Hvor høj var tønden?

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Første forsøg

Udgangspunktet for dette program er at alle bøger er lortebøger og at enhver bog er det på dens egen måde. Temaet er ikke denne mådes særpræg for det enkelte værk, men derimod hvorfor forfatteren har overset det vældig futile i hans eller hendes gerning.

“Jeg vil gerne ud af dette program.”

Vil du anføre en årsag til din beslutning, før du skrider?

“Farvel.”

Det ligger mig stærkt på sinde at fremhæve overfor lytteren at Karlslunde Rasteplads forlod vores program uden at argumentere. Karlslunde må være indbegrebet af en hystade. Jeg tror i øvrigt det er smitsomt. Han følte at jeg vanhelligede litteraturen, gjorde mig skyldig i et eller andet som må henligge i det obskure. Idioten sagde ikke noget. Forsvandt bare. Udviste ikke mod. Men han vanhelligede det at argumentere og det er for mig, der elsker viden som er fremgravet og fremdraget ved argumentation, en yderst latterlig ting at begive sig af med.

Andet forsøg

Udgangspunktet for dette program er at alle bøger er lortebøger og at enhver bog er det på dens egen måde. Temaet er ikke denne mådes særpræg for det enkelte værk, men derimod hvorfor forfatteren har overset det vældig futile i hans eller hendes gerning.

“Jeg vil gerne ud af dette program.”

Vil du anføre en årsag til din beslutning, før du skrider?

“Farvel.”

Tillad mig at gøre opmærksom på at der er noget der hedder at diskutere for argumentets skyld. At holde et bestandigt fokus på hvad der bliver sagt. Hvis forfatteren der netop nu kører ud af indkørslen i en tuba havde kendt lidt til G.E. Moores berømte indsigt at man ikke kan slutte fra et “er” til et “bør” ville han have kunnet påpege en logisk brist i min argumentation. Men han kender ikke til G.E. Moore og jeg må antage at denne og tilsvarende huller i hans viden simpelthen har fået hans hysteri til at løbe af med ham.

Så ingen medvirkede i Lasses program. Derfor gjorde han det sædvanlige: Ventede. Ventede på der skulle komme en idé til et installationskunstværk som selvfølgelig ramte “skævt” i forhold til den i 2018 allerede bedagede og derfor latterlige Damien Hirst tradition. Han nedkradsede ideen på et stykke papir, krøllede det sammen, stoppede det i en enorm tønde som han trillede et sted hen. Idé til installationskunstværk: Et hovedhår fra Trump indgraveret med ordet “privat” og anbragt under et elektronmikroskop. Tønden kom i de rette hænder mens Lasse sad og spiste. Alting skete af sig selv. Mad blev båret ind. Først en grøn vindrue. Mens kunstværket blev opstillet på landets berømteste kunstmuseum sad Lasse og arbejdede med en titel på et digt. Titlen, der bestod af to ord, “Drømmende grene” fascinerede ham så meget at han hurtigt indså at opgaven ikke lå i at skrive et digt men i at arbejde med titlen, uden at ændre den den mindste smule, indtil den passede til det uskrevne digt.

Læserbrev: Kliklyde

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Kære The Other Newspaper, min nabo, som jeg, efter min opfattelse, altid har behandlet særdeles venligt, har kidnappet en berømt populistisk politiker og anbragt vedkommende i en stor terningformet trækasse, hvorefter politikeren er begyndt at klikke. Min nabo og jeg er meget forskellige, idet min nabo bliver angst af denne klikken, hvorimod den beroliger mig. Hvis I ligger inde med oplysninger der kan kaste nyt lys over hvorfor populister klikker når de bliver bortført og stoppet i trækasser ville jeg kunne berolige min nabo.

Hilsen den håbefulde

Kære håbefulde, grunden til at populister klikker under de angivne omstændigheder er simpelthen at de varmer koks op når det bliver mørkt rundt om dem. Populister tror, at der inde i klumper af koks er er en lille by med ca. 500 indbyggere og forsøger at morse til dem med kliklyde for at advare dem om opvarmningen.

Hilsen Morten, The Other Newspaper

Velklædte mænd hang til tørre: Nye småirriterende måder at spise

By
Morten Hjerl-Hansen
-

I lagerrummets mørke hænger et ukendt antal velklædte mænd til tørre. Billedet kom til mig lige før. Det er ikke godt, men nogenlunde enkelt, det går an, det opfylder mine behov, det tjener mit formål, mest det sidste. At realisere det billedkunstnerisk lader sig ikke gøre i 2018, fordi resultatet ville være afskyeligt trivielt. Det har intet at gøre med det andet billede i denne artikel, men netop derfor kan det sagtens have noget at gøre med det alligevel.

Lad os tage det andet billede med det samme:

Smør gips i ansigtet og dyp ansigtet i finthakket salat.

Jeg vil forsigtigt begynde med at hævde at alle mennesker oplever metaforer på samme måde, selvom vi, i sagens natur, er dybt forskellige. Alle ser et mere eller mindre idiotisk Magrittebillede og dernæst en performancekunstner. Det er rart at læse en tekst, for så kan man afløse disse slidte manøvrer af forlængst folkeligt indoptaget og fordøjet kunst med noget andet. Noget der på én gang pirrer og tilfredsstiller nysgerrigheden. Tekst. Ord. Den slags. Men vi vil stædigt holde fast ved de to billeder fordi vi, som alkymisten håber at frembringe noget elementært enkelt, noget der, fra et fladt og tosset stadie, som en Wegnerstol tegnet på gulvet, vips vil rejse sig i en bekvem rummelighed der tillader fredelig avislæsning.

De mest ypperligt udsøgte læserhjerner vil allerede nu, ud fra disse bemærkninger, kunne skimte omridset af mit forehavende: En teori om at en af kunstens vigtigste opgaver i denne tid er at bygge bro mellem performancekunsten og surrealismen så begge derved bliver gammeldagse og en ny kunstform opstår.

Det er ved at ske.

Lykkeligvis, idet både surrealismen og performancekunsten er blandt de mindst kærlige kunstformer der er.

Mødet svarer til at overtale de velklædte herrer til at foretage processen med at dække ansigtet, først med gips og dernæst salat. Dette er umuligt af to grunde: 1) Mændene er statiske 2) Selv hvis de var dynamiske ville der være, i det mindste på fransk og engelsk grund, der har man nemlig virkelig, omend traditionelt divergerende, fornemmelse for tøjstil og mode, en dyb modsætning mellem det at være velklædt og det at fremvise et påfaldende salatfyldt ansigt.

Man kan heller ikke opnå det eftertragtede resultat ved at invitere mændene.

Fordi vi længe ikke har øjnet muligheden for at bygge broen, kreerede vi stakkels mennesker TV2 News. Der har vi en kollektivt ubevidst bermudatrekant. Før denne, i kraft af en endnu mere bøvet knopskydning, bliver til et parallelogram, må vi finde den hemmelige passage mellem mændene og salaten, så TV2 News forsvinder.

Vi få tilbageblevne mennesker må dernæst tilbagelægge ruten frem og tilbage igen og igen sejlende og trodsigt oplevende pandaer i deres naturlige omgivelser og med krøllet hår, ikke pandaerne men os, skam.

Det brune interview

By
Morten Hjerl-Hansen
-

“Jørgensen er flad. Han er blevet tromlet over af en rasende tyr.”

Han er vel ikke… ‘D’-ordet?

“Hans lunger er intakte. Han vil snart blive pustet helt op igen.”

Fortæl mig lidt om den tale du havde forberedt.

“Han er et meget sammensat menneske med den særlige indstilling til tingene at han hader skilsmisser.”

Men jeg forstår at han bor et par mil fra Frederiksberg?

“Det stemmer. Han er ‘B’-ordet.”

Jeg har hørt han bor i et stenhus en fjerdingvej fra Landslev.

“Et eller andet sted… derude… Ja.”

Hvordan var hans reaktion, når han mødte en skilt person?

“En yderst pinlig bestyrtelse ledsaget af et højt råb og en masse, du ved… ‘Æ’-ordet.”

Han lyder vanvittig. Du ved, jeg kender en cirkusdirektør…

“Man kan ikke i dagens Danmark gøre det.”

Gøre hvad?

“Jeg vil ikke være med.”

Hvordan sammenstykkede du din tale når du kun havde denne ene information om manden?

“Jørgensen har ikke andre karakteristika.”

Bad du til Gud om hjælp med talen?

“Min ven, jeg har et af de bedste jobs der findes. Jeg er hyrde. Jeg får lov at prædike Evangeliet. Jeg putter ikke uvæsentlige ting ind i mine bønner. Jeg beder blot mit Fadervor mutters alene.”

Det lyder rimeligt.

“Det er fremgangsmåden.”

Jeg må se at komme videre. Mange tak for i dag, hr. Maradjøngade.

“Hjulene på din bil er blevet fjernet.”

Jamen så tager jeg da en kop kaffe mere. Intuition?

“Jeg kan se den ud af vinduet.”

Sludder og vrøvl. Min bil er en Peugeot.

Tolstojs noter fra den dag han fik ideen til “Krig og Fred”

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Jeg har fået et par nye øjne, men de er fem gange for store. Jeg synes de er ulækre at røre ved.

Fik en idé til en klassisk bog. To mænd går rundt forskellige steder i Aarhus. Inde i hovederne har de en god portion frostsne. Kender de hinanden? Hvorfor spørger jeg Dem?

Herbert Maradjøngade har et forkert menneskesyn

By
Morten Hjerl-Hansen
-

“Det er i mønstringen af andre mennesker vi mennesker er mest umoralske. Mønstre betyder både bedømme og antage til at føre en krig. Hvorfor vi ikke efterstræber et samfund hvor vi ikke mønstrer, fatter jeg nada af. Alternativet til at mønstre er at lytte, observere, korrigere og blive korrigeret. ‘Du er jo digter!’ kan man sige til et ungt menneske uden at tænke på konsekvenserne af denne talehandling, jfr. John Austin. Hvis du har et menneskesyn der er udelukkende mønstrende (‘hvad kan han eller hun bruges til?’) er du farlig. Du ryger uden om psykopatfilteret og kynikerfilteret og udannethedsfilteret men du forbliver farlig og skal mødes med modstand.”

Det var sandelig noget begavet noget du lige sagde. Du skal nok blive til noget. Det var både farverigt, mønstret og eksotisk.

“Gengiv det. Så gentag da hvad jeg sagde. Menneske!”

Jamen du sagde…

“Har du glemt det?”

Nej.

“For jeg kan ikke huske det.”

Jeg kan huske noget af det. Jeg kan huske der hvor du siger: ‘er mest umoralske. Mønstre betyder både bedømme’.

“Din hukommelse fungerer lidt underligt, men godt husket!”

Jeg kan også huske der hvor du sagde ‘et samfund hvor vi ikke mønstrer, fatter jeg nada af’. Det synes jeg var lidt obskurt hvad du lige mente dér.

“Men der er tale om et brudstykke af en påstand citeret uden sammenhængen. Den er noget meningsløst bavl.”

Den er ret usædvanlig. Ligesom en person man ikke forstår.

“Vi er rigtig gået til brudstykkerne i dag. Det føles så intimt. Har du noget imod jeg rykker lidt nærmere på der hvor du sidder?”

Det er helt normalt.

Anspændtheden – angstens venlige lillesøster

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Jeg er redet ud på The Other Newspapers nyindkøbte hvide hoppe for at møde en kvinde på den anden side af Bøv Skov der mildest talt må karakteriseres som anspændt. Hun modtager mig med boller og vi boller, en meget behagelig skik på de kanter. Så sidder vi og ryger og kigger ud over Bøv Skov fra en veranda der knaser lidt i de nyindkøbte hvidbejdsede gulvbrædder. Hendes anspændthed er forsvundet og jeg forklarer hende vanskeligheden ved at huske den når man lige har bollet og er i godt selskab. Nu er hun ligeglad med sin tidligere anspændthed. Men det at vi har bollet har sandelig skabt nogle nye problemer. Jeg kan næsten ikke tro at der er sket alle disse fine ting blot for at fjerne anspændtheden hos en tosset person. Derfor foreslår jeg at der er en dybde ved hendes anspændthed hvor jeg kommer ind i billedet. Hun siger nej til mig på en måde som jeg med al min paratviden må opfatte som en forhastet fortalelse. Hun giver mig et venligt puf og lukker den gennemsigtige dør bag mig med en uendelig hensyntagen til døren hvilket giver mig en slags dybt rørende og betagende pseudoviden om at hendes kærlighedsformåen er ubegrænset både hvad angår tid og ved det at den hverken skeler til høj eller lav. Hvis hun kan omgive en dør med en sådan mildhed er hun kvindemystisk nok for mig. Jeg kan, med andre ord, ikke forstå at jeg aldrig kommer til at forstå at hun ikke vil have mig. Men så sker der noget der redder mig fra ubehaget ved at gå rundt i en konstant forelskelsesrus i lang tid. Hun åbner døren igen, tager imod rosen fra hendes eget bed med et halvt smil og siger: “Pas på dig selv!” Ordene virker og vi skilles på bedste måde.

Jeg synes det var sådan en nådehandling. Derfor skal disse linjer stå som et vidnesbyrd i min avis til ære for Gulnare Slet-Ikke fra Bøv Skov.

På besøg i Nordsjælland

By
Morten Hjerl-Hansen
-

“Henrik kan godt lide at koncentrere sig.”

Bitten, Bitten og Bitten har aldrig hørt noget lignende.

Drengen Henrik kommer ind med en kran med øjne der svagt røber desorientering på grund af kranarbejdet.

Franse fortæller hvordan alle mennesker i Danmark har det.

Bitten, Bitten og Bitten har aldrig hørt noget lignende.

Katrine sender mor Bitten et blik der betyder: Dette er et møde mellem danske storborgere og småborgere, men endnu mere er det et møde med et fællesskab centreret om fred i dette vores velordnede hjem. Du må forstå vi er glade for I kommer og besøger os.

Mor Bitten besvarer med et blik der betyder: Vi kommer sandelig aldrig igen og vi går snart fra det her fimseri.

Franse går i detaljer med hvordan alle mennesker i Danmark har det og berører nissernes verden. De tre Bitner griner.

Men nu bliver far Bitten sænket ned i en grav ved hjælp af Henriks kran. Far Bitten må betale Henrik for at komme op af graven, men Henrik giver alle pengene retur. Alle ler af far Bitten som også ler af sig selv. Far Bitten er opvokset i et storborgerligt miljø og hjælper Henrik med at forbedre kranen.

Henrik viser sig at være en skør dreng. Far Bitten opfanger Henriks livs utilpassethed og beder en bøn som kommer til at virke: 25 år efter ejer Henrik nul heste, men er lykkelig.

Franse opfanger disse metafysiske udvekslinger og beder en bøn der også kommer til at virke: 30 år efter rider Henrik, Far Bitten og Franse igennem Alaska.

Katrine kommer ind med et fad boller, men nu har alle gemt sig. Der ligger en seddel på bordet: Det er hemmeligt hvor vi opholder os. Led i nærheden af chatollet.

Hun leder bag gardinet ved chatollet hvor hun finder dem alle fem smågrinende sammen med en griseunge. Alle de voksne ved at dette er meningen. Det er meningen at der skal ske noget mindeværdigt fordi deres veje snart bør skilles fordi småborgere og storborgere skal være adskilte af en usynlig væg. Hvis der ikke var kapitalister ville kapitalismen være meningsløs for alle.

Grunden til at Franse og Katrine laver en flygtningelejr i deres Helleruphave som fungerer udmærket et helt forår igennem har intet med denne historie at gøre. Flygtningelejren blev nemlig etableret et halvt år tidligere mens Franse og Katrine stadig var små piger der gik med fletninger. På denne histories tidspunkt var Franse blevet til en mand og Katrine til en kvinde.

I mellemtiden er mor Bitten blevet filosofisk. Alle kan blive enige om at ansvar er noget man tager ved at udforske det stille og roligt og analyserende. Selv Henrik tilslutter sig definitionen, selvom han hverken har ansvar eller ved hvad det var. Den kloge dreng.

1...147148149...417Page 148 of 417