Småsur over et eller andet 1: Småsur over Weekendavisen

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Når jeg ser folk komme ind i et tog med Weekendavisen bliver jeg altid trist til mode. Det er som om vedkommende har givet op. Min medlidenhed er derfor blandet med irritation og personligt rettet indignation. Men jeg husker min indre bowlerhat og jeg ved det er en snakkesalig.

Weekendavisen suger mange gode hjerner til sig. Men der var en forfatter der hed Kurt Vonnegut som sagde at vi mennesker har alt for store hjerner.

Lad os se om dagens Weekendavisen berettiger mig til at blive småsur på en eller anden og lad mig sætte ord på de ting jeg netop har skrevet om samme avis.

I bogtillægget er der i denne uge en artikel der hedder ”Så længe forelskelsen varer”. Jeg har i den seneste tid været filosofisk optaget af, dvs. dybt forvirret over, sproget omkring mænd og kvinder og den lille forskel og jeg håber at blive mindst småsur. Jeg sætter simpelthen min lid til at netop denne artikel om skilsmisse strander. På kønsstereotyper om mænd.

Artiklen handler om Henrik Stangerup og hans sidste kone Susanne Krage og åbner på følgende måde:

”Hans dedikationer er meget højtsvævende, for eksempel i Det er svært at dø i Dieppe. De levede ikke helt op til, hvordan han var i virkeligheden. Jeg har også flere håndskrevne sedler.”

Så følger en beskrivelse af en håndskreven hilsen ledsaget af en firkløver og konstateringen ”sådan var han ikke”.

Jeg har givet op.

Jeg ruller ned over den på computeren og ser flere billeder af ”det lange kvindeansigt incorporated”. Min første tanke er at artiklen er ukristelig. Min anden tanke er at den er mandehadende. Min tredje tanke er at den aldrig skulle være skrevet. Min fjerde tanke er at jeg nærer en dyb kærlighed til kvinder der synes mænd er nogen svin. Min femte tanke er at få udtrykt det om Weekendavisen som var min oprindelige tanke.

Hvorfor tog Wittgenstein ikke fat på de store filosofiske problemer?

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Filosofien må på ingen måde interferere med den faktiske brug af sproget; i sidste ende kan den kun beskrive det. Den kan heller ikke give noget grundlag. Den efterlader alt, som det er.

(Filosofiske Undersøgelser, 124)



Wittgenstein var nok for begrænset af sine psykiske sygdomme, sin angst og sin skizofreni, til at lave andet end sedler. Det samme kan man sige om mig. Der er endvidere noget luksus over ham. Han kom fra Wiens absolutte overklasse. Samme her, bortset fra at jeg er fra København. Der er, mig bekendt, intet sted i hans skrifter hvor han ærgrer sig over at han ikke tager fat på at løse de mere traditionelle filosofiske problemer og ”tjener verden på den måde”.

Hvordan reducerer vi kapitalismens indgriben i vores tilværelser i år 2019, eventuelt og meget gerne sprogligt og Wittgensteiniansk?

I den forstand kan han sagtens kaldes verdensfjern og tosset.

Et stort filosofisk spørgsmål drejer sig om det som med en helt vildt tør glose kaldes livsduelighed. Wittgenstein overså måske dette, for mig, centrale begreb fordi han var så optaget af sin ”teknik”, den nybrydende teknik han selv stod som faderen til og skaberen af. Det blev jo alt for meget med den teknik. I Grundtvigs fædreland ved vi det imidlertid. Vi ved hvad en levende horisont er og jo før vi kan fortælle verden det, jo bedre!

Livsduelighed har med en levende horisont at gøre. Vi skal hellere sige levende horisont end livsduelighed.

Hvordan ”behandler vi” vores egen og hinandens horisont? Hvordan ”går vi til” hinandens horisont?

En levende horisont er vigtig for kærligheden. I den levende horisont rummer vi os selv og hinanden, selvom vi er stakkels hver især.

Wittgenstein nægter i sin matematisk-systematisk-logiske grundtænkning at vi ”når vi læser og er her på jorden sammen” giver hinanden ledetråde i forhold til at ”bære horisonten igennem til næste livsfase”.

Ledetråde?

Vi giver hele tiden hinanden ledetråde. I en eller anden forstand er vi alle sammen ”grænseoverskridende”. Den måde Peter Seeberg beskriver ensomhed i novellen ”Spionen” føler jeg således er deprimerende. Jeg oplever den som en nedtrykt og forvildet persons ledetråd. Ledetråden ”sad i mig flere dage efter”. Jeg kunne ikke se grupper uden at føle mig udenfor. Det gik over og jeg mærkede igen min levende horisont. Jeg åndede lettet op og satte et minus ud for Peter Seeberg på min indre boghylde.

Forfatteren Peter Seeberg ”slipper afsted med at give et bud på hvad ensomhed er” som er ”livsverdenspåvirkende” i hihi cirka tre dage.

Min måde at anskue ensomhed, som sorg, er en ”bedre ledetråd”.

Der findes forskellige ledetråde. 1. Kærlige ledetråde har med horisont at gøre og de er derfor værdifulde. De udgør ”et godt udgangspunkt for filosofisk-litterær tænkning”. 2. Praktiske ledetråde, dvs. ledetråde som ikke handler om et menneskes horisont, er ofte simplificerende, primitive fejlanslag på livets tastatur, dvs. de er i direkte konflikt med det faktum at vi skal være her sammen på en kærlig måde. Dog er de nødvendige. Vi kan således ”minde hinanden om penges værdi og få lavet et budget” ved at sige ”Money makes the world go ’round”. Nyhedsartikler i medierne har også et islæt af at være praktiske ledetråde. Der er noget attraktivt, naturligt og anvendeligt over ting der ikke hele tiden handler om vores horisont. Så får vores horisont jo lidt fred til ”bare at være, evt. bare at være i underbevidstheden”.

Wittgenstein nævnes som en stor inspirator for Seeberg, men det kan jeg ikke forstå.

Hvordan udformer disse kærlige og praktiske ledetråde sig i virkeligheden?

”Lev med det” og ”Se at komme videre” er sagt i kærlighed og forudsætter en fortrolighed der måske ikke altid er tilstede, men virker som primitive og næsten kolde måder at give ledetråde. Jeg har aldrig sagt de to ting til et andet menneske. Men det er muligt mine øjne har sagt det. Det er muligt mit ansigt har sagt det. Det er muligt mit kropssprog har sagt det.

Jeg ville ikke bryde mig om at få ledetråde.

Når vi vender tilbage til en elsket forfatters bøger igen og igen genkender vi en forfatters horisont, livsverden og det bringer glæde. Det er nærmest tabuiseret at tale om horisont og livsverden i den forbindelse og glæde er da bare noget privat. ”Ok, hvis du har det sjovt med det, så fortsæt endelig!” høhø. Vi taler i stedet om stil og temaer, som om det betød en fløjtende fis i forhold til horisont og livsverden. Humor lænker det hele sammen. Humor er en ”aggressiv markør” af at forfatteren er der, lige midt i bogen, på side hihi 44, med sin person og sin horisont og sandelig også med sin fantasi.

Vi hæver da opløftede blikket fra bogen, lægger den tilside og rejser os op. Så står vi igen i ”vores” verden. Det lidt sørgelige er at det er forfatterens livsverden og horisont vi har taget med os. Det er ikke noget vi selv har fundet på. Vores egen fantasi har vi, som jeg ser det, kun delvist haft brug for. Fantasi er så radikalt. Fantasi brugt af en utrænet kan spolere den levende horisont.

Fantasi er

1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.

2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.

3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.

4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.

“Min oldefar blev spist af en tunfisk”

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Du havde en meget interessant oldefar som hed K. E. Hønsebudding…

“Lige et øjeblik. Min oldefar blev spist af en tunfisk. En italiener fandt hans ene brilleglas i en konservesdåse.”

Din oldefar sad og læste på et skibsdæk.

“Ja. Det ved jeg godt.”

Ved du hvad han læste?

“Han læste om de 10 betydninger af det engelske ord ‘of’.”

God hjernegymnastik!

“Nemlig!”

De ti betydninger er, som de fleste ved:

1.

expressing the relationship between a part and a whole.

with the word denoting the part functioning as the head of the phrase.

“the sleeve of his coat”

after a number, quantifier, or partitive noun, with the word denoting the whole functioning as the head of the phrase.

“nine of the children came to the show”

2.

expressing the relationship between a scale or measure and a value.

“an increase of 5%”

expressing an age.

“a boy of 15”

3.

indicating an association between two entities, typically one of belonging, in which the first is the head of the phrase and the second is something associated with it.

“the son of a friend”

expressing the relationship between an author, artist, or composer and their works collectively.

“the plays of Shakespeare”

4.

expressing the relationship between a direction and a point of reference.

“north of Watford”

5.

expressing the relationship between a general category or type and the thing being specified which belongs to such a category.

“the city of Prague”

6.

following a noun derived from or related to a verb.

followed by a noun expressing the subject of the verb underlying the first noun.

“the arrival of the police”

followed by a noun expressing the object of the verb underlying the first noun.

“the murder of the two boys”

7.

where the head of the phrase is a predicative adjective.

“it was kind of you to ask”

8.

indicating the relationship between a verb and an indirect object.

with a verb expressing a mental state.

“I don’t know of anything that would be suitable”

expressing a cause.

“he died of cancer”

9.

indicating the material or substance constituting something.

“the house was built of bricks”

10.

NORTH AMERICAN

expressing time in relation to the following hour.

“it would be just a quarter of three in New York”

Han var en meget sammensat og intellektuel natur.

“Det kan man roligt sige. Modsætningsfuld. Hans forhold til kvinder var fx meget modsætningsfuldt. På hans sidste sejlads var han, skrev han i skibets logbog, kaptajnen viskede det senere ud, men genfortalte det siden til sin ven Tobias, ‘på flugt fra samværet med min elskede kone Birgit’ men han skrev dagen efter en lap papir som han gav til en dæksdreng at ‘jeg nærer en sjælden kærlighed til kvinder der synes mænd er nogen svin’.”

Ja, det er et meget karakteristisk udsagn. Hvad mente han?

“Det ved vi lidt mere om efter Albert Knaps analyse af det der i dag er kendt som ‘dæksdrengens note’. Udsagnet om kærligheden til kvinder af den nævnte type er udtryk for et filosofisk sandhedsbegær hos oldefar Hønsebudding der ligger ud over det sædvanlige og en filosofisk pligtfølelse der må kaldes exceptionel. Han elskede kvinder der var blevet trådt på og behandlet helt ude i skoven af mænd.”

Men har de kvinder ret i at mænd er nogen svin?

“Tunfisken må have været stærkt uenig.”

Om forskellen mellem at have horisont og fantasi

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Da vores horisont af mangfoldige årsager er blevet lidt misforstået vil jeg lige gennemgå hvad vi kan se og ikke se.

Vi tror vi kan se videnskabeligt og oplyst på hinanden. Det kan vi i hvert fald ikke. Hvis en elsket bedstemor har sagt hun tror på Gud, spøgelser eller det sjove ved at tude over H. V. Kaalunds fabler er vi prisgivne. Så lever vores horisont videre helt til voksenalderen. Så glæder vi os over at se helt ud til den og hele vejen rundt og vi opsøger horisonten i vores indre og ydre liv. Så bliver vi ikke så forskrækkede, når noget nyt dukker op derude på det blanke hav.

Alligevel har kun få voksne mennesker horisont. Vi opmuntrer hinanden til tunnelsyn. Til at stirre os blinde på de samme tåbelige fragmenter. Til at stivne i et sløret blik på det samme fragment igen og igen, dag efter dag. Hvem kan være tjent med det? Hvem kan favne livet uden horisont.

Tro, kære læser, på de kim der kan blive grundlaget for en levende og fuld horisont. Fantasi er noget ganske andet. Fantasi er noget alt for personligt, et alt for stort ord. Fantasi er noget radikalt, som vi ofte må moderere på egen hånd eller korrigeres for af andre, så vi passer ind i livet og opfører os ordentligt. Horisont er noget moderat, som skal leves og nydes. Vi kan stimulere hinandens, ikke mindst vores børns, horisont vældig meget, men det med fantasien finder vi selv ud af.

Fantasi er

1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.

2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.

3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.

4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.

Ole og Katja

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Ole og Katja kom svømmende. Langt ude på havet. De havde fulgt samfundets plan for hvordan man bliver skilt men de var for stærke personligheder. De var for markante og Ole havde glemt at tage badebukser på. Katja vidste i sit hjerte at han havde glemt badebukserne. De bevægede sig væk fra alting i den samme evige tosomhed som da de var ægtefolk for de holdt så meget af hinanden.

I sin store nåde sendte Gud da en engel til de to der skulle vise dem vejen til den ø der bar det tåbelige indfødte navn Kongens og Dronningens ø. De indfødte på de kanter kunne nemlig hverken læse eller skrive og de sang ligeså dårligt som tyskere.

Det hændte nu at de så en hængt mand i et træ da de ankom til stranden. De skar ham straks ned og begyndte at pudse og polere ham med hvad de troede var englens lommetørklæde, men det var bare et som englen havde lånt af en mand der hed Svend. Nej, den døde stod ikke til at redde og rædselsfuld så han ud. Hans habit var sidste års mode og hans slips helt håbløst.

Om aftenen ved bålet mens de varmede sig sad englen og fortalte dem en historie.

Kære jordiske fætre og kusiner, begyndte englen. Det var en delvist muslimsk engel så den troede at Ole og Katja var nært beslægtede. Kære Ole og Katja. I dag er det 2400 år siden I blev skilt. Ole du læste til tandlæge på en lidt dum måde før du mødte Katja. Du læste bare på en plakat, i Thyborøn, hvor du kom fra, om højre fortand i overmunden. Katja du læste til klinikassistent i Bogense og I kender jo selv historien. I har båret jer tåbeligt ad med alt det tandpjat, men jeg vil give jer en chance til. Jeg vil nu gøre det at jeg vil give jer et fly af lakridskonfekt for at I begge forstår at fantasi er noget helt andet end at lave et fly af lakridskonfekt.

Fantasi er

1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.

2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.

3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.

4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.

Fantasi er med andre ord noget I to ikke lige skal give jer i kast med. Men før jeg flyver op til den gode Gud i himlen vil jeg pege på horisonten.

Horisonten ser måske ikke ud af meget. Et let bøjet streg. Ikke desto mindre vil jeg bede jer to om at tænke på den.

Og så fløj den bort.

Koala Rødgrens interview

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Intervieweren: Lad os tale om det, at føle sig kaldet, Vivi, Slambi, Viggo og Skink. Det, at føle sig kaldet enten bevidst eller ubevidst og leve efter sit kald. Selvfølgelig er alle mennesker enormt nuancerede omkring det at en forfatter og en præst har et kald. Det er ikke noget man skal eller for den sags skyld kan tale om. Men det forhindrer os selvfølgelig ikke i at være nuancerede omkring selve den måde vi opfatter vores eget eller andres kald. Denne nuancering er en dynamisk dimmelut der ligger dybt nede under hverdagens handlinger, valg og beslutninger.

Vivi: Tjo. Jeg har engang levet sammen med en forfatter der havde flere sindslidelser. Kaldet var for ham det eneste han kunne samle sig om. Akkemænd!

Intervieweren: Var det ikke skønt alligevel?

Vivi: Suk.

Intervieweren: Det var ikke fedt?

Vivi: Jo.

Intervieweren: Hvorfor?

Vivi: Det var da skønt at der kom en forelsket mand ude fra bygden. Han var ganske vist forelsket allerede før jeg mødte ham. I hvad eller hvem fandt jeg aldrig ud af. Men pyt.

Intervieweren: Han troede vel fuldt og fast på at alle mennesker er enormt nuancerede.

Vivi: Det gjorde han. Uden at være enormt nuanceret kan man ikke leve.

Intervieweren: Det er jeg enig i.

Vivi: Men et kald er en ting og fantasi en anden. Et kald er trættende. Fantasi er langt vigtigere.

Intervieweren: Kan man ikke være kaldet til fantasi?

Vivi: Alle mennesker er enormt nuancerede og det kræver fantasi. Alle er fantasifulde.

Viggos vredesudbrud: Forfattere. Præster. For begges vedkommende gælder det at hvis man udvikler en meningsdannerdagligdag omkring en unuanceret opfattelse af et absolut personligt kald er man en tamp. Hvad med de andre? Vi bliver ofre. Enten ved at leve sammen med en præst eller forfatter der har det på den måde eller ved at spejle os i vedkommende eller ved simpelthen at blive udnyttet seksuelt, sjæleligt eller åndeligt af vedkommende. Kunne man ikke lige tage lidt af eksistensdampen af ved at se nuanceret på hvad hulen vi mener med at føle os kaldet og ofre fuldstændig hensynsløst og hæmningsløst til højre og venstre? Jamen hvem hylen kan trøste eller korrigere en person der føler at han eller hun har et præstekald eller forfatterkald?, for trøst og korrektioner er en afgørende del af et nært samliv.

Slambi Præst: Vi er alle kaldede. Til at leve. Til at elske os selv og hinanden.

Skink Suresen: Et kald er et kald til at være totalt ligeglad med andre.

Intervieweren: Hmm. Ibsen har ikke levet forgæves. Sikke I skaber jer.

Skink Suresen: Vi sagde bare nogen ting.

Intervieweren: I skabte jer.

Slambi Præst: Vi skabte os.

Se, en guldmine er værd at besøge!

By
Morten Hjerl-Hansen
-

I en guldmine hænger der lamper. De er lavet af guld. Man kan tage guld ned fra væggene. Man kan også sætte sig på jorden og lave lidt guld. Man har jo guldet ved hånden, så går det let! Der var engang sådan en lille en som dig der sad i indgangen til en hemmelig guldmine, det var Kasper der ejede den, og lavede dit eget guld. Det er du god til. Ingen forstyrrede dig. Det lille tog standsede og raske unge mænd med kasketter steg ud og gjorde store øjne og betragtede dig uden at smaske, selvom de havde gulerødder med sig. Det du lavede lignede nu ikke guld. Det lignede mere ler. Men du formede og fortalte og holdt lange pauser hvor du ikke fortalte. Alt i alt var du meget koncentreret. Hænderne arbejdede med at skabe og det gik så let. Du havde bygget en mand der ville bygge en stor by og nu skulle denne mand rigtig fortælle.

“Se, dengang jeg var en lille dreng var hele verden lavet af papir undtagen husene, vejene, træerne, menneskene, dyrene, redskaberne og alt det andet. Der var faktisk kun en ting der var lavet af papir og det var det brev foran mig fra Mormor som berettede at Morfar var død. Men Morfar var slet ikke den mest underholdende i min bekendtskabskreds, for det var min Far, som troede på den gode Gud. Når man rigtig ser på begrebet underholde, forstår man at det er godt at holde under. For hvis vi ikke holder under hinanden passer vi ikke på hinanden og så er der ingen kærlighed. Så er der kun snak og ekkoer i guldminen.”

Børnenåeren

By
Morten Hjerl-Hansen
-

(Telefonen ringer.)

Kristoffers far: -Ja, hallo.

-Hallo, mit er Frans Dynge Jeppesen. Jeg arbejder for kommunens nye afdeling for børnenåelse under socialforvaltningen. Du har læst vores brochure forstår jeg?

-Ja, det er sandt nok. Det er noget med en ny lov om at børn tre gange om året får tilbud om at tale med en voksen fra kommunen om sit liv, sin situation, sine drømme og sine rettigheder og sådan nogle ting.

-Ja, det er fuldstændig korrekt. Og der bor to børn på adressen, så vidt jeg kan læse her på min skærm.

-Kristoffer og Jane ja. De er 8 og 13.

-Ja, det er den yngste jeg skal tale med på et tidspunkt her efter 15. marts hvor han fylder 9 år.

-Ja, der har han fødselsdag.

-Han er født den 15. marts 1993?

-Det er han ja.

-Og Jane har talt med os to gange allerede kan jeg se. Synes du hun virker tilfreds?

-Ja, jeg tror hun hygger sig meget godt med Poul Gødemærke.

-Hun har Poul Gødemærke Henningsen?

-Ja, jeg tror hun synes han er meget hyggelig. Især anden gang. Første gang tror jeg ikke hun fik så meget ud af det. Han er også et ganske rart og behageligt menneske.

-Bestemt. Hvis Kristoffer har tid vil jeg meget gerne ha’ en snak med ham.

-Jamen det kan du tro. Nu skal jeg hente ham til dig.

-Tak.

-Farvel.

-Farvel.

(Pause.)

-Hej, det er Kristoffer.

-Goddag Kristoffer Larsen. Mit navn er Frans Dynge Jeppesen. Hvordan har du det?

-Godt. Hvordan har du det?

-Haha. Jo tak. Jeg har det fint.

-Jeg er ansat af kommunen til at være din konsulent. Vi hedder også børnenåere. Ved du hvad en konsulent er?

-Nej.

-Det er sådan en der arbejder for andre og bliver betalt for det. Du skal ikke betale mig. Det ordner kommunen. Kommunen er en del af samfundet, som voksne der arbejder betaler penge ind til. Så tager vi os af at folk har det godt, at der er bøger og bibliotekarer på bibliotekerne og at der er bøger og lærere på skolerne.

-Nå. Er det også jer der henter skrald?

-Ja. Skraldemændene får også deres penge fra statskassen. De gør noget for os allesammen og derfor betaler vi allesammen en del af vores løn for at arbejdet kan blive gjort.

-Også skraldemændene?

-Hvad mener du?

-Skal skraldemændene og dig også betale for at skraldet bliver hentet?

-Ja.

-Det er da åndssvagt. Så tjener skraldemændene da for lidt i forhold til folk som fx min far. Han arbejder hverken som skraldemand, bibliotekar eller som lærer.

-Nej, det er ikke alle som arbejder for staten på den måde.

-Hvorfor tjener alle ikke lige meget. Det ville da være helt vildt smart.

-Det har du ret i. Det ville være smart. Ovre i Rusland har de prøvet i næsten i 100 år at få det du siger til at fungere. Men det er ikke lykkedes endnu. Folk er faktisk blevet fattigere af det og alle derovre er blevet meget forvirrede.

-Hvorfor kan man ikke bare lave penge til alle? Kan man ikke lave penge, altså nogle ekstra penge og så dele ud af dem?

-Nej. Prøv at forestille dig hvad der ville ske hvis en mand skulle sælge sin bil og der om morgenen var kommet et brev til alle i hele landet med penge.

-Så ville alle pludselig være rige og så ville alle… Nårh nej. Så ville alle have råd til bilen. Og så ville alle have lyst til at købe bilen. Så ville manden nærmest miste bilen.

-Ja, lige netop. Så ville der være så mange penge at ingen havde brug for at arbejde.

-Nej, så ville priserne sgu da bare stige.

-Ja, netop. Nå Kristoffer. Du er dygtig kan jeg høre. Det er ganske imponerende, synes jeg, at en dreng i din alder kan forstå hvor vanskeligt et område økonomi er. Men jeg vil jo gerne høre lidt om hvad du går rundt og laver.

-Jeg går i fjerde klasse på Skejbygårdskolen.

-Og du har en søster der hedder Jane?

-Ja.

-Er du tilfreds med hende?

-Vi leger nogen gange sammen. Ikke så meget mere. Engang legede vi tit sammen med mine bamser.

-Hun er lidt ældre en dig?

-Ja, hun er 13.

-Jeg skal lige huske at sige at jeg optager vores samtale. Du vil sikkert synes det er sjovt at høre det her når du bliver ældre.

-Aha. Kunne du ikke have sagt det da vi startede?

-Jo, det har du fuldstændig ret i. Det skal vi også gøre. Jeg kan slette det hele igen hvis du synes. Båndet er noget du ejer.

-Nej hvor sjovt. Hvad er det for en slags bånd?

-Det er bare sådan et lille gråt et der sidder i en båndoptager her ved siden af mig.

-Må jeg så få det når vi er færdige om lidt eller skal det først være helt fyldt?

-Nej, du må først få det når du fylder 18 år. Så kan du gøre med det hvad du vil. Så skal du bedømme mig om jeg har været en god konsulent og om du har kunnet bruge mig til noget i løbet af din barndom. Så kan du give mig fra en til fem stjerner og kan komme med en udtalelse. Du kan også give mig noget der hedder børnemedaljen hvis du synes.

-Det vil jeg da gerne.

-Mange tak. Men det har du de næste ti år til at finde ud af. Så det er der ingen grund til at tænke over nu.

-Hvordan ser en medalje ud?

-Den er rund og lavet af sølv. Det er bare sådan en lille en, men den er meget smuk. Den hænger i et bånd med nogle bittesmå krystalperler oven over.

-Får jeg så også en medalje?

-Nej, du får en taske med nogle ting i som du kan bruge når du bliver voksen.

-Årh ja. Hvordan ser tasken ud?

-Det er en sort lille rygsæk af læder. Men det kan være at den ser anderledes ud om ti år. Der er jo lang tid til.

-Den har jeg set et billede af. Årh, den er helt vildt sej. Men hvorfor er der en lighter i?

-Så kan du tænde en cigaret hvis du kender nogen som ryger. Du kan også tænde et bål med den, hvis du godt kan lide at tage på campingtur. Du kan også bare have den som et minde.

-Men det er da ikke specielt sundt at ryge er det?

-Nej. Det har du ret i. Jeg ved ikke hvorfor den kom med. Vi har fået så mange ting til tasken af firmaer.

-På en måde synes jeg ikke den skal være med. Det kan jo være, at der er nogen der starter med at ryge når de får den.

-Det lyder fornuftigt. Det har du ret i. Det kan du tro jeg skal sige videre.

-Så kan I give dem der ryger en masse grøntsager i stedet for.

-Haha. Ja det var sgu en god ide.

-Men jeg vil gerne ha’ den. Er det en benzinlighter?

-Nej, det er en almindelig Ronson-lighter. Min farfar havde en helt magen til. Det er en meget gammel model. En ganske dejlig lighter. Den ligger rigtig godt i hånden. Har sådan en dejlig lyd du ved.

-Jeg har en rigtig benzinlighter.

-Jaså. En Zippo?

-Nej, den er aflang og rund og så er der nærmest sådan et firkantet stykke hvor lighterstenene sidder.

-Den tror jeg ikke jeg kender. Din mor kører dig hen til mig om nogle uger. Så kan du tage den med hvis du har lyst til at vise mig den.

-Det kan jeg godt. Vi ses.

-Farvel Kristoffer.

-Farvel… Far, jeg lægger på nu.

-Det er fint, gør det bare.

(I børnenåerens konsultation)

-Hej Kristoffer. Du er Kristoffers mor? Jamen velkommen begge to. Vil I ha’ en karamel?

-Ja tak.

-Ja tak.

-Kristoffer, det er så her jeg arbejder.

-Det er ligesom at være hos lægen.

-Hahahaha. Jeg er nu ikke læge. Du skal helt sikkert ikke have nogen indsprøjtninger her. Det er en dejlig dag idag, synes i ikke?

Kristoffers mor: -Jo pragtfuld. Solen skinner jo som om det er forår.

-Ja, foråret startede jo sådan set også for to uger siden. Kristoffer, du må gerne tænde båndoptageren derovre på bordet.

-Farvel mor.

-Nej, vi skal lige have din mor til at skrive her og så skal jeg lige give dig de her ting.

-Tak. Jamen så vil jeg lade jer to være lidt alene. Kristoffer, er det ok?

-Ja, gå du bare.

Kristoffers mor: -Farvel. Kan du give mor et kys?

-Ja. Farvel.

-Farvel.

(Moren forlader konsultationen.)

-Nå Kristoffer. Du kan sætte dig her i den blå lænestol.

-Hvor meget bånd har du?

-Der er en hel time. Har du taget lighteren med?

-Ja, den er her.

-Ja, det er en god en. Puha hvor den lugter af benzin. Ved din mor godt du har sådan en?

-Ja, det er hende der har givet mig den. Eller vi fandt den sammen ude foran en gammel gård. Hun sagde det var ok hvis jeg beholdt den. Jeg fandt også en lang rusten kæde og en maskine. Dem har jeg derhjemme.

-Du er glad for teknik?

-Ja, jeg elsker at skille tingene ad.

-Det gør du?

-Ja, jeg kan godt lide at se hvad der er inde i dem. Jeg samler dem altid igen. Men nogen gange er der så mange dele, at jeg ikke kan finde ud af at sætte dem sammen igen. Fx skilte jeg engang en gammeldags telefon ad. Den virkede selvom jeg brugte en anden transformator, jeg havde liggende i mit skab. Så lavede jeg en stødmaskine af telefonens transformator.

-En stødmaskine?

-Ja, man kan lave en stødmaskine af alle transformatorer. Man skal bare bruge et batteri og fire ledninger. Så skal man finde de rigtige poler og lave håndtag af fx to jernstænger. Man kan også bare vikle sølvpapir rundt om et dørhåndtag. Men det må ikke røre hinanden. Det er bare nogle små stød.

-Det må være pragtfuldt at kunne lave en stødmaskine og give folk stød.

-Ja ja. Men det er bare små stød. Det er helt vildt ubehageligt når man skal teste om det virker. Så får man selv et stød. Det er bare sådan… Av!

-Haha.

-Var du ikke ikke interesseret i sådan noget da du var lille?

-Nej, men jeg lavede drager og flitsbuer.

-Det er sjovt du siger det. Jeg prøver bare sådan at finde ud af hvordan man laver en flitsbue der kan skyde langt. Jeg har en flitsbue derhjemme som jeg lavede sammen med min fætter. Den er helt vildt sej, men den kan kun skyde en 12 meter. Jeg tror faktisk det er noget med snoren. Den er for tyk. Men mest for elastisk. Der er ikke nogen snor på i øjeblikket.

-Men de er vist lidt farlige også, ikke? Jeg kom engang til at skyde lige op i luften med en bue jeg havde. Og sådan nogle vildt seje pile jeg havde købt til. Mine søskende stod lige ved siden af og vi kunne bare ikke se den der pil. Den røg lige lodret op i luften og så er den nærmest så lille, ikke? Når den ryger op. Og når den ryger ned. Man kan kun se hele pilen når den vender. Jeg råbte Hold jer over hovederne! og vi holdt os over hovederne mens vi løb i alle retninger. Min far stod oppe i vinduet og så det. Han blev gal.

-Årh ja!

-Ja, det var ikke så smart. Vil du have en kop the?

-Ja tak.

-Kristoffer, vi har nogle ting vi skal nå idag. Jeg har en liste her som vi skal igennem. Den er ikke så vigtig. Vi skal kun tale om de ting som er vigtige for dig.

-Ok. Bare læs.

-Hvad kunne du godt tænke dig at være når du bliver stor?

-Det ved jeg ikke.

-Tror du du skal i gymnasiet?

-Ja, helt klart. Jeg vil også gerne til udlandet og studere i et år på et gammelt universitet.

-Nå. Det lyder jo spændende. Har du været i England?

-Ja, to gange. Men den første var jeg så lille så jeg ikke kan huske det.

-Ok. Jeg skriver lige lidt ned, et øjeblik. Vil du gerne have børn?

-Ja, jeg vil gerne have tre børn.

-Hvem vil du gerne giftes med?`

-Det ved jeg ikke rigtig.

-Er der nogen i din klasse.

-Ja, jeg har allerede været gift med to i min klasse. Men jeg kan ikke li’ dem mere.

-Nå, ok.

-Så skal jeg spørge dig: Har du forstand på voksne?

-Ja. Mest på dem jeg kender. Min far og mor for eksempel.

-Synes du voksne er mærkelige?

-Ja.

-Hvordan?

-Det ved jeg ikke.

-De er sådan lidt mærkelige i forhold til børn?

-Ja.

-Synes du de er mærkeligere end børn?

-Ja, helt klart. Men nogle børn er også mærkelige.

-Synes du de voksne bestemmer for meget?

-Nej. Sådan er det jo bare. Der skal jo være nogen til at lægge én i seng og sørge for morgenmaden.

-På den måde, ok.

-Men nogle voksne er bare sådan helt vildt underlige. De forstår slet ikke børn. Det er som om de har glemt hvordan det er at være barn. Men de har sgu da været børn engang. Det kan man sgu da sige sig selv. Jeg forstår ikke hvorfor de er så forvirrede.

-Er der nogen speciel du tænker på?

-Ja, en af min mors og fars venner. Han er ikke blevet gift. Min mor og far har også en anden ven der ikke er blevet gift. Hvorfor gifter de sig ikke bare med hinanden? Jeg ved godt det lyder dumt, men…

-Måske passer de ikke sammen.

-Men det gør mor og far sguda heller ikke. På en måde.

-Synes du ikke?

-Nej, de bruger alt for meget tid på deres arbejde og de har hele tiden al den energi.

-Ok. Nej, det er selvfølgelig ikke godt. Hvordan vil du selv være når du bliver far?

-Jeg vil være meget mere sådan rolig og afslappet. Jeg vil gøre en hel masse som min egen far ikke gør. Fiske, lege, især lege.

-Kan du godt lide at lege med din far?

-Ja. Engang legede vi supermand oppe i Norge.

-Det er sjovt du siger det. Vi har nemlig spurgt din far hvad han bedst kan lide at lege med dig. Han har skrevet supermand. Han har skrevet han savner at lege supermand med dig og gerne vil lege supermand en dag i sommerferien en hel dag.

-Hvorfor har han sagt det til dig?

-Fordi jeg spurgte ham.

-Skal du også lege med?

-Nej, jeg skal lege batmand med mit barn.

-Hvor gammel er han?

-Det er en pige, hun er kun seks år.

-Nå ok. Det bliver da sjovt hva’?

-Ja, jeg glæder mig også.

-Kristoffer, hvad er din yndligsfarve?

-Grøn.

-Grøn ja. Og hvad er dit yndligstal?

-Det ved jeg ikke. Min mors yndlingstal er 8 og min fars er 3. må man gerne have et yndligstal der er over 10?

-Ja, hvorfor ikke?

-Så er 13 mit yndlingstal.

-13. Det er et spændende tal. Vidste du at det er et primtal?

-Ja, men det er også et uheldigt tal. 13 betyder uheld.

-Så er man modig hvis man vælger 13 som lykketal. Er du den modigste i din klasse?

-Øhhh, ja. Det tror jeg nok jeg er.

-Tør du banke de store drenge.

-Nej, jeg går aldrig med i slåskampe. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg synes ikke det er sådan rigtig modigt at gå med i en slåskamp.

-Beskytter du så de små?

-Ja, nogen gange beskytter jeg dem der bliver drillet.

-Også dem der bliver mobbet?

-Nej, jeg beskytter ikke dem der bliver mobbet. Men jeg er den der mobber mindst i hele klassen.

-Det er virkelig fornuftigt af dig Kristoffer. Så bliver de virkelig glade for dig når de bliver voksne. Så vil de huske tilbage på dig som en flink fyr. Du er vist en flink fyr, er du ikke Kristoffer?

-Jo, helt sikkert. Jeg ved godt det lyder lidt åndssvagt, men når man ikke mobber er man da flinkere end når man mobber.

-Selvfølgelig. Tror du også voksne mobber?

-De mobber i hvert fald ikke børn. Ikke på samme måde som børn i hvert fald. Det kan godt være de mobber hinanden. Men det er nok på en helt anden måde end børn mobber. Jeg tror aldrig jeg har set det. Gør de?

-Ja, voksne kan også være dumme overfor hinanden.

-Men bare de passer ordentligt på deres børn er jeg ligeglad.

-Passer dine forældre godt på dig.

-Ja, selvfølgelig. Vi bor i et hus ved en sø, har en kat og hvert vores værelse.

-Har du tit nogen med hjemme og lege?

-Ja, eller også leger jeg ude hos dem.

-Hvad tid skal du være hjemme?

-Klokken 5.

-Synes du nogle af dine kammeraters forældre er mærkelige?

-Øhh, ja. Bliver det optaget?

-Kristoffer. Alt hvad du og jeg taler om bliver optaget. Men det er dit bånd. Det er dit ligesom dit legetøj derhjemme. Den eneste forskel er, at det bliver her hos mig indtil du er fyldt 18 år. Men du kan komme og høre det når du har lyst. Vi skal bare lave en aftale med dine forældre. Du kan komme 3 gange om året. Det bliver sjovt for dig at høre det om nogle år. Om nogle år vil du tænke og føle på en helt anden måde. Så vil det sikkert være sjovt for dig at høre dig selv som 8-årig. Tror du ikke?

-Jo. Kan man ikke filme mig også?

-Det må i gøre derhjemme. Vil du gerne filmes derhjemme?

-Vi har sådan et videokamera. Min far bruger det meget til fester. Det bliver sjovt at se os selv som børn om nogle år.

-Kristoffer. Kunne du godt tænke dig at have levet i det gamle Egypten?

-Øh, underligt spørgsmål. Det kunne jeg godt, ja.

-Hvilket noget tøj ville du så gerne have på?

-En hør hat og sådan en lang kjole som både mænd og damer gik med.

-Hvilken farve skulle den have?

-Kjolen?

-Ja.

-Sort og grå og rød.

-Hvad ville du helst være, ypperstepræst eller konge?

-Jeg tror gerne jeg ville være en blanding.

-Du skal vælge mellem konge og ypperstepræst.

-Hvorfor?

-Fordi jeg siger det.

-Mmmm. Konge tror jeg.

-Hvorfor?

-For så kunne man blive gift med en prinsesse.

-Prøv at forestille dig hvordan prinsessen ser ud. Ok?

-Ja.

-Er hun lyshåret eller mørkhåret?

-Mørkhåret.

-Er hun smuk eller grim?

-Smuk. Hun ligner sådan en fra en gammel film.

-Hvilket land har de smukkeste piger?

-I verden? Øhh, det ved jeg ikke rigtig. Det kunne være sådan et land som Thailand.

-Synes du de er smukke?

-Ja. Er det min mor der kommer?

-Ja Kristoffer. Så må du gerne slukke båndoptageren.

-Ok. Det var hyggeligt.

Kristoffers mor: Nå, hej. Er i færdige?

-Ja, vi er ved at være færdige.

-Hvad snakkede i om?

-Ja, hvad har vi snakket om Kristoffer?

-Om denneher lighter og om Egypten og en hel masse andet.

-Egypten.

-Ja, vi har snakket om Egypten. Og så tror jeg godt at Kristoffer har lyst til at lege supermand en dag i sommerferien. Kristoffers far har skrevet at det glæder han sig også til. Du skal have det her papir med hjem. Og hvis du lige vil skrive her.

-Ja.

-Farvel Kristoffer.

-Farvel.

-Hej hej.

-Hej og tak for denne gang.

-SLUT-

1...120121122...417Page 121 of 417