devisen til punkt og prikke idet jeg ikke har kommenteret endnu. Jeg har ikke brugt kommentarfeltet fordi jeg ønsker at fremlægge mine forskningsresultater først.

Et kommentarfelt er ikke stressende. Et kommentarfelt er for meget. Det er ikke menneskeligt. Men eftersom det findes og frembyder en udfordring for folk der er ganske præcis som mig er jeg tvunget til at analysere det så min læser kan blive ganske præcis som sig selv i forhold til kommentarfelter.

Fantasi, personality og samlethed. ”Ved du hvad, Morten, de to sidste kan vi sagtens undvære. Gem nu den personality og samlethed til dit ynkelige liv hvor du ikke engang kan samle dig om at skrive en sms til én du godt kan lide fordi du allerede er druknet og død.”

Hov hov! Ikke alle der gerne vil leve stille er Gollummer. Jeg kan sagtens finde ud af at skrive en sms til én jeg godt kan lide.

”Vi bliver henført af litteraturmenneskers sprog og det medfører altså en rigtig ubehageligt og stressende følelse af selvtab og noget der er grimmere end stress, men som vi benævner stress, for ikke at virke tossede.” Jeg er bedøvende ligeglad med om I ikke vil lyde tossede for I er bindegale.

Voksne mennesker er vrag.

”Nå ja. Kan vi ikke få lov at være vrag i fred, for vi kan godt finde ud af at dosere netflix på en måde der involverer en behagelig form for selvtab.”

Nej nej. Ikke så hurtigt. Fantasi, personality og samlethed er skattede egenskaber hos mennesker der elsker mig, dvs. min familie og mine venner. Ja, måske foretrækker jeg ligefrem personality og samlethed i måden de behandler mig kærligt frem for ligefrem fantasi. Fantasi er heftigt og radikalt.

Fantasi er

1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.

2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.

3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.

4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.

Jeg har brug for smil, klap og et kærligt blik og en sms og en hyggelig snak og en krammer. Ingen af disse ting har jeg nogen som helst brug for bliver gjort på en fantasifuld måde. Men personality og samlethed kan jeg derimod bruge. Jeg kan egentlig slet ikke forestille mig kærlighed rettet mod mig uden personality og samlethed. Og én, uhyggeligt vigtig, ting mere: Horisont. En levende horisont.

Er det muligt at mødes i fantasi i et kommentarfelt?

Jeg er skeptisk, men åben overfor ideer.

Jeg har således eksempler fra mit liv på mennesker der har mødt mig i fantasi. Jeg kan ikke forklare det, men jeg er meget glad for det, for jeg føler instinktivt at fantasi er noget større end horisont. Men fantasi er saft susemig ikke noget der skal ødelægge min nattesøvn!

Faun delte trøfler ud

Mads beretter i et mærkeligt brev som Saloxes, den viise, finder:

Jeg er blevet skilt på grund af en faun der delte trøfler ud.

Saloxes, den viise, svarer, efter sædvane, skriftligt, men indbyder Mads til at ledsage ham på en længere skovtur i stedet for at besvare det lange brev med et andet langt brev. “Kun kropssprog kan trække linjen i sandet,” er Saloxes’ kryptiske begrundelse for at fatte sig i korthed. Mads føler sig beæret; han ved hvor betydningsfuld Saloxes er.

Saloxes: Denne skov er mit kontor.

Mads: Faunen Sipper bor her også.

Saloxes: Det ved jeg.

Mads: Du ved alting. Du virker ikke beskeden.

Saloxes: Jeg er et ældre menneske. Jeg er en mand der kan finde trøst i mig selv.

Mads: Hvad kan du fortælle om livet Saloxes?

Saloxes: Jeg er en modig mand og har engang fået dette bekræftet af en modig kvinde der nok elskede mig. Hun bekræftede mig i mit mod og elskede mig uden at kende mig.

Mads: Jeg har fantasi.

Saloxes: Fantasi er sådan en dejlig tilbøjelighed; mod er vigtigere.

På dette sted i fortællingen taber Saloxes en håndfuld krummer.

Mads: Men hvad er forholdet mellem mod og fantasi?

Saloxes: Mod opfatter vi som noget maskulint og aktivt, men det er helt ude i skoven. Mænd er ikke udpræget aktive og kvinder ikke overvejende passive. Fantasi er passivt. Mod er passivt.

Mads: Ja.

Saloxes: Se de to træer.

Mads: Vores ægteskab gik i stykker.

Saloxes: Jeg beder dig om at se på de to træer.

Mads: Du er ikke Gandalf!

Saloxes: Ok.

Mads: Hihihihi.

Saloxes: Hahaha. Haha.

Mads: Lyt!

Saloxes: Det er en vildfarelse at Sipper er skyld i jeres ægteskabs forlis. Trøfler er trøfler og Bee-Gees er Bee-Gees. Desuden er Sipper et menneske forklædt som faun. Jeres ægteskab er så meget kæntret på grund af dine psykiske sygdomme. Der er ikke noget at sige undskyld for og dermed ikke noget at tilgive. Menneskers forhold til mennesker forklædt som fauner er sommetider rigtig besværligt men det skyldes omstændigheder som går langt tilbage og som ingen er herre over eller ansvarlig for.

Mads: Lyt!

Saloxes: Den søde lyd af kærlighed.