Løst og fast

En poetik har jeg ikke. Jeg har en praksis. Det er derfor jeg kan skrive og udgive hver dag. Tillad mig at skrive lidt om det. En prosahandling er typisk idéresistent. Ligesom dagens, nutidens, samtidens og tidsåndens skønne knækkede linjer. Jeg kan ikke komme på andre undtagelser end stilisten og humoristen. Men det er ideer som er vigtige. Ideer er bestemt ikke “skal vi ikke gøre det på denne måde?” Det ville være fikst. Nej. Ideer er små bearbejdninger af den kollektive bevidsthed der appellerer til tilhøreren både via deres stil og deres humor. Disse egenskaber, stil og humor, ligger først og fremmest hos forfatteren så forståelsen af forfatterens intention er meget vigtigere end almindeligvis antaget. Stil og humor er det der skal til for at læseren laver det kæmpe horisontale arbejde at ændre sin personlighed grundlæggende og fundamentalt. Denne ændring er ganske vist grundlæggende og fundamental men den er kun som en rodbehandling af cirka halvdelen af tænderne, den er ikke gennemgribende, men helt klart gennemgribende nok til at det giver mening at kalde en skrivende læser af stilisthumoristen en “følger”. Ligesom på Twitter. En følger. Det spotterne kalder enten en discipel eller en efterligner eller elev er “en følger”. En følger nærstuderer ikke. Hun fanger stilen og humoren, endelig ikke det vigtige, som er grundideerne, dem kan man nemlig blive forført af, men kun stilen og humoren og begynder derefter af følge sig selv som om det var en biperson man pludselig opdagede i mængden. Dernæst følger man altså to. Ja, gerne tre eller deromkring, men så heller ikke flere. Sindet kan holde til det. Hvorfor? Selvfølgelig fordi vi har en ånd. Det indtil nu sagte er ikke hele løsningen på hvordan man finder sin stil. Man skal have en praksis. Helt for sig selv. Man skal leve et rigt liv. Og for at leve et rigt liv skal man have familie og børn. Og kristendom. Man kan ikke “snakke med” uden kristendom, nej, man kan slet ikke se andre folks problemer. Kristendommen er to bud. Det må være til at overskue. Og så er det en masse ting som må blæses på af præster om søndagen så man kan se varmen i det samlede billede og så man kan være på sin post både i tiden, i dens fylde, og uden for tiden når man våger. Lad os nu lade være med at følge forfattere fordi de er formalister eller fordi de stilundvigende skriver knækkede linjer eller gangbesværede romaner. Det er jo en løgn. Det er umoralsk at lyve. Vores lys er ikke engang blevet tændt. Vi er jo interesserede i stil så vi kan begå os. Humoren har i denne sammenhæng to funktioner. At sikre at vi er tæt på Gud og at lette stiltilegnelsen. Når man opdager sin egen stil på det levende grundlag jeg skriver om her så har man opdaget det andre mennesker har kunnet se hele tiden, nemlig ens egen elskelighed. Andre skal holde sig langt væk fra det politiske liv. Når folket igen har tillid til at hylde og stemme på statskvinder der har stil og humor så skal verden nok blive et bedre sted. Resten er distinktioner. Distinktionsarbejde. Det er filosofi. Det er kunstnerisk praksis. Ja. Det er begge dele på én og samme tid.

KROLL

Forbarmende gud, – det var altså den Ulrik Brendel, som folk engang trode, der skulde bli noget stort af i verden.

ROSMER stille

Han har i alle fald havt mod til at leve livet efter sit eget hode. Jeg synes ikke det er så lidet endda.

(Henrik Ibsen: Rosmersholm. 1889)

Ny bog: Mysteriet om den påtagede ro

Detektiven blinker til mig. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg sidder bare og læser Gæf Grimmers “Mysteriet om den påtagede ro”. Over mig rasler Beijings letbane. Jeg betragter omgivelserne uden for bogen. Jeg er vist begyndt at se påtaget ro allevegne. Er påtaget ro negativt? Jeg bladrer lidt efter svaret og finder et billede af en kapsel og et citrontræ på side 33 ledsaget af teksten: “Wittgenstein var en enorm filosof”. Detektiven slapper af nu. Småsover. Rundt om vores bænk er en park på seks-syv kvadratmeter. Med ét, på side 42, bliver jeg klar over at de behagelige omgivelser vi sidder i nødvendigvis må give de forbipasserende mistanke om påtaget ro. Jeg forsøger i sidste øjeblik at lave kraftige spasmer med benene. Detektiven sover uforstyrret videre. Så slår klokken to store slag og jeg skærper min opmærksomhed omkring uregelmæssigheder i det uregelmæssige gadebillede. Jeg danner mig det overordnede indtryk at intet usædvanligt er indtruffet.

Et helt og aldeles uklædeligt tankespring

Vi kender alle fornemmelsen og oplevelsen og situationen og “tilstanden” i en litterær debat hvor modparten rejser et enormt væltet ur og vender det direkte imod os uden selv at være vendt imod os. Den foregående sætnings billede skal selvfølgelig forstås billedligt, selvfølgelig da. Men hvis det foregår i et plenum med flere hundrede tilhørere bliver denne eksistentielle og kærlige manøvre lidt cheesy og energikrævende og opstyltet. Af præcis denne grund har jeg sat mig for at klarlægge for Den Anden Avis’ læsere hvad dette cheesy betyder. Jeg har altså undersøgt sagen og er kommet frem til at det er et ord der er rigt i dets betydningsindhold.

Urbandictionary.com:

This is an important word and nobody has it right yet. What it means is: Trying too hard, unsubtle, and inauthentic. 
Specifically that which is unsubtle or inauthentic in its way of trying to elicit a certain response from a viewer, listener, audience, etc. Celine Dion is cheesy because her lyrics, timbre, key changes, and swelling orchestral accompaniment telegraph ‘i want you to be moved’ instead of moving you. Gold chains on an exposed hairy chest are cheesy because they shout out: “I have money and I am manly” instead of impressing a woman in a more subtle way, or allowing a woman to form her own judgments. The excessive showing off suggests he’s compensating for what he does not have–i.e., he’s actually poor, insecure, or short with an inferiority complex. Cliches are often cheesy because they are an obvious and artless way of making a point. A movie might be cheesy if it contains ‘on the nose’ dialogue, like “I can’t live without you” or “You had me at hello.”

Quora.com:

In common use, and when not referring to things in fact tasting of or otherwise related to cheese, the word cheesy has a helpful and particular meaning not easily expressed in other ways. This is best demonstrated by trying to explain cheesiness to someone from a culture where the concept is completely unfamiliar. Possibly it’s the American hard-to-translate idea, our modest but peculiar cultural contribution, joining the Swedish “lagom,” the Danish “hygge,” the Portugese “saudade,” and the German “Weltschmerz”. If the theory that such concepts tend to be a reflection of national character are true, it does give one a moment’s pause; perhaps cheesiness is an oddly suitable characteristic to represent so rich yet superficial a culture. But we digress.

The word’s essential meaning is a lack of the authenticity, subtlety, or realism characteristic to honest expression, especially when exhibiting qualities that nonetheless attract, even inadvertently. Often applied to artistic works, it is not simply a description of style, but also concerns the motivations of the creator. While people associate it with all that is banal or sentimental, over-used, campy, kitschy, or tasteless, it is not really a synonym for any of these things. It is usually considered derogatory, with an undercurrent of appreciation. Whether something is cheesy can be somewhat subjective, but usually it’s pretty clear. Consider:

Bad TV shows or documentaries of the ’50s, ’60s, and ’70s are cheesy now, because of their deliberate oversimplifications of life — ones that can seem hypocritical or humorous by modern standards.

Thomas Kinkade’s paintings are cheesy because they are “chocolate box art” — sentimental attempts to evoke feelings, but formulaic, without substance.

Celine Dion’s music is cheesy because it is largely conventional and blatantly obvious in its attempts pull (or yank) at the heart strings (with varying success, it seems).

“I ain’t got time to bleed” and “You had me at hello” are cheesy movie quotes, because they are overdone and unbelievable, though still memorable.

“Plastics” and “Go ahead, make my day” are famous, but not cheesy because they are creative and ring true — that is, in the context of the original films, and not derivatives.

Borat is tasteless and campy (and several other things too), but not cheesy, because the film is so deliberate about it, and does have its own painful kind of nuance. The same applies to South Park or The Simpsons.

Some might even call a classic work like Casablanca cheesy — but not so much to pan the artistry of the film, and rather as an observation that scenes or quotes from the movie are either unrealistic, or have by repetition since become so hackneyed they would be cheesy if anyone else used them now.

Finally, to complicate matters, the obsession with cheese has of course led to parody cheese. Lolcats, deliberately tasteless halloween costumes, and Team America might be a good examples. Technically, this is pretend cheesiness, however, not the real thing — though it could, perversely, also be cheesy if it is done poorly enough, or become cheesy in time, with over-familiarity. (Lolcats may be getting dangerously close. Perhaps, God forbid, Trey Parker’s and Sacha Baron Cohen’s postmodern meta-mockery will also become so familiar as to move to this category as well in coming years. Who knows.)

Michael Jacksons gamle frisør: “Sidehåret var Sloanes egen beslutning”

Michael Jacksons gamle frisør Entwistle Camera er blevet 80 år og omtaler stadig sin berømte kunde familiært som Sloane og Eberkop Heisenberg. Kælenavnene blev også anvendt i 1987 hvor der blev kælet for det ultra fedtede sidehår. Da jeg vil forhøre mig om hvorvidt brugen af disse ikke særligt indlysende kælenavne skal tages som udtryk for et særligt kendskab til stjernen bliver Camera tavs. Han vil netop ikke løfte sløret for noget af sit privatliv.

Den Anden Avis i teatret: Holdersminde

Robert løber rundt i mørket. (Bemærkning: Publikum kan hverken se eller høre ham.)

Riseling: (Bemærkning: Tosser også rundt i mørket.) (Bemærkning: Højstemt, men uden patos.) Det er mørkt.

Riseling: (Bemærkning: Møder sig selv som enten dobbeltgænger/nøjagtig kopi/spøgelse. (Indrømmelse: Jeg er, ærligt talt, ikke sikker. Gad vide om denne “inkarnation” blot er en metafor for et øjebliks selvrefleksion, eller, blidere, det at se indad? Hvorfor spørger jeg Dem?)) Av.

Riseling: (Bemærkning: Nu er numsen synlig et øjeblik. Enhver tale om feministisk korrekthed er her udelukket. Voldsomt upassende, kluntet klaverakkompagnement.) Roooobert! Kom hjem! Du er blind. Du er i hvert fald svært synshandikappet. Ja, jeg står med dine øjne i lommen.

Robert: Men du kan heller ikke se en skid.

Riseling: Dine øjne lå og raslede så jeg ikke kunne sove.

Robert: Ræk mig mine øjne, Riseling.

(Bemærkning: Tæppe. Ikke for stort.)

Rocksanger: “Jeg er ikke kommet et betragteligt stykke videre efter min succes”

Du mener ba-dum-ba-dum sangen hvor du står foran det blå tæppe.

“Det er Arluft Hæmning.”

Du har slet ikke nogen succes med dine rocksange?

“Jo jo. Succes’en er i hus. Men det har ikke ændret synderligt på mit liv.”

Succes må være svært at forklare. Det må være endnu sværere at forklare end at forstå, rent personligt.

“Hvad mener du?”

Det ved jeg ikke.

“Du har sikkert glemt det meste af hvad du siger.”

Ja. Sådan går det jo som regel.

“Hvad skal vi så snakke om?”

Det ved jeg ikke. Byg. Næh.

Maradjøngade får et flip over ateismen men kommer til at knuse sine egne ting

“Ateister! Jeg er led og ked af dem. Når man ikke kan tale om sine følelser og sine behov så taler man om sin ateisme. De kalder os syge for krisereligiøse. Jeg skal lære dem. De fiser ind over kirkegårdene hvor folk står og græder over deres døde børn og siger at håbet om at mennesker genser deres kære er nul. Pak jeres lorteliv ind i bekvemhed, tilsæt eventuelt kunstnerisk bekvemhed hvor I sutter lidt på vores skaben men stik piben ind. Den måde at få opmærksomhed på er infantil. Rapport fra fronten: endnu en skizofren er bukket under på grund af et dårligt udseende. På grund af generationers kamp med psykisk sygdom. På grund af dårlige kort på hånden, på grund af stress, misbrug og lort og pis. Udvis dog lidt medlidenhed. Jeg er ikke intolerant overfor ateister, men vi taler samme sprog. Ateister og troende har forskellige udgangspunkter men vi har et fælles sprog som vi for syv sytten da må tale sammen. Jeg kan leve med vanskeligheder med at udtrykke følelser og behov, men når folk bøjer dagligsproget og ikke vil tale det bliver jeg harm. Hvordan kan man have ytringsfrihed hvis man ikke taler? Jeg forstår det ikke. Demokratiet er en stor ting. En vældig ordning. Men sårbar.”

Hold da kæft. Har du det bedre? Sååå. Kom her.

“Jeg blev ikke ked af det.”

Sååå. Ulle-Mulle!

“Jeg blev vred.”

Sååå. Har vi det godt igen. Er vi glade?

“Jeg kastede med mine ting.”

Sååå. Nej, du har tårer i øjnene.

“Jeg kastede med mine ting og ødelagde dem. Dine ting er intakte.”

Skal du have jordbær bordbær budding i aften?

“Du skal altså lære at skelne mellem et raserianfald og gråd hvor man er ked af det. Det svarer til at hvis dit barn er ked af det så trøster man vedkommende. Hvis vedkommende derimod er bange så trøster man ikke, men man spørger hvad vedkommende er bange for. Hvis en person er vred så trøster man ikke men man lader vedkommende rase ud. Det er meget bekvemt når det får lov til at ske i virkeligheden. Du skal ikke tage dig af flyvende ting.”

Jeg fik bare sådan en medfølelse med dig at jeg kom til at føle at jeg selv havde brækket og knust mine få ejendele.

“Jeg tror faktisk jeg kom til at knække en af dine blyanter.”

Årh, ved du hvad. Det skal du ikke tage dig af. Jeg har masser af den slags skrivegrejer.

Drønnert om gåde: Jeg er ligeglad med 400 millioner

Ved du ikke hvor meget 400 millioner er?