Ateisterne – julens hjerner
Ateisterne kører os hjem fra julen. Gennem blottere, sumpere og fattige børn. Med koldt hoved og glohede ører. (Fortsæt selv digtet…)
Leder: De store linjer er dine egne. Den umiddelbare betragtning er din. Den sunde skepsis er din. Øjeblikket, altså tidens fylde, er dit. Dets mest signifikante udtryk, latteren, er din.
Hvad betød selvglad i 1930’erne?
“Selvglad betød ikke at en person var lidt for glad for sig selv. Det betød at en person var magtliderlig, havde for meget magt, ikke vidste det og havde haft succes med at bringe sig i en nærmest uangribelig position, alt sammen fordi vedkommende naivt troede at have en mission i livet der både var dybt original og tilpas anarkistisk.”
Hvorfor er anvendelsen af begrebet selvglad gledet ud af dagligsproget, hvis det er anvendeligt i forbindelse med magtkritik?
“Det er fordi vi for øjeblikket ser selvudvikling, selvudfoldelse og selvundersøgelse som meget vigtige forehavender. De er vældig oppe i tiden, på godt og ondt. At vælge sig selv betyder i dag at forholde sig lidenskabeligt til netop de tre begreber. Det løser vi alle på forskellig vis. Ofte med ensomhed til følge, fordi vi ser selvet som en slags vej der udelukker at vi ser fx gensidig afhængighed i parforholdet som noget attraktivt. Vi siger: ‘Jeg vil gerne være lykkelig.’ Vi siger ikke: ‘Jeg vil gerne være i et ægteskab, hvor vi er dybt afhængige af hinanden.’ Brug og smid væk. Seriel monogami. Vi ved ikke hvad denne afhængighed er, når vi stævner ud på livets bane, selvom den gensidige afhængighed er fuld af både lykke og kærlighed. Det er en kaotisk situation tidsånden tilbyder os. En ufilosofisk situation.”
Er det filosofisk fordybelse i os selv, der skal til for at vi får appetit på et liv med hinanden?
”Med den autofiktive bølge i litteraturen har selvudvikling, selvudfoldelse og selvundersøgelse fået en form for negativ substans og den paranoide selvhjælpslitteratur har fået et intellektuelt løft eller modspil. Det er en bedrift, men mønten har to sider.”
Er autofiktionen blot et modefænomen?
“Jeg ved det ikke. Autofiktionen er i hvert fald blevet selvets kirke, men det er ikke en rigtig kirke. Vi må angribe selvets kirke på samme måde som Kierkegaard angreb sandhedsvidnekirken, nemlig ved at betone øjeblikket. Fyren du har sat ind i dit spejl, den autofiktive forfatter, er et pietistisk og selvskadende døgenigt. Et menneske kan stive sig selv af på den fede måde ved hjælp af tidens fylde. Vi må ikke underkende øjeblikket og dets tro følgesvend i lyst og nød, latteren. Latteren er altid løsrevet fra traditionen og konventionen, den er spontan, barnlig og dybt personlig. Meget mere personlig end analytisk-bagudrettet selvkendskab.”
Hvad med stand-upperne?
“Stand-upperne har monopoliseret og institutionaliseret latteren på en kold måde. Stand-upperne er traditionsbundne og dybt konventionelle i deres tænkning. Deres overspændte platheder fylder mig med øjeblikkets afsky. Du kan ikke i sandhed le af en stand-upper fordi vedkommende agerer i forhold til koderne for stand-up i stedet for koderne for livet. Folk er begyndt at tænke og forvente at humor er konventionel.”
Koderne for livet. Hvad består de af?
“Sprog.”
Du lyder meget skråsikker på at autofiktionen er noget lort.
“Så har du ikke hørt efter hvad jeg har sagt.”
Hvad har du da sagt?
“At autofiktion er en forløjet kirke, fordi den indhylder selvet i selvdød, pietistisk tåge ved at underkende øjeblikket.”
Men de autofiktive forfattere anses jo for dybt kultiverede ledestjerner…
“Alle forfattere er ledestjerner i en eller anden forstand. Det er menneskeligt at fejle. Men forestillingen om det dybt kultiverede menneske fylder mig med afsmag. Det der gør en forfatter til en ledestjerne er ikke vedkommendes dybe kultiverethed.”
Appellerer autofiktionen slet ikke til dig?
“Det, at autofiktionen i den grad dominerer lige nu og er moderne gør mig selvfølgelig fra tid til anden i tvivl. Man må jo følge med i hvad der foregår. Jeg kan ikke entydigt gøre op med mig selv om det er manglende kræfter der gør at jeg ikke kan gå dybt ind i den eller det er min indstilling som forfatter, men jeg tror bestemt at det er det sidste.”
Mor til syrlig datter: “Luk røven, dit dejlige menneske!”
Datter Fåtstreg: Jeg går nu.
Mor Donko: Pas på dig selv min kære og rigtig god arbejdslyst.
Datter Fåtstreg: Ja. Jeg snupper dén her. (En kasse med brint, Red.)
Mor Donko: Luk røven, dit dejlige menneske!
“Hendes øjne lo. De må have haft små munde.”
Har Freuds indsigt at vi ikke er herrer i eget hus nogle yderligere konsekvenser?
Konsekvenser. Konsekvenser. Hvad er det for noget vrøvl. Det har som yderligere konsekvens at vi overhovedet ikke er i stand til at tage vare på os selv, hvilket har som konsekvens at vi er dybt afhængige af hinanden.
Mere end vi sædvanligvis tror?
Mere end vi sædvanligvis tror. Det er ærgerligt at vi i dag markedsfører os selv som om vi er varer. Hvis vi virkelig var varer ville vi være som overbelånte, usikre huse. Vi er ikke varer og det er i de nære relationer vi mennesker for alvor kommer til vores ret.
Hvorfor har vi indrettet verden så dumt?
Blandt andet fordi Luther har gjort det til noget skamfuldt at være afhængig af hinanden.
Det lyder temmelig indviklet.
Det er det såmænd også.
Tak. Men jeg hørte ikke det sidste du sagde fordi en af dine knapper talte til mig.
Jeg har ikke nogen knapper. Å du mener den oven på min frisure… Ja, i julen fejer jeg gulvet med mit hår. Der har sneget sig en knap ind i håret. Hvad fortalte knappen dig?
Å, en lille varm historie om kærlighed.
Lad høre…
Der var engang to knapveninder der elskede hinanden højt. De var syet fast på en skjorte der var blå som havet og derfor kunne de altid være sammen.
Hvad hed manden der bar skjorten?
Hun hed Odin Hassel. Hvorfor?
Hende kender jeg.
Virkelig?
Å ja. Å ja. En gammel flamme. Hendes øjne lo. De må have haft små munde.
De ensommes jul
Julen er fyldt med tanker, forberedelser kalder vi dem. Forberedelser til at vi bare kan slappe af med kasseformede vidnesbyrd om at vi trods alt, blandt andet trods anstrengelserne i forbindelse med disse tanker, elsker hinanden. Fænomenologerne, en retning indenfor filosofien som Edmund Husserl grundlagde, siger at vores tanker altid er “om noget”. De er intentionale ja de er. Nogle af os sysler i den forbindelse med at tænke på andre, mens andre tænker på ”det hele”. Atter andre tænker på kærligheden. Atter andre reflekterer over gaver. De fleste forsøger at løse udfordringen ved at ”tænke på alting” for alting rummer både andre, ”det hele”, kærligheden og gaver. Men det er ikke alle der magter at ”tænke på alting” uden at blive julestressede. I Laslo Fødenkiks’ familie i det gamle Lyngby har de derfor gjort tingene enklere, fordi de er blevet enige om kun at tænke på kærligheden. Det sidder de så og gør mens støvet samler sig i krogene. I virkeligheden bor der kun ét menneske på adressen. Det er Laslo Fødenkiks. Det må vi være ærlige at sige. Og see, det er just det forfærdelige. At tænke på kærligheden er at være uden for den, hvilket man i sagens natur ikke kan være, men at tænke på den er at gøre et forsøg og det er sørgeligt for den det gælder. Lad os ikke bruge rodet sprog om de ensommes jul men for en stund sørge med og se på hvad sorg er, rent eksistentielt, for os alle. 1. Tabssorg: Det kan være at en væsentlig årsag til at Laslo er ensom er at han savner én som ikke er i blandt os mere. 2. Ensomhed: Det giver næsten sig selv at Laslo er ensom, for han har ikke nogen at fejre jul med. 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad: Han brydes med mange ting som hele tiden væver sig sammen. Blandt andet kan han ikke føle hvem han er. Er han den glade? Er han det glade barn? Er han det triste barn? 4. Længsel: Og så længslen. Efter at alt var anderledes. Jo, julen er en stor og ensom styrkeprøve for ensomme Laslo. Vi kan ikke gøre lidt for Laslo med mindre vi virkelig bruger vores forstand og analyserer rigtig, rigtig meget og taler og “lader os støtte” af vores aller aller nærmeste. Den brave Laslo. Der tager et par dansetrin og kigger ud bag gardinet.
Vejledning i at blive venstreorienteret
Det er sjovt med danskere og magt. Hvis man spørger en dansker hvad vedkommende dybest set mener om tingene så siger rigtig mange af os: Jeg tror på kærlighed. Som vi netop har set i foregående artikel er det et noget uldent svar. Kærlighed er ikke udelukkende noget med erklæringer. Men vi danskere mener det og uddyber gerne. Vi tror at Danmark er verdens bedste måde at sætte kærligheden i system og det er både rigtigt og forkert. Der er mange nuancer i det, som enhver kan se. Enhver må gøre op med sig selv hvad der er rigtigt og forkert i den sag, men det er vores pligt hver især at tage stilling. Det er vores pligt at lade være med at være dumme og naive for der foregår rigtig mange ting i Danmark hvor det er hadet der bliver sat i system.
Jeg bliver så glad når jeg går til partimøde i Enhedslisten og møder folk fra Syrien som er flygtet hertil. Jeg bliver også glad for at møde rigtig mange intelligente mennesker. Syrere er ikke så kloge. Til julefrokosten troede flere af dem at en bagel var en dekoration.
Du kan blive venstreorienteret ved at melde dig ind i Enhedslisten. Det er vigtigt for mig at sige det fordi jeg synes der sker nogle ting i Danmark hvor vi virkelig ikke kan være det bekendt. Gå ind i partiet når hele din hjernebark er blevet slidt ned af modgang i livet. Når du har vænnet dig til livet. Jeg ville aldrig have meldt mig ind i partiet som ung med alle de ideer jeg havde. Det er ikke til at holde ud at høre på.
Meld dig ind i Enhedslisten her: https://www.enhedslisten.dk
Opper: “Det er egentlig sejere at være cool med kærligheden end at erklære at man tror på kærligheden”
“Det er egentlig sejere at være cool med kærligheden end at erklære at man tror på kærligheden.”
Men kommer det ikke en lille smule ud på ét. Men jeg forstår godt din pointe. At være cool med kærligheden er noget man kan være og at erklære sin tro på kærligheden er noget man siger. Og når vi siger ting kan der godt snige sig noget uldent ind.
“Nu er det egentlig mig der bliver interviewet, men jeg er alligevel interesseret i hvad du mener med uld i det du netop sagde.”
Jeg kan ikke se uld som andet end “sprogrod” i Wittgensteins betydning af ordet.
“Det er da en begrænsning for dig.”
Hvordan en begrænsning?
“Det er relativt få mennesker, der kender til Wittgenstein.”
Jeg hørte engang en svensk filosofilektor sige at Wittgensteins indsigter for længst er blevet indoptaget i vores måde at se verden og hinanden.
“Så kom den tidlige Wittgensteins idé om at dybe indsigter er som en stige man kun bruger én gang og derefter kan smide bort, alligevel til nytte.”
Det kan du sige.
“Men det er stadigvæk mig der bliver interviewet. Det er mig der står som den kloge.”
Du står med hovedet nede i et hul ligesom en struds.
“Det er fordi jeg har fundet en golfbold.”
Skal vi ikke bare føre en dum samtale ligesom man altid gør i medierne?
“Ha! Det var derfor jeg kom. Jeg troede du var dum, nemlig.”
Gjorde du? Har du set mig på tv?
“Masser af gange. Jeg tog det som et årelangt, gentaget vidnesbyrd, med utallige påmindelser, om din dumhed, at du altid har været med i dumme tv-programmer. Kender du ikke det når ambivalens eller opgivenhed forvandler sig til kærlighed og alt muligt der er helt åbent, uprøvet og nyt. Kunstnerisk menneskelig spændende interesse hvor mulighederne for at lade kameraet rulle og simpelthen lave en film med vedkommende tager over?“
Der bliver sjældent lavet film på den måde, men jo, jeg kender det. Jeg tror der er for mange kontrolmekanismer i måden vi laver film på.
“Det kan være det.”
Men vi kom bort fra emnet. Prøv at sige et eller andet og lad os se om vi kan binde det hele sammen til en enhed med en fin krølle på toppen.
“Det skal være en ting jeg havde i baghovedet da interviewet startede da.”
Fint med mig.
“Jeg tænkte på dusere (Miniarbejdere i dukke-tv-serien Fraklerne, som bygger konstruktioner som tjener til fraklernes føde, Red.) og på sangen Last Christmas og muligvis på deres sammenhæng og forhold til det vi talte om i indledningen.”
Kan man sige at dusernes broer er lidt skæve, men alligevel forholder sig til kærlighed og at noget tilsvarende gælder for sangen?
“Det var min tanke. Det var min tanke.”
Det var en rimelig god tanke.
“Synes du?”
Jep. Hvis det er noget med kærlighed, så bare spørg mig.
“Jeg har faktisk noget med en der hedder Elger.”
Hihi. Elger lyder da som en meget sød pige. Er du forelsket?
“Vi har stået oven på et bord.”
Sammen?
Fødselsdag: The Other Newspaper 5 år
Mange af mine læsere har ikke lært psykiatriens sprog. Det gør mig egentlig trist til mode. Eftersom jeg ved nøjagtigt hvor denne viden begynder er det værd at tage med her. Vurdér ikke dig selv negativt. Hverken overfor dig selv eller overfor andre. Ellers forråder du ikke alene dig selv og dit livs muligheder men du sænker dig ned i en uoplyst sø.
Det er lettere sagt end gjort. Igen gribes jeg af længsel efter at stå dig bi når du sidder der og koncentrerer dig om alle mine tekster og for en stund bevæger dig ind i ukendt land.
Jeg kan se at igennem alle disse fem år hvor jeg har skrevet The Other Newspaper, nej, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg har glemt hvad det var jeg ville sige. Men det jeg i hvert fald vil sige er at jeg tror på kærlighed. Jeg tror bestemt også på at kærlighed kan gives på mangfoldige måder. Jeg tror dermed at The Other Newspaper er en måde for mig at give kærlighed til min læser, til dig. Jeg er ikke længere helt så usikker på om du vil synes artiklerne er for meget. Jeg ved godt jeg er grænsesøgende. Jeg ved godt jeg presser citronen. Men man kan vænne sig til alt. Jeg beder dig, min læser, om at give disse tekster en ærlig mulighed for at opdrage dig en lille smule. Jeg har været meget igennem i mit liv. Det har du også. Hvis du læser The Other Newspaper er det sikkert at du har mod. Sund skepsis, sund trods. God følelse for hvad der rører sig. At du er vågen gør mig glad. At du våger får mig til at smile. Vi må gå denne mærkelige distance sammen.
Hvad betyder sindets spændstighed? Jeg ved det ikke. Det er et mysterium for mig. Det kan betyde et livligt sind. Det kan betyde et levende sind. Det kan betyde et lyst sind. Det kan også betyde et sagtmodigt sind. Eller et tilbageholdende, roligt analyserende sind. Under alle omstændigheder er vi mennesker, og det er vi jo alle, ofte nedsunket i pladder. Her kommer vedligeholdelsen af sindets spændstighed ind som noget vigtigt.
