Tina og milliardæren

Man kan sige at denne historie starter med en lyseblå herreskjorte der kommer flyvende højt over engene og skovene i den sollyse dag. På et eller andet billedligt plan starter alle noveller på denne måde. Noget konkret og dog luftigt. Man kan ligefrem spørge hvordan det kan lade sig gøre, men denne skjorte var lettere end luft, fordi den var fremstillet af knuste dobbeltdambrikker. Det er Tina der opdager den. Tina der går helt alene med en mælkespand i de østrigske alper. Tina. Ja, det er mange år siden jeg har kendt hende. Hun er slet, slet, slet ikke mit ansvar mere. Det første slet fordi verden er sådan at veje skilles. Det andet slet fordi vi var ulige. Det sidste slet fordi jeg tror hun egentlig har det meget godt. Dengang kaldte vores venner hende skiftevis Tina-med-bøtter-af-maling, fordi hun altid havde et lager af højkvalitetsmaling stående i garagen, og Tina-den-Tina fordi hun var så sjov og charmerende.

Man kan sige at der for enden af skjortens lange flyvetur, og Tinas tilsvarende lange vandretur, befandt sig en milliardær på toppen af et mindre bjerg af aflagte støvler. Det ville være nærliggende at sige sådan, for sådan forholdt det sig.

Tina kunne med det samme se at her befandt sig en mand med hareskår. Den hvide hest var tøjret og stod og gumlede i græsset.

Det var begyndelsen på deres historie.

Tinas indflydelse på den rige mand var stor. Et år og en måned inde i ægteskabet forærede han, til Tinas store overraskelse, formuen væk til et kameraforskningsprojekt i Stanford, Californien, der skulle gøre nogle bumsede drenge meget, meget rige. Det første meget fordi den ene bumsede dreng blev lykkelig og det andet meget fordi den anden bumsede dreng ikke blev det. Tina blev meget vred over at de nu stod uden tag over hovedet, men hun kendte ikke sin mand særlig godt. Den første nat de sov under åben himmel langt ude på tundraen på Ruslands uendelige sletter fortalte han hende en hemmelighed: At han havde gemt fire millioner kroner under et hemmeligt skattekort bag fyrretræet lige der henne. Tina fortalte ham at dem havde hun lige stjålet og derfor var de irriterede og uselskabelige da en faktisk ret varm og pudsig herre kom forbi og satte sig ved bålet.

Tina var vrissen, men hendes husbond gik hen for at gøre den fremmede selskab. Den fremmede havde en hudafskrabning i panden og hævdede i begyndelsen af samtalen at være Jesus for at få lidt aftengodt fra ægteparrets rygsæk som også blev åbnet så sulten hos de tre blev stillet. Senere viste det sig at manden hed Joshua og kom direkte fra tre års velbetalt arbejde på en kanelfabrik i USA. Det var en lang og røvkedelig historie at høre om hvordan han sorterede krydderier foran et trekantet vindue der hele tiden gik i stykker fordi ham der stod ved siden af hele tiden nøs med næsen fuld af glaskugler.

De blev et lidt underligt trekløver. Det seneste jeg har hørt om dem er at de dansede runddans i julemylderet på Fifth Avenue, sådan at mange købte en råber til sig selv i julegave.

Nu sidder jeg her og ser på væggen efter at have afsluttet beretningen om Tina og milliardæren. Jeg kan se en del lak og et lille stykke rav.

Olof Lotoprins’ nære samarbejde med Gud

“Det er da nært at være psykiater. Forstand på sjælen. Så kan man hele tiden foretage en teleologisk suspension af det etiske. En ophævelse af moralen til fordel for hvad man oplever som Guds bud.”

Hvad betyder sunde grænser for dig?

“At have et nært samarbejde med Gud. At smugle Gud ind i sammenhængen i en lille båd ligesom dengang jøderne blev smuglet over Øresund.”

Kan man godt smugle Gud?

“Man kan godt smugle Gud. Lægge ham i en fiskekasse og sige han skal være helt stille indtil fløjten lyder og vi er i Sverige.”

Men er Gud ikke en treenighed?

“Her må du forstå sagen fra psykiaterens synsvinkel. Gud er en diskret totalløsning som man kan samarbejde med.”

Hvad er en engel så?

“Øh. Noget der flakser.”

Engle flakser ikke. Engle synger og er glade og bringer glædelige budskaber. Angelos. Budbringer.

“Jo, men de flakser med vingerne.”

De flakser ikke.

“Jo.”

Nej.

“Jo.”

Flagermus flakser.

“Engle er så kaffebordsbog agtige. Man må gå lige til sagen som psykiater og være diskret samarbejdende med Gud mens patienten taler.”

Men så kan man jo ikke høre hvad patienten siger.

“Man har to ører.”

Sandt nok.

“Tre ører, faktisk.”

Tre?

“To bananer. Tre ører. Det indre øre.”

Bolcher?

“100 gram for 30 kroner. Et røverkøb. Spørg efter Ulla.”

Det er skumring. Olof Lotoprins har sat mig stævne ved kajen. Med sig bærer han en fiskekasse som han har stoppet Gud ned i. Gud er musestille. Vi stævner ud på Sundet.

Jeg sidder ved den lave ræling og lytter til motorens gunk-gunk-gunk. Det er en på alle måder charmerende tur. Vi møder et passagerskib som tager sig ud som en mindre færge. Skikkelserne i den kraftigt lysende salon danser og morer sig højlydt bag panoramavinduerne. Der flyder en mængde æg, guirlander og avisbåde i vandet rundt om skibet.

Salman Rushdie dukker frem på dækket og forhører sig om vores anliggende. Vi sætter ham ind i sagen som de ærlige mennesker vi er.

“I behøver ikke bringe Gud til Sverige i en fiskekasse. De har masser af Gud i Sverige.”

Den videre samtale med den store forfatter får os til at beslutte at vende skuden og tage venligt afsked med Salman Rushdie. Han råber efter os.

“Vent. Jeg kunne godt trænge til en enkelt Gud.”

Vi sejler hen ved siden af skibet og byder ham kassen og han tager en enkelt Gud. Så vinker han mens vores veje skilles i nattetågen.

Om dannelse

Hvis man tager mennesker på den rigtige måde er vi allesammen gudsbeviser. Derfor er dannelse vigtig. Men den filosofiske opgave er at se de negative sider af dannelsen. “Der er et menneske som vil fortælle mig hvad jeg skal gøre.” “Der er et menneske som hævder at filosofien er andet og mere end at ‘tale om forskelligt på en analyserende måde’.” Og ikke mindst: “Der er et menneske som ser de virkelig vigtige ting klarere end jeg.” Alle tre sætninger er jo det rene vrøvl!

Filosofisk-logisk køreprøve

Hold op med alle dine muligvis blomstrende anstrengelser. Du ved jo at ingen kan leve så meget som en dag igennem uden at være dybt lykkelig.

Hvad er det?

Hvad vil du være særligt opmærksom på i denne situation?

Hvad er det?

Det er en ganske enorm betonklods som spærrer vejen totalt.

Har du anbragt den der?

Ja.

Og nu vil du henlede min opmærksomhed på…

Henlede din opmærksomhed. Ja.

…på at man ved at detonere en atombombe inde i klodsen opnår at der kommer et trykrum som muliggør iagttagelsen af kvantefænomener lig dem i en partikelaccelerator?

Du har bestået.

Der vil altid være nogen der hævder at du ikke kan tale engelsk.

På biblioteket

I Knappes hoved er alvorlige overvejelser= fantasier=angst=ensomhedsfølelse. Han kan ikke skelne dem fra hinanden. Følelsesrod. Det er en medvirkende årsag til at han elsker viden. Jeg er gået dybt ind på verdens dybeste bibliotek for at interviewe den altid snakkesalige Knappe. Her lugter af tjære og er mørkt som dybhavet.

“Tag en stol.”

Må jeg tage den med hjem?

Den lille vits fra min side falder i god jord. Det viser sig at Knappe har siddet med en perle mellem fortænderne. Han tager perlen ud, ler og sætter perlen ind igen. Jeg vasker hans hår.

Laver du noget af stor betydning herinde på verdens dybeste bibliotek?

“Overhovedet ikke.”

Nej?

“Jeg er 16 år.”

Og hvad laver man når man er 16 år?

“Læser om kærlighed og bark.”

Kærlighed?

“Kærlighed bæres frem af engle. Mystisk. Overjordisk. Underfuld i sine virkninger. Kærlighed bliver ikke tryllet frem af menneskelige gerninger, men kommer til den der er modig og tålmodig. Kærlighed.”

Du rammer hovedet på sømmet. Du er en dygtig ung mand. Hvad er bark for dig?

“Bark er et mærkeligt ord for det der sidder yderst på træerne.”

Æblerne?

Knappe må igen le af min vits, men tager forsigtigt perlen ud først.

Kan folk tåle poesi i 2018?

Selvfølgelig kan de da ikke det! Den førte racistiske ulighedspolitik kører derudaf, mens poeterne bliver i deres elfenbenstårne som selvhøjtidelige, utålelige renæssancemennesker: “Kunne… å kunne jeg være en fremragende dansk poet?” Latterligt spørgsmål. Drop nu den genifetichisme. Å, jeg glæder mig til den dag maskinel intelligens kommer til og forklarer os at der aldrig har eksisteret menneskelig genialitet, for hvor er det usundt at spejle sig i folk man tror er genier. Det stimulerer blødagtigheden på en alt for subtil måde. Jeg ved godt det er naivt, men hvor kunne det være opløftende og berigende for “verrden” hvis alle mennesker havde en kunstnerisk praksis hvor de for alvor kunne udfolde en paralleleksistens der rakte betydningsfuldt og opbyggeligt ud til andre.

Dilemmaet er:

1. Poesi kan være utåleligt for meget for mennesker der ikke selv opsøger det. Alle modstandsmekanismer aktiveres, alarmklokkerne ringer og barriererne ryger op.
2. Der kan være et udbytte.

Det, at vi sjældent spørger om dilemmaet kan løses ved et kompromis, synes jeg er tumpet.

Kære Læser! De har vundet en Oscar!

Jeg ved det er en mærkelig måde at sige det. Det er fjollet at kommunikere på denne måde. De troede på skæbnen. Her er den i form af en similiguldstatuette. Det kan folk kræftædme forholde sig til. Gør med denne vanvittige berømmelse hvad De vil.