Sommerjagten er gået ind – Hurra – Folk knalder og forelsker sig
Fuddi Nee Mandel:
“Det er en stor oplevelse at kysse i dette ensomme samfund.”
Prædiken: Værgeløshedsskam
Værgeløshedsskam – skammen over at være værgeløs.
Min hustrus farfar arbejdede som plejer på et psykiatrisk hospital fra han var ung til han gik på pension. Her oplevede han stor menneskelig lidelse. Men det han selv led mest over i sit lange gode liv var da han som lille, han mistede sin far som syvårig, blev drillet med at han ikke havde en far.
Det er fint at sige at vi lever i en forvirret tid, men det er ikke særligt medlidende og ikke særlig dybt. Det er ikke et godt sprogspil for vi kan ikke bruge det til særlig meget. Der findes ingen erkendelse vi kan uddrage af denne lille sætning og derfor må vi kalde den ubrugelig og tåbelig. Hvis en person betror sin dybt personlige smerte over at blive udskammet som forvirret til os må vi ikke feje vedkommende væk fra os med sådan en medfølende floskel. Medfølelse er slet ikke nok. (Medlidenhed er det der skal til.) Der er tale om et menneske der føler værgeløshedsskam på sin helt, helt egen måde. Men. Vi må ikke forfalde til at bruge ordet åndløs om hverken tiden vi lever i eller personerne i den. Hvordan kan vi vide det? Storm P brugte disse ord når nogen sagde at han eller hun gik bort for tidligt: “Hvordan kan vi vide det?” Ved at bruge ordet åndløs gør vi det samme som dem der drillede min hustrus farfar, vi opnår i hvert fald det samme, sikkert uden at vi vil det, vi pirker i værgeløshedsskammen.
Når vi lytter skal vi selvfølgelig gøre det med et lille sprukkent “ja” og lide med og stille os tilfreds med de små fragmenter af gavnsprog der falder ned for vores fødder i enhver bilateral samtale uanset om den drejer sig om livets sorger eller glæder. Det lille “ja” er vigtigere end ægteskabets “ja”. Det er nemlig ikke et forpligtende ja, det er et “ja” i tidens fylde som vi lige præcis kan overskue i vores små hoveder. Det lille sprukne lyttende “ja”. Hvad var livet uden det lille sprukne lyttende “ja”? Det er derfor vi skal have lavet forståelsen af psykiatriens rolle i samfundet og vores liv helt, helt om. Psykiatri drejer sig ikke om afklaring, slet slet ikke, men om det lille sprukne lyttende “ja”. Ja, nu er det din lidelse og. Nu. Ja. Jeg lyttede til dig og vi vandt begge. Vi sidder her som to vindere.
Hvis du sidder og savner nogen at betro dig til ved at læse disse ord og savner det så frygteligt så oplever du nøjagtig det samme som min hustrus farfar. Du oplever skam over forvirring. En malstrøm af negativ vekselvirkning mellem de to offentlige instanser, som den veltalende fuskesen ville sige. Alle kender det. Det eneste problem er at du selv kan lytte ved at komme med et lille sprukkent ja. Du kan bare tænke på dine egne problemer imens for at få tankerne lidt på gled. Så skal det lille sprukne ja nok komme. Det lille “ja” er et ja til livet. Brug det!
Amen.
“Er du iværksætter? Jamen så ønsker jeg dig al mulig logoer med toiletmænd.”
Samfundet er faktisk utrolig godt til at finde ud af hvem det godt gider at høre på. Det er faktisk derfor Herbert Matling slår græs og tænker store tanker som ingen får at høre.
“Når fejlen sker: Når vi bliver trætte af folk vi ikke rigtig kender som har det skidt.”
Rundt om træet.
Tale til min hustru
Jeg havde lige en af de følelser der i min barndom og ungdom gjorde livet så rigt. Et stænk. Jeg indser at dette kan skyldes enten at en eller anden jeg elsker meget højt har slået græs med min sjæl på eller at jeg er blevet ældre eller begge dele. Det var en følelse af ærbødighed overfor mine nærmestes livsspands mirakel. En følelse som i det store hele er afløst af Den Anden Avis idéer. Min barndom og ungdom var så rige på disse store følelser. Når man bliver ældre er de der ikke så meget mere. Det ville være en forsimpling at sige at de bliver afløst af angst og anden negativitet, for sådan er det ikke. Er det meningen man skal genoplive disse følelser fordi de er vigtige? Det tror jeg.
Tillykke med fødselsdagen –
Da salonkulturen holdt pause: Senere Kundskab og Villy Vished ser tilbage fra år 2850 på dansk litteraturliv omkring år 2016
“De her folk mente for meget og for meget det samme. Hvad enten de var selvhøjtidelige eller erkæret uhøjtidelige var de sociale klodsmajorer. Til deres ros må jeg sige at de var usnobbede. Men ih hvor var de kedsommelige. Borgerskabet åbnede ikke deres døre for dem. Forbindelsen var brudt allerede omkring modernismens start hvor der kom fokus i litteraturen på hvordan folk havde det ind imellem at de dansede på hvert gadehjørne.”
Hvorfor?
“Hvorfor hvad?”
Bare: Hvorfor?
Bandet De Sultne Karrierer støttede sig under deres arbejde med albummet “Manitoba” kraftigt op ad de tre litteraturkloge avisers åbenbaringsfølsomhed
Jeg har netop passeret medierne. Der ligger tre pakker gær på gulvet.
Hvordan kan det være at jeres om-syge er så dominerende, jeres sind så forpestede af stjerneduperethed på grund af avisomtale, jeres usikkerhed omkring smag så fremherskende på grund af ydrestyrethed og gruppetænkning at I støttede jer kraftigt til sandhedsværdien af at disse bøger er åbenbaringer?
“Det forekom os både rigtigt, moralsk, etisk og æstetisk forsvarligt at støtte os kraftigt til en sandhedsværdi.”
Forsvarligt?
“Forsvarligt.”
Jamen altså I skal være lidt mere naturlige.
“Prisen er for høj. Vi vil ikke kurre og iklæde os haveslanger.”
Det er vrøvl.
“Jamen vi har lænet os op ad en sandhedsværdi.”
Jamen I går oprejste. I skal ikke støtte jer men bare gå.
“Vi er et band.”
I er fem tubaer der spiller på nøjagtig samme måde.
“Akkurat.”
Men hvorfor? I løj!
“Nej.”
I kom gående med denne knortekæp og det kom der et album ud af.
“Albummet hedder Manitoba.”
En Canadisk provins. Jamen, forstår I ikke hvad jeg spørger om. Man kan slet ikke støtte sig op ad en sandhedsværdi. Sproget tillader slet ikke denne ureflekterede og ufilosofiske sætningskonstruktion. I skulle bare have anvendt ordet åbenbaring og spurgt jer selv: Er disse bøger åbenbaringer?
“Det gjorde vi også. Vi gik ind i et rum mage til dette, kaldet “algerummet”, og stillede os selv nøjagtig det spørgsmål du nævner. Men vi blev uenige. Vi følte at der var flere helt legitime grunde til ikke at bruge ordet åbenbaring. Du ved jo nok at kunsten ligger i området mellem det sekulære samfunds etiske sfære og religiøsiteten.”
Humorens plads.
“Inderlighedsproblemet.”
Inderlighedsproblemet?
“Inderlige mennesker kan være noget så hensynsløse fordi de laver deres egne regler og lukker filosofiens klare tanke ned. Det har filosoffen Schufostello skrevet i bogen “Buromsejleren”.”
Vil det sige, at han sejler rundt om et bur?
I læsere: “Hvordan skriver man et kærestebrev?”
“Det vil ikke overraske jer, kære venner, at mit nøgleord er medlidenhed. På engelsk skriver man “baby” om sin elskede. En baby er et magtesløst væsen, ved vi. Det kender kun til afhængighed. Ingen kender en babys personlighed. Ingen elsker derfor en baby på grund af dens personlighed. Faktisk har en baby ingen personlighed og først senere lærer man babyen at kende for hvad den er og elsker den tilsvarende. Man må gerne skrive baby i et kærestebrev for i sjældne tilfælde slår vores danske modersmål ikke til.
Et kærestebrev er typisk stilet til en kommunal myndighedsperson som så kopierer det og deler det ud til tre statskundskabsstuderende. En elsket er nemlig en stat og det er selvfølgelig statskundskabsstuderende der ved dette bedst.”
“Men er medlidenhed ikke noget med at have ondt af den anden?”
“Jo.”
“Hvorfor skal vi have ondt af en person vi ser en helt masse vidunderligt i? Eller rettere: Hvordan?”
“I skal bruge det levende ord og nedfælde jeres egen forklaring på dette spørgsmål. Dette jeres svar udgør kærestebrevet. Et kærestebrev er et manifest mellem en elsker og en elsket som manifestet laver om til endnu en elsker, en elsker der elsker jer tilbage på grund af det I har skrevet. Det modsatte er i øvrigt også tilfældet. Luthers teser var således i omvendt forstand et kærestebrev til én der hed Boala.”
“Vi elsker en bestemt person. Hvordan skal vi udtrykke vores dybe medlidenhed med vedkommende?”
“Det beror udelukkende på jeres evne til at overskue jeres begges eksistenser, jeres kemi baseret på jeres ordvekslinger gennem tiden samt kropssprog og koge dette ned til et fyndigt og overskueligt evigt fremtidsscenarie baseret på jeres medlidenhed med vedkommende.”
“Det lyder endnu værre end et moderne jobopslag.”
“Værre?
“Floskelagtigt-tomt og komplet uoverskueligt. Ren øre-gas.”
“Så er I på røven. Det var dog forfærdeligt.”
“Forfærdeligt?”
“Fortvivlende. Forfærdeligt fortvivlende. Jeg har virkelig ondt af jer. Ja, det er i virkeligheden min dybe hemmelighed i forhold til netop jer. Jer som jeg elsker. I må aldrig aldrig fortælle det til nogen men jeg har frygtelig ondt af jer.”
“Bare sådan.”
“Bare sådan. Min forstand er sat på en hård prøve.”
