Det er skødesløst at tillægge en like på Facebook stor betydning. En kommentar, en sms, en mail. Det er at sjuske med livet. Denne skødesløshed må vi forholde os til. ”Alt der tilstunder mig i den digitale verden har med mig og kærlighed at gøre.” Det er et temmelig heftigt udsagn som jeg mener er lodret forkert. Argumentet udgår fra en total uvilje mod at beskæftige sig med det vi alt for hurtigt identificerer som lal, skødesløshed og platheder, fx denne avis.
Denne seddel betjener sig af det uforlignelige i bestræbelsen på at opnå dens hensigt frem for at have et stort reklamebudget. Derfor vil det overraske dig som seddellæser at det kostede 240.000 at købe den af en mand der havde et meget smukt vaskebræt som mave.
Denne seddel har ligget på ansigtet af en død som jeg holdt meget af. Den er lagt på lige inden vedkommende udåndede i sin hospitalsseng. Derfor den lette krøllethed på midten.
Denne seddel fungerer ikke kunstnerisk. Den sidder også for langt nede, efter min smag.
“Det er meget vigtigt at spørge voksne der sidder og græder om hvorfor.”
Nogen gange ja.
“Det behøver jo ikke være fordi de har mistet nogen.”
Men det er stadig meget usædvanligt at et voksent menneske der skal interviewes i tv græder fordi vedkommende falder i nogle ledninger.
“Hvad er det du ikke kan li’?”
Jeg kan skam godt li’ det.
“Hvordan?”
Det er indbydende ligesom en velduftende middag.
“Hvordan?”
Ja.
“Det er ikke af nervøsitet. Det er ikke af psykisk upasselighed. Det er ikke som et barn. Det er simpelthen fordi vedkommende har slået sig.”
Men sådan opfører voksne sig slet ikke. Kan det være fordi vedkommende er et overnaturligt væsen?
“Det er nærmest den eneste mulighed der er.”
Det er meget mærkeligt.
“Vi stoppede filmningen. Der bredte sig en forunderlig varm stemning. En koncentreret, varm stemning.”
Jeg føler jeg kender den person.
“Så slukkede lyset og han var væk.”
Ja.
“Det er så mange år siden.”
Og her sidder vi.
“To vagabonder.”
To meget respektable vagabonder.
“To meget respektable vagabonder. Hør, hvad lavede du egentlig i dit professionelle liv?”
Det har jeg lige fortalt dig.
“Hvad?”
Hihi. Hvad?! Journalist. Du?
“Hahaha. Jeg prøver at få denne hersens telefon til at optage hvad vi rent faktisk siger. Jeg var ansat på et kontor skam.”
Hvorfor beder du mig om at interviewe dig hvis du var ansat på et fucking kontor?
“Jeg er da mere interessant end dig. Hihi.”
Ha!
“Og en dag kommer chefen op til mig og siger studst: ‘Alt hvad der foregår på dette kontor skal være i familie med det faktum at vi ikke ved hvor vi kommer fra.'”
Haha.
Sådan en selvhøjtidelig blærerøv! Så tog jeg mit gode tøj og gik. Og nu sidder jeg her sammen med dig.
“Det minder mig fuldkommen om den forestilling jeg har om kunstuddannelserne. ‘Alt hvad der foregår på dette kontor skal være i familie med det faktum at vi ikke ved hvor vi kommer fra.’ Haha.”
‘Alt hvad der foregår på dette kontor skal være i familie med det faktum at vi ikke ved hvor vi kommer fra.’ Det sagde hun kraftædme.
“Vi kommer alle sammen fra Selma Lagerlöf og August Strindberg. Og i vores tilfælde fra Samuel Beckett. Tilsat lidt Wild Man Fischer.”
Den sidste må vi huske på.
“Hvad sagde chefen da du sagde op?”
Hun rakte mig en lille naiv bog om en mand der ville tage temperaturen på virkeligheden.
“Havde han husket et termometer?”
Der var et termometer med og det hele. Jeg elsker forsidebilledet med den lille forfrosne mand der står foran sit hus og tager temperaturen på virkeligheden før han smutter ind igen og laver sig en kop varm the. Resten af bogen var noget lort.
Det er ikke en sko. Det her er et skib!
“Er du klar over hvilke begrænsninger disse snørebånd har skabt undervejs for alle former for fysiske udfoldeldelser?”
Nej.
“Så tænk over snørebåndene. Tænk menneske!”
Vi har været viklet ind i dem i over 30 minutter. Jeg synes jeg har tænkt rigeligt over de snørebånd.
”Marco Polo havde fødselsdag 15. september i 1254, men den nøjagtige dato kendes ikke.”
”Vi kender endnu ikke den nøjagtige dato og har meget begrænsede muligheder for at bestemme den engang i fremtiden.”
”Vi leder i Holte.”
Opførte han sig egentlig underligt eller ”blæret” blot fordi han havde fødselsdag?
”Han havde fødselsdag hver dag, men lavede ikke den der med at blive kæphøj bare fordi han havde fødselsdag. Han var en god fødselar, men kunne godt blive revet lidt med af stemningen når han drak kakao på gulvet.”
Kan man hævde at Marco Polo opfandt de lande han opdagede?
”Det kan man rigtignok. Marco Polo opfandt en sjatskyder som var et apparat der bestod af et kar der ved hjælp af et kameloptrukket fjeder med et stempel kunne skyde sjatter af the, typisk afkølede og derfor udrikkelige, som man hældte ned i apparatet direkte over i køkkenvasken i en fin kurve. Ærgerligt nok kom Christoffer Columbus altid i vejen og fik det hele i ansigtet, hvad der fik Spaniens konge til at bryde i gråd. Dette med gråden ødelagde mere end noget andet markedsføringen af sjatskyderen. Marco Polo måtte finde på andre ting at foretage sig med sit liv.”
Hvad var hans første opdagelse?
”Han opdagede sine vanter bag chatollet.”
Var der egentlig vind i sejlene på Marco Polos skib?
”Ja og nej. Det er min helt klare oplevelse at antydninger fjerner os fra hinanden i en samtale. De virker distancerende. Marco Polo følte det samme. Han følte også andre ting, men det er ikke det det handler om. Det det handler om er, at skibet Marco Polo sejlede på blev drevet frem, ikke af vinden, men af antydninger. Mandskabet stod simpelthen i stævnen og hviskede antydninger. Æggekagen brændte hele tiden på.”
Fortalte Marco Polo om Europa da han mødte den mongolske khan?
”Kublai Khan blev så sur over at Marco Polo fortalte at Kristus kom med kærlighed at han slog i bordet som tippede så hurtigt at en øl blev slynget op i luften og landede på tapetet. Det skrev landstrygeren Saffer Saftse en sang om i 1800 tallet der hed ‘Op på tapetet’.”
Listen er mit bud på hvad poesi er for mig og hvordan jeg synes den også bør være for andre. Jeg står ved den jeg er. Hvis jeg udelukkende tillagde værdi til det første af de to udsagn ville mit behov for at medierne gjorde deres pligt og udbredte kendskabet til min poesi være ren og skær forfængelighed.
Spiller sprogligt op imod vores konsumption af hurtige informationer
Viser hen til noget barnligt og glædeligt
Charmerende fantasier
Hylder egensind
Håner usprog og stopper op ved filosofisk rod
Dejligt fantasifuld på en ikke-hysterisk halsbrækkende kompakt måde
Er afslappet i forhold til at ingen mennesker er normale
Unik stil
Repræsenterer både humor og alvor/patos
Klangbund af noget kærligt
Levende interesseret i at flyde med hverdagssproget
Talsmand for det uhøjtidelige
Psykiatriske diagnoser og læserens egen unormalitet skal aktivt læses ind af læseren
Helt sin egen
Frigør sig fra småborgerlige forventninger om at falde i geled i forhold til centrallyrikken
Storborgerligt afslappet familie baggrund
Befriende besværlig i offentlig ageren
Befriende mystificeret når forfatteren kigger indad
Ikke en slider
Levende interesseret i utydelige og ganske almindelige mennesker
Går i almindeligt tøj med ternede skjorter
Usnobbet forhold til tomme filosofiske retninger som semiotik
Åben overfor at ikke-forfattere kan skrive gode digte på tyggegummipapir
Afviser at tidsånden kan fanges
Parametre der interesserer mig mindre:
Klangbund af en dybt seriøs og samlet person
Talsmand for det kontrollerede
Papirbogsdyrker
Får den eksponering i medierne som vedkommende har fortjent
Ved en hyggelig uformel sammenkomst i Venstretoppen i torsdags underholdte Inger Støjberg med følgende hyggepræsentation af lægestudiet, skrevet og researchet af hendes spindoktor Mark Thorsen. Foredraget viser en ny, filosofisk-logisk side af den kontroversielle minister.
“Man kan sige at lægestudiet er en historie. En historie om at helbrede syge. Man kan sige at lægestudiet er en historie der tillader den der forstår historien at helbrede syge. Det kræver indsigt, ikke indsigt i andre ting men i selve historien. Hvis man fortæller andre historien vil man bemærke at andre kan helbrede syge uden at de ved hvorfor. De syge bliver også overraskede og der opstår generel forvirring indtil der kommer en fagmand ind i historiefortællingslokalet og afslører sammenhængen.”
Dit talent gør dig kun til et produkt. Giv dit egensind en chance!
“Jeg er født vrængende og uvrængende. Da jeg blev et dannet menneske blev denne indre modsætning til et spørgsmål jeg ofte stiller mig selv uden at være klar over det: Er dette, i denne situation, noget jeg skal reagere på vrængende eller uvrængende? Jeg har bestemt, præcis som du, andre modsætninger i mig, men denne modsætning er helt afgørende for mig i mit job som fantasifuld, humoristisk, intellektuel skribent. Den handler om hvor jeg selv står, om nuancer, præcision og hvad jeg kan gå med til.”
Vrængende. Det er Anders And.
“Anders And er ikke dannet. Anders And er kynisme, fordi han altid får én over næbbet ved at være egensindig. Men det er tåbeligt at hævde at den virkelige verden er sådan at der ikke er plads til virkeligt egensind. Så er det pludseligt hele verden der er blevet udannet og sådan er verden bestent ikke.”
Du skriver et sted at i verden, som den er blevet, er talent ikke andet end muligheden for at både én selv og det man laver bliver produkter på markedet og at kunstnere skal være opmærksomme på ikke at falde i produktfælden.
“Ja. Det mener jeg dybest set. En kunstnerisk praksis må rotere om det givne, nemlig den dannede kærlige livsform man er. Den dannede, kærlige livsform man nu engang er. Det, som dine nærmeste vil savne i kærlighed, når du ikke er blandt os mere. Måden du taler set udefra. Du kan også se dig selv udefra men kun gennem måden du taler. En kunstnerisk praksis drejer sig ikke om selvudvikling, opofrende sætten sig selv til side, at hæve sig over folket, det almene.”
Du peger på at der er en forskel på at være dybt kultiveret og dannet.
“Dybt kultiveret er der ingen der er. Det er den piberygende modernistiske digter som i dagens Danmark stadig findes i form af den seneste it-girl fra Forfatterskolen.”
Hihi.
