goshfiles.com: Dagbogen for mennesker der er blevet venner med Hollywoodstjerner

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Fupmageren og iværksætteren Dash Overly fra den hidtil, i Hollywoodkredse, så berygtede webside goshfiles.com kunne næsten ikke følge med efterspørgslen og solgte, efter to turbulente år, forretningen til Gut Matthieu, en glad franskmand.

Gut Matthieu: ”Da Dash ejede websiden var det såkaldt almindelige mennesker der oprettede sig. Nu er Hollywoods stjerner også blevet interesserede i at fremstå som normale hyggeonkler og bonkammerater.”

Hat Jenkins er bruger på siden:

”Det får mig til at føle mig normal, hvad jeg ellers ikke er. Når Klaus Hinterseer og jeg bare går en tur blandt mennesker der opfører sig som fotograferende hyæner og han og jeg søger ned mod havet hvor vi kan drikke dejligt saltvand uforstyrret, har jeg det godt.”

Smager saltvand ikke skrækkeligt?

”Det smager ubegribeligt.”

Har du været i hans enorme stue?

”Jeg har endnu ikke turdet, selvom invitationen ligger på min mail.”

Hvorfor ikke?

”Hans akvarium er efter sigende fyldt med flyvefisk.”

Hvorfor silen vil du gerne føle dig normal?

”Jo, men det stimulerer identiteten at få håret blæst igennem af en kendt persons kendthed og overlegne udtalelser og bundsolide, men lidt flakkende, generøsitet.”

Men hvordan er det at sidde på tomandshånd med én som alle kender?

”Det føles rigtigt for mig. Alle mine drømme bliver til egofylde.”

Egofylde?

”Egofylde er bare en neologisme jeg har valgt til at beskrive noget du aldrig vil forstå, med mindre du selv går ind og opretter dig. Det er en form for lighed. Det er lighedens essens for mig. Du bliver hævet op, du bliver fyldt med varm luft. Det er ligestilling og lighed over en kop med grums.”

Grums?

”Hollywoodstjerner drikker grums.”

Ja, der er så meget man ikke ved.

”Grums med et enkelt hyben, faktisk.”

Smager det ikke forfærdeligt?

”Det smager rædselsfuldt.”

Jeg må på dette sted blankt erkende overfor The Other Newspapers læsere at jeg ikke fatter virakken omkring goshfiles.com. Dillen forekommer vanvittig og forskruet. Forholder brugere, læsere og Hollywoodstjerner sig slet ikke til de indlysende spørgsmål vedrørende det vanvid og den forskruethed? Jeg har talt med forsker Them Clausen fra Aarhus.

Bør der ikke være det skide privatliv for Hollywoodstjerner og har vi som verdensborgere ikke brug for noget anstændighed omkring disse kunstnere?

”Hvad mener du, mere præcist?”

Har vi ikke brug for at kunne se op til Hollywoodstjerner med deres talent, charme gode udseende uden at blive forstyrrede af goshfiles.com?

”Det har jeg ikke tænkt på.”

Men det forstyrrer verden. Ligesom Trump.

”Det forstyrrer verden. Det har du ret i.”

Hvorfor taler du mig efter munden? Har du slet ingen meninger om denne tossede internetverden?

”Jeg er blevet hypnotiseret.”

Af mig?

”Af at være i medierne. Har kun prøvet det to gange.”

Vil du ikke nok prøve at være objektiv. Du er mit sidste håb for at få skabt orden og mening i min artikel.

”Prøv at høre på hvad jeg siger til dig. Jeg forsøger faktisk at slæbe min underbevidsthed med mig hvor end jeg færdes. Nu er jeg i avisen og min underbevidsthed slæber langt, langt bagude. Jeg føler mig som et antikt spøgelse i denne internetverden, som du kalder den.”

Them Clausen fik jeg ikke meget ud af, men dog synes jeg han sagde nogle ærlige ting om hvor tosset verden er i skrivende stund.

Lykke: Livet som realitet

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Er der noget i vor tids virkelighed som svækker vores evne til at forholde os positivt til den positive del af realiteterne, herunder de realistiske muligheder vi har for at leve et fuldt og helt liv og tilmed mærke livet og verden med hinanden?

Ja! Der er masser! Men vi må være såvel nuancerede som ikke-kyniske for at få øje på dem.

Allan Bloom skriver i sin temmelig radikaliserede og forskruede bog at vi lever i en “non-stop præfabrikeret onanifantasi” [1]. Det er meget unuanceret og kynisk.

Den lødige litteratur er et prisme der synes at ophæve denne onanifantasi som Bloom talte om. Realitetssans stimuleres, udvikles og opnås som bekendt i udpræget grad af litteraturen.

Det er selvfølgelig et iboende problem at diagnosticere samtiden fordi vi er midt i den. Men jeg synes at der er et langt større problem når forfattere, faglitterære såvel som skønlitterære, leverer delikate forsimplende hovsasvar. Der findes flere tåbelige -ismer end nogensinde før i historien:

On the big issues it was not enough to be right – passion was vital. Now that sense of intellectual urgency has dissipated. Tolerance, relativism, the postmodern refusal to commit, the cultural triumph of uncertainty. (…) Perhaps, too, there is currently so much specialization, and so many movements and fissures within higher education, that the important questions have been lost. [2]

Uhøjtidelige pseudointellektuelle udlægger særdeles hyppigt filosofiens mest grundlæggende spørgsmål som: “Hvad er meningen med livet?” Man lægger mærke til snerten af velbegrundet ironi, fordi vi rummer svaret inde i os selv i al vores virketrang, beredthed, glæde og sorger. Vi opfører os som om vi kender svaret.

“Mikkel Thykiers essay danner grundlag for en påstand om, at det litterære værk, som det har stabiliseret sig i vareform i det tyvende århundrede, er i opløsning eller bør opløses. Værket er, grundet en kort levetid i offentligheden, at regne for en begivenhed og må altså behandles derefter. Vi kan ikke længere stole på kulturens evne til i sig selv at genkende og omsætte kvalitet.” [3]

Kvalitet er den litteratur der får os til at leve med kvalitet.

Hvad er livskvalitet?

At leve er at rejse. [4] At rejse er en vekselvirkning mellem den ydre rejse med dens aldeles uventede møder og kulturelle og naturmæssige berigelser og den indre rejse med dens aldeles uventede opdagelse og brug af skjulte evner og ressurser. Turismen ødelægger det første og trivialliteraturen det andet. I den forstand er begge udtryk for dårlig fantasi og værre: fantasifornægtelse.

Kapitalisme er slet slet ikke den største synder blandt de fænomener som tilskynder os til fantasifornægtelse. Ej heller det at vi lever i en global landsby med dens tilvante skikke og vaner. Det er at skolen slutter. Alle mennesker skal selvfølgelig gå i skole hele livet og ikke kun til 9. klasse eller universitetet. Men der er en endnu større synder: Kynismen.

Kynisme kan i bund og grund koges ned til diktummet “Enhver har retten til i enhver situation at pege på realiteterne”. Det er barbari. Det må vi undgå. Vi er alle i en eller anden udstrækning fans af store og små mysterier, selvom en kyniker vil benægte det.

Realiteterne får dermed et dårligt ry fordi kynismen er så udbredt at vi efterhånden tror at kynikere har eneret til at beskæftige sig med dem. Man hverken kan eller skal eller bør irettesætte kynikere direkte. De er for forfængelige, for selvhenvisende til at det nytter noget.

Litteraturliste

1. Allan Bloom: Vestens Intellektuelle Forfald, The Closing of the American Mind, Gyldendal, 1991.

2. David Edmonds and John Eidinow: Wittgensteins Poker, Faber and Faber, 2001.

3. Forlaget Antipyrines præsentation af Mikkel Thykiers bog Overfor en ny virkelighed.

4. H. C. Andersen i dagbogen.

Et alvorligt stykke

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Man kan sige at jeg tager min læser super, super alvorligt. Men ikke som pralende intellektuel, men som min næste. Derfor refererer jeg kun sjældent. Kærlighed praler ikke. Delikate indsigter som Freuds, Darwins, Schopenhauers, Nietzsches og, over en bred kam, sociologernes anser jeg for uintellektuelle. På en måde frastøder de mig. Omvendt udelukker jeg dem ikke. Vi har brug for delikate indsigter også. Alting er ikke små sedler i små skuffer.

1000god

By
Morten Hjerl-Hansen
-

1000god er chauffør på en lastbil der altid brænder og å så træt. For det mest sidder hun i haven.

Hvad er det du laver nu?

“Læser en god bog. Har du noget i mod ikke at forstyrre. Du kan vente en halv time, indtil jeg har læst kapitlet til ende.”

Jeg går rundt i 1000gods have og bliver ikke skuffet.

Nyttige observationer der kan være gavnlige i de rette hænder (1): Kommunikationsidéen er værre for vores samfund end vækstidéen

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Vækstidéen bliver ofte klandret for at være et af tidens største onder og neoliberalisterne med. Men disse ting er fuldkommen uskyldige sammenlignet med kommunikationsidéen. (Desuden findes der ingen neoliberalister.) Kommunikationsidéen tager det bedste fra psykiatrien, psykologien og filosofien og tryller det om til produkttænkning. Produkterne er selvfølgelig os selv. Det er Ole og Iben på torvet.

Spørgsmålet ”Hvordan har du det?” har kun ”skæve” svar, men jeg er led og ked af ordet skævhed. Det betyder bare at noget ”har kant”, ”er alternativt” og ”er smalt”. Nej! Det er i skævheden der gemmer sig nogle svar og noget sandhed om hvordan vi skal komme videre fra denne tidsalder. Økologi er bare en dårlig undskyldning. I min husholdning bruger vi alt for mange penge på økologi. Økologi og økologisk digtning rummer udelukkende overfladiske, berøringsangste indsigter.

Hvordan har du det? Jeg opfatter spørgsmålet som vigtigt. Det er da klart at det er uafhængigt af mig at det er vigtigt. Kommunikationsfolk omfavner verden med besjæling af produkter. Jeg gør det modsatte. Jeg siger hvad der er på færde når ordene bliver få.

Ingen kan slås for det skæve længere. Kun ved at gå det lange seje træk, ligesom jeg gør. Og det kan man kun gøre i Norge, med et par langrendsski spændt fast på fødderne og et par skistave der når helt op til armhulerne.

Når ”skæv litteratur” er det man skriver bør man være på vagt. Omverdenen er opfyldt af kommunikationsidéen. Som er falsk. Pilrådden.

Thomas Pynchon skriver paranoid litteratur. Det har han gjort siden 1970’erne. Det er ikke gode bøger. Det er ikke engang læseværdige bøger. Men han har gået det lange seje træk. Hvem har lært ham det?

Man bør ikke spørge hvorfor man som intellektuel i dag er paranoid, men hvad denne paranoia består af. Ja. Man skal lade sig berøre.

Glop Foersoms liv med undervandskamera

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Glop Foersom har et enormt plexiglasoverdækket badekar under stuegulvet med lunket, klart vand som udskiftes hyppigt. Tropefiskene, små og store, kigger op igennem hans boxershorts og har det fremragende. På sofabordet i en-familiehusets hyggelige stue ligger klenodiet, et lortekamera fra 1984 som flere gange er blevet oversvømmet. Han viser stolt et billede af en død måge der var blevet suget ned i dybet på grund af en bibliotetsregning og lidt vilde indkøb i starten af måneden. “Dengang var jeg en fattig mand med tre ben og en lodden hat i 900-tallets Odense,” lyver han. Det er ok at smøre lidt tykt på og manden har på en eller anden måde ret: Han gik dårligt dengang han studerede. Således viser mange af overvandsalbummets billeder situationer hvor Glop simpelthen vælter over og ind i ting. “Da jeg var nyuddannet og fik mit første job satte jeg mig på en stol med en stor blå tøjknap. Det blev jeg rig af.” Der er lidt løgn med i billedet, men jeg smiler for dette er både interessant og hyggeligt, mest hyggeligt.

En våd kran er ikke et en metafor, men en meget alvorlig ting

By
Morten Hjerl-Hansen
-

De fleste af mine læsere vil være bekendt med våde kraner-kategorien i mit æskesystem og skatkammer af ualmindeligt gode tekster. De har endnu til gode at optræde direkte, men deres overordnede kategori anvender jeg hele tiden. Denne kategori er egentlig blot et verfremdungsgreb jeg holder meget af. Lad mig forklare nærmere, hvad jeg mener. Der er mange ting i den menneskelige bevidsthed som får os til at nægte at lede efter betydning og dermed tolkningsmuligheder i forhold til våde kraner. Hvorfor? kunne man spørge. Det er fordi fantasien kommer til kort, både fordi vi er ligeglade med at kranen er våd og også ligeglade med hvorfor den er blevet våd. Vi opfatter vådhed som en helt almindelig, fuldkommen naturlig og yderst tilforladelig og dybest set intetsigende kranskæbne ud fra en basisviden fra ingeniørfaget om at kranens vådhed ikke skader kranen. Selvom gentagen og langvarig vådhed kan få kranen til at ruste og blive usigeligt farlig for såvel fører som de assisterende arbejdsmænd på jorden, føler vi os trygge ved lortet. Vi opfatter vådheden som knyttet til tekstens nu, ja, som, muligvis, etablerende tekstens nu og vender os, hvis vi er dårlige læsere, bort fra hele teksten fordi vi ikke vil godtage den våde kran som billede på noget som helst af betydning. Det, i mine øjne, mest spændende ved våde kraner er at de er irriterende. De er ikke brugbare i skønlitterære tekster. De er uønskede og dårlige for alle andre end den virksomhed der benytter dem i praktisk henseende til at løfte og transportere tunge genstande. Jeg insisterer heller ikke på at bruge dem, for at insistere er ikke hjertets sprog. At insistere sig ind i et kvindehjerte fx, lærte jeg for mange år siden, er dels en dårlig strategi og dels er det modbydeligt. Jeg insisterer ikke. Jeg gør det bare, fordi jeg er en mand. Jeg tager mig den frihed at bugsere dette store monstrum ind på din scene og dermed etablere en stiltiende overensstemmelse med dig om at våde kraner er irriterende og dermed får dårlige læsere til at springe fra, ud ad vagten og bort fra min avis for stedse. Det er et ædelt formål, kan du godt se. Resultatet er et varmhjertet fællesskab af dygtige læsere ligesom dig. Enhver forfatters hede drøm. Midlet er en våd kran. Jeg skal sige dig, det kostede mig to og en halv million at købe den, men endnu flere anstrengelser at få gjort den våd over det hele. Først duppede jeg den med en våd svamp på et ganske lille område nederst på højre forben. Så løftede den mig kærligt op og slikkede mig, i den tro at jeg var en ræveunge. Jeg er en ræveunge. Dernæst brugte jeg en pensel dyppet i en meget lille spand med vand. Igen løftede den mig op og slikkede mig, denne gang i den tro at jeg var en hundehvalp. Kraner er ikke så kloge. Den sagde også at min spand var alt for lille, så noget må den have lært i Berlin. Tredje gang var lykken med mig. Det begyndte at regne, mens jeg var i gang med en danselektion med direkte udsigt til min nyindkøbte kran. Nu er jeg den stolte ejer af et vådt ærme.

Ka’ vi blive større? spørger Maradjøngade og analyserer glæden

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Glæden kan vi analysere på to måder ”Vi kan se på en sur person som i virkeligheden er glad” og vi kan finde bidderne af glæden og indtage dem sammen med en kop te. Jeg har valgt begge metoder, den praktiske og den teoretiske, hvilket i nogen grad svækker min faglige troværdighed. Men jeg har valgt at spille på to heste i hvert kapitel. Min oprigtige forhåbning med denne fagbog er at dele glæde. Hvordan kan det egentlig lade sig gøre? Folk virker så sure. Egentlig er jeg ikke tosset med forestillingen om at dele glæde ved at analysere den. Derfor har jeg taget perspektivet med at kigge lidt på den sure der i virkeligheden er glad med i hvert enkelt kapitel og spørge hvad han mener om sagen. Det er nemlig min teori at man ved at fastholde det sure i det syrlige kan få glæden til at pible frem i noget af det vigtigste vigtige: kroppen. Kroppen er jo dér hvor smilet sidder som et billede på en væg der kan se ud på forskellige måder. Kroppen er jo dér hvor latteren kommer ud af. Men vi må ikke være naive. Et smil er ikke nødvendigvis udtryk for glæde, men kan være som en opsøgende postkasse der hele tiden bliver løftet op foran postbuddet der netop er gået forbi for at han eller hun skal putte et hyggeligt postkort ned i den. Heller ikke latteren er altid udtryk for glæde. Den skal man være uhyre forsigtig med. Den skal bæres i en dåse så vi kan lytte til den flere gange mens vi iagttager kropssproget. Kun derved kan vi se om den er ægte. Som min læser vil forstå er der mange komplekse problematikker der støder sammen når vi nærmer os glædens væsen i den hensigt at videregive den. Problematikkernes sammenstød afføder, som man kunne forvente, små billige stjerner som kun distraherer og ikke har en skid med glæde at gøre. Det er derfor jeg har skrevet denne bog. For at tørre de små billige stjerner væk fra ruden så vi kan sidde og se på glade mennesker mens vi selv er sure og opdage det lille runde hul der findes et hemmeligt sted i mange vinduer og tillader at vores sjæl fiser ud for at vende tilbage til kroppen og gøre den glad. Akkurat som når vi læser en god bog. Dette er en fortrinlig bog.

Her følger et lille resumé af bogens seks første kapitler.

Kapitel 1: Resumé

John Lennon synger ”Nobody loves you (when you’re down and out)” og det får desværre mange til at lade som om de er glade. Det er de ikke. De er sure. For den sure person der i virkeligheden er glad dybest inde i kroppen, her: den glade syrling, må dette forekomme som det rene nonsens. Den glade syrling tilskynder os altså til at analysere. Det gør vi så. Men den glade syrling køber ikke vores analyse. Han er slet ikke interesseret i personer der dybest set er kede af det. Derfor klæder vi ham i kapitel ét ud som et spøgelse med lange kæder efter sig. I disse kæder binder vi ”Bogen om sorgerne” for derved at fortælle ham at vi virkelig synes han skal læse lidt om sorger for at elske den sorgfulde. Vi trodser John Lennon og spiser en is.

Kapitel 2: Resumé

Vi ser på humor i dens reneste, korteste, ja, mest forædlede form: ”Jeg glemmer aldrig et ansigt, men i dit tilfælde vil jeg gøre en undtagelse”. Udsagnet, der er af Groucho Marx, er umuligt at forholde sig til for nogen som helst og umuligt at analysere. Derfor ender kapitel ét med et træ med tusind æbler. Æblerne gennemgås ét for ét.

Kapitel 3: Resumé

Et lidt forpustet kapitel der starter med en oldenborre af en skolelærer der kræver at hele klassen er glad fordi han læser en kedelig bog højt. I virkeligheden ville klassen være mere glad hvis skolelæreren forsvandt for stedse. Dette sker og klassen bliver glad. Ingen ved hvorfor. Toget stopper i Bogense.

Kapitel 4: Resumé

Kapitel fire skal være det kapitel der er fuldt af metaltræt skulen og opgivenhed. Vi analyserer to malerier, begge af Edvard Munch: Skriget og Kysset. Kapitlet ender med at vi bliver glade for at han gad at male dem.

Kapitel 5: Resumé

Vi forsøger at rekonstruere tiden omkring år 1920 og forsøger at blande ekspressionismen med folk. De bliver sure. De vil ikke blandes. De vil tænke selv. Nu er de døde. 1920’erne var sjove, men siden kan vi nok se hvordan det gik. Vi genoplader verden med et gammelt batteri og glemmer fortidens fortrædeligheder.

Kapitel 6: Resumé

Vi stiller skarpt på de rigtige kunstnere og ser på om de rummer sandheden. Vi giver et nuanceret svar og spørger om de vil give sandheden fra sig. De protesterer men indvilger i slutningen af kapitlet, imod at vi låner dem en kasse med bras.

1...142143144...417Page 143 of 417