Essay: Hvordan man får det bedste ud af at være tosset

Humor lænker det hele sammen. En essentiel bestanddel i humor er, for mig, tilstedeværelsen af en ”aggressiv markør” af at forfatteren, jeg, er der, lige midt i bogen, på side hihi 44, med min person, min horisont og min fantasi.

Aggressionen drejer sig først og fremmest om at jeg har sindslidelser.

At indskrive min aggression over at “noget ikke er som det skal være inde i mit hoved” i en tekst er en nødvendighed for at jeg føler at teksten er ærlig. Det er ikke udtryk for en stil som jeg selv har valgt og siden rendyrket.

Jeg opfatter mine sindslidelser som en genvej til en dybere fred og glæde end de fleste mennesker føler de ligger inde med. Jeg vil gerne dele og uddele denne freds og glædes kilde og grundlag med mine læsere, men det er ikke gjort på en dag eller to. Det kræver mod og ukuelighed. Det har jeg.

Hvad mon “de normale” tænker om The Other Newspaper. Der må jeg sige at også normalitetshykleriet og normalitetsfantasierne hos folk som de er flest i 2019 gør mig vred. “Det er normalt at være uperfekt” skurrer i mine ører for det er en mærkelig tom sætning. Der er også noget normalt ved at have sindslidelser, fordi det at have det sådan simpelthen rimer bedre med de grundlæggende eksistentielle vilkår.

Mange mennesker er på sporet af noget rigtigt når de “føler sig normale”. De har måske en levende horisont som de rigtig kan stritte i. De bruger måske deres fantasi i deres virke. De er heller ikke, hvilket gælder for mig, afskårede fra at “grave ned i sig selv stille og roligt og afdække konflikter med en psykoanalytiker”.

At jeg på vidt forskellige og ganske vist begrænsede måder føler at jeg har et udestående med eksistensen fordi mit liv så mange gange er blevet vendt på hovedet af mine psykiske sygdomme, som også har bevirket at jeg ikke har kunnet tale “normalt” med kvinder jeg har været forelsket i, at alle mine computerprojekter, mere end 15, er kuldsejlede fordi de var for urealistiske og at jeg ofte føler mig upasselig i en grad hvor mine inderste følelser og ikke andres behov for min opmærksomhed har vejet tungest, har betydet at en stor del af mine artikler her på min avis har drejet sig netop om at humor, for at være rigtig sjov, skal ryste op i teksten så den bliver nødlidende og inhomogen ligesom jeg føler jeg selv er på godt såvel som på ondt. Mine artikler er rystede. Mine artikler er opmærksomhedskrævende. Men sådan er de og jeg står jeg inde for dem og det samme gør du, min tilhører. Ellers ville du ikke bekymre dig om at læse dem.

Småsur over et eller andet 3: Småsur over selvkendskab

Selvkendskab er det samme som selvfedme. Det er noget hele kreasegmentet i København og Aarhus ikke ser. Delphihulen, med dens ”Kend dig selv” blev revet ned allerede før Sokrates stod på torvet i Athen og Diogenes trillede forbi i en tønde. Mennesker der hylder selvkendskab og selvrealisering er ofte hensynsløse overfor deres nærmeste fordi de førstnævnte er så usikre og frustrerede. De føler sig som ofre på en grusomt lidelsesfuld tåget eksistentialistisk måde og ser derfor ikke at de har en tilbøjelighed til at hævne sig blindt i blind jagt på dem selv, hvorfor civiliserede ting som at sige undskyld ikke falder dem ind. I virkeligheden var de bedre tjent med at have en levende horisont, forstået Grundtvigiansk.

Selvfølgelig kan hver enkelt af os forbedre os. Det sker i det indre menneske og det sker ikke på grund af os og vores ”gode vilje”.

Småsur over et eller andet 2: Småsur over Urban Frederiksen

Man skal rejse langt bort og bruge temmelig mange penge for at komme til at møde et menneske der virkelig forstår sit eget sjæleliv. Da Urban Frederiksen kom til Himalaya mødte han således Erik Strandgaard der sad højtideligt på gulvet og, vidste Urban, tænkte på en eneste bitte lille ting. Erik havde, for at irritere de gæster der måtte være usle kristne, anbragt sig i en art venteværelse med direkte udsigt til tre pissekummer der blev betjent flittigt af mennesker fra landsbyen som var kommet gående uden nogen som helst pointe og nu skulle netop det. Pisse. Efter to timer rejste Erik sig og omfavnede Urban på en måde der var hjertelig og lidt fraværende, måske havde tanken om den lille bitte ting ikke sluppet ham så det blev et ordentligt bamsekram der virkede uerkendt bøsset på den kvindelige tjenende ånd der dukkede op i døråbningen med en røvkedelig forfriskelse. Uerkendt bøsseri er ikke et ukendt fænomen i det skumle Himalaya. Jeg kan personligt ikke lide Erik Strandgaard. Jeg har nemlig mødt ham. Han praler. Det var i Brugsen, ganske vist. Erik Strandgaard skulle have en lille bitte ting. Et blad bare. Altså sådan et fra et træ. Det kunne han ikke få i Brugsen, han stod så pænt i kassekøen men kunne alligevel ikke styre sig. Han måtte erklære sit religiøse tilhørsforhold da en ældre kvinde spurgte ham hvorfor han stod og sang for sig selv på et sprog hun ikke forstod. Han har misforstået det lidt, brød en lidt voldsomt ubehageligt udseende mand i læderjakke ind i samtalen og sagde højlydt, så vi alle tre hørte hans ord: Det er muslimer der gør sådan. Beder åbentlyst i dagliglivets sfære. Jeg kiggede på læderfyren og bedømte at han var uligevægtig snarere end voldsom indeni og hans lynende advarsel til den ældre dame stod skrevet i hans blik: I Vesten må man gerne i 2019 sige, skinhelligt, at man er buddhist, mens det ingen mening giver at sige at man er kristen. Det vidste den ældre besked med i forvejen og smilede varmt til os alle tre. Hele den kristne trosbekendelse strakte sig som en perlekæde mellem den ældre og den uligevægtige og de havde en stærk fornemmelse af at buddhisten var en misdæder forklædt i fåreklæder. Nuvel. Tilbage til vores fortælling. Urban var kommet til Himalaya og Urban var benovet over at møde denne alt for almindelige og i magtmæssig henseende meget grænseoverskridende, voldsomme og ubehagelige mand der troede sig selv så forsigtig. Urbans blik sagde, mens han stod og smilede dumt til en dug, at Urban syntes det var helt naturligt at tænke på en lille bitte ting. Kærligheden er stor og så kunne det være godt at fokusere på noget småt. Der kunne være meget kærlighed gemt i en sølvglinsende fisk med grønne og røde finner. Den slags avler kærlighed. Det gør det bare. Overskud, så man tror en helt masse om sig selv.

Men nu kom det sig at Urban var finere end den ædle munk sådan at forstå at munken i virkeligheden skjulte at han var katolik. Læremesteren var en bedrager med vestlige sympatier. Da det blev afsløret rullede man ham helt ned i dalen og begravede ham levende med tre stokke han kunne lege med. Urban var ikke bedrøvet. Men den dag de pissende landsbyboere lagde sidste hånd på det nye rådhus af træ, det var tre måneder senere, sagde Urban de ret malplacerede ord: Kærlighed er at alle religioner er lige sande. Gustav Lassen på fire år havde aldrig i sit liv hørt noget så tomt og spidsede ører. Men Urban drog hjem og levede efter denne tåbelighed resten af sine dage og det kan man kun gøre ved at blive tv-vært.

Peter Bendtsen Affkrydder om naivitet

Det eneste tilværelsen har lært mig er ansvar samt, det ligeså vigtige, at naive mennesker, altså mennesker der tror det bedste om andre, let bliver hidsige og dernæst urimelige og dernæst skamfulde og energiforladte og at denne hidsighed derfor hverken værner dem selv eller kærligheden mellem dem og deres aller nærmeste, samt at naiviteten er noget som er svær at ryste af sig eftersom den i aller højeste grad handler om at alle mennesker er ok.

Du har altså kun lært tre ting af tilværelsen?

Ja. Jeg er Kludder Mose.

Nej. Du er Peter Bendtsen Affkrydder. Jeg vil spørge dig om tre ting. 1. Er naive mennesker selvfede og arrogante og dermed irriterende? 2. Er der ikke andre måder at mene at alle mennesker er ok, end ved at have den naivitet dér som et fremherskende karaktertræk? 3. Er naive mennesker alt for sårbare, “for gode til denne verden”.

Mine selvopgør er og har været utrolig hæmmende men skyldes ikke selvhad. Derfor ser jeg ingen som helt grund til at holde op med at være naiv. Det gode kommer ovenfra og dets rødder er usynlige for mennesker. Jeg hylder den usamlethed, den usikkerhed og sågar den angst der er produktet. 1. Der er mange der behandler usamlede enormt grimt, som karikaturer på mennesker. 2. Der er andre måder. Hvad de er ved jeg ikke. Mennesker er meget forskellige. 3. Jeg kan kun tale for mit vedkommende. Jeg er psykisk sårbar, så jeg har en kæmpe viden om hvordan mennesker er stakkels. Det er komplet indlysende for mig at alle mennesker er stakkels.

Tak fordi du svarede på spørgsmålene.

Jamen ved du hvad man kan ikke have en principiel diskussion om de ting tilværelsen har lært én.

Du udtalte dig ellers så skråsikkert.

Jeg drillede dig.

Du holdt mig for nar.

Breston Hadley er amerikaner og ved derfor hverken hvad han skal sige eller gøre

Han har lavet noget rimelig amerikanerfrihedsagtigt som alle, ham selv inklusive, kan se hvad er og han bruger alt for mange kræfter på det. Det er lavet i de fries land af en fri mand. Det hedder: Hørmlum X14.

Vi skal ikke tale om Hørmlum X14 i dag, for alle kan se hvad det er, men hvorfor du bruger så mange kræfter på det.

“Det er allerede synligt.”

Det er det, jeg mener.

Kæpvej 12

I huset på Kæpvej 12 foregår der mærkelige ting. Når konen vil læse en bog af en Nobelpristager nikker manden tre gange forinden og tilkendegiver dermed sin accept. Han vil gerne selv have Nobelprisen og har engang fikset et dampstrygejern.

Disse ting skal helt sikkert med i min skilsmissesalme

En lovsang.

Hyldest til den sandhed og kærlighed som bor i os og fylder os. Som vi ikke skal præstere. Hyldest til deres ophav. Sådanne salmer er der mange af, så jeg behøver ikke skrive den. Men et par bemærkninger om Korintherbrevet og Wittgensteins og Kierkegaards menneskesyn er på sin plads. Skilsmisser handler jo i virkeligheden røv, røv meget om kærlighedsformåen, menneskeværd og menneskesyn.

Man kan jo ikke skrive i en salme at Paulus breve foregriber moderniteten. Det var jeg lidt ked af.

Paulus var ikke ”the man”, men tæt på. Lad os se på et centralt tekststykke om kærlighed.

Paulus’ første Korintherbrev, kapitel 13:

”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Wittgenstein turde sige noget om dette emne. Det skal vi også gøre og turde. I Spredte Bemærkninger (Vermischte Bemerkungen) på side 30 skriver han:

”Kilden som flyder roligt og gennemsigtigt igennem Evangelierne forekommer at skumme i Paulus’ breve. Eller, sådan opfatter jeg det. Måske er det bare min egen urenhed som ser et skydække i dem; for hvorfor skulle denne urenhed ikke være i stand til at forurene det som er klart? Men for mig er det som om jeg ser en menneskelig lidenskab her, noget i retning af stolthed og vrede, som ikke stemmer overens med ydmygheden i Evangelierne. Det er som om det er hans egen person der betones, som en ligefrem religiøs handling, som er fremmed for Evangelierne. I Evangelierne – sådan forekommer det mig – er alting mindre prætentiøst, mere ydmygt, enklere. Der er hytter; med Paulus er der en kirke. Der er alle mennesker lige og Gud selv er en mand; med Paulus er der allerede sådan noget som et hierarki; æresbevisninger og kontorer. – Dette er i det mindste hvad min mavefornemmelse siger mig.”

(Min oversættelse.)

Hvad mener jeg selv om det overordnede emne, skilsmisse. Ja, jeg er forvirret. Der ligger i hvert fald en gammel folkefordom overfor forfattere om at vi ikke kan realisere det almene. Det stammer fra Kierkegaard og det var en svaghed hos ham, en brist som Grundtvig ikke havde. Mange har forsøgt at kopiere Kierkegaards selvopfattelse og kaldsopfattelse og få er blevet korrigerede af mennesker tæt på dem.

Du kan hævde at disse teologiske overvejelser ikke har en dyt med alle de følelsesmæssige, lidelsesprocessuelle og praktiske ting som en skilsmisse indebærer i år 2019. Men så vil jeg selvfølgelig drille dig med at du bare ”følger et moderne skema” i stedet for at tænke på det væsentlige.

Man kan tænke over sit kald. Et kald er noget dagligdags. Et kald relaterer til en fuldkommen dagligdags ting som horisont. Fantasi er evnen til at engagere sig i andre menneskers og ens egen horisont. Jeg besynger ikke fantasi. Det er for farligt. Se hvordan det gik i filmen Dead Poet’s Society. Men hvis du har fantasi skal du da bruge den!

Odas Efterskilsmisseterapi

Er du en spåkone, en klog kone eller en klog mand?

“Jeg er en klog mand.”

Du ligner en klog kone.