Bogen lægger i forordet hårdt ud med en emballagemaskine fra 70’erne. Det er noget af en krabat. Det har ikke meget med emnet at gøre, men sætter teknologifascinationen lidt op i omdrejninger hos den der ikke forstår sig på eller interesserer sig for noget.

I kapitel et starter forfatteren med at beskrive de fysiske omgivelser rundt om en fabrik. Træer. Små veje. En parkeringsplads. Et urtebed anlagt af munke fra Gibraltar, hvor planterne er fragtet igennem Europa i osteklokker på ryggen af “næsten hvide kameler”. Det bliver snart klart for læseren at fabrikken producerer en “fremragende maskine”, som det hedder. Man er lige ved at droppe bogen, men maskinen er “helt hen i vejret genial” og bygges af et hold eksperter som står ved samlebåndet i hvide heldragter udelukkende for læserens skyld og lønnet af denne, mens de sover dejligt 10 timer om natten i en stor seng med læseren liggende i midten. Sengetøjet er hvidt og hovedpuden er blå ligesom i talrige andre romaner. Ved enden af samlebåndet dumper maskinen atter og atter på gulvet og må repareres igen, med overraskende og synlige forbedringer til følge. Efter to måneders hårdt arbejde kan maskinen røre rundt i en kop og det næsten lydløst.

Sådan er introduktionskapitlet. Kontrasten mellem forordet der var spækket med elektriske detaljer og kapitel éts mystimærkværdige, næsten sørgmodige dvælen ved novembergrå skyformationer et helt andet sted, nemlig over Catville, og denne mesterligt konstruerede særdeleshed af en maskine virker svagt pirrende på læseren og man går en smule grådigt i gang med kapitel to.

Nu er stemningen vendt og handlingen skydes for alvor skydes i gang. Fra sure specialister direkte over til to ukuelige optimister. To elendigt tegnede karakterer. Ægteparret Bokker og Fias Maradjøngade kører galt fordi Bokker misforstår et vejskilt med en pil på og krasjer lige igennem fabrikkens ydermur. Det viser sig at maskinen kan mere end at røre rundt. Den kan også reparere Bokkers paraply hvor en syning for enden af en af stiverne er gået en dag i foråret da han slog den op siddende i en karet. Maskinen undersøger paraplyen mens Bokker sidder på dens knæ og Fias i sit stille sind udbryder: “Vi har vundet. Vi er blevet venner med en maskine. Vi er altså mere dygtige end rygtet siger. Og vi har en masse til fælles. Vi er kælne.”

Så sejler romanen derudaf. Man må bruge kikkert for at se den fise frem og tilbage for til slut at sejle ind i havnen.