Synsk person så noget uvedkommende

Før året Tapok, altså 1918, vidste man som den naturligste ting i verden hvor hinanden befandt sig eksistentielt. Der var ikke brug for respekt. Kærligheden mellem mennesker havde en anden grundfarve. Der var ikke noget der hed grænser og grænseoverskridende adfærd. Der var kun tre ting: hensyn, hensynsløshed og mennesker.

I år 1950 blev der lavet en kort lydoptagelse med Magda Slåen der var synsk og født netop i Tapok, i året 1918:

“Jeg ser nogle grønne lyspunkter med en stråleglans rundt om der af størrelse er som fodbolde. Bevæger de sig eller nærmer jeg mig dem langsomt? Vi er neden under vandet. Det er mørkt, enten på grund af dybden eller fordi det er nat. Stemningen er som i en drøm og lysene er indbydende og hvilende. Hvad betyder dette sceneri? Er det essensen af hele verden der er gemt her? Af min egen verden? Hvordan kan dette enkle billede fylde mig med ro? Og vigtigst: Hvor er jeg?”

Læserbrev: Kostbar vase røg i opvaskemaskinen

“I fredags kom familiens hushjælp Jane Rædder til at sætte en kostbar antik vase i opvaskemaskinen så udsmykningen forsvandt. Nu ligner den noget bras. Hvad kan jeg bruge lortet til, andet end bare at gå og ærgre mig?”

Professor Ib svarer:

Jeg googlede lige Jane Rædder for dig og hun er ikke en hvilken som helst person. Hun blev blandt andet kåret som årets hushjælp i 2009. Jeg gik på biblioteket og lavede lidt research og fandt følgende oplysninger: Hun laver en del elementære fejl på grund af distraktion. Hun kom til at vælge at blive hushjælp i stedet for at blive en enormt anset astronom. Hun er udstyret med empati i usædvanlig grad. En empati, altså medfølelse, som gennemsyrer hendes væsen og personlighed såvel som hendes handlinger. Jeg ville derfor, i lyset af denne sidste oplysning, konkluderende, være forsigtig med at forstå hændelsen med vasen som en blot og bar menneskelig fejl. Det er højst tænkeligt at hun med ødelæggelsen af klenodiet har haft det vi professorer kalder en indfølt dybtfølthed for øje. En indfølt dybtfølthed er en holistisk, altså helhedsmæssig, absurdistisk velgerning foretaget af et lidt slidt menneske med våde øjne og uden hat. Der er ikke tale om drillesyg, altså krakilsk, kalkulation men om det vi hattebærende professorer kalder overlagt socioeksistentiel tåbelighed. Hun har så at sige sat en ny legoklods ind i jeres liv! Se derfor nærmere på den nye livssituation efter tabet af vasen og du vil opdage at tilværelsen tager en ny retning klemt inde mellem Jane Rædders babser. Det kan være du, i et desperat forsøg på at stampe vasen hos den nærmeste marskandiser, møder en mand med et skattekort hvor kemien bare siger bing-bong! Det kan være I sammen rejser til Hven.

Maradjøngade: ”Jeg gik i gymnasiet, dengang kvinder skulle være nuttede”

Maradjøngade: ”Det er stadig de skadede, der regerer verden.”

Maradjøngade går lidt rundt om sig selv alt imens hans chef smilende ordner nogle papirer på sit skrivebord i den anden ende af kontoret.

Maradjøngade opfatter sin chef som skadet, men det er ikke rigtigt. Chefen er åbenlyst bare robust og det har Maradjøngade dermed misforstået.

Chefen Ingvar Esse Ingvar kommer hen til os og giver mig en krammer.

Esse: ”Jeg blev interesseret i at ansætte Maradjøngade fordi han, ligesom jeg, gik i gymnasiet dengang kvinder skulle være nuttede.”

Hvad med hans kvalifikationer?

Esse: ”En mand som Maradjøngade bringer lykke, ligesom en harefod.”

Du virker som om du trives utrolig godt på denne virksomhed, Maradjøngade?

Maradjøngade: ”Jeg laver chefens arbejde.”

Esse: ”Det er sandt. Maradjøngade er min sekretær. Desuden tager han vigtige beslutninger. Ordner det meste af min korrespondance. En herlig mand. Ja, jeg bliver helt nyforelsket i ham ved at se ham. Se ham nu!”

Maradjøngade virker lidt indviklet, men står normalt. Det er påfaldende og ikke helt forkert, at dømme ud fra hans afslappede ansigtsudtryk, at han trives godt.

Esse: ”Maradjøngade er på en og samme tid arrig og hæmmet. Det medfører en forøget tankevirksomhed. Desuden er han følsom. Den slags kan vi bruge i tæppeindustrien.”

Det er en stille dag?

Esse: ”Der foregår ikke så meget her. Vi bruger tiden på at snakke.”

Jeg gætter på I snakker om dengang kvinder skulle være nuttede?

Esse: ”Det gør vi netop. Det betød at vi ikke fik så meget på den dumme i gymnasiet. Alle de anstrengelser der blev brugt på at være nuttet for kvindernes vedkommende. Det var ikke konstruktivt.”

Maradjøngade: ”Det var nærmest det modsatte.”

Esse: ”Vi har talt meget om hvorfor kvinder ikke byder os op når vi er ude og danse.”

Maradjøngade: ”Vi danser nok for tæt.”

Esse: ”Det er stadig mærkeligt.”

Maradjøngade: ”Det er fordi vi ligner Peter von Scholten.”

Esse: ”Det hævder du jo. Hihi.”

Maradjøngade: ”Hahahaha.”

Det kan være I skal lade være med at opføre jer som Peter von Scholten.

Esse: ”Det er det mest bekvemme at efterligne den man ligner. Indrette sig.”

Maradjøngade: ”Ja. Jeg føler på samme måde.”

Esse: ”De fleste indretter sig efter deres fysiske fremtræden.”

Maradjøngade: ”Det er storbyagtigt. Det ved jeg godt.”

Knalder I meget?

Esse: ”Vi knalder nok.”

Maradjøngade: ”Vi knalder nok.”

Esse: ”Det er kun fordi du ikke kender os, at du synes vi ligner Peter von Scholten. I det øjeblik man lærer os at kende vil man se at jeg ligner Goethe og Maradjøngade ligner Kant.”

Det er to rimelig markante tyskere.

Esse: ”Det er to rimelig markante tyskere.”

Om usprog

Her på avisen laver vi sjov med sprog fordi det er en alvorlig sag og yderst vigtig sag at gøre grin med usprog.

Usprog

Når kommunikationen fejler er den gal. Når selve det levende ord, som, sammen med kærligheden, er en af de største gaver vi overhovedet har fået, bliver til noget tomt, koldt, oppustet bavl er den gal. Af præcis den grund er det vigtigt at gøre grin med usprog ved at udstille det og latterliggøre det med alle de former for spot vi med vores intellekter kan mobilisere.

Wittgenstein sagde: “I can imagine a philosophical work made up entirely of jokes”.

Dermed går vi imod tidsånden og 2018-måden at imødegå usprogets ondskab. Tidens måde er tydeligvis at bekende sig ud af problemerne. Se hvor hårdt jeg har det! Se på hele autofiktionsbølgen. Det er efter min mening et alt for svagt våben mod usproget. Denne vakkelvorne tilgang til ondskab udgår fra et mere generelt af tidens hule mantraer: at tale om tingene. I forhold til ondskab er det bare ikke vejen frem:

-Hvorfor sagde du “vi ses lige pludselig” til en person som engang var din ven. En person du stadig elsker?

Det kan man ikke forklare. Fordi det var usprog. Det må forsages:

-Fuck!

Chefhistorier

“Min chef er begyndt at fortælle mig historier. Det finder sted når vi følges ad på cykel til stationen. Ikke neutralt-selvhenførte-grænseoverskridende anekdoter. Fucking historier. Den Grimme Ælling, nej. Ting, han selv finder på. I lyset af, at jeg har nogle problemer med ham på jobbet virker det malplaceret at han falder ud af vores arbejdsroller.”

“Man behøver ikke være Victor Hugo for at bedømme hans nonsens til at være vilderen. Fyren har talent. Jeg cyklede ind mellem frugtboder i går fordi hans ævl betog mig og jeg forsvandt fra denne verden i dyb koncentration. Jeg blev nødt til at købe en fersken. Jeg synes det er sjofelt i lyset af, at jeg gerne vil gøre mit arbejde.”

Lækre mennesker har et agtværdigt budskab til os alle: “Fluffa”

Hvad betyder ‘fluffa’?

“Nu er jeg ikke selv lækker, så jeg er ikke helt klar over hvad det betyder, må jeg indrømme.”

Jeg tror den slags kræver et lækkert menneskes tilstedeværelse.

“Se hende!”

Facebook og Instagram har fået hende til at miste jordforbindelsen.

“Hun svæver over vandene, men lige nu ved vi to hvad fluffa er.”

Det må man sige.

“Om lidt er hun væk for evigt.”

Fluffa.

“Nu kommer hun her hen til os!”

Fluffa.

“Hun har måske tabt noget engang og ser at vi to er filosoffer.”

Fluffa.

“Vi har brunt tøj på.”

Tosset løvetæmmer fik stjålet sine gardiner

Du har ikke erkendt over for dig selv, at du har nogle psykiske ting der skal tages vare på stille og roligt.

“Jeg er normal.”

Løverne kan heller ikke lide dig.

“Det er noget vrøvl.”

Du blev slæbt ud ved kraniet under forestillingen i onsdags.

“Bitten er skruk. Folk må ikke være så kantede, når de oplyser mig om mig selv.”

Kantede?

“Nådesløse, når de fortæller mig om mig selv.”

Men jeres seneste nummer hedder “Kvajet fra Stenbroen”.

“Ja.”

Ja.

“Men det er ligesom hulens, hulens svært at erkende overfor sig selv at man har indtil flere sindslidelser, når det overhovedet ikke passer til mit selvbillede. En glad og fro fyr. Og fri.”

Det forstår jeg godt.

“Det er det sværeste jeg har været med til, simpelthen. Psykiatrisk sygdomserkendelse. Det sværeste.”

Det må være meget svært.

“Lad os tale om noget andet. Det var mig der stjal mine egne gardiner.”

Måske havde du et latent ønske om at nogen skulle se dig stå i mærkelige stillinger gennem ruden i campingvognen og simpelthen brase ind og overdænge dig med kærlighed.

“Det er meget godt set. Men problemet, som jeg ser det, er at jeg netop ikke står i de ret tossede stillinger alene, når jeg netop er alene.”

Det er selvfølgelig et problem.

“Ja.”

Jeg håber. Ja. Jeg håber et eller andet.

“Så længe du håber et eller andet hænger jeg gardinerne på plads igen.”

Med hvilket formål?

“Det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om.”

Så længe de gardiner skjuler dig når du er allermest privat er der ingen grund til bekymring. Du vil snart få det meget bedre.

“Ja. Det tror jeg du har ret i. Jeg har det allerede bedre.”

Så hurtigt kan man altså ikke få det bedre.

“Jo.”

Man skal klappe hesten.

Depressivt, synsk, profetisk medie: ”Hvislemændende på P4 spiller ungdomsleflende seksualiseret musik”

Må jeg lige stille dig et par spørgsmål, Rufold Enfold?

”Jeg er midt i en seance.”

Hvorfor tænder du så lyset?

”Medier har førsteret her. Jeg er selv et medie.”

Men din klient er grå i ansigtet.

”Ja.”

I trance?

”Ja.”

Hvad laver han?

”Raller.”

Er han i kontakt med en afdød?

”Ja.”

Hvorfor hjælper du ham ikke?

”Det er så sjældent, jeg har besøg af medierne.”

Synes medierne du er interessant?

”Ikke videre interessant.”

Tror du selv på ægtheden af det du laver?

”Jeg ved jeg er et depressivt, synsk, profetisk medie. Jeg ved jeg hader spaghetti.”

Dit tøj er mærkeligt.

”Hvordan mærkeligt?”

Det er nærmest sådan noget et lig kunne have på.

”Tak. Hihihi.”

Hihi.

”Bwahahaha.”

Huhu. Haha.

”Hyhyhy. Hihi.”

Hvorfor kan du ikke lide P4?

”Hvislemændende på P4 spiller ungdomsleflende seksualiseret musik.”

Jamen hvad skal de stille op?

”Hoho.”

Hahahahahahahaha.

”Hihi.”