Vi kender alle historien om den unge læge der flytter til Gibraltar med hustruen og bliver angrebet af en chokoladekage en dag han er i færd med at veje sine bukser. Men hvem har skrevet bogen? Forfatteren Maradjøngade forsøger at give et forsigtigt svar.
“Mit bud er at det er Brando Dalfrøcies som har skrevet bogen.”
Fedt! Fedt fedt fedt!
”Han har sat sig på sin røv og, du ved, skrevet lortet.”
Ja, jeg er fuldstændig med på hvad du mener.
“Digte er enormt kejtede forsøg på at lyde som en fra overklassen. Som en der synger serenader under en anden kultiverets balkon og herefter går hjem hvor der også er nok at spise.”
Og søreme om der ikke også bliver guflet oppe i vinduet.
“Rigtig fin mad. Jeg kan ikke gå i den der med at skrive digte. Jeg kommer selv fra overklassen og jeg vil ikke hykle og skrive digte og sige jeg er sprogets ven og nu skal jeg lige give dig en serenade. Det er det samme som at sige hold kæft til mennesker der er fattige på sprog og det er umoralsk at sætte et fåmælt menneske i bås og fastholde denne udsøgt klamme måde at angribe mennesker uden særlig meget sprog og særlig mange penge. Hvis man læser de ting jeg skriver på Den Anden Avis vil man se at sproget også er andre ting end en bærer af serenader og andre perfekte og ofte misforståede forsøg på at komme i kassen med kvinderne. Jeg tror at verden og individerne skabtes i ordet. Men jeg tror også der findes mange ret utilstedelige tilnærmelser til sproget. Genertheden hos de fåmælte og overdrevent socialt selvkontrollerende er ikke noget med ringe selvtillid eller ringe selvværd. Det er ikke noget fundamentalt eller dybtliggende, det er noget spontant. Der gives derfor ingen selvhjælp. Der gives ingen forløsning eller flugt. Der gives kun Den Anden Avis-lignende fænomener som på en sjov måde viser at vi alle er klodsede sprogbrugere og at vi derfor kan mødes på tværs af klasse, køn og andre såkaldte kasser, etiketter og hvad man ellers kalder det. Det er essensen af hvad Wittgenstein har lært mig om sproget. Wittgenstein kom selv fra overklassen og delte alle sine penge ud.”
Når tågen flytter flytter Kip Maradjøngade med. Simpelthen for at være på den sikre side. Simpelthen for at få et glimt af solen. Det er sket tre gange i tiden ude på bøhlandet at tågen er flyttet. Nyt hus eller bo i et der allerede eksisterer.
”En tid er en ret speciel glæde.”
En tid er en ja selvfølgelig.
”En tid er en ret speciel glæde. Jeg dykker ned i mine gamle papirer og oplever ting jeg har skrevet for mig selv med gamle drømme, primært om at blive en stor forfatter. Men jeg er hverken forfængelig eller egoistisk. Jeg drømmer om at kopiere dem og ordne disse papirer efter to principper. Til mig selv og til andre. Mine forudsætninger for at forstå dem er ganske specielt herlig. Andre er så forskellige. Men som papirerne afslører er jeg også selv forskellig.”
Du er forskellig og andre er forskellige.
”Ja, det er lidt anstrengende. Jeg læser da heller ikke i de papirer hver dag.”
Nu da du så er blevet en stor forfatter er der så ikke noget du gerne vil sige til dine læsere hvis du havde nogen?
”Nej det er ikke så meget. De skal købe en blå bil.”
En blå bil til alle læserne eller flere blå biler?
”Det må være lidt efter behov og økonomi.”
Du er en fornuftig mand med solid forstand på pengesager.
”Jeg gør mit bedste. Jeg gør mit bedste.”
Nå, men hvad kan man egentlig selv gøre for ikke at passe ind?
”Det var da et grumme godt spørgsmål du kom med der. Man kan gøre forskellige ting. Man kan læse Platons dialog Gorgias og Sløks bog om den. Man kan studere renæssancens frie ånder, med Bibelen og Kierkegaard i den frie hånd. Så kan man være ret sikker på at udvikle nogle værdier som ligner kernen i vores kultur og derved gør én uegnet til at blive inviteret indenfor i salonerne med de interessante sociale forbindelser. Fordi ens overbevisninger ligner dem der passer. Men nu skal vi hele tiden holde os for øje at der er forskel på ikke at passe ind og at være en taber. En taber er man kun hvis man ikke deltager i kampen. Det ved Anders And. Ham har jeg lært meget af på trods af at han har et gult næb og i det hele taget ikke ligner nogen af os ret meget. Og så Jean-Christophe. Man kan læse den uden at studere den!”
I den indre husholdning kender vi vel alle til det med at få negative tanker og administrere dem fornuftsmæssigt. At få en anden person ind over sjælelivet, og muligvis en ret selvhøjtidelig person, som er garvet på den utrolig latterlige måde at vedkommende aldrig har mødt en så unik person som lige netop mig, er ikke noget jeg sådan bare lige gør. Men vi er allesammen temmelig unikke og det er det fede der er at sige om det. Undskyld, jeg har rodet i mine papirer. Jeg skulle tale om træ. Træ er lavet af træ undtagen barken, der jo, som ordet afslører, er lavet af bark. Godt. Undskyld. Vrøvl. Videre. At dukke op til en psykiater med brav åbenhed er anstrengende fordi det er så usikkert hvad grundlaget for samtalen er og hvad det egentlig handler om. Jeg synes at jeg-støttende behandling er så fed fordi man får lov til, i generøs åbenhed, at rejse det fundamentale filosofiske og eksistentielle spørgsmål om hvad et jeg er. Det kan ses på så mange måder og det afleder opmærksomheden fra angsten omkring den freudiansk baserede psykoanalyse som er et kæmpe arbejde af flere års varighed, respekt for det, men jeg tror det har skræmt temmelig mange i de 117 år der er gået siden Freud skrev Drømmetydning i 1900. Der er noget vold i det som man ikke kan se bort fra: Jeg er vist den eneste i denne forsamling der vover at tale om følelser/gå ind i det her/har mod til at være mønsterbryder. Det må have provokeret mange gennem tiden, ja, det må have gjort mange udenforstående ulykkelige på grund af den nedgroede alvor og afskrækkende selvhøjtidelighed der stadig står om det personlige behandlingsspørgsmål. Det må have medvirket til at skabe krig. Ikke kun på grund af fordomme men på grund af institutionen. Der mangler humor i hele den bevægelse og indførelsen af et fag i skolen der hedder noget med “det indre liv for helt unge” er vistnok ikke lige om hjørnet. Når nu den jeg-støttende psykiatri er så varm og fleksibel må vi have den frem, så den når op på siden af psykoanalysen. Men fakta er noget andet. Der er prestige ved det ene og ikke ved det andet. Der er ære ved at gå i mere eller mindre livsvarig terapi hos dr. med. Slåen Kærsangerwyff men ikke ved at slå et smut forbi distriktspsykiatrien og aftale at mødes fast i lokalet med egen indgang. Jeg forstår det ikke. Det er da underholdende at være skældsordet jeg-svag. Der ville ikke være noget indre liv og dermed intet mod eller viljefasthed eller humor hvis jeg ikke var jeg-svag. Ingen styrke. Ingen åbenhed. Ingen modtagelighed. Ingen plads til fornøjelse og spas. Ingen plads til undren. Ingen plads til filosofi. Men jeg kan godt sige det som det er: virkeligheden i ordkunstens verden, som jeg har lidt forstand på, er en anden. Her må digtet være jeg-svagt men ikke læseren. Det er hykleri! Selvironi er at være ret sikker på at man er jeg-svag og dyrke jeg-svagheden som en rose med alle dens folder ih og å. Jeg dyrker det jeg-svage og jeg praktiserer det, men jeg tilbeder det ikke, for det bliver en bitte smule klarere for mig hvad det er hver dag. Men jeg siger det ikke. Det er sandelig min hemmelighed!
Det er morgen i den store tempel. Hertug Irin trisser igennem de tomme sale, forsigtigt for ikke at vække tjenere og kustoder. Ned og åbne billetlugen. Et lille barn spørger sin mor:
”Hvor er hertug Irin?”
”Det er der ingen der ved. Højst sandsynligt har han det ligesom Blåskæg, Kejserens nye Klæder eller en anden.”
Toveto har altid været så mut. Hun tager over i billetten og hertug Irin viser de to rundt. De går ind i tronsalen. Han peger på et maleri.
”Hertugens bedstefar.”
Man kan næsten ikke se ham for bar kanel.
De går videre. På det store lærred holder en hest med en mand lidt akavet placeret oven på.
”Hertugens oldefar.”
Dér, under buen, i indgangspartiet, Toveto. Hvad vil Toveto?
Han synes hun er smuk og går hen til hende. Hvad vil Toveto?
”Hvad tænker du på?”
”Rigsantikvar Stadses uddannelse i Europa.”
”Tys! Jeg ved hvad du tænker på.”
”Hvad?”
”Rigsantikvar Stadses uddannelse i Europa.”
Der er opstillet bearnaisesovsefade i skridtafstand i sindrige gange dybt ned i den aflange tusmørkeindhyllede sommerhave. Faklerne viser vejen og i træerne tunge, lysekronelignende guirlander.
Englænderen Sloane Pøhhøldt er kommet til fest i Danmark og måber over vores eventyrlige frisind med de badende nøgne kvinder, de meget vrede mænd der brydes under lærketræer og vores lattermilde imødekommenhed.
Han fanger hurtigt stemningen, så åben og lys den er, og dumper ned i en havestol med sin nippedrink i bunden af haven.
En gammel træt milliardær vakler langt borte forbi orkesteret med et skakbræt og betragter sangerinden Rosas lange ben. “1-2-3. 1-2-skru lige lidt ned for mig!”
Luftmads, på den hvide bænk, er usamlet, kærestetrængende, mut, forvirret, velklædt, bronzefarvet, håbefuld og uafklaret med fremtidsplanerne. Sloane betragter ham medlidende tværs igennem haven og genkender noget fra sig selv. Han rejser sig og beslutter at vie første del af aftenen til at trække den eneste søde unge kvinde Billie hen til Luftmads for han har mærket et eller andet ved middagen.
Det mislykkes.
Der går flere timer.
Festen har længe været i gang.
Milliardæren har mistet sine penge og er blevet til den sure, sjove mand. Som et blinkende viskestykke ligger han på hækken og lyner. Der er fire mennesker tilbage.
Vi bliver forkælede i denne bog. Liv. Nonner der vimser rundt. Med store attachemapper som man ellers ville forvente det kun var kontorister der anvendte. Der hjælpes i lokalsamfundene. Der skrives breve. Der læses breve. Lidt irriterende som læser at læse brevene to gange.
Der bedes. Vi er med ved bønnerne hvilket er lettere forstyrrende. Det foregår alle steder men efter en plan, hvilket er beroligende.
Det er endnu en klosterroman. En god én af slagsen.
Ved kapitel 38 begyndte jeg at savne en forfængelig gut der bare ville være klar med Strandvejs villa og elitevenner. Jeg blev ikke skuffet. Men da han opdager klosteret og siden endnu et kloster og siden endnu et er det som om hans liv forandres. Til det bedre. Han flytter Strandvejs villaen ned til Polla Polla klosteret i Firenze og det fortryder ingen i familien. Familien drøner rundt på gangene. Det er sjovt. Det er vittigt. Der er mange fjollede episoder hvor nonnerne og familien laver fis med og tager gas på, i den rækkefølge, hinanden.
Munkene i de tredive sidste kapitler har intet kloster. De går bare rundt og rundt nede i dalen i en lige række. Lige præcis den del af historien syntes jeg var lidt svag. De er for rastløse og kluntede, særligt når de skal yde assistance i lokalsamfundet. Lokalsamfundet ender med at blive lidt trætte af dem. Så er der kun det at gå i seng.
Luk lige røven begge to.
Per Kabale: “Fuck dig.”
Abdullah Fatussa: “Jeg kontanthjælpsmodtager. Nu kommunen sender mig på cykeltur i franske alper.”
PK: “Det samme her. Jeg er tosset med ideen. Jeg vil cykle igennem ideen hver dag.”
Hvad så når du kommer hjem?
PK: “Jamen så vil jeg cykle videre som en robot i en evig mindecykeltur på arbejdsmarkedet.”
AF: “Du har ingen æresfølelse, Per. Du blive en dum postbudsmatros. Du gådefuld. Universet gådefuldt. Livet gådefuldt. Gåde gådefuld. Du idiot!”
PK: “Ja. Ja. Jeg er en idiot, men jeg kan afreagere.” [Flår journalistens kappe af.]
AF: “Du kan afreagere. Afreagere. Du tosset!”
