Hockens embede

Hockens arbejde er at forarbejde. Han vælger selv hvad. Der er masser af pauser. I hver anden pause serveres uspiselige retter og i hver anden serveres velsmagende. Jeg møder Hocken mens to af hans nærmeste kolleger, der begge er høns, spiser upoppede popcorn. Hocken selv står lænet op ad en lygtepæl der er anbragt midt i det åbne kontor. Han ser en lille smule sej ud og en lille smule cool. 50 procent af hver.

Du holder pause?

Hocken tygger tyggegummi for at se ekstra sej ud. Han fumler langsomt med ærmet for samtidig at se cool ud.

“Jeg holder pause og øver mig i at være både sej og cool.”

Det lyder vanskeligt. Man er vel bare som man er?

“Det er vigtigt at være cool.”

Er sej og cool ikke det samme?

“Nej. Cool er livserfaren og venlig og medlevende, tilbageholdende, fåmælt og humoristisk. Den slags. Sej er mere sådan lidt flabet.”

Bliver folk så ikke forvirrede når du står her ved lygtepælen og er både sej og cool på samme tid?

“De er igang med at pikke korn op.”

Brando Dalfrøcies erindrer ved hjælp af bast

Da jeg i sin tid blev bedt om at lave en krydsroman af Maradjøngade fra Akademiet i Neapel og Frederikssund var jeg lidt underlig. Jeg havde ikke hørt om genren før, men min hustru oversatte fra en blanding af italiensk og frederikssundsk at der var tale om noget eklatant vrøvl, nemlig en romanagtig genre der bragte to særskilte og, for såkaldt almindelige mennesker, ganske uforenelige tematikker sammen i et handlingsforløb der gerne måtte være uden handling. Jeg var meget taknemmelig på det tidspunkt i mit liv. Mest fordi jeg havde bygget en lo. Jeg brugte lotaknemmeligheden ved skrivebordet og i dag foreligger romanen og er blevet læst af én dansker, nemlig min nabo Skatter Takhøj. Det hele er meget tåbeligt. Meget. Jeg laver nok ikke en krydsroman igen med så tåbeligt et udspil lavet af så tåbelige og lumske mennesker. Oplægget var, at jeg skulle skrive om dels en fornuftig professor og dels om en hæk i nærheden af hvilken der kun er foregået charmerende ting. To afsindigheder, med andre ord. Hvem kan forestille sig en fornuftig professor? Professorer er så distræte, virkelighedsfjerne og uselvkorrigerende. De fiser bare derudaf. I går kørte en professor således forbi mig i meget høj fart. Han skulle sikkert hjem og presse citroner på sit fine gulv. Den mærkelige hæk frembød et endnu større problem. Fandtes den i virkeligheden? Hvorfor spørger jeg Dem? Hvis den fandtes, var jeg så mere interesseret i at finde den end i at skrive om den? Er en enkeltstående charmerende livsbegivenhed noget værd i det store billede? Er det en garanti for noget som helst? Jeg er ikke hedonist, men måtte alligevel indrømme at hækken virkede tiltrækkende. For at skjule min tiltrækning for min familie lod jeg loen stå åben og professoren smutte ind. Nu havde jeg professoren og kunne fortælle ham i ro og mag om den løfterige hæk. Han bakkede på sin pibe og væltede sig til siden, adræt og ordentlig som han var. Vi blev enige om at blive medlemmer af en sær klike af spioner og holde os på tre æblers afstand af hinanden.

Bruno Koklópos ti minutter

“For mig er dannelse noget med samvittighed.”

“For mig er dannelse noget med at mærke et krav.”

“Det, at jeg mærker dette krav, hæver mig ikke over andre, som jo, sjovt nok, også oplever dette indre krav.”

“Men det bevirker at jeg virkelig må kæmpe for at få mit eget sprog, mine egne analytiske evner og ikke mindst mine argumenter bragt i stilling.”

“Dannelse er noget værd.”

“Hvorfor er dannethed i dag noget de fleste mennesker føler de ejer og udviser når de siger ‘Man skal gå efter bolden, men ikke efter manden’ og ‘Man skal ikke kaste med æbler når man selv er et skrog’. Det rigtige at sige er bare: ‘Der skal være et vist niveau’.”

“De paroler generer mig, fordi de gør dannelse til noget trivielt.”

“De paroler provokerer mig, fordi de bringer mig i en selvtvivl der er helt ude af proportioner med virkeligheden hver gang jeg fx skal forholde mig til politikere.”

“Jeg får lyst til at bryde ud.”

“Jeg bliver overdrevent aggressiv.”

“Samtidig er jeg hunderæd.”

“Hunderæd for at havne i en situation hvor jeg skælder andre mennesker ud, uden endda at tro på hvad jeg selv siger, uden at kunne stå inde for det.”

“En situation der selvsagt er uanstændig for dem jeg skælder ud på såvel som for mig selv.”

Bruno Koklópo lægger brillerne fra sig på podiet. Han ser enormt flot ud uden briller, hvilket får to kinesere til at begynde at fotografere ham. Mads Petersen annoncerer at der nu vil være en kort spørgerunde.

Hvad er i dine øjne ved at sønderrive vores globale samfund?

“Udbredtheden af forestillingen om at vi som demokratiske borgere ikke er forpligtet til at sammenstykke og udbrede nuancerede personkarakteristikker baseret på vidnesbyrd fra de højreorienterede politikeres ungdom, selvsamme politikere som i øjeblikket har magten mange steder i verden og som stiller noget dårligt op med den og trækker alt for mange billige stik hjem.”

Ud fra en betragtning om at overklassebaggrundsloyalitet ikke er et hak bedre end bandeloyalitet?

“Ja. Blandt andet.”

En politiker skal være dannet, mener du?

“Det jeg er ude efter, er ikke de modbydelige handlinger og personegenskaber, men udelukkende de onde og de gode. Det er ikke en inkvisition.”

Kan det lade sig gøre uden at gå efter manden i stedet for bolden?

“Der skal være et vist niveau.”

Politikere er ikke hyggelige kendisser på linje med folk fra underholdningsindustrien. Politikere står med vores liv og vores fremtid i hænderne. Derfor kan det forekomme helt uvæsentligt hvad dem der har drukket en øl med vores politikere gennem tiden har gjort sig af forestillinger om vedkommende.

“Men det er det bare ikke. Man skal ikke være professor for at opleve et andet menneske nuanceret. Det er noget livet gør os alle til top-trænede specialister i.”

Ny bog: Per og Dyveke

“Per og Dyveke” er fortsættelsen på “Troels og Line”. Hovedpersonerne har fået nye navne og et flot skib som de sejler til Afrika med. Da de er kommet godt hjem igen begynder en snedig handling. Det er et godt valg af forfatteren. Handlingen er lidt anstrengende og giver Per og Dyveke sved på panden, men der er mange dejlige pauser hvor de bare driver den af og laver ingenting. Bogens længste pause er således sjov for Per og Dyveke mens man som læser bliver hægtet lidt af. Måske vil jeg sige at de lærer hinanden lidt for godt at kende så deres samtaler bliver for indforståede, men det vil jeg ikke sige alligevel.

Fra palmens top, med udsigt over bugten

Jeg har ikke haft det rigtig godt i masser af år. I den forstand kan man godt sige at jeg har et udestående med eksistensen. Med Gud.

Trøster det dig ikke, at du har lidt og lider forfærdeligt?

Hihi. Hvordan skulle det kunne trøste mig? Det forværrer blot mit humør.

Det skal du ikke sige.

Hihi. Det er min sag. Mit humør.

Hvorfor?

Det er mit humør. Det er mit humør, vi taler om.

Vi taler, som jeg oplever det, om vores begges humører.

Hahaha. Nej. Det er nu engang mit humør vi taler om. Men vi kan godt tale om dit humør. Hvordan har du det?

Jeg synes helt klart din lidelse lige præcis afleder opmærksomheden fra dit udestående med eksistensen og Gud.

Du er en stor menneskekender. Hihi.

Hjælper det dig ikke at tænke på at andre også lider?

Hæhæ. Næh. Det gør mig, som man kunne forvente, blot i endnu dårligere humør.

Men jeg deler din oplevelse af at eksistensen kan være overvældende, uoverskuelig, forvirrende og utrolig dejlig.

Hør, hvad er du for en filur?

Filur? Jeg er ikke en filur. Jeg prøver bare at sige, at det er som om der står en usynlig kuffert på min fod med et indhold som det er almindeligt at kende, men som jeg ikke selv kender.

Det var dog et mærkeligt og ustadigt billede. Det billede kan jeg ikke bruge til noget.

Men jeg kan saft susemig bruge det til noget. For mig er det nyttigt.

Det er galimatias. Jeg tror ikke på dig. Ja, jeg må virkelig sige at det kuffertbillede svækker den spontane tillid til dig jeg oprindelig følte da vi kravlede op i denne palme for at se ud over bugten. Et billede, en metafor kan ikke bruges til noget i det daglige i bred forstand.

Jo, for den metafor har fået tingene til at falde totalt på plads for mig. Den er faldet ind i sjælen dengang jeg læste om den og landet på en yderst brugbar måde hvor den er blevet som et prisme.

Jeg synes vi i denne samtale er kommet ubeskriveligt langt væk fra mine lidelse. Din dumme kuffert står helt klart i vejen. Jeg gribes af en dyb trang til at afkode kuffertens indhold og blotlægge dens, i det mindste for mig, ret trivielle indhold ved at foreslå at den bare indeholder tøj og diverse rejsefornødenheder.

Det kan du sige. Det kan du sige. Men det betyder bare at jeg dermed kan indse at den er let og nemt lader sig fjerne fra min fod.

Den dag Bigi faldt pladask for Bakse

Du stod og baksede med et eller andet.
Jeg stod og baksede med mine dansetrin.
Du dansede ikke.
Jeg bød dig op.
Hvad baksede du med, da vi dansede.
Træer.
Træer?
Jeg prøvede at tælle alle verdens træer.
Hvor mange var der?
Jeg nåede kun et stykke op i Sverige.
Det var et større forehavende.
Jeg nåede til Allingsås.
Det er vel sådan det foregår for de fleste.

Kubismens indsigt at vejvisere er lavet af æsker holder stik

Er det ikke lidt svært at gå, når man er lavet af æsker?

“Nej. Æskerne er limet sammen med dejlig spændstig-organisk superlim fremstillet af Den Glemsomme Fipka.”

(Illustration: Juan Gris, 1920.)