”Det tager 16 år at vænne sig til mig. Da jeg har levet i 48 år, har jeg vænnet mig til mig tre gange, hvilket er en gang for meget. Den midterste var lige i overkanten.”
Lad mig sige det på den måde, at du lyder som noget af en mundfuld.
”Men du behøver ikke at vide andet om mig, end at jeg er egensindig.”
Egensindig? Hvorfor behøver jeg ikke at vide mere om dig?
”Fordi du ikke er sprunget ud som menneske.”
Næh. Det er egentlig rigtig nok. Jeg forstår du har læst om mig i pressen?
”Lad mig sige det på den måde, at jeg har læst det jeg vil vide.”
Det vil sige at du har ikke læst min korrespondance med energiministeren fra Botswana for 18 år siden?
”Den har jeg valgt at se bort fra.”
Virkelig?
”Den var pinlig.”
Pinlig?
”Du påstår at du er født i Schweiz af meget rige forældre og bruger din tid i vandkanten ved siden af en krabbe.”
Hej derude! Hvem er du? Det fik jeg ikke svar på. Men det er fordi det er radio. Det jeg vil sige er, at det ville glæde mig hvis der sad nogen derude der var mig. Det ville ikke alene vække en genkendelsens glæde for mig personligt når vi en dag mødes, men tillige ville jeg være sikker på at vi havde en masse at tale om. Vi kunne gejle hinanden op. Ikke bare det. Inspirere hinanden. For du sidder med garanti i en anden livssituation, har andre vaner, omgås andre mennesker og det alt sammen er godt fordi du er mig. Jeg kan begå mig derude. Du er: Farmand, ægtemand, forfatter, udgiver, oversætter, læser, psykoseoverlever, aristokrat, politisk aktiv på venstrefløjen, hustruforsørget, humorist, motionist, psykiatribruger, troende med mottoet ”Sorg er det mest komplekse i livet”. Tidligere student, programmør og syngende tjener. Det er lige mig!
Der er en forskel mellem dig og mig, for du er på Facebook. Det er ikke lige mig. Det er jeg holdt op med for mange år siden, men det skal ikke skille os ad. Jeg ved at du er mig og det er tilstrækkeligt til at jeg godt kan lide dig. Vi burde bruge mere tid sammen!
Det første jeg synes vi skal gøre er, at læse nogle af vores tekster sammen. Vi nøjes med tre stykker.
Tre tekstlæsninger fra uudvalgte artikler:
Planlagde og arrangerede krydderurtefestival på en halv time [23. maj 2016]
Du er rigtig gået til urterne.
“Med internettet og de rigtige kontakter kan du lave sådan noget med et pennestrøg.”
Men du er kommet mig i forkøbet.
“KrydderURT bliver en realitet i august.”
Jeg glæder mig til at smage på varerne.
“Vi glæder os til at byde dig velkommen.”
Vi?
“Ja, mig og mig.”
Findes du i flere udgaver?
“Jeg giver for to og tager for en. Hvorfor skulle jeg så ikke kalde mig selv Pegoto?”
Du burde hedde Pegoto. Du burde faktisk hedde Yihatsu.
“Pegoto betyder ham med de fire arme, eller ham med de fem hænder.”
Yihatsu betyder ham der er usædvanlig.
“Jeg gik som en naturlig ting ud fra, at jeg var den eneste af os to, der beherskede fjernøstlige sprog.”
Din Pikker!
“Hov! Hvad silen kalder du mig det for?! Hør, hvad betyder Pikker?”
Det er noget jeg har læst mig til.
“Du har læst dig til et ord, der ikke findes.”
Pikker bum bum.
Kriminelle Janus: ”Hvorfor summer en gryde med næsten kogende vand og hvor kommer boblerne fra?” [22. maj 2017]
Professor Enok Bavlert svarer:
”Nu er jeg psykolog og ikke fysiker, men jeg kan da godt forsøge at svare fordi du er kriminel. Grydens summen er underlig. Følelsesmæssigt bliver jeg alert hver gang en gryde kommer i kog. Lidt ligesom regnvejr gør os alerte. ”Nu regner det!” ”Nu koger vandet!” Dejlige oplevelser der gør os muntre og glade. Vand der næsten koger kan godt få gryden til at koge. Summe, undskyld. Jeg vil tro at vandet påvirker gryden med sin positivitet. Men jeg aner ikke hvorfor denne summen ophører idet vandet kommer i kog. Det er unaturligt synes jeg. Du kan sagtens tillade dig at spørge ind til det. Spørg gryden, når den er kold og står på køkkenbordet fyldt med lunkent mosevand. Brug en tevarmer.”
Memoirer fra dengang jeg var kattertyve [4. februar 2018]
1.
På skibsdækket foran den ældre dame ligger to vifter. Der skal indyndes. I stedet for at passiare spiller jeg den fraværende person. Jeg gætter på at der er tale om en yngre kvinde og bevæger mig yndefuldt. Jeg gætter på Chanel No 5 og sprøjter lidt på. Så kysser jeg den gamles kind. Hun slår mig oven i hovedet med viften. Vi bliver hurtigt venner, idet hun fejlagtigt tror at jeg er Studsemagle fra bladene. En yngre kvinde kravler besværet op over rælingen. Hun er så betagende at jeg slår hende oven i hovedet med en græskarstilk og dernæst en gulerod. Lidt fallisk fra inderlommen. Den ældre har sit liv at tage vare på, må jeg lige love for. Alting er hendes helbred. Alting er hendes død. Så nogengange da. Men skuet er et optrin. Så betagende. Den nøgne kvinde. Den ældre kvinde. Mig i shorts. Hvordan skal det hele ende? Den yngre kvinde taler som dansk litteratur. Den ældre er mere begavet. Jeg er kommet på det forkerte skib.
2.
Benson er tidligere kaptajn der gennem en række småfejl er blevet degraderet helt ned til kahytsdreng. Mens han ror fortæller han om dengang han lagde et æble på et søkort så styrmanden lavede en katastrofal undvigemanøvre fordi han troede de var ved at sejle ind i et æble.
3.
Jeg ligger på ryggen i et fladt land. Solen driller lidt.
“Siger du! Du der har reddet tonsvis af kunstkendere fra den visse undergang med dine abstrakte malerier!”
“Men de er alle sammen grønne!”
Det er en ret avanceret dialog, der udfolder sig da jeg møder de to tossede aberøvsforfattere Beta og Clausen. De vrøvler kolossalt, så jeg kigger ud ad vinduet. Jeg kan se en blå bil. Da jeg endelig får ørenlyd skyldes det at Beta gået i køkkenet for at brygge kaffe.
Clausen hopper i sofaen. Han er medlem af de mest utrolige foreninger. “Foreningen til spurvenes bevarelse” selvom spurvene har det meget godt. Han har engang reddet en brandbil. Han har udført et stort arbejde for at få heteroseksuelle mænd til at gå i seng med hinanden. Og så hedder han Billy Blank til mellemnavn og Lukas Christiansen i Sverige.
Hvad laver du med den tube lim?
“Luk røven, din skide journalist!”.
Men du skal ikke stikke den i øjnene på mig.
Jeg smider en kårde efter ham, men den rammer bagvæggen med den smukke fresko som sprækker og afslører den vådeste eng.
Fræfing Dabunter: ”Han stod inde i det her rum, inde i en anden person, og lod sig overvælde.”
Fræfing kigger sig omkring, mens jeg betragter ham opmærksomt. Jeg prøver at forestille mig Fræfing selv stå i dette rum, inde i en anden person mens han lader sig overvælde. Der lyder et krash. Forestillingen holdt ikke.
En forestillingsisflage ligger smadret på gulvet.
Fræfings måde at tale om Antonius Kælling er fuld af respekt, varme, åbenhed og forhandlingsvilje. Jeg skruer ned for ham, mens jeg lader tankerne vandre.
Rummet vi står i er fuldt af mel, tænker jeg. Det er ikke sandt. Rummet af fuldt af smør, mælk, æg, en teskefuld sukker, lad hvile 20 minutter.
Jeg tror man skal gå ind i det med at lave radio med nysgerrighed, men uden ret meget lidenskab. Der sker hverken magiske eller særligt mindeværdige ting i en radio. Det er gentagelsens medie. Ikke spradebassernes. Ikke vigtigpråsenes. Man kører i det samme og det samme. Det er hygge på det absolut laveste niveau. Væltet kærlighed, kunne man sige. Man sidder og forestiller sig at man lærer en eller anden tosk at kende. Klukker måske, når det går højt. Men der er jo noget med at radio er en forberedelsestid til det virkelige liv. Det virkelige liv rummer mange ting. Hotelsæbe.
Men litteratur, som er det jeg beskæftiger mig med, handler om trøst rettet imod, ikke lidelse i akut forstand, men imod kompleks sorg i livet. Den har en stor åndelig komponent den komplekse sorg. Det betyder at vi ikke tænker meget over sorgerne i det daglige. Strindberg har en gentaget scene i Et drömspel hvor en mand dag efter dag danser glad foran en lukket dør. Han er forelsket. I modsætning til virkelige mennesker er denne pudsige karakter hele livet opslugt af sin forelskelse.
Men sorgen er med hele vejen også for os andre. De sørger derude ved radioerne. Over ensomhed, som de ikke engang kan mærke længere. Over at skjule sorg på Facebook. Over ikke at kunne skjule vores forgræmmelse, vores skam. Over ikke at kunne mærke, hvor kede af det vi er. Over ikke at kunne forstå os selv på trods af dejlig identitet og alt muligt. Hihihi. Over at skulle dø. Over ikke at kende dagen i morgen. Over ikke at kunne forstå det hele. Over at være forvirret. Over at have for få midler. Over ikke at kunne forstå at vores bekymringer og frustrationer bunder i en uhyre kompleks sorg og derfor må kaldes sorg og ikke bekymringer og frustrationer. Jeg kunne blive ved. Jeg bliver ved.
Hvorfor skal vi tænke på alt det? Fordi glæden ikke er ægte uden den komplekse sorg i livet. Vi peger på en ting som identitet til at blive det vi kalder lykkelige. Det er en forkert, men meget udbredt, analyse at identitet svækkes af forvirring. Forvirring er nøglen til identitet.
Hvor er der meget sprog der slet ikke tager højde for at sorgen er det mest komplekse i livet. Og hvor er der meget der gør. Hvad kan det bruges til? Masser! Et eksempel: Opgøret med samfundets helliggørelse af arbejdet fordrer en filosofisk accept hos alle landets borgere af at sorg er det mest komplekse i livet. Godt forår, derude!
To vaskemaskiner står på en mark. Den ene gurgler. En mand i superheltetøj, langt væk, prøver at løbe hen til stedet, men usynlige kræfter bøjer ham af. Hans kappe flagrer i vinden.
Ivan Sonja spørger hvad ovenstående dagdrøm betyder. Her er en mulig tydning:
Vaskemaskinerne er hvide. Superhelten tiltrækkes ligesom en bi af denne farve. Dynamikken i drømmen er altså tiltrækning. Noget tiltrækkes af noget andet. For at finde ud af hvad noget og noget andet er, må vi først have vaskemaskinerne og superhelten væk fra marken. Dette opnår vi ved at male superhelten hvid. Når han bøjes af næste gang vil vaskemaskinerne følge trop. Marken er nu parat til at blive hovedrengjort. Vi vasker hver plovfure med balsam.
“Det eneste, jeg siger er, at min idé er rigtig, rigtig god. Det er det eneste jeg siger. Til dig. Jeg siger det til dig.”
Jeg vil alligevel hævde, at hvis man anlægger, omend lidt halvklodset, hvilket det nødvendigvis må være, en sorgens optuk på det vi taler om, så ser man spørgsmålet i det rette lys og kan ane svaret som en svag stjerne yderst.
“Han er mig lige en tand for robust,” udtalte landsbytossen Morten Hjerl-Hansen om den juridisk uddannede Keld Wallbommer. “Der er et eller andet, der ikke hænger sammen,” tilføjede Morten.
En psykiater, Finner Anderlecht, kiggede nærmere på tunnelen, da han fik fri i torsdags:
“Det er en dyb tunnel.”
Præsten Vandmørke Soleklar godkendte Finners kortfattede og ikke specielt dybsindige udtalelse, uden dog at have fundet tunnelen, trods Guds nøjagtige anvisninger, og gentog:
“Det er en dyb tunnel.”
Landbytossen:
“Nu er den da ikke hemmelig længere.”
Præsten:
“Uden at hævde at jeg har noget dybtgående kendskab til psykiatri, vil jeg da håbe at dette fund vil bevirke at juristen falder ned i den og bliver begravet levende.”
Psykiateren:
“Det er en grusom forhåbning.”
Landsbytossen:
“Vi ved faktisk ikke, om det er juristen, der har holdt den hemmelig.”
Præsten:
“Antyder du at det møgsvin ikke egenhændigt har gravet den?”
Psykiateren:
“Det er faktisk en god tunnel.”
Landbytossen:
“Hvad er en god tunnel for noget?”
Psykiateren:
“Det er sådan noget vi psykiatere ved.”
Landbytossen:
“Lige nu ved vi ingenting. Ingen verdens ting.”
Psykiateren:
“Det er egentlig rigtigt. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal have til aftensmad.”
Præsten:
“Det er egentlig rigtigt. Godtaget. Hvad?”
Psykiateren:
“Jeg har været i tunnelen.”
Præsten:
“Fortæl.”
Psykiateren:
“Der var for mørkt til, at jeg kunne se noget.”
Præsten:
“Hvordan fandt du så ud af at det er en god tunnel?”
Psykiateren:
“Jeg fandt en fil.”
Præsten:
“Og konkluderede at det er en god tunnel fordi du fandt en fil?”
Psykiateren:
“Ja.”
Præsten:
“Hvad for en slags fil var det?”
Psykiateren:
“En fodfil.”
Landbytossen:
“Jeg synes vi har brug for et samlet billede. Vi må have et fuldstændig entydigt og letfatteligt billede af hvem denne jurist, Keld Wallbommer, er. Jeg vil vide alt om ham. Hvad hed hans første kæreste? Hvad er hans livret? Hvad er hans første kærestes livret? Gik de i seng sammen?”
Præsten:
“På mig lyder det ikke som noget samlet billede. Det lyder som om du spørger for meget ind til slibrige detaljer vedrørende hans første kæreste.”
Landsbytossen:
“Det er egentlig rigtig nok.”
Psykiateren:
“Jeg tilslutter mig. Det er slibrige detaljer som ikke har en hujende fis med sagen at gøre.”
Landsbytossen:
“Ok. Vi er enige om at Gud har opdaget en hemmelig tunnel under en jurist der lyder navnet Keld Wallbommer. Jeg har, som den eneste af os tre, mødt juristen og dannet mig et indtryk af ham. Lidt for robust.”
Psykiateren:
“Hm. Ud fra det du siger lyder han nærmest fæl.”
Landsbytossen:
“Fæl?”
Psykiateren:
“Fæl.”
Landsbytossen:
“Nå, jeg har bare aldrig hørt det ord før.”
Præsten:
“Nu skal I to holde op. I er bare uenige. I behøver ikke skrige og råbe.”
Psykiateren:
“Det er nonsens det du siger. Vi hverken skriger eller råber. Vi sidder og snakker stille og roligt.”
Præsten:
“Vi er igang med en efterforskning. Når man laver sådan en sidder man ikke og ævlebævler om fæl.”
