Tør jeg hylde dig, Else?

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Tør jeg hylde dig, Else?
Ja. Det gør jeg.
Og dette bliver ikke min sidste hyldest til dig, det lover jeg min kære.
Jeg skal lige øve mig.
(Al begyndelse er svær.)
Enkelte siger: Min klippe. om deres ægtefælle. Jeg har selv hørt det. Men mine ambitioner om at blive en anerkendt forfatter konkurrerer jo med selve sådan nogle enkle udsagn og hyldester. Jeg er på vagt over for det måske banale der ligger i at sige at du er min klippe. Jeg vil nemlig bare gerne sige det på en anden måde, på min måde.
Else. Der er ikke to af dig.
Det ængster mig men det er der altså ikke.
Vi kender hinanden så dybt og vi er så forskellige og dog så lige. Kærligheden er den korte vej mellem os.
Og din latter skal fylde et helt kapitel.
Nu bliver jeg blufærdig fordi jeg føler jeg har sagt noget banalt. Men jeg kan ikke sige andet.

Ny bog: Noget hakkelse

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Sepp Neyes nye bog der bærer titlen “Noget hakkelse” er ikke i mine øjne noget hakkelse. Det er snarere noget hestegødning rørt sammen med to pinde af to aber. For sådan foregår det jo i Sepp Neyes sind. Lad os bare være ærlige. Fyren er kendt for at tale højt med sig selv ved både udsøgte og jævne sammenkomster, han bærer lasso og engang druknede han en marekat der fumlede ved hans tornyster. Når alt det er sagt og jeg vil bare være ærlig overfor min oplevelse, for den har lånt mig 30 kroner og en gammeldags blækpen med hank, ærlig, ærlig siger jeg, kan du ikke høre det, ærlighed lyder ligesom en avispresse i frigang og to irere der børster tænder på fransk, når alt det er sagt kunne jeg egentlig meget godt lide bogen. Den havde et stort hul i midten som jeg kunne stikke armen igennem og det er jeg sådan set meget glad for. Jeg ser godt ud på den måde.

“Sådan en rigtig gammel sporhund…”

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Sådan en rigtig gammel sporhund befandt sig ikke længer godt i statstjenesten; der var for mange bagateller, for meget snusen, men vildtet, som var noget værd, det virkelige storvildt, mente han, tog staten under sine vinger og beskyttede som i en zoologisk have.

Friedrich Dürrenmatt: Kriminalkommisæren; Mistanken, opr. udg. 1951, overs. v. Hagmund Hansen

Hvordan kan det være at sådan en kronisk sindslidende som jeg, med mod og alting, er så ind i aller hulens ræd for at sætte mig foran en sagsbehandler i dagens Danmark i det herrens år 2018 og bede om en førtidspension?

For at komme svaret nærmere vil jeg se på to mulige forklaringer: 1) Dagens Danmark, dvs. regeringen Lars Løkke Rasmussen 2) Socialrådgiverbiksen

1) Lars Løkke Rasmussen regeringen

I dette afsnit forråder jeg mit løfte til mig selv om i denne blog ikke at nævne virkelige personer. Ingen regel uden undtagelser, er mit enkle svar. Jeg vil her beskæftige mig med en række personer og spørge mig selv på godt dansk og efter tur om de: for mig dybest set virker filosofisk set uinteressante hvad angår karakteregenskaber. FMDSVFSUHAK.

Henrik Dahls FMDSVFSUHAK er banal ligesom al FMDSVFSUHAK. Han har svigtet de venstrefløjsidealer han hyldede som ung og gledet over i en lejr som håner ånd såvel som samfundssind og udviklingen i hans folkelige image fra at være en pæn kyniker (Hvis din nabo var en bil) til at være en hård negl er ret påfaldende FMDSVFSUHAK.

Kristian Jensens FMDSVFSUHAKhed består i overlegenhed og selvovervurdering. Hans intellektuelle spændstighed som i øvrigt er åndsforladt og ivrige egenkærlige smilen gør ham egnet til at være levebrødspolitiker i gennemsnitlige venstrefolks øjne, men de burde være mere årvågne.

Brian Mikkelsens FMDSVFSUHAK består i hans kontornussermiddelmådighed som der ingen ånd er ved. Han er en tomhjernet konservativ duks der næppe er helt moden.

Uffe Ellemann-Jensen anses for at være et selvironisk es af en politiker og sommetider som en agtværdig statsmand. Han er helt åbentlyst FMDSVFSUHAK og en fjende af såvel oplysning som ånd. Hvad han står for som person er på ingen måde noget dansk. Der er ingen Poul Reichhardt i ham. Han er en umoden dårlig kopi af sig selv. Men vi lever i Søren Kierkegaards hjemland og Uffe Ellemann-Jensen er ikke et sandhedsvidne.

Kristian Thulesen Dahl er en eksistentielt umoden svamp på danskheden som der ikke er nogen som helst perspektiver i. Hans kropssprog prikker af uerkendt skam som man kan tale med sine nærmeste om hvis man har ånden og sproget og viljen til det. Det har Kristian Thulesen Dahl ikke. Hvem ville drikke en øl med Kristian Thulesen Dahl.

Simon Emil Ammitzbøll kalder med sin Dickensagtige gebærden på en lattervækkende medlidenhed, men pas på, den mand er ligeså uegnet til at passe på os som dagen er lang. Også han er FMDSVFSUHAK.

Lars Løkke Rasmussen burde som statsminister udstråle ansvar. Han burde adressere ansvarsbegrebet filosofisk og alfaderligt i de ting han siger, gør og beslutter. Men som Mogens Lykketoft rigtigt har sagt er han faktisk mere FMDSVFSUHAK end det modsatte. Ligesom en sømand lider langt mere ondt end godt må danskerne i dag acceptere at nogen af os har valgt en mand som ikke har et etisk overblik over sin situation. Han har helt åbenlyst alt alt for få livserfaringer til at bestride nogen som helst politiske poster. Han kan ikke repræsentere os.

Venstrefløjen har jeg en masse godt at sige om, men den kan altså ikke bruges som en åndelig eller oplysningsmæssig forankring. Den handler om praktisk solidaritet. Desværre har dens ridt i stik modsatte retning betydet at dens bud på hvad åndelighed, oplysning, dannelse og kultur er mildest talt er flovt. Men det behøver den heller ikke. Men den måtte gerne være langt mindre selvhøjtidelig. Selvfølgelig er selvhøjtidelighed også FMDSVFSUHAK.

Så til jer unge: lad være med at dyrke politik. Kæmp i stedet. Kæmp for sårbarhed. Kæmp mod præstationskulturen og udskamningskulturen. Og husk at have det sjov i de små øjeblikke af virkelig lykke der er jer beskårede.

2) Socialrådgiverbiksen

Det er vel ikke en løbsk tanke som er helt ude i skoven at antage at socialrådgivere er interessante kriminologisk på en tilsvarende måde som vores kære netop nævnte regering. Ikke på en simpel måde, men på en interessant hobby-kriminolog-agtig måde. Den helt simple og absolut forenklede måde er at afvise dem, socialrådgivere som velsoignerede medløbere i venligt uldent tøj. Men teknikken kunne også være at spørge hvorfor hulen dog ikke de selvsamme socialrådgivere har et nogenlunde lignende uldent og velsoigneret og venligt behov for at erklære sig, ligesom vi, ligesom relativt højrøvede, men det spiller ingen rolle i denne sammenhæng, mig. Det var og er kutyme at gøre når man mødes i mørke. Og lad mig med det samme fastslå at der for klientens, mit, for at tage mig som eksempel, bestemt er tale om mørke i betydningen en til desperation grænsende uafklarethed: hvem er den sardin? Socialrådgivere kender selvfølgelig til denne mistænksomhed og De, min ærede tilhører, kan selv digte videre ad den tangent, men det rører ikke ved mit enkle spørgsmål her som er hvorfor ingen tilsyneladende, tilsyneladende og måske netop kun tilsyneladende har fundet på at stille som et minimumskrav til socialrådgiveren at de før “udredningen” erklærer sig i forhold til følgende spørgsmål:

* Går socrådg. ind for regeringen?

* Uddyb venligst.

* Går sovrådg. ind for borgerløn?

* Uddyb venligst.

* Hvad er arbejde?

* Uddyb venligst.

Det er tre enkle spørgsmål som jeg måske overvejer at sende til min socialrådgiver og opfordrer dig til måske at gøre det samme. Jeg vil udvise fuld diskretion. Jeg vil ikke aflægge rapport. Det er umoralsk at fare med halve sandheder.

Opfordring til andre forfattere

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Tag dig selv alvorligt. Hvis du er inde i en god praksis og får skrevet dagligt fordi du ikke kan lade være og alt det der, så er der meget flux i dit liv, hvis jeg må udtrykke mig sådan. Det avler let kaos i det nære liv. At du er følsom, svingende og impulsiv er måske godt for din kunst men ikke altid godt for dig selv og din familie. Det skal du jo forhindre. I mit virke som forfatter og blogger har jeg i høj grad dyrket og dyrker det uhøjtidelige, fremfor det patosfyldte. Men det indebærer en ekstra fare for at tingene bliver for kaotiske. Men hvem siger af den grund at alle kunstnere er spredere, i modsætning til samlere? Vanskelige egoister, hvad enten vi nu dyrker det højtidelige eller det uhøjtidelige eller om man lægger hovedvægten på alvoren eller humoren. Jeg ved det ikke. Jeg ved meget lidt om dette emne og det gør mig særlig påpasselig. Jeg skal være særligt opmærksom. På at tage mig selv alvorligt. Som manifestation, for at gøre noget ved sagen og fordi jeg er lidt ude af vane med at tage mig selv alvorligt, vil jeg i det mindste købe en trækasse med lås som skal sendes til det Kongelige Bibliotek når jeg går bort og først må åbnes 75 år efter min død, idet jeg håber det må blive nogenlunde samtidig at jeg dør og går bort. Jeg lover jeg ikke vil gå med nøglen om halsen. Spøg til side. Den skal rumme de ting jeg mener egentlig kun er interessante for en fjern eftertid. Jeg vil holde den pinligste orden i hvad jeg lægger ned i denne kasse. Det er et højtideligt løfte jeg hermed aflægger. Det er muligt at andre vil følge mit eksempel, men det kan jeg ikke bestemme, selvom jeg håber det. Jeg har allerede set for mange voldsomt triste forfatterskæbner som i selve deres måde at leve på med kunst og på samme tid med deres nære og kære bar stærkt præg af overhovedet ikke at have en sådan kasse. Skammede eller sørgede de så meget over at sætte familien til side til fordel for deres vilde, selvbedrageriske forfatterdrømme? Hvem siger de var så vilde og selvbedrageriske når det kom til stykket. Drømte de så meget om anerkendelsen udefra at de blev blinde, magtesløse, viljeløse i forhold til kasser og liv og liv og kasser. Nuvel. Jeg vil stoppe overvejelserne om emnet her. Min højtidelige ed er aflagt og jeg må indrømme jeg nyder det en lille smule i sig selv. Det er med en vis diabolsk gnækken der lyder af bramsejl, hævntørst, skadefryd jeg synger ud til mine kolleger: Måske det ikke er så tosset alligevel at være forfatter.

Anekdote om kogende vand

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Det kogende vand står i forgrunden. Bagved foregår en kropsperformance hvor elleve nøgne mænd står skulder ved skulder ordnet efter højde således at den højeste står yderst til venstre set fra beskueren. Deres formuer er sådan at den højeste er den rigeste, han ejer mere end 100 millioner og den laveste ejer kun en rød ballon som han holder. Det om formuerne kan man læse på et blåt skilt. Den rigestes pik er helt erigeret og erektionerne falder lidt for hver mand helt ned til den lavestes pik som er helt slap. De bliver suget tilbage med 2000 kilometer i timen mens performancen står på for at tilføje lidt ekstra krydderi og effekter. Den mellemste deltager kun halvfrivilligt, det er nemlig hans kæreste der er kunstneren, men ikke desto mindre foretager han, som den eneste, små dansetrin på stedet, tilsyneladende opildnet og lidt for grebet af stemningen. De andre holder masken til perfektion og udstråler både disciplin og en næsten umenneskelig koncentration som gør at man virkelig kan nyde det i dets helhed. Så sprænger ballonen og vandet er i kog. Vupti!

Det forfattede, skrevne ord

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Det forfattede, skrevne ord er en slags glas og ramme for tungnemheden: En vældig uro. Et vældigt postyr. Folk der vælter ind og ud mellem hinanden på flugt fra julegaver med sakse.

En lille, uironisk og diskursiv pamflet om sårslikkeri

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Fordi det at være årvågen er vigtigt, forekommer det mig at være en god idé at behandle emnet sårslikkeri i en selvstændig artikel.

Der er meget sårslikkeri i at våge og være vågen.

Når man kommer til skelsår og alder tænker man ind imellem på at finde humoren andre steder end i det gakkede og gakket surrealistiske. Man, jeg, kontemplerer og leder efter et godt grin et helt nyt sted. Jeg tænker i denne forbindelse på sårslikning, det at slikke sine sår og sårslikkere generelt. Hvilke sår? Er det skuffelser det handler om? Frustrationer? Bekymringer? Ingen af delene. Så langt fra. Der er jo tale om sorger.

Rene og fine som tårer.

Hver gang min tekst hæver sig varmt og løfterigt i læseren hører man mig labbe. Slik-slik. Der er noget morsomt i det. Noget som jeg godt kan bringes til at grine af. Men ikke frivilligt da!

En kompetent sårslikker nyder glæder med en særlig kraft, er tilbageholdende med at gå ind i forhandlingssituationer og er rolig og afklaret, lever struktureret og får meget motion.

Vi har således karakteriseret sårslikkeren og vil til sidst berøre selve begrebet sårslikning.

Sårslikning er selvmedlidenhed. Selvmedlidenhed er at ligne med kærlighed til Gud. Sårslikning hører altså ikke til de områder af livet som gør os små, men tværtimod til de områder af livet der gør os store og “fulde af liv”, som Walt Whitman skriver i Frederik Schybergs oversættelse.

“Helge”

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Helge har været en tur hos eksistentialisten og har fået den mistanke om sig selv, at han er uegentlig, selvom eksistentialisten forsikrer ham om det modsatte. Det har resulteret i, at Helge er begyndt interessere sig lidenskabeligt, sådan hed det i gamle dage, dengang man indførte juletræet i Danmark, for eksistentialistens indre. Det er selvfølgelig noget eksistentialisten nyder, for det sker ikke ofte for en rigtig eksistentialist. Efter flere års venskab sætter de sig på gulvet med hør-huer på hovederne og spiser frokost, hvorefter de sætter ild på naboejendommen med en gigantisk industriel gasbrænder, som de har installeret i kælderen. Det var en practical joke, men brandmesteren bliver uendeligt vred på eksistentialisten. Denne forsikrer ham om sin sindssyge og brandmesteren begynder at skrige. Det tager to timer før han holder op. Da The Other Newspaper forlader de tre vrøvler brandmesteren om at være en lille fisk i en stime.

Branden har sat sig sine spor. Et menneske er blevet ramt. Et menneske af meget større format end de to tosser med hør-huerne og brandmesteren. Vi skal tre generationer frem i tiden, hvor Hubert Lasse går på sydpolen med krop og sind fæstnet på South Georgia. Han fryser så meget at han på et tidspunkt får amputeret hovedet men hans færd fortsætter ufortrødent over iskratere, storme, Wasa knækbrødslukkemekanismer og andre typer møgvejr. Tre generationer af virkelig store eksistentialister kulminerer i denne relativt fro vandringsmand.

1...181182183...417Page 182 of 417