I Sverige må den der skal mindes ikke lave en prik på sin egen mindeplade

Gösta Svensson står faretruende nær en spritpen og betragter sin familie som på sjette uge bakser med en mindeplade over ham, som de lejlighedsvist skal se på, i stedet for på ham, hvis det bliver ham der dør først.

I stedet laver han en prik på broren Mårtenssons næse.

Mindepladen er ved at tage form. I midten er fotograf Petter Änglebergs habile portræt af Gösta i sort-hvid og med de traditionelle krydser over øjnene, så det bliver klart for beskueren at man skal gå lidt stille forbi pladen.

Gösta er smigret.

Tænk, at min familie elsker mig så højt.

Sverige er et land med stolte traditioner. Nu rejser stripperen sig op fra stolen hvor hun har siddet og surmulet og tisser på pladen mens alle klapper i takt.

Kære gamle Sverige.

Maradjøngade vender på en tallerken: Tager afstand fra hypnose

”Jeg selv er blevet hypnotiseret i alt 38 gange. Senest var i går.”

Fenta Pierbecks uvirkelighed

Det var en meget nervøs Fenta Pierbeck der indtog prædikestolen i lørdags ved et særligt arrangement, hvor der ved samme lejlighed blev begravet to, for at “intensivere den stemning af dagligdags højtidelighed som kendetegner lugten bag billige plastikfastelavnsmasker”; citatet stammer fra den skriftlige invitation ophængt i den lokale brugs. De to blev derefter fløjet direkte til København og siden til Aarhus, med det erklærede formål, som de havde nedskrevet i deres testamenter allerede mens de lå og afventede dødens komme på afdelingen, at “opnå en kortvarig posthum berømmelse som ved sin tåbelighed i bedste fald ville ødelægge den sorgfulde længsel hos de efterladte der elskede og savnede dem og dermed forære dem en naturlig anledning til at hytte deres eget skind”. Så blev der ellers hældt mel ud på kirkegulvet. Fenta talte længe om uvirkelighed.

Salonkulturens endeligt

Den halvunge Studiosus Krammer har stået i de lærdes vigtige kreds i halvanden time og passiaret med de fire øvrige. Kropssproget blandt dem drejer nu kompasnålen imod ham og han kommer med følgende begavede indlæg:

”En efterårsdag for længe siden blev jeg smittet af en sjælden sindssygdom af én som havde været i Charlottenlund og set hvordan man kravler på jorden i denne økonomisk evigt blomstrende forstad. Det begyndte at køre ud ad en tangent med min psykiske almentilstand og mit velbefindende tog turen ned til nul. Jeg var disponeret og vidste det godt. Efterhånden fik jeg viden om de teknikker, det sprog og den varme som er indlejret i psykiatrien og fik det langsomt bedre.”

Filonius Kok forsøger at overtage samtalen ved at bryde ind med et spørgsmål til den meget lille digter, Tænke Tam:

”Du må da mene tiden er ussel, siden du peger så meget på noget alle er i forvejen?”

”Min ven, der har altid været folk som pegede,” afparerer Krammer. ”Vi er hverken profeter eller helgener, vi er nogle hvor man virkelig tjener gysser. Vi er filosoffer, digtere, amatører, teologer, filibejser og flere digtere!”

Krammer nikker til sin kompagnon Mimse.

Værtinden Tyreblad støtter op om Studiosus:

”Du bevæger dig sandelig ganske langt, vil jeg sige, væk fra nutidens viden om psykiatri, ved at sige, at du ligefrem blev smittet af en der havde været i Charlottenlund.”

Studiosus:

”Behandlerne og patienterne bliver ikke smittet. Det er de halvnormale som bliver smittet. Psykisk sygdom smitter.”

Fru Tyreblad lyser op. Hendes kinder blusser. Mimse blegner. Samfundet har ligget oven på ham med sin alt for store glemte havelåge af dårlig viden som er forklaret dårligt. Han mærker hvordan halskraven smitter og snævrer ind. Han har båret omkring med en angst længe. En velbegrundet angst for at være sindssyg iblandet en almindelig angst for at dø uden for alvor at have spillet bowling.

Mimse er den mest åndeligt velformulerede, men vi vil ikke genoptrykke hans ord her, for kropssproget mangler. Blot vil vi her nævne at han får rykket havelågemetaforen frem i samtalen på en sådan måde at den aldrig bliver glemt.

Løvefar vender hjem i 64 procents triumf

Vi er på savannen, hvor hunløverne tænker deres. ”Der kommer Luns.” En forslået midaldrende løve som en tid kaldte sig Vuns mens han levede som tankpasser i Bums. Rygter og fluer svirrede inde i og udenfor bilerne.

”Der kommer Luns.”

”Filosofisk.”

”Filosofisk, nej.”

”Han taler med nuancerne.”

”Han skulle tale mere med sin datter, Bertha.”

”Det begynder han på, snart. Vent.”

Bertha trisser frem og gnider muler med far.

”De siger jeg er selvstændig, men jeg er egensindig. Kom og sæt skik på alle disse hunløver. Tal end ikke med dem.”

Luns forstår datterens ord med hele sin opmærksomheds kraft. Og med hele sin vægt sætter han sig på numsen.

Læserbrev: Psykisk syg fortalte mig hvad jeg tror på

The Other Newspaper’s Rikko Alvorlig svarer:

Det var dejligt. Det ville jeg gerne have oplevet for mig selv.

Frøken Beatrice

Vinteren 1529-1530. Sommeren 1530. Ring mellem 12 og 14, hvor vi er hjemme. Hvis vi ikke er hjemme er soluret gået i stå.

Frøken Beatrice går hastigt gennem byen med sine indkøbsvarer og nikker til dem hun kender.

Vinteren 1529-1530. Sommeren 1530. Jeg er forelsket i dig og kan ikke få dig ud af mit hoved. Samtidig lider jeg af en sjælden sindssygdom, hvilket gør at jeg ikke kan kommunikere med dig. Jeg kan kun vrinske ligesom en liderlig hingst. Vrinsk.

Frøken Beatrice er dus med flere mænd end kvinder, men hun bliver forvirret når de vrinsker.

Vinteren er blevet til sommer, som igen er blevet til efterår. Jeg sidder her og kommunikerer.

Beatrice vil gerne lære af mænd. Hun vil gerne kommunikere om det væsentlige, hun vil gerne ud af brevet kunne læse om Hr. Albert er hendes fremtid. Om han kan opmuntre hende i mange øjeblikke. Trøste hende. Elske hende. Hun kan ikke fokusere på dette ene væsentlige spørgsmål: Er han den rigtige?

Hun er et seksuelt væsen. Derfor kan hun ikke fokusere og se, at jeg er hendes og hun er min. Men jeg finder ud af det. Jeg har fået kommunikeret at jeg er hendes for tid og evighed. Også når vores veje skilles.

Vinteren 1534-1535. Å der findes ikke mange Å-breve. Engang gjorde der. Dit brev steg op af åen og gav mig glæde i tre udslagne dage. Jeg fik ryddet lidt op i det uhyggelige bryggers, men ikke for meget.

Hvis jeg kunne smadre dit elendige ægteskab ved at mødes med dig bare en nat under den helt utrolige forårsfuglesang og det er også blevet lidt mildere i vejret gjorde jeg det gerne. Han har ikke fortjent dig og han styrer dig for meget.

Å Hr. Albert din helt utrolige klods. Kan du ikke se mine lænker. Hvorfor skriver du ikke om mine lænker?

Det havde jeg faktisk ikke tænkt på. Men det er jo klart lænkerne. Men kan det virkelig være rigtigt at jeg skal tilsidesætte min himmelske lyst bare for at du kan føle dig fri i tre dage og få ryddet ordentligt op i dit bryggers?

Psykisk sårbare spiller fodbold mod psykisk robuste

Før starten går det lidt trægt. De psykisk sårbare spiller i blå trøjer og har medbragt tavler.

“De kender hinanden i forvejen og har medbragt tavler,” siger blå holds træner uden at jeg rigtig forstår sammenhængen.

Da tavlerne er kommet ind i en “tavlestald”, der spilles på blåt holds hjemmebane i Ringkøbing, fløjtes kampen i gang.

De psykisk sårbare spiller perfekt. De psykisk robuste spiller perfekt. Det her er en fornøjelse at se på. Blå holds Schack Lofoten tager bolden fra brunt holds Grimmer Dak og løber med bolden samtidig med at han sparker til den. Jeg er ikke sportsjournalist, men så ser det ud til at Lofoten giver bolden et lidt for kraftigt spark hen til den psykisk robuste Kap Løjter, der har stået demonstrativt stille ind til nu, og ”nydt at spille fodbold igen”, som han senere forklarer.

Dette får blå hold til at stikke armene i vejret og sige ligesom kvindelige håndboldspillere. Signalet til, at de har forstået der er tale om en fodboldkamp.

Brunt holds Kap Løjter der selv er vokset op i en bindegal familie fornemmer at bolden for hans fødder ikke er helt rask i bolden og opfylder straks dens krav om en ring af messing i græsset.

Det står klart for dommeren at selve spillet, selve dagens kamp, er at betragte som psykisk sårbar, hvilket han indikerer ved at vifte med det grønne kort. Vrede tilråb fra brunt holds tilskuere.