De riges bamse-genskaber “tvivlsom fuskeprins”

“Nej. Det ville være fuldkommen ude i skoven at hævde at en bamse repræsenterer noget psykologisk. For at kunne gøre det…”

Jeg mener jo ikke at en bamse kan optræde som psykolog.

“For at kunne gøre det…”

Du kan ikke betale en bamse.

“For at kunne gøre det…”

Du kan ikke henvende dig alfaderligt til en bamse og sige sååå lille psykolog.

“For at kunne gøre det, for at kunne hævde at en bamse repræsenterer noget psykologisk…”

Det er jo noget komplet vrøvl det du siger.

“Nåja.”

Psykologerne hævder netop at bamser i barnets verden udgør substitutionsobjekter for forældrene.

“Men for at kunne udfylde denne rolle, måtte de være meget højere og tage til Kos med den lille, selvom barnet hellere vil være på legepladsen.”

Nu er jeg forvirret. Jeg kan slet ikke regne ud hvordan en bamse der, som jeg tror vi er enige om, Helge Baunekvast, netop er lavere end forældrene kan repræsentere dem. Det er jo det rene vanvid. Er det barnet der er en bedrager eller Knot Lærke?

“Bwaa!”

Sååå, min egen. Ikke græde… Hvis vi lige vender blikket mod Knot Lærke og de anklager som ærlige, rige mennesker har fremsat mod ham.

“I mine øjne er det hele en misforståelse. De genskabte bamser ligner de bortkomne bamser 70 procent og har rødt tøj. Men de leveres i æg og det fremkalder en naturlig skuffelse.”

Det hersker der ingen tvivl om.

Maskulinist: ”Hvis man tager højde for Internettets eksistens er der tale om en fantastisk seksuel forbindelse”

Jeg er en meget stor beundrer af dine tankerækker og tankegang.

”Jeg kan bedre lide mine tankeforbindelser.”

Høhø.

”Tøhø.”

I bogen ‘Byg et kodyl forhold til én, du ikke aner hvem er’ skriver du om kærlighed.

”Ja.”

Hvad er kærlighed?

”Kærlighed er en brun, brun greve.”

Det lyder som om kærligheden ikke blot går i brunt tøj, men altså er malet brun i ansigtet også.

”På håndryggene tilligemed.”

Hvorfor bliver man egentlig skilt når man er underlagt sådan en brun, brun greve?

”Hovedårsagerne til skilsmisser er mangel på godhed hos manden og at kvinden skrider. Især det sidste vanskeliggør samlivet. Folk der bliver skilt har ingen ret til at kalde sig forældre. Skilsmissebørn har al ret til at forstå sig selv som forældreløse. Det er dette unævnelige kaos en skilsmisse medfører så man kan spørge sig selv: Hvordan bliver en slet mand bedre? Det kan han ikke. Han skal straffes. Straf er noget fuldautomatisk, så der er ingen verdens grund til at forebygge.”

Dine undersøgelser har bragt dig på sporet af kirkerne.

”Kirkegang er Gudsforhold Light og det kan stimulere godhed vældig meget.”

Her læner du dig meget op ad filosofferne Schufostello og Christian Badvad.

”Det er så evigt sandt.”

Hvordan ser du på feminismen i din egenskab af maskulinist?

“Feminisme er en samlet fejring af kvinders egenskaber hvor vi mænd pænt glemmer at kvinder ikke kan programmere og at de yderst sjældent laver spas i den første kontakt.”

Denne spas i den første kontakt…

”Ja.”

Er det noget mænd efterspørger?

”Ja.”

Kan det være sådan noget med en trold der falder på næsen fordi den har store fødder?

”Ja.”

Hvad med en snemand der vælter fordi det bliver forår?

”Bedre.”

Hvad med at citere en one-liner som ‘Jeg glemmer aldrig et ansigt, men i dit tilfælde vil jeg gøre en undtagelse’.

”Morsomt, men uegnet til spas i første kontakt.”

Gam: “Danskhed er for mig en mand der sidder og spiser persille”

“Når man så spørger om noget vender han sig bort.”

Det spøjse besøg hos Brando Dalfrøcies

Da jeg kommer ind i atelieret finder jeg kunstneren Brando Dalfrøcies i færd med at opdrage sin bror. “Du husker nok at overinderlige har svært ved at holde sødmefulde og naive tekster ude fra hinanden.” Broren og jeg udveksler usikre blikke.

Der er mange beundrere i lokalet. Fraværet af en radio der spiller P4 i det uendelige med dens “Det skal nok gå! Det går jo!” musik til folk der egentlig hellere ville være hjemme, dæmper mig lidt ned og får mig til at indse at jeg står og underholder.

Da jeg ydermere forstår at Dalfrøcies og Maradjøngade føler sig som Braque og Picasso bliver jeg bister.

Sæt jer lige ned engang.

Børnehavekommandoen tænder et lys i Picassos øjne og han tager en vams der hænger blandt de mange genstande og maleremedier og folder den ud på gulvet. De andre følger trop og sætter sig behageligt.

Om lidt skal vi på gåtur.

Der bliver en jubel og en hujen.

Find jeres madkasser frem.

I læsere: “Der er en fyr der er vild med os. Nu er vi blevet fortvivlede i forhold til hvordan vi skal afvise ham”

“Vi tror at vi kan skyde samfundets og samtidens dybe værdiforvirring ind.”

“Det er interessant det dér. Hvorledes vil I gøre sligt?”

“Vi er medfølende, men vi har et argument for ikke at være medlidende. Der er dér vi skyder værdiforvirringen ind som præmis.”

“Der er aldrig noget argument for at være medfølende fremfor medlidende.”

“Hvad er dit argument for at være medlidende fremfor medfølende?”

“Gud.”

“Du mener det at du tror Gud findes?”

“Nej. Ikke det. Bare Gud.”

“Medlidenhed har sprogligt sådan en lav status i disse dage. Man bruger det nærmest som en bebrejdelse.”

“Ja. Medlidenhed bliver anset for en ynkværdig vildfarelse der peger hen imod skammelig, umoden livsuduelighed for medlideren og for den man har medlidenhed med: en person der er både taber og mere specifikt: en person man ikke rigtig kan tale med.”

“Her har vi sådan brug for en opførselsformel.”

“Forståeligt. Forståeligt. Det man svarer er: ‘Jeg håber du vil passe på dig selv.’ ”

“Skal man sige det inderligt?”

“Ja. Men man skal ikke bruge ordet ‘inderligt’ .”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi inderligt er måden man skal sige det på så det bliver en kærlighedsgerning overfor den der elsker jer vildt.”

“Kan du godt lide Havrefras?”

“Byg.”

“Spiser du byg?”

“Byg et hus.”

“Øh.”

“Jeg ved det lyder teologisk.”

I læsere: ”Vi skal uddele en klar fyreseddel og er blevet noget så fortvivlede over hvordan vi skal udtrykke os i vores afskedshilsen”

”Vi har haft det svært. Så vidt vi kan gennemskue betyder standardhilsenen ‘Du er fyret. Vi ønsker dig alt mulig held og lykke i fremtiden’ så meget som:

Du er fyret. Vi kan se kernen af dig. Bare rolig. Den del af din kerne som har med samarbejdsvanskeligheder at gøre. Med alt hvad dette indebærer af rare ting som sociale egenskaber. Vi kan med vores professionelle og relativt trænede blik se at der er tale om en fuldt udviklet kernebestanddel. Du ved det ikke. Du aner ingen uråd. Vi håber at du vil arbejde med dig selv i fremtiden og ønsker. Vi sidder og ønsker. Ligesom Indre Missionerne sidder i en rundkreds og beder selvom Bibelen fraråder det, sidder vi i en rundkreds og ønsker selvom vores kalendere fraråder det. Vi kan ikke pege på noget vi i vores samarbejdsiver er blevet enige om at ønske, andet end netop dette: held. Hvad er held? Ingenting. Derfor strækker vi os også til at ønske dig lykke. Hvad er lykke? Man kan ikke se den når den er der, det er sandt. Den nærmer sig derfor at være lidt irrelevant. Du er velkommen til at mene at vi ikke skal blande os i din lykke. Det indrømmer vi i vores dybe humanitet, som vi, i modsætning til dig, har taget med på arbejde. Du har taget alt, alt for meget humanitet med på arbejde. Men vi indrømmer at vi ikke skal blande os i din lykke. For at bøde lidt på skaden skriver vi ‘al mulig held og lykke’. Dette al mulig åbner en lille dør og er et lille hint hvor du kan tænke på de ting vi har lært os. Undskyld, vi har lært dig.”

”Det er noget vrøvl. Den betyder ikke det nonsens. I har glemt hvad jeg endnu ikke har lært jer, hvilket der er en undskyldning for, idet jeg endnu ikke har lært jer det. ‘Du er fyret. Vi ønsker dig alt mulig held og lykke i fremtiden’ betyder:

Du er kantet. Simpelt hen en pudsig én. Du kom med alt hvad der var dig mens vi bare gik på arbejde. Vi var rystende bange for at ryge i helvede når vi dør fordi du var så inderlig. Lykkeligvis skal vi ikke se dig på vores arbejde længere. Det er en stor ting for os.

At sidde på et arbejde indebærer et kompromis med alle mulige ting man ikke selv har valgt lige fra at lave ting man er alt for dygtig til til at puffe folk ned i en massegrav. Du må endelig aldrig samarbejde igen. Du har alt for meget power til at gå på kompromis på den måde. Det hedder kunstner. Vi håber du har talent for ellers er du max på røven.

Verden er et underligt sted. Fyldt med folk. Mere end vi håber du har talent håber vi at du bliver ven med folk. Stoler på at folk er gode dommere i forhold til hvad de tilbyder deres sjæl. Du må ikke blive elitær. For du er elitær nok i forvejen. Veluddannet. Men vi har betalt for din uddannelse så nu skal du kræftædemig levere. Gøre alt hvad du kan for at din stemme ikke går tabt i vrimlen.

Jeg sidder her og glor på vandautomaten med et i og for sig fedt cirkulære mellem hænderne. Skrevet af geniet Pauline I. Søndermaradjøngade. Jeg er en slags mellemleder og avisen ligger klar på mit bord og stråler. Er det ikke fedt at vi har medierne. Trump og alt det dér. Højredrejningen har virkelig fået sig et gok i nødden. Hihi. Er det ikke fedt.”

I læsere: “Hvad skal vi gøre hvis vi ikke føler os beredte til at dø fordi der er nogle ting der skal udrettes først?”

”Se, det er et problem.”

”Ja, det ved vi godt.”

”Her vil følgende kulturrepetition være anvendelig: 1. Opstandelsen er ikke sandsynlig, men 2. sandsynlig er et dumt ord, et ondt ord, et ord der sagtens kan være ondt. Alle beslægtede sprogspil er min moral simpelthen for høj til at jeg anvender, (hvilket igen ikke betyder at jeg er en udelukkende god person): ‘Held og lykke!’ siger jeg således aldrig, hverken alvorligt eller ironisk. ‘Heldigvis’ siger jeg ikke. ‘Pyha. Det var heldigt’ siger jeg ikke. Vi må være fundamentalistiske i det små for at kunne gebærde os i denne forvirrede tid og kultur. Tilfældet må vi lade være med at sige at der er videnskabeligt belæg for, ligesom vi må lukke det eksistentielt, dvs. sprogligt, ude af vores verden. Det værste er næsten Da-Seiner (mennesker) der føler at de kan stå inde for tilfældet med deres person, sind eller eksistens eller ‘alt hvad de er’, som det siges så flot.”

”Vi er stadig fortvivlede, selvom du er godt skåret for tungebåndet. I går stødte vi på en mand hvis kone blev trukket til side af lægen som sagde de vise ord: ‘Deres mand er ikke parat til at dø.’ Hun replicerede med visdomsordene: ‘Så må han læse avis i evighedernes evighed’. Lægen smilede og bemærkede: ‘Jeg kunne godt forestille mig han var typen.’ Kvinden mente lægen havde mistet følingen med hvad de stod og talte om i denne lille ordveksling og hoppede op og ned. Lægen sagde afsluttende: ‘Sådan venter avisen på os alle’ hvilket nok ikke var det helt rigtige at sige, eftersom kvinden resolut tog fat i næsen på ham og udslyngede forbandelser over hans hoved. De tre blev enige om at gå i Tivoli samme aften og prøve karrusellen.”

Kriminelle Janus: ”Hvorfor summer en gryde med næsten kogende vand og hvor kommer boblerne fra?”

Professor Enok Bavlert svarer:

”Nu er jeg psykolog og ikke fysiker, men jeg kan da godt forsøge at svare fordi du er kriminel. Grydens summen er underlig. Følelsesmæssigt bliver jeg alert hver gang en gryde kommer i kog. Lidt ligesom regnvejr gør os alerte. ”Nu regner det!” ”Nu koger vandet!” Dejlige oplevelser der gør os muntre og glade. Vand der næsten koger kan godt få gryden til at koge. Summe, undskyld. Jeg vil tro at vandet påvirker gryden med sin positivitet. Men jeg aner ikke hvorfor denne summen ophører idet vandet kommer i kog. Det er unaturligt synes jeg. Du kan sagtens tillade dig at spørge ind til det. Spørg gryden, når den er kold og står på køkkenbordet fyldt med lunkent mosevand. Brug en tevarmer.”