Advokat husker dun på ræling fra for 30 år siden

Du er kommet i studiet, fordi du husker hvad jeg forstår er noget med et dun?

“Ja. Jeg husker et dun på en ræling fra for 30 år siden, ja.”

Nogle vil nok sige det er imponerende godt husket.

“Jeg skylder lytterne at nævne at jeg ikke på nogen måde er sær selvom jeg er iført grønt tøj.”

Hvorfor hæftede du dig ved dunet på rælingen?

“Det var ikke fordi det blev skæbnesvangert, epokegørende eller et vendepunkt i min tilværelse. Min samtalepartner, der også stod ved rælingen, nævnte bare at der sad et dun fast og jeg troede først det var en vits før jeg opdagede dunet og konstaterede: Ja, der sidder et dun fast.”

Hvordan kan det være at du overhovedet husker en så ubetydelig ting?

“Det skal jeg sige dig. Jeg skrev et digt om det.”

Det var fjollet.

“Det blev et kærlighedsdigt.”

Et kærlighedsdigt?

“Jeg forestillede mig at dunet talte til mig. Fortalte en historie om kærlighed.”

Hvordan lød historien?

“Jeg har den med.”

Vil du læse den for mig og lytterne?

“Ja.”

Den glæder vi os til at høre.

“Kære dig der ser mig. Mig, dunet. Jeg sidder fast i en mågehømhøm, så jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne fortælle dig en historie om kærlighed. Historien begynder… nu. Der var engang to unge mennesker som dansede, elskede, talte og meget andet. De levede godt. De havde det godt. De hed Kwaffel og Dwaffel og de levede ungt og mærkeligt.”

Ungt og mærkeligt. Det udtryk kan jeg godt lide.

“Ja. Jeg indrømmer at også jeg opfatter det som selve essensen af digtet. Ingen har hørt udtrykket før eller siden. Alligevel er det et udtryk som beskriver utrolig mange forhold mellem unge i vores kultur.”

Det må man sige. Det rammer plet. Jeg tror at både dem der er i et sådant forhold og dem der ser tilbage på ét vil være taknemmelige for at du og den der anden person i fællesskab opdagede dunet så du fik lejlighed til at skrive et digt om det.

“Det er hverken rigtigt eller forkert det du dér siger. Men det er godt du nævner det. Modigt.”

Der skal mod til den slags brallersnak.

“Du er ikke nogen kryster.”

Jeg kunne aldrig drømme om at blive bange for noget som helst. Selv hvis jeg stod foran en væg af ild. Så ville jeg bare gå langs med den lige hen til døren, banke på og gå igennem den.

“Det var både intelligent og høfligt af dig.”

Så måtte vi se hvad der var på den anden side af væggen.

“Vi? Er jeg også gået med ind ad døren?”

Ja, selvfølgelig. Du udviser mod.

“Det skal jeg lige love for.”

Ny bog: Hånden, hatten, handsken og hendes datter

Vi er to atomer til fest inde i en rigtig bamsefar: en papegøje: en sæl. Så bliver klokken ni og dansegulvet fyldes af sovende mennesker i medbragte senge. Ærtefar læser en historie om en egypter der læser en historie og det er denne historie i historien i historien og så lidt til venstre, ja, det er dejligt, bliv ved, forfatteren tager fat i og folder ud. Da den er helt foldet ud snubler han i en sild.

Liggende mand, stående mand

Stående mand: Hvis jeg var Gud, ville du stå oprejst.

Liggende mand: Du er ikke Gud. Du er et menneske. Fuld af engle og dæmoner. Yin og yang, du ved. Fuld af brusende ånd. Jeg har ligget her længe, du ved. Jeg har ligget her længe. Jeg ligger oven på dine sko. Dem har du efterladt i sengen. Bare en talemåde. Jeg har tænkt på dig gamle jas. På hvordan du har det.

Stående mand: Hvis bare jeg var Gud ville jeg kunne lytte til dig på den rigtige måde.

Liggende mand: Hør nu her. Du har altid snottet med livet. Og du ved ikke hvad du taler om. Tag det roligt og sæt dig ned på stolen. Så skal jeg fortælle om en salme jeg er ved at skrive.

Siddende mand: Tak. Den vil jeg gerne høre om.

Liggende mand: Salmen handler om en mand der gerne vil skrive en salme.

Siddende mand: Utraditionelt.

Liggende mand: Han laver ikke andet end at skrive, men en salme kan han ikke skrive, så han vælger at skrive en salme om en mand der gerne vil skrive en salme.

Siddende mand: Hvilke temaer berører salmen om den salmeskrivningsbesværede mand?

Liggende mand: Netop. Det spørger han også sig selv om. Han ved, han vil lave en lovprisningssalme.

Siddende mand: Lovprisningssalme.

Liggende mand: Netop. Men bedst som han er ved at skrive, falder han i søvn. I drømmen møder han en engel.

Siddende mand: En budbringer.

Liggende mand: Og englen siger at manden i min salme bare er en mand i en salme som derfor ikke skal bekymre sig om salmen bliver god eller dårlig.

Siddende mand: Siger englen mere?

Liggende mand: Englen synger en sang og forsvinder i næste nu.

Siddende mand: En sang? Ikke en salme?

Liggende mand: Haha! En sang! For englen er en spøgeengel.

Siddende mand: En spøgeengel siger du. Vil du fortælle mig hvad en spøgeengel er?

Liggende mand: Nej, jeg vil ikke.

Siddende mand: Ved du hvad? Jeg fik lige oplevelsen af at vores samtale her i dag, den vi netop har ført, er en slags salme.

Liggende mand: Det er ærgerligt, at vi ikke nedskrev det vi har sagt.

Ny bog: Maskinen

Bogen lægger i forordet hårdt ud med en emballagemaskine fra 70’erne. Det er noget af en krabat. Det har ikke meget med emnet at gøre, men sætter teknologifascinationen lidt op i omdrejninger hos den der ikke forstår sig på eller interesserer sig for noget.

I kapitel et starter forfatteren med at beskrive de fysiske omgivelser rundt om en fabrik. Træer. Små veje. En parkeringsplads. Et urtebed anlagt af munke fra Gibraltar, hvor planterne er fragtet igennem Europa i osteklokker på ryggen af “næsten hvide kameler”. Det bliver snart klart for læseren at fabrikken producerer en “fremragende maskine”, som det hedder. Man er lige ved at droppe bogen, men maskinen er “helt hen i vejret genial” og bygges af et hold eksperter som står ved samlebåndet i hvide heldragter udelukkende for læserens skyld og lønnet af denne, mens de sover dejligt 10 timer om natten i en stor seng med læseren liggende i midten. Sengetøjet er hvidt og hovedpuden er blå ligesom i talrige andre romaner. Ved enden af samlebåndet dumper maskinen atter og atter på gulvet og må repareres igen, med overraskende og synlige forbedringer til følge. Efter to måneders hårdt arbejde kan maskinen røre rundt i en kop og det næsten lydløst.

Sådan er introduktionskapitlet. Kontrasten mellem forordet der var spækket med elektriske detaljer og kapitel éts mystimærkværdige, næsten sørgmodige dvælen ved novembergrå skyformationer et helt andet sted, nemlig over Catville, og denne mesterligt konstruerede særdeleshed af en maskine virker svagt pirrende på læseren og man går en smule grådigt i gang med kapitel to.

Nu er stemningen vendt og handlingen skydes for alvor skydes i gang. Fra sure specialister direkte over til to ukuelige optimister. To elendigt tegnede karakterer. Ægteparret Bokker og Fias Maradjøngade kører galt fordi Bokker misforstår et vejskilt med en pil på og krasjer lige igennem fabrikkens ydermur. Det viser sig at maskinen kan mere end at røre rundt. Den kan også reparere Bokkers paraply hvor en syning for enden af en af stiverne er gået en dag i foråret da han slog den op siddende i en karet. Maskinen undersøger paraplyen mens Bokker sidder på dens knæ og Fias i sit stille sind udbryder: “Vi har vundet. Vi er blevet venner med en maskine. Vi er altså mere dygtige end rygtet siger. Og vi har en masse til fælles. Vi er kælne.”

Så sejler romanen derudaf. Man må bruge kikkert for at se den fise frem og tilbage for til slut at sejle ind i havnen.

Hybyk: “Det indebærer visse begrænsninger, når man vælger at arbejde med en romankarakter der hedder Erica”

”Jeg vil egentlig hellere tale om mit nye projekt.”

Prøv at gå ind i samtalen.

”Det kunne jeg måske overveje…”

Prøv at svare på mit spørgsmål.

”Lad være med at opdrage på mig.”

Jamen prøv at gå ind i samtalen.

”Det ville være ligesom at stjæle at gå ind i samtalen.”

Stjæle fra hvem?

”Stjæle fra lytteren.”

Stjæle hvad?

”Lytterens ejendele.”

Du mener at lytteren får stjålet visse fysiske ejendele ved at du går ind i samtalen?

”Ja.”

Hvem er tyven?

”Mig.”

Hvorfor stjæler du ting?

”Jeg nægter at stjæle.”

Jeg forstår ikke. Du hævder at jeg som interviewer får dig til at stjæle ved at du lader dig interviewe.

”Nu synes jeg vi kører i ring.”

Det er skægt…

”Hvad er skægt?”

Vi plejer at grine når jeg interviewer. Med dig er det hele blevet sort. Lige så sort som en kæmpestor, sort bagerdør.

”Vi kan godt grine.”

Godt.

”Ikke et hihi grin. Et hihi grin er en spontan barnlig fnisen, typisk af ens eget indfald. Absolut heller ikke et haha grin. Et haha grin er et socialt grin hvor alle inddrages naturligt.”

Hoho?

”Lige nøjagtigt.”

Hoho. Hoho.

”Hoho.”

Måske kan det være dig en trøst at jeg lever oppe i verdensrummet

Jeg lever oppe i verdensrummet. Det er måske en ringe trøst for dig der lever hårdt her i julen. Måske ikke. Og det er dette måske ikke der glæder mig. Måske kan disse ting jeg nu vil sige være dig til en ringe, men ikke ubetydelig trøst. Det forekommer dig måske mærkeligt at nævne det men her oppe i verdensrummet foregår der mange løjerlige ting. Det er derfor vi pynter op. Gran stritter. Javel. Det er godt at der er en overensstemmelse mellem dette, ja pynt, og de mærkelige ting der foregår i verdensrummet i julen. For at komme til sagen: Jeg inviterer dig op i verdensrummet. Her ser du verdensrummet. Her er det et spørgsmål om at se på de ting der er der. Gå forbi manden med pilene der udpeger julens komponenter. Kig op! Her har du mig. Jeg er ikke Peter Pan. Jeg er Morten Hjerl-Hansen. De ting vi betragter er så samlede og vidunderlige at de både er synlige og usynlige. Det med manden med pilene kom vi let forbi. Nu går engle hen over det hele og befrier os med deres gamle sange.

Jeg kan ikke så godt lide når følelserne kører op og sammen på samme tid for jeg er Morten Hjerl-Hansen. Jeg kan bedre lide når vi går lidt i stykker alle sammen fordi det er jul. Det forudsætter selvfølgelig en vis arrigskab i juletilpasningen og det må vi ikke glemme. Vi må ikke glemme Dickens julehistorie.

Julen er et omfavnende kærlighedsbudskab som gør at ansvaret for en tid falder ned af skulderen som en død papegøje og befrier os så vi kan danse.

Freud kommer til undsætning i himlenes himle og minder os om at vi ikke er herrer i vores eget hus.

Her i verdensrummet er planeterne alle sammen runde, hvilket godt kan være lidt trivielt.

Men disse fine observationer må ikke få os til at glemme at vi er voksne. Og hvem er mere voksen en Scott Lipton med hans kakymantiske teori?

Om notering

En af livets mest skønne foreteelser er at notere sig forskellige ting på en måde hvor man kombinerer ens egen holdning med andres holdning og tilsætter den analytiske sans. Ens egen holdning alene gør det ikke. Den er utilstrækkelig og grænser op til både den vældige tomhed mellem atomkernen og elektronskallen og uopfindsomheden som den kendes fra spillereglerne for bob. Når man noterer så er man der virkelig. Sådan er dagligdagen for mange. Derfor er samfundet i rivende udvikling, for den slags er da kedeligt. Et af de steder ændringerne sker er i skønlitteraturen. Det er derfor altid spændende når romankarakterer og digtere noterer sig forskelligt. Sherlock Holmes lærer os at det kun er virkelig syrede folk der evner at notere. Derfor er Sherlock Holmes ringe. Det er jo os selv, alle, der evner det! Mange folk er dog uhyrligt indviklede og tror ikke helt på sig selv når de noterer. Det lader de andre om. Det er en fejl. Det er også særdeles forkert når vi korrigerer en andens dyrebare notering. Det svarer til diskuterende parkeringsvagter. Det er ikke noget man ser så tit.

Jeg tror og håber at jeg med The Other Newspaper lærer folk hvordan de skal leve. For mig handler min skrivning og læserens læsning om noteringstræning og intet andet. Det tror jeg faktisk også Johnny Cash tænkte selvom det var Woody Guthrie der fik hele æren for at Bob Dylan så lyset og begyndte at lære folk hvordan vi skal leve.

Van Gogh, som vi kun behøver at opleve et par gange i livet og som jeg netop har genoplevet på Arken, lærte os hvad vi faktisk kan se. Det er meget berigende og enestående og det skærper bestemt vores noteringsevne.

“Det, du behøver at vide om mig er, at jeg bor i London og at Sting og Mark Knopfler er for mærkelige til at være med til denne fest”

Det, du behøver at vide om mig er at jeg bor i London og at Sting og Mark Knopfler er for mærkelige til at være med til denne fest.

Tak.

Tak?

Jeg mente ok.

George og jeg har forventninger til dig. Du skal vise folk hvordan de skal leve.

Men jeg ved mere om dig end at du bor i London og at Sting og Mark Knopfler er for mærkelige til at være med til denne fest.