Hvad er mere forfriskende end at være en stakkel?

Menneskelig medlidenhed der kan mærkes. Guddommelig nåde der kan mærkes. I øjenhøjde med selve eksistensen. Sesam Kaliser går ligeud. Han kender Los Angeles storartet.

“Pas på. Dér ligger en femøre.”

Jeg er taget til Kammastrup i Los Angeles for at følge Kaliser en enkelt dag og siden tage hjem igen med halvdelen af hans tøj og skrive disse ting op på min væg.

“Mødet med dig har skabt en meget markant ligevægt denne eftermiddag.” sms’er han til mig efter vores møde, da jeg sidder i flyet. Hvad fabler han om? Jeg tjekker billedet. Kaliser der tungekysser med en blæksprutte.

Doktor Høvlspåne: “Livet er fuld af kaffete”

“Man kan ikke umiddelbart identificere denne drik. Når altså man har puttet mælk i. Og det har man. Så sandelig. Så står man med problemet. To slurke kan imidlertid afsløre substansens art. Man har altså at gøre med en kop kaffe med mælk. Man løfter blikket og ser på livet. Kaffete? Masser og masser. En hustru er kaffe med mælk. En datter er mælk. En elskerinde er kaffe med mælk, men nok, mere sandsynligt, i virkeligheden kaffete. Så er der Poe og ravnen. Sølle. Så er der Schrödingers kat. Sølle. Dårlige billeder, dårlige afstandsskabende forklaringer. Så er der det lille skib der vugger på havet. Mit skib. Mit liv. Hvis man er seksuelt passiviseret af skam og om-syge er kaffeteen en realitet. Så har man virkelig fyldt te op til randen i en sjat kaffe. Så har man virkelig fucket op. Fucket den kaffete. Næ, man må i det mindste adskille skammen og om-sygen. Skille dem ad forsigtigt. Men hvad hvis man er forkølet? Nyser midt i det hele. Undgå forkølelse. Brug varmt tøj. At tænke sig at erobre en kvinde fordi man er noget ved musikken. Det kunne jeg ikke tænke mig. At tænke sig at elske af medlidenhed. Det kunne jeg ikke tænke mig. Men det er lige mig. Det er kaffete. Det smager udmærket med man får ikke meget fisse på den konto. Håhum. Dagens avis tak. Far styrer. Er sur og dominerende. Er god nok. Lidt kaffete igen. Man kan godt blande kaffe og te.”

I læsere: “Muml lidt om den forbudte kærlighed”

“Et spinkelt håb: Hende kunne jeg forme til at give. Og hendes eneste gave til mig skulle være hendes krop og lidt af hendes tid. Hun er skabt til at give. Og her er jeg ikke sentimental for det er ikke hendes smil alene. Disse lommefilosofiske overvejelser får mig nemt til at glemme hvor enkelt, nej, hvor ligetil det er at give. Mange mænd kan lære hende det. Det er hårdt at indrømme overfor mig selv, men desværre nødvendigt. Hvad det angår er jeg desværre ikke unik. Desværre. At gå i seng med hende må være ja. Men billedet af hende som min åbentlyse elskerinde virker bedre, mere moralsk. Med mørke briller, modnet, velkneppet, på vej i sit eget liv og med sit eget liv. Og man skal være moralsk. Gøre det gode. Jeg hader feminismen ligeså meget som det åbne forhold ligeså meget som peberrod. Hvilke muligheder har jeg andet end at skrive. Min hustru er den vigtigste i den sammenhæng. I næsten enhver sammenhæng. Må manden gerne være ude på elskerindestien som den første? Ja. Først vælger ægtemanden en elskerinde og siden vælger hustruen en elsker. Manden, jeg, skal belønnes for at initiere kontakt og passes på for at være lidt latterlig. Hustruen skal lege. Ligestillingen har været for altomfattende, for hård. Vi har glemt den store hjernemæssige hormonelle forskel på kvinder og mænd. På grund af denne lov, som er urimelig, er jeg tvunget til at lege. Til at opføre mig som skøgen, kvinden, kvinden. Jeg er ikke forelsket. Jeg kan sagtens elske to kvinder. Det er kærlighed der driver mig mod min unge sexfantasi. Til kvinderne: Brug et tåbeligt og malplaceret ord som lyst og misforstå alt. Tænk fremfor alt ikke. Meditér. Meditér over Den Anden Avis. Meditér og té dig kvinde. I et splittet menneske ophobes visdom og dristighed og mænd er bare mere dristige.”

“Men hvad er kulturrepetitionen i alt dette?”

“Kulturrepetitionen er at meditére og nedbryde den skrækkelige sociale konstruktion som det monogame ægteskab er ved at se kønsnaturerne som de er. At begge er komplekse. At begge er mysterier.”

“Og opførselsformlen?”

“Vær tro mod dine følelser når det gælder kærlighed. Sørg over dine synder. Begge formler har alt med dig selv at gøre og ikke en dyt med hverken din hustru eller elskerinde.”

“Hun har sikkert en kæreste.”

“Hihi.”

“Mahuhuhu.”

“Hahahaha.”

Sommeranekdoten: Tankeforstyrrelser

Det var en tidlig formiddag. To hvepse spillede kort i æbletræet og Schweiz hang over haven. Lille Uppi gik drømmende rundt og afbrød sig selv atter og atter. Atter surmulede ved bålet. Han havde tændt det for at se ind i flammerne. Et enormt fly var smadret ned et stykke derfra og en endnu større ugle lå på operationsbordet ude af syne bag ligusteren. Tankeforstyrrelser. Fantasier. Drømme. Hustruen kom ud på terrassen. Fra bålet lød en dæmpet vise om Socialdemokratiet. Ansigtet i flammerne.

“Jeg kan virkelig godt lide Socialdemokraternes idé om at udvide børns rettigheder. Det har de brug for.”

Hun rakte ham en æske som flammerne hurtigt tog. Den brændte bort.

“Jeg kan ikke tage ringen på i disse flammer.”

“Hvorfor 17 ikke?”

“Flammen brænder.”

En måge bevidnede deres samtale og syntes den var tåbelig. Tankeforstyrrelser. Fantasier. Drømme.

“Jeg må give dem en chance til”, sagde mågen.

Hustruen sagde: “Hvad mener mågen?”

Manden sagde: “Hvad mener mågen? Du kunne ikke høre hvad den sagde. Den var for langt væk. Mågen vil give os noget. Mågen vil forære os en mulighed for at gøre ligesom Proust da han i attenårsalderen dansede baglæns igennem Rue de Hjerl-Hansen.”

Hustruen betragtede mågen, som på det seneste var blevet ret så interesseret i at forstå de ting den så.

“Altså. En lille pige, Uppi, går rundt og taler med sig selv. En mand sidder ved bålet og er i dårligt humør. Så meget er klart, selv for mig. Flyvraget og den proportionsløse ugle er tankeforstyrrelser. Det er jeg med på. Men hvad sker der efter konen kommer ud? Det synes jeg er dårligt beskrevet. Det kan jeg ikke særlig godt lide. Det synes jeg simpelthen er røv, røv dårligt fortalt. Upassende. Modbydeligt, som man sagde omkring år 1900.”

Manden svarede mågen: “Kære måge. Kære lækre mavsemåge. Nu skal du høre. Du kan intet gøre. Denne historie står allerede at læse på en væg i Gibraltar. Didbåret af Internettet. Atter sidder pludselig inde i bålet. Denne passage indfanger på den mest sublime måde det barokke i menneskelig forskellighed, selv mellem ægtefolk. Kan du ikke se det? Manden sidder i sine egne båltanker og bim dukker hustruen op med sin verden og sin verdenshistorie. Derfor flakker historien i den uovertrufne og mindeværdige passage.”

Mågen: “Aha. Hihihi.”

Manden kastede sit armbåndsur op i luften fordi mågen grinte.

Skøre overklassefamilier: ”Her er min storebror som hævder at have fået grædesyge efter at have læst Johannesevangeliet bagfra”

Jeg kigger igennem dagens opgaver på Den Anden Avis. En voksen mand, Jüchen Pømstøvgren, der græder som en treårig i supermarkedet. Til dem der ikke lige har en sådan gråd præsent kan jeg nævne at man græder hjerteskærende højt og er nem at trøste igen. Det varer fire-fem minutter. Men også familiens indgifte er pænt underlige. Hans kone kalder åbenbart det at en mand indgår ægteskab for ‘at lave en piksnegl’, fremgår det af den følgeseddel som chefredaktør Morten Hjerl-Hansen har fastgjort til fotografiet.

Jüchen har forberedt sig til vores journalistiske møde ved at købe glaseret tøj. Han har læst Johannesevangeliet forfra og fremtræder afdæmpet, med en antydning af tossethed da vi mødes ude i byen. Han vælter over en ældre dame. Jeg besinder mig på at der når som helst kan komme et af de berømte grådanfald men han er i højt humør og tager plads ved cafébordet.

”I familien er vi lige nu optagede af folk der redder dyr og får ønsker opfyldt som belønning.”

Hvorfor lige det emne?

”Det er vel fordi jeg, storebroren, interesserer mig for det.”

I læsere: ”Vi vil så gerne have nogle konkrete eksempler på om-syge”

”Hans bedstemor ville gerne have at han var en pige da han var lille, så hun gav ham sløjfe på.”

Typisk om-syge. Det kalder da på medlidenhed og dermed kærlighed. I stedet gør udsigeren ham til et offer.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre når han dør.”

Typisk om-syge. Hvem siger at den betydning han havde og har mens han levede ikke gør hele forskellen.

”Da hans kone og han blev ældre begyndte han at se efter og interessere sig for yngre kvinder.”

Typisk om-syge. Hvem 17 siger det er en sygdom og at konen er et offer. Negativ tænkning. Om-syge.

”Jeg er ambassadør for det åbne forhold. Min kone og jeg har et åbent forhold.”

Typisk om-syge. Hvem 17 siger at det åbne forhold er en religiøs tro? At det er en standardiseret og så uproblematisk størrelse at det bare kan indføres ved en fælles vedtægt? Latterligt. Typisk om-syge.

”Se dæmonerne i øjnene.”

En floskel uddelt af en falsk skoleven. Sådan noget lort skal da bare forsages. Typisk om-syge.

Om-syge er når vi gør hinanden den bjørnetjeneste at anbefale at tænke negativt ”fordi der er så meget negativt i verden”. Man siger at Internettet er fyldt med trolde, men dem der lider af om-syge er langt værre. Man siger at sladder er slemt, men om-syge er langt værre. Frem med glædesbålene! Opførselsformlen skal lyde: Lad være med at bruge u-sprog.

”Må vi gerne nive folk der lider af om-syge?”

Det ved jeg ikke.

I læsere: ”Vi er let tankefulde i forhold til hvorvidt feminismen er i familie med om-sygen”

”Der er ingen tvivl om at meget såkaldt poesi og litteratur stimulerer om-sygen. Om-sygen forstået sådan at man kredser om identitet og handling med små floskler uden at tage stilling og uden at handle og uden at se identiteten som det mysterium den er. Det er forkasteligt. Du har lært os at identitet er så modsætningsfuld og usikker en størrelse, især indefra, at disse egenskaber griber ind i vores handlinger og gør disse usikre og modsætningsfulde. Mange af vores handlinger er derfor rent ud ufrie. Det gælder især seksuel tiltrækning. Du har lært os at det slet ikke er meningen vi skal være frie i den forstand at vi bare aber rundt, men hvis man ligefrem tilvælger en ekstra dosis om-syge og begynder at reflektere i det uendelige om man skal affinde sig med fx sin seksualitets mere ukonventionelle sider så bliver tingene simpelthen for indviklede. Vi spørger ikke dumt hvordan vi skal affinde os med vores identiteters indbyggede usikkerhed og mysterier, for det kan vi godt se er en modsigelse, men vi leder efter en psykologisk realistisk litteratur som værner lidt om det skæve i tilværelsen.”

”Den findes.”

”Hvor?”

”Der findes en dame som giftede sig med en pakistaner.”

”Hvad skete der så?”

”Det ved jeg ikke.”

Lær at hoste af utilpashed i familiesammenhænge

I dine øjne er det en kulturel mangelvare at man ikke kan hoste af utilpashed i familiesammenhænge.

“I min bog.”

Ahva’?

“I min bog er det sådan som du siger. Ikke i mine øjne.”

Men man kan bladre i dine øjne.

“Uanset hvordan det forholder sig med mine øjne kan jeg lukke dem når jeg har lyst.”