Radiopostkort: Mine digte

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Mine digte er mine små bølgeslag. Når jeg læser dem føler jeg mig som mig selv. Lidt efter kommer retningen og med retningen et nyt digt.

Mine digte er mine små optimistiske bølgeslag. Får jeg at vide at de er store bliver jeg forvirret for jeg ved det er forkert. Det er ikke sket, for de er ikke store.

Mine digte er mine små optimistiske bølgeslag. Hvad hvis en anden en derude føler sig som sig selv når de læses?

Mine digte er mine små optimistiske bølgeslag. Jeg er ikke havet i den metafor. Det er sten sikkert. Jeg er snarere en synlig del af kysten.

Jeg er en synlig del af kysten. Mine digte er identitetsbidrag hvor meget af kystlinjen er rimelig uklar. Måske er det tåget. Måske er det altid tåget i sådanne landskaber.

Eftermiddag i det grønne

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Vi står og hører ude i skoven. Hende der hedder Bente står med åben mund. “Træerne suser dejligt,” siger hun og lægger hovedet tilbage. Med ét hører vi en ret grov samtale 2 kilometer borte.

To konkurrerende udgivelser om skraldemænd i Grækenland forvirrer det samlede billede

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Der er udgivet to bøger, begge om skraldemænd i Grækenland. Den ene hedder Skraldemænd i Grækenland og den anden Skraldemand i Grækenland. Den første er underligt distanceret fordi den ikke handler om en konkret skraldemand. Hver gang der dukker en konkret skraldemand op bliver han hånet og forsynet med en gul hjelm. Det er tydeligt at forfatteren er bange for skraldemænd, men hvorfor?, kunne jeg spørge. Er forfatteren måske bange for at skraldemanden skal forbinde ham med skrald og invitere ham op i skraldevognen og give ham en kop skraldekaffe og en håndfuld skraldehistorier fra weekendens mildt sagt intense og dybt, dybt seksuelle eskapader? Den anden bog er for beleven. I denne knuselsker forfatteren en konkret skraldemand, Sokrates Henningsen. Til gengæld får vi flere nyttige faktuelle oplysninger. Blandt andet hedder skrald σκουπίδια og skraldemand σκουπιδιάρης. Mand hedder άνθρωπος, svarende til det danske ord antropologi, og kvinde θηλυκός, mærkelig nok ikke noget med gynæ.

Der bygges i begge bøger flot op til et miniklimaks allerede i kapitel et. Handlingen suser afsted og i lang tid ser det ud til at Bog 2 vil vinde. Det bliver imidlertid Bog 2.

Radiopostkort: Vedrørende Karl Emil Batting

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Kæmpe filosofisk problem med en forholdsvis enkel løsning: Mennesker kan ikke blive enklere med et snuptag eller ved at tillægge sig gode vaner. Det er en løgn. Den løgn vil jeg gerne bidrage til at udrydde blandt flertallet af befolkningen. Men det kræver at andre forfattere følger trop inden denne her verden går fuldkommen agurk i ørkesløs, formålsløs og forvirret mig-mig-mig velvilje.

Jeg må indrømme at jeg har studeret Karl Emil Batting. Nu er han død og desværre savnet af alt, alt for få.

Karl Emil Batting lå under for en dyb, livslang besindelse på det gode. Den slags er i virkeligheden en hån imod mennesket fordi det er en hån mod den menneskelige situation. Han burde have indset at sociale forandringer igangsættes ved åndsmenneskers fornuftsbetonede åndsarbejde. Det kræver bare en filosofisk accept i flertallet af befolkningen af at sorg er det mest komplekse i livet. At sorg virkelig er det mest komplekse i livet anser jeg for at faktum. Det kræver tålmodighed og vedholdenhed for en forfatter at markedsføre det faktum, men det er ikke desto mindre hvad en forfatter må gøre. Og det kræver talent. Ikke for at græde men for at sælge varen. Mærke den, sorgen, mens man skriver. Det er en uhyre fantastisk vare der er tale om. Den har intet at gøre med negativitet og depressivitet, men alt at gøre med den menneskelige situation. En forfatter er en bedragerhelgen i en god sags tjeneste. Han eller hun skal gøre sin pligt og sit arbejde efter bedste evne. Ligesom alle andre. Han skal lade være med at opføre sig som en kaldshelgen, al den stund at han er en bedragerhelgen. Men han er også andre ting. Han er filosofisk. Han er litterær. Han læser meget. Han er en god lytter. Og han må endelig meget gerne være fra overklassen. Ellers har han hørt og set for meget forklædt pænhed. Pænhed der lige før var had. Had der lige før var sorg.

Jeg mødte Karl Emil Batting den 11. november 2013. Jeg skrev følgende optegnelse, som jeg af grunde, på daværende tidspunkt, uvisse for mig selv gemte i et chatol oven på en bunke duge:

“Karl Emil Batting giver mig en så lang krammer, at hans hånd bliver hængende bag på min jakke efter mit interview med ham er forbi. Jeg opdager den først da jeg er kommet hjem. Jeg mente nok han krammede mig for længe.

Men det kram var en påmindelse om at også for Karl Emil Batting, denne selvfyldte, selvsikre, respektindgydende, frygtindgydende vædderforfatter, at også for ham er sorg det mest komplekse i livet. Læser han en skønne dag mig og mine ligesindede vil han godtage det med det samme. Og blive ved med at læse mig og mine ligesindede. Men han vil nok ikke nogensinde komme til at læse mig og mine ligesindede og det er synd for ham. Hvad mon han nu finder på? En ny dille? En ny kone? Jeg håber han læser mig og mine ligesindede. Denne fiktive person, Karl Emil Batting, kunne trænge til det. Han skulle tage at kramme de rigtige. Hvad krammer han mig for? Hvorfor så længe?”

Jeg kunne ikke redde Karl Emil Batting. Det gør mig trist at han ikke er i blandt os længere. Jeg fortsætter med sorgen er det mest komplekse i livet. Han blev arresteret og kørt bort i en togvogn på en anklage om at han ikke var egensindig nok. Hvor længe skal det i det her land være forbudt ikke at eje egensind? Hvorfor må folk ikke bare være sådan lidt la-la?

Trappe Tallas’ nye digt

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Da vi kom tilbage til Afrika,
til det sted, hvor vi bollede første gang,
til det sted, hvor jeg bollede første gang,
til det sted, hvor du bollede igen,
var løven død.

Trappe Tallas, tillykke med dit nye digt om Afrika og tak fordi vi måtte bringe det i The Other Newspaper.

“Selv tak.”

Digtet har ikke nogen titel. Det gør, at det fiser rundt. Det fiser ud af bogen og blander sig med vrimlen ude i verden. Om lidt vil jeg gerne vende tilbage til digtets næsten latterligt koncentrerede substans, men forinden vil jeg lige forsøge at skitsere overfor læseren, hvem du er. Du blev nemlig født på Læsø.

“Det er sandt.”

Din mor fødte dig nede i vandkanten.

“Det var jeg ikke klar over.”

Er du overrasket over, at du blev født i vandkanten?

“På ingen måde. Nej-nej!”

Jeg tænkte at denne oplysning ville harmonere med dit selvbillede.

“Jo, men det gør den da.”

Du virker stolt og glad.

“Jeg er stolt og glad.”

Du virker høflig.

“Jeg er som regel høflig.”

Nu ved læseren lidt om dig.

“Ja.”

Nu.

“Ja.”

Jeg ved, der sidder en masse usamlede mennesker derude og at det er ok.

“Det tror jeg faktisk ikke du har ret i.”

Mener du det modsatte?

“Jeg mener at der sidder en masse samlede mennesker derude. De holder fast i dem selv, mens de lader fantasien løbe og læser mit digt.”

Det er stadigvæk umoderne at udfordre læseren til at overvinde sin afstandtagen til det usamlede. Det store spørgsmål er, om de kan andet. Men hvis folk er mere interesserede i at opretholde selvrespekten, må det vel være sådan. Hvad er selvrespekt? Hvor meget er vi villig til at ofre i vores liv for at opretholde den? Hvad hvis livet ikke er så indviklet? Hvad hvis det er sorgen og ikke livet der er det mest komplekse i livet? Jamen, så har vi bare behov for trøst når vi læser.

“Du har rundet af på en smuk måde.”

Tusind tak!

“Du sagde nogle ting der var tankevækkende for mig.”

Det var dog glædeligt!

Respekt-Lege

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Så er der igen respekt-lege på The Other Newspaper.

Karl Lassonsang har gjort det fornuftige. Han er blevet bogforfatter og aftvinger sig, i kraft heraf, respekt. Han træder ind i manegen. Flov.

Karl Lassonlang fremstår som en billig efterligning. Men han har glemt at blive bogforfatter. Også han træder ind. Stolt.

Sidstnævnte forsøger nu, ved hjælp af spir, at indgyde respekt hos publikum, for det kan man også. Såvel sproget som virkeligheden tillader det, simpelthen.

Hvor må de have meget mod hinanden, de to. Det bliver spændende at se, hvad det udvikler sig til.

Indgyde. Aftvinge. Aftvinge. Indgyde. Publikum er trætte. Det har været en dejlig dag. En dag i respektens tegn. Masser og masser af lighed og anstrengende forhandlingsoplæg som ikke førte til en skid.

“Respekt var ikke en særlig god nøgle”, står der i avisen dagen efter.

Arbejdsmanden Tværmand Stilling, der for nylig har læst Merkurs samlede værker med indlagte kriminalhistorier for at peppe stemningen lidt op, det virkede dog ikke på Tværmand, lagde avisen fra sig. Så gik han rundt om konen og aftenstilhedskukkede:

“Respekt står i et lidt dårligt lys på grund af det med at indgyde og aftvinge. Det virker nærmest som to håndtag på en maskine. “Indgyd”. “Aftving”. Har ikke noget med mennesker at gøre. En fyr som Morten Hjerl-Hansen hævder at sorg er det mest komplekse i livet. Det var da noget at gøre noget ud af. Disse to respektmennesker derovre i cirkusset kører bare rundt i cirkler uden at tage noget som helst alvorligt.”

Ny bog: Røvhullet med det dejlige væsen

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Som det fremgår, er det en mere nuanceret titel end “Løgneren” og “Idioten” der her foreligger fra forlaget Knold og forfatterne Maradjøngade og Wijfstrand, selvom de angiveligt ikke har været ret meget med i skriveprocessen. Den afslører, at her er tale om en modsætningsfuld karakter der både er et røvhul og samtidig er indtagende og sjov, hvis læseren vil tilstå mig det privilegium at udlede disse egenskaber af udtrykket “det dejlige væsen”.

Bogens, for det er snarere en bog-bog end en roman-bog, første sætning kom lidt bag på mig: “Det, folk ikke har lært, har de ikke lært.” Det virker som enten en plathed eller tautologi eller begge dele. I omkring halvandet sekund syntes jeg, at det var en mærkelig måde at indlede et så ambitiøst værk. Selv vejen hen til boghandleren var ambitiøs. Men ser man lidt nærmere på sætningen og læser den nedefra, får man øje på to ting: at den både rummer og ikke rummer bogstavet “s”. Sætningen kan således ganske enkelt, og med en lille blyantstilføjelse af selvsamme bogstav blive til “Det, folk ikke har lærts, har de ikke lært.” Nu virker særtningen kryptisk, men på en tilforladelig måde. Nærmest som en parfumeflaske, der går i stykker i stormagasinet mellem dybt alvorlige og tænksomme kunder.

Bogen bliver helt god efter 100 sider. Den retter sig. Kommer op fra sygelejet. Begynder at motionere ret intensivt og regelmæssigt. Går ud i køkkenet og skænker sig en kop kaffe. Iagttager et faldende legeme på lang afstand.

Bipersonerne blev jeg helt forelsket i. En ret indviklet kærlighedsaffære. De maser rundt. En enkelt grynter tilmed, så man må lægge bogen og bare le højt! Jeg grinede over 337 gange under læsningen og det foregik på følgende måde. Først mærkede jeg en varme brede sig i små stød fra hjertekuglen som aktiverede lungerne så en luftstrøm fes ud af næsen. Jeg fnes. En kone så på mig i togkupeen. Hun troede jeg flirtede. Derefter skreg jeg “barn dog!” til hende ligesom min bedstemor lærte mig i sin tid. Det var indledningen på et ret interessant venskab. Nu er vi to sole.

Hvem min næste er, er et åbent spørgsmål: levende, plagsomt, besværligt, spændende, uprøvet og lysende som dagen i dag

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Spar mig for kvindemennesker, der siger, at deres næste er alle de kender og møder eller ligefrem opløser næsten i venlighedsvand.

Hvem min næste er, er et åbent spørgsmål: levende, plagsomt, besværligt, spændende, åbent, uprøvet og lysende som dagen i dag.

Vores kærlighedsbegreb er blevet uhyre lummert. Det gør folk urolige og i visse tilfælde ulykkelige, fordi de bliver ude af stand til at se at sorg er det mest komplekse i livet og kærlighed det største i livet. Det største. Men det betyder ikke at kærligheden er en behagelig tåge. Den kan være som en behagelig tåge, men den er snarere som en behagelig Tage.

Du skylder ikke kærlighed til en du er forbunden med.

Du skylder ingen at lytte i kærlighed, det er rigeligt bare at nøjes med at lytte, så skal kærligheden nok være der.

Når der er en person du ikke elsker, så skylder du den person det, der hedder “ekstra-respekt”. Der blev fundet en skriftrulle i Palæstina sidste år som ikke er hellig men som er det der hedder “dybt seriøs”, det udtryk kender du nok, hihihi, men af rullen fremgår følgende definition på “ekstra-respekt”:

“Ekstra-respekt er en måde at byde Kristus ind i stuen, i samværet, når der er en person du ikke elsker. Det kan være du ikke kan elske den pågældende person. Det kan være du ikke orker. Det kan være du føler skyld herved. Det kan være du føler skam herved. Det kan være at vanen, den rare vane, som ind imellem er en arg fjende, har designet et hel masse forvirrede mønstre hvor skyld, skam og kærlighed er blandet sammen i en stor pærevælling og du føler dig som en stakåndet statist der halser rundt i dit eget liv. Kammerat! Lær dig selv ikke at elske! Kærligheden er det største, men den er også den største gave. Fortjener den største gave jeg (Boris Lützhøfder, Kantarelvænget 18, 1445 Blovstrød) har fået, at blive sammenblandet med skyld og skam? Nej! Bland lidt ekstra-respekt i bægeret. Nu ved du, hvad det er. Hvis du er uenig, er du en nar. Så er du min næste. Måske.”

Jeg grundede over denne rulle. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere elskeligt end et væsen der ikke kan håndtere kærlighed og ikke kan håndtere ekstra-respekt. Sådan er person skal jeg tage mig meget sammen for ikke at elske. Jeg skal virkelig have det godt på alle leder og kanter. Men jeg tror alle voksne kan, hvis de anstrenger sig.

Når man bliver syg om hjertet for mange gange på grund af en anden persons opførsel, så dør kærligheden. Men at kærligheden kan genopstå er en anden historie, som ikke må afholde os fra at tænke dybt over det jeg skriver om ekstra-respekt. Men det er ikke ved dig kærligheden genopstår, men ved Gud. Det her handler om dig og din sorg, som er det mest komplekse i dit liv. Dit liv.

1...176177178...417Page 177 of 417