Læserbrev: Hvad sker der med mine evner som dansk forfatter hvis jeg forholder mig analyserende til Urban Svikkers diktion?

Roland Kjærms skriver:

Jeg frygter at miste det centrale ved danskheden, herunder min egen danskhed, og med det mener jeg min danske horisont, den egentligt meningsfulde eksportvare for enhver dansk forfatter, hvis jeg forholder mig analyserende til Urban Svikkers diktion på Radioavisen. Jeg kan ikke lide den diktion, men noget andet er at analysere den. Jeg føler at jeg bliver ufrivilligt statsløs hvis jeg begynder at analysere fænomener der ”uden videre er eller opfattes som danske” eller ”glider rent ind som uproblematisk danskhed”. Giver det mening at analysere denne diktion og dens eventuelle bagvedliggende livsindstilling og/eller ideologiske, holdningsmæssige grundlag og er det umagen værd? Albert Einstein blev frivilligt statsløs, men hvordan klarede han sig?

Svend Nippemand svarer:

Einsteins liv gik op og ned. Han fik Nobelprisen for opdagelsen af den fotoelektriske effekt og blev langt senere selve sindbilledet på begrebet videnskab, men han fik også en søn der led af svær skizofreni, som imidlertid levede et liv som digter. Hvad angår begrebet videnskab må man nok sige at det videnskabelige ideal som Einstein og mange andre repræsenterede og repræsenterer i nogen grad er blevet indoptaget i den kollektive bevidsthed på en måde der nok er endt med at blive for unuanceret plattenslageragtig og at det er sket på bekostning af den lidenskabelighed som man lagde for dagen i gamle dages universitetsliv. Tænk på Wittgensteins lidenskabelighed. Tænk på Kierkegaards lidenskabelighed. Men tænk også fx over al den tid der er blevet spildt ved at forsøge at efterligne Wittgensteins og Kierkegaards liv og personligheder og få dermed proportionerne på plads.

Du har fuldkommen ret i at Urban Svikkers diktion er guf for den intellektuelt krænkelsesparate og den dybt nervøse. Dit fine brev beroliger mig fordi jeg instinktivt fornemmer at vi begge tilhører begge disse grupper.

Du spørger til sidst om det er umagen værd at give sig i kast med analysen. Tillad mig her til slut i mit svar at samle trådene i mit svar og sige lidt om videnskabelighed og det du spørger om. Det er jo sådan at Urban Svikkers personlighed stjæler billedet for meget når han læser op. Han er lidt for kæk i forhold til Karl Mønt, som jeg vil gætte på du også foretrækker som vært. Urban Svikkers diktion er negativt tendentiøs. Han er tydeligvis blevet indfanget af mindre positive tendenser i tiden som hans kækhed viser at han ikke selv er klar over. Men det er værre for lytteren. Hvis man ikke opfører sig ligesom Karl Mønt er man ikke en ydmyg person. Jeg siger det her. Det er ikke videnskabeligt beviseligt, men det er sandt og derfor er jeg i besiddelse af et sandere videnskabsbegreb end det vi kender fra forskerne og snakkehovederne og talrige journalister og personer der optræder i medierne i spændende interviews. Videnskab må der til. Urban Svikker er ikke dårlig til sit arbejde. Han er bare middelmådig til sit arbejde. Jeg har argumenteret åndeligt videnskabeligt for denne middelmådighed. Vi er altså fremme ved en middelmådighed der ikke er uskyldig. Han er ikke manden der skal sidde på Radioavisen på P4 Sjælland. Han skal bare ud af lemmen. Hvorfor? Fordi hans diktion er et udtryk for at han håner dig og mig. Den intellektuelt krænkelsesparate og den dybt nervøse. Du og jeg må være stærke. Du og jeg, Kip Rabitta, eller hvad det var du hed.

Ny bog: Det er altså mit telt

Det rædselsfulde er sket. Fendrik Fese Tilíber har flere psykiatriske diagnoser og er forpint af forbigående uvirkelighedsfornemmelser blandet med angst. Han er taget alene ud i naturen hvor han er “den underlige” på shelterpladsen. Da han kommer tilbage fra “en pragtfuld, men meget kort vandretur” er der to handicappede der boller i hans telt. Fendrik stikker hovedet indenfor hvor de handicappede forsøger at dræbe ham. Om aftenen ved bålet fortæller de hver et essay. Der hældes kaffe op og spises hjemmebag men i busken lurer der nye problemer: En stolt brandmand, der er død for mange år siden, hører de vanvittige ordstrømme og pågriber alle tre personer og bærer dem igennem skoven. Alle fire skriger. Alle fire lugter. Alle fire er nyklippede. Det er en meget stresset, men god, handling, for i denne skov og på netop dette tidspunkt afvikler kommunen et orienteringsløb der får de fire ophidsede til at koncentrere sig om ting der viser sig at være af ikke ringe betydning. Det er ting de ikke i deres vildeste fantasi havde drømt om kunne have en beroligende virkning på dem. Kort, kompas, romaner og den vidunderlige Leif Takhøj, der er blevet opereret for brystkræft. På denne måde får de samlet sig og en almindelig “stuehandling” kan tage sin begyndelse. Fendrik finder ind bag sit udtalte vanvid, de handicappede finder ind bag deres handicaps, brandmanden lærer at leve med at han er død og pragtfulde Leif finder nye sider af sig selv. Undertiden bliver hykleriet og selvudviklingen kvalmende, men jeg elskede denne bog for dens porøsitet.

“Hvis jeg kunne sætte en flot plakat op i alle landets golfklubber skulle overskriften lyde…”

“Hvis jeg kunne sætte en flot plakat op i alle landets golfklubber skulle overskriften lyde

Golfspillere er farlige, fordi de ikke anerkender liberalismens bølgegang.”

Det er ikke kryptisk det du netop sagde.

“Det er hverken kryptisk for golfspillere der læser den eller nogen som helst anden samfundsgruppe der ser og læser plakaten.”

Det er vi to enige om.

“Jeg er overhovedet ikke interesseret i dig. Men det er noget der skal siges klart og derfor står teksten på plakaten på en aubergine.”

Fornuftigt. Jeg forstår at vi er enige om mange ting.

“Det må man sige vi er. Men jeg er overhovedet ikke interesseret i dig. Vi kan ikke indlede et venskab blot på det grundlag at vi er enige om mange ting der er selvindlysende rigtige. Vi kan, så at sige, ikke gå en tur i skoven på grundlag af et sådant rent hypotetisk venskab baseret på en eventuel dyb indbyrdes forståelse, men som simpelthen ikke harmonerer, fordi du går i gult tøj.”

Men jeg insisterer ikke på at gå i gult tøj.

“Insisterer eller ikke insisterer. Insistere er altid ligegyldigt, for det gør alle hele tiden. Bare se på menneskers kropssprog. Folk interesserer sig kun for dem selv. Når man altid går i gult tøj er det bare sådan tingene er fordi de har udviklet sig på den måde.”

Du er flot når du tager tøjet af.

“Jeg er overhovedet interesseret i dig.”

Skal vi bolle?

“Du kan ikke skråle.”

Småsur over et eller andet 4: Småsur over ikke at kunne sætte ord på hvad der er fælles for disse tre udmærkede og sympatiske portrætfotos

De tre ovenstående portrætfotos er fra Kulturen på P1.

Link:

https://www.dr.dk/radio/p1/kulturen-pa-p1

Det viser værterne.

Jeg leder flere gange om ugen, desværre, må jeg blankt erkende, forgæves, i indholdssynopserne til dette program efter et eller andet der interesserer mig. Desværre tager det formidlende og kommunikerende overhånd for de tre værter og jeg vil så gerne undskylde dem med at de bare er blevet lidt for dr-agtige af deres arbejdsmiljø, kulturradikale er den tekniske term, som min tilhører vil vide. Det er ikke det der gør mig småsur, for jeg har ligesom alle andre danskere vænnet mig til at det der kommer fra dr på kulturområdet som regel er fesent og tandløst. Det der gør mig småsur er: Jeg kan se at de tre fotos har noget tilfælles, som kan være med til at forklare “grundlaget for kulturtænkning” hos dr, men jeg er ude af stand til at sætte ord på det. Jeg ser kun sprogrod. Men det er jo ikke det værste. Jeg kan se at de er blevet “en tand for prægede”, dvs. nærmest hjernevaskede af at arbejde i dr, og så forestår der altså et arbejde med, småsurt, at rydde op i sprogrodet.

Jeg synes de har et forkert menneskesyn fordi de sætter formidling over det at give virkelig plads til mennesker med fantasi eller kunstnerisk praxis. Vi der har en kunstnerisk praxis vil, og kan selv, styre både programmerne og varetage både formidling og kommunikation for det er ikke så svært. Vi vil tale. Vi vil holde enetaler stort set uden at blive spurgt for vi kender jo ikke dem vi taler med og holder den nære, bilaterale samtaleform mellem nære og kære hellig. Vi vil altså ikke snakke løs med hverken journalister eller andre kulturpersonligheder for så bryder vi sammen psykisk. Vi laver ikke andet hele den udslagne dag end praxis, og, når det går højt, fantasi. De to menneskelige egenskaber er centrale for at danskerens horisont kan blive stimuleret og vedligeholdt. Enhver dag har nok i sin plage, står der i Prædikerens Bog og det er der noget helt almindelig menneskelig visdom i. Det er, hvorom alting er, uetisk at forvente at et menneske der tænder for et kulturprogram ikke har en levende forventning, der minder langt mere om ubevidst fortvivlelse end bevidst nygerrighed, om at kunne mærke sin horisont og se 360 grader rundt. Mange “hiin enkelter” derude trænger voldsomt til deres egen grundtvigianske horisont. For at føle sig som sig selv. Der er, med andre ord, en etisk, medmenneskelig forpligtelse som forfladiges ved at dr’s ideologi kommer til at fylde det hele. Så der er ingen public service i det. Og jeg er stadig småsur, for jeg kan stadig ikke se hvad de tre portrætter har til fælles.

Ferdinand Blåsk: “Kærlighed er lige noget for mig”

Flemming Alhubert står i solen under et træ og vasker hår med en teske.

“Det kan man faktisk godt.”

Jeg indrømmer at det kan man godt, men det ser faktisk ud som om han bare vasker hår normalt. Teskeen ligger i skrædderstilling på det, i betragtning af at vi befinder os i en lysning i en subtropisk skov med egen indkørsel og virkelig pæne lygtepæle, lidt opsigtsvækkende sofabord og ser mystisk ud.

Jeg ved at kvinden i hans liv om en stund kommer ud fra træerne og jeg foreslår at vi gemmer teskeen lidt væk i denne hans stjernestund hvor han bliver interviewet til den berømte The Other Newspaper hvis stjerneskribent undertegnede er. Men han insisterer på at vaske håret med teskeen, hvilket får mig til at fundere over hvilken slags kvinde hun er, når hun kan goutere at en mand vasker hår med en teske, eller, rettere, med en teske liggende foran sig.

Han fortæller levende og interessant om hende. Det tager en rum tid, men den føles kort. Jeg betragter det tætte løvhang og sandelig ikke om hans levende ord sammen med hans kropssprog, ansigtsudtryk og de for ham karakteristiske fagter med den historisk interessante mønt i langsomme bevægelser i strakte arme over hovedet får kemien mellem dem til at træde frem ganske synligt fra løvhænget i form af en lidt støjende, kludret men absolut behageligt udseende person i let forrevent sæt tøj og det førend jeg overhovedet kan høre hendes ankomst i de knasende blade langt inde mellem træerne.

Da jeg aldrig tidligere har mødt en inkarnation af kemien mellem to fremmede mennesker men bliver ganske beroligende og varmt behandlet af manden der er ingen ringere end Ferdinand Blåsk, med håndtryk, omfavnelser og gentagne behagelige skulderklap får jeg lejlighed til at tænde min pibe og justere min ene sko med en svensknøgle så den ser pæn ud.

Jeg har aldrig følt mig så på en og samme tid afslappet og inspireret som i selskab med Blåsk. Vi får lejlighed til at spille kort og fange en krabbe inden han siger pænt farvel og atter træder ind i skoven som skjuler ham øjeblikkeligt.

Og dér kommer kvinden ud. Jeg kender kemien mellem dem fra Ferdinand Blåsk men det viser sig selvfølgelig at jeg ikke kender hende. Vi leger navneleg og jeg taber et hårdkogt æg.

Essay: Jeg er sikker på at mange åndspersoner ynker folk der ikke er religiøse

Jeg er sikker på at mange åndspersoner ynker folk der ikke er religiøse. Er det en karakterbrist? Er det en dæmon? Er det stupiditet? Er det ufredeligt? Er det ondt? Er det aggressivt? Er det virkelighedsfjernt? Er det hensynsløst? Er det psykisk vold? Er det dominerende? Er det skinhelligt? Er det overlegent? Nå, men sådan er jeg!

Der er en vigtig nuanceforskel på at stå og erklære at man er troende og at skrive at man ynker dem der ikke er det. Det første er, i de fleste situationer, men ikke i de få afgørende, latterligt, men det andet giver faktisk meget god mening, på skrift, vel at mærke, men ikke i tale. Der er nogle ting talesprog kan og nogle ting skriftsprog kan.

Efter at have læst Ebbe Kløvedal Reichs Grundtvigbog, den er en af de få bøger jeg venter flere år med at læse færdig, sikkert fordi jeg simpelthen er ængstelig for at personen Grundtvig, som fremstillet af Reich, vil fordampe lidt i kanterne, dø, efter endt læsning, forestillede jeg mig i aften at jeg spurgte Grundtvig om han, lige præcis ham og ingen anden, ynkede folk der ikke var religiøse og hvordan man skulle karakterisere denne ynk, hvilke ord han ville bruge.

Jeg fik ikke noget svar, men jeg så ham stå i præstekjolen på Himmelbjerget foran en folkemængde hvor han alligevel gav et svar: Han trak på skuldrene.

Et skuldertræk kan betyde mange ting og mange ting samtidig. Vi siger virkelig de mest ærlige og også ganske mange nuancerede ting med kropssproget.

Ynk kan tilsvarende betyde mange ting. Medlidenhed. Overbærenhed. Foragt. Væmmelse. Medfølelse. Alt andet end deltagelse. Når vi ynker nogen er der en afstand. Ikke af uvilje, men af en erkendelse af at der er en forståelsesbarriere grundet på forskellige livserfaringer, stærke personlige følelser, modenhed, integritet, stolthed, blufærdighed og vigtigst: respekt. Kort: menneskelig forskellighed.

Man træder altså ikke hjælpende til i den ynkende bevægelse. Der er ting mennesker selv må klare og den værste form for grænseoverskridelse er den hvor man ophæver forskellen og gør ynken hjælpsom eller hjælpen ynkende. Det hedder: falskhed.

Kropssproget taler i klare termer: Jeg elsker dig. Jeg er tiltrukket af dig. Jeg kender dig min kære. Du er en kæmpenar. Du er dummere end jeg. Der ramte du plet, selvom du er dummere end jeg.

Kropssprogets vokabular er begrænset og ordene, talen, er til for at løfte niveauet.

Der er mange af os, må jeg indskyde, kolossalt dumme og pinagtigt livsuduelige, danskere der mener at hvor der er ynk er der også nedladenhed. Det er så dumt, at jeg må le.

Essay: Om hjemløse

Vi på den fine, fine velmenende venstrefløj kunne passende spørge os selv om hvad den hjemløse er.

Min grundoplevelse af mange hjemløse som jeg har talt med personligt er at de er frygtelig uopdragne. Ikke sådan at de ikke holder døren, men mere på sådan en frygtelig demoraliseret måde. Vi ved jo fra militærhistorieskrivningen hvordan tropper begynder at opføre sig når de ikke får mad og det regner. De begynder at voldtage og den slags. Hjemløse gør noget andet. De mister egenomsorgen og slås i stedet, af nødvendighed, med tilvejebringelsen af føden, de slås med vejret og hvor de skal sove næste nat og bruger al deres energi på det.

Lad os nuancere denne uopdragenhed og se om vi kan ramme ned i noget rodet sprog. Det fritager os for at føle os som engle.

“Enhver hjemløs skriger på den kærlighed de ikke fik som børn.” Nej. Det er en alt for sentimental og unuanceret måde at se den hjemløse. Edvard Munchs billede skriger. Den hjemløse skriger på en anden måde. Hvilken måde?

Der er nogle niveauer lige neden under at elske som hedder at pelske

Du skal bruge dine pelskeniveauer.

A-hva’?

Kender du ikke dine pelskeniveauer?

Jeg kan ikke engang påstå at jeg nogen sinde har hørt om dem.

Så er du henvist til at elske og smelte bort.

Hvad gør jeg hvis jeg gerne vil elske men ikke smelte bort?

Udsmelt din smeltethed.

Jeg tror hellere jeg vil smelte end det med udsmelte.

Jamen hvorfor, Ivan?

Jeg hedder Bo.